Esbjerg Vandtårn ligger på Havnegade 22 i Esbjerg Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Vandtårnet blev opført i årene 1896-1897 på en gravhøj fra bronzealderen, der ligger på toppen af klinten, Esbjerg Kleve, lige ovenfor den nyanlagte havn. Da tårnet lå på byens markante højdepunkt, Bavnehøj, ud mod havet, blev det meget hurtigt til byens vartegn. Arkitekten var C.H. Clausen (1866-1941), der har ladet sig inspirere af et tysk forlæg: Haus Nassau i Nürnberg, som han kendte fra samtidige tyske arkitekturværker.

I slutningen af 1800-tallet var vandforsyningen i Esbjerg, der med sine 9000 indbyggere var ved at udvikle sig til en storby, stadig ikke optimal, idet den bestod af brønde og vandposte. Der kom et stigende pres for oprettelsen af et vandværk, som i midten af 1890'erne blev tilgodeset. Man byggede således et vandtårn for at sørge for det rette tryk ud til beboerne, men eftersom efterspørgslen på vand allerede i bygningsåret oversteg tårnets kapacitet, blev der allerede i 1904 bygget et nyt vandtårn på Nygårdsvej.

Årsforbruget i 1897 var for hver indbygger 31 liter pr. dag. Allerede året efter var forbruget pr. person steget til 51 liter pr. dag. Til sammenligning var det gennemsnitlige dagsforbrug af husholdningsvand i 1995 145 liter pr. person.

I 1895 anså man det fornuftige i at nedlægge vand- og gasrør i samme arbejdsgang i Esbjerg, og i december 1895 vedtog sognerådet at bygge såvel et gasværk som et vandværk.

Vandtårnet rummede ikke mere end 131 m3 vand. Årsforbruget var i 1897 mere end 130.000 m3, og det steg i de følgende syv år med mere end 400 %. Derfor blev den store vandbeholder på ca. 525 m3 bygget ved Nygårdsvej allerede i 1904.

Vandtårnet i byparken var således allerede fra starten for lille – set i relation til en udvikling, som ingen kunne forudse: befolkningstallet steg fra 9.280 i 1895 til 14.022 i 1902. Vandforsyningen blev siden sådan, at man pumpede vandet direkte til forbrugerne, og kun det overskydende vand tilgik de to vandbeholdere.

I det hele taget kom stigningen i indbyggertallet nok noget bag på sognerådet, for alene i femårsperioden 1894-1899 måtte man anlægge et gasværk, et vandværk, tre nye skoler, et ligkapel, en kirkegård, en brandstation, kloakledninger samt gennemføre asfaltering og brolægning for næsten 1 million kroner. Både beløbet og anlæggenes omfang viser, at sognerådet fandt det nødvendigt at give Esbjerg en moderne bys infrastruktur. Vandtårnet har i mange år været anvendt som udkigstårn. I starten af 1990´erne blev Esbjerg Gamle Vandtårn istandsat af private kræfter – Foreningen Vandtårnet. Der blev lagt nyt skifertag, som blev forsynet med fast undertag af brædder og tagpap, syd- og vestsiden blev fuget om, da fugerne var i en dårlig stand, skodderne blev istandsat og indvendigt blev der opsat en ny trætrappe, der blev lagt nye trægulve og der blev etableret en flugtvejstrappe i midten af vandtårnet, hvorved det var nødvendigt at skære de gamle støbte bjælkelag med armeringsjern over. Den 3. juli 1993 genåbnede vandtårnet for publikum. Det gamle billetsalg er placeret på første sal. Vandtårnet er i dag hjemsted for en permanent udstilling om Esbjerg Gamle Vandtårn samt vandtårne generelt i Europa. Om sommeren findes desuden udstillinger med forskellige typer kunst.

Beskrivelse

Esbjerg Gamle Vandtårn er højt beliggende i Byparken lige ovenfor Esbjerg Dokhavn. Platformen, hvorpå vandtårnet står, er flisebeklædt og omkranset af en lav mur i røde sten.

Esbjerg Gamle Vandtårn er 33 meter højt. Det firkantede tårn er opført i rød, blank mur i krydsforbandt over en pudset sokkel og afsluttes for oven af et skiferklædt pyramidetag med en vindfløj. Øverst i hvert hjørne er et lille ottekantet tårn, en tourelle, med et zinkklædt spir og en pinakel øverst. Tårnene er pudsede og hvidmalede ligesom den kraftige gesims med frise og kamtakker, der afslutter murværket. I frisen ses stiliserede skjolde og blomster bemalet med blå og røde farver. Ved hvert hjørne har vandtårnet en høj, aftrappet stræbepille med skiferinddækninger, og herover er hjørnerne affasede næsten til toppen. Murværket er for neden opdelt af et fremspringende bånd af profilsten og herover er murfladerne taktfast inddelt af vandrette bånd af mørke, store mursten. Mod nord er en høj spidsbuet flerfalset åbning af formsten, der giver adgang til et overdækket, flisebeklædt areal med synlige bjælker og brædder i loftet. I det overdækkede areal forefindes indgangsdøren, som er en todelt fyldingsdør med buet overkarm. Over døren ses Esbjergs byvåben. I væggen til venstre for indgangsdøren er en enfløjet fyldingsdør med buet overkarm. Begge døre er nyere, men traditionelt udførte. Nederst består vinduerne af høje korspostvinduer med små ruder, buet overkarm, ældre beslag og stejle murede sålbænke. Den næste række vinduer er runde vinduer, og herover er vinduerne aflange og smalle, placeret forskudt for hinanden og øverst i murværket er der i på hver side to gange tre tætsiddende vinduer med støbte søjler imellem og en støbt overligger. Søjler og overliggere er malet hvide. Imellem kamtakkerne er desuden firkantede vinduer. Samtlige vinduer er ældre og udført i træ, og døre og vinduer er alle malet mørkegrønne.

Indvendigt består vandtårnet af syv etager. Nederst er et vindfang med billetsalg og et toilet og en nyere trætrappe fører op til næste etage. Den østre del af stueetagen er adskilt fra den øvrige del, da den rummer den nederste del af flugtvejstrappen, som løber hele vejen ned igennem tårnet. På de fem øverste etager er flugtvejstrappen dominerende i rummet, idet den er opført som en nyere spindeltrappe i stål med trætrin, placeret i en lukket cylinder. På hver etage giver en nyere plan dør med enkle gerichter adgang til flugtvejstrappen. På femte etage er rummet dobbelthøjt og her er de kraftige, støbte bjælker, der bar vandbeholderen synlige. På femte etage giver en oprindelig træspindeltrappe adgang til den øverste etage, der fungerer som udsigtsplatform. Her er tagkonstruktionen synlig. De to nederste etager har nyere klinkegulve, de øvrige har bræddegulve, samtlige vægge er pudsede, lofterne er pudsede eller beklædt med gipsplader, og overalt er bjælkerne og de fritstående søjler med kopbånd synlige.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Esbjerg Gamle Vandtårn knytter sig til den markante beliggenhed i den grønne kile, Byparken, på toppen af klinten med den gamle dokhavn nedenfor med det særegne trekantede havnebassin som tilsammen danner forbindelsesleddet mellem byen og vandet.Grundet sin unikke udformning og iøjnefaldende placering fungerer Esbjerg Gamle Vandtårn som et kendings- og pejlemærke fra både land- og havsiden, og vandtårnet er således blevet et vartegn for byen.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Esbjerg Gamle Vandtårn knytter sig til vandtårnets væsentlige betydning i den kulturhistoriske fortælling om Esbjergs og hele Danmarks forsyningshistorie. Vandtårnene kan betragtes som monumenter over den teknologiske udvikling og de almindelige forbedringer af levevilkårene i by og på land. Placeringen på en bakke lidt uden for den ældste bykerne er arketypisk for de vandtårne, der er opført i forbindelse med, at rindende vand blev almindeligt i de danske hjem.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi knyttet til Esbjerg Gamle Vandtårns arkitektur, der kan tilskrives den nationalromantiske stilperiode. Den unge oplysningstids klassicisme med inspiration fra antikken blev mod midten af 1800-tallet gradvist opgivet til fordel for endnu et nyt formsprog, denne gang nationalstatens, hvor der blev lagt vægt på en historicisme, der skulle underbygge den borgerlige nationalstats historiske eksistensberettigelse. Denne historicisme holdt for alvor sit indtog i Danmark på et tidspunkt, der omtrentligt faldt sammen med den første grundlovs indførelse i 1849.

Til dette nye formsprog lånte man i første omgang importerede stilarter: nygotik fra England og Tyskland, nybarok fra Frankrig, nyromansk fra Italien, ofte anvendt i flæng i den samme bygning. I denne del af perioden tog nybyggeriet for alvor fart, og byerne oplevede en nærmest eksplosiv vækst. Samtidig opstod et antal helt nye, specialiserede bygningstyper såvel i industrien som i den offentlige servicesektor: rådhuse, hospitaler, skoler og så videre skød op overalt og blev i mange tilfælde bestemmende for specielt provinsbyernes udvikling. Mod 1800-tallets slutning blev der skabt en særlig nordisk nationalromantik, som skulle underbygge nationalstatens påståede, tusindårige nordiske rødder. Et særkende ved den danske historicisme var den stigende interesse for det, der blev opfattet som traditionelt danske materialer: blankt murværk, tømmer og granit. Disse materialer med deres tilhørende djærve udtryk blev mod århundredets slutning altdominerende – i forening med nye, importerede materialer som tagskifer, der dengang var betragteligt billigere end tegl, og ikke mindst støbejern.

Arkitekt C.H. Clausen, der tegnede vandtårnet, lod sig også inspirere af tidligere tiders arkitektoniske udtryk, idet han næsten punktligt har kopieret sit forbillede i Tyskland: Det middelalderlige borgerhus Haus Nassau i Nürnberg. Den middelalderinspirerede murstensarkitektur kommer til udtryk i anvendelsen af rød, blank mur, den spidsbuede åbning med false af profilsten, de aftrappede stræbepiller på hjørnerne, de aflange vinduer, der giver mindelser til skydeskår, og tårnets udformning for oven med kamtakker, som nærmest ligner en vægtergang, det pyramideformede tag og de små ottekantede tårne på hjørnerne. Tårnets øvre del sender tankerne i retning af et fæstningstårn. Hertil kommer, at Esbjerg Vandtårn ulig mange andre vandtårne er firkantet, selvom vandbeholderen der var placeret øverst oppe var cylindrisk. Det forhold, at vandtårnet er formgivet af arkitekt C.H. Clausen er også en betydelig kulturhistorisk faktor. I samtiden sås det ofte, at en enkelt arkitekt havde stor indflydelse på mange bygningsværker i samme by. Dette fænomen er smukt repræsenteret i Esbjerg via C.H. Clausen og hans bygninger, heriblandt vandtårnet, Esbjerg-Fanø Bank på Torvet, Esbjerg Tekniske Skole og Esbjerg Elektricitetsværk.

Esbjerg Vandtårn er med sine fine bygningsdetaljer og gennemarbejdede arkitektoniske helhed således en solid repræsentant for både C.H. Clausens virke i Esbjerg og forsyningskulturen i begyndelsen af 1900-tallet.I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede etagedæk og de synlige konstruktioner, hvor især de synlige støbte jernbetonbjælker vidner om, at bygningen skulle bære en stor vægt fra vandbeholderen samt at den blev opført i en brydningstid, hvor nye teknikker og materialer blev afprøvet. Således er der på de øvrige etager synlige trækonstruktioner, ligesom tagkonstruktionen er af træ, der i århundreder har været anvendt til byggeri. Af bevarede oprindelige bygningsdele i det indre er der ud over konstruktionerne en høj spindeltrappe med trælameller på ydersiden, som fører op til udkigsplatformen øverst i tårnet. De mange navne og årstal, som er ridset ind i tagkonstruktionens bjælker, fortæller om de mange år vandtårnet har fungeret som udkigstårn for offentligheden, og dermed også bevidner tårnets forholdsvis korte levetid som vandtårn.

Arkitektonisk værdi

Vandtårnets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til dets monolitiske udtryk, der kommer til udtryk i bygningens anseelige højde og den gennemgående brug af rødt, blankt murværk samt pyramidetaget og de fire hjørnetårne øverst. Bygningen har en kvadratisk grundplan og sammen med de symmetriske facader fremstår vandtårnet roligt og monumentalt, hvilket understreges af indgangspartiet, de øverste tætsiddende vinduer og af den omløbende gesims med frise, kamtakker og hjørnetårne.

Vandtårnet virker enkelt og solidt på grund af den forholdsvis enkle materialeholdning. De mange forskelligartede vindueshuller, der bryder massivet, giver tårnet en yderst elegant fremtræden. Dette skal ses sammen med variationen af grundplanens omrids, hvor stræbepillerne nederst definerer tårnets base, og de affasede hjørner understreger tårnets højde, hvilket giver en synsmæssig udkragende effekt af de øverste etager. Den høje base, som defineres af stræbepillerne på hjørnerne, et fremspringende bånd af profilsten og en anden vinduessætning end i de øvrige etager, underbygger tårnets monumentale fremtræden. Bygningen er rationel i sit udtryk, men samtidig også pyntet og elegant.

Yderligere er der arkitektonisk værdi i kontrasten, som opstår ved tårnets forfinede afslutning med den kraftige gesims med bemalet frise, kamtakker, hjørnetårne og pyramidetag med skifer, der kontrasterer det tunge murværk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links