Præstegade 4, Ribe

Ribe ligger på en række holme omkranset af engdrag og åløb, som giver byen en både skarp og naturlig afgrænsning. Husene ligger tæt i de små og let krogede, brolagte gader og slipper, der kun brydes af Ribe Å, de brusende mølleløb og Torvet, hvor Ribe Domkirke troner over bygningerne. Ribes historie strækker sig tilbage til omkring år 700, hvor vikingetidens købmænd og håndværkere samledes på den anlagte handelsplads ved den nordre bred af Ribe Å for at handle og arbejde. Det var også i Ribe, at Ansgar opførte Danmarks første kristne kirke omkring år 860. Igennem flere hundrede år var Ribe en vigtig handelsby og et magtcentrum for både kongen og den indflydelsesrige katolske kirke. I middelalderen lå der både kongeborgen Riberhus, hvor kun slotsbanken er tilbage, samt adskillige kirker og klostre i Ribe. Efter reformationen i 1536, da kirken mistede sin politiske og økonomiske magt, forsvandt de fleste kirkelige anlæg. Tilbage var Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kloster.

Grundlaget for Ribes rige handelsliv var åen, der løber igennem byen. Ribe Å fungerede som transportvej fra Vesterhavet, og Ribe blev på den måde porten til Østersø-området. Selv store skibe sejlede op ad åen og lagde til ved Skibbroen. Men i løbet af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke for byen. Skibene sejlede i stigende omfang rundt om Skagen, og andre byer, først og fremmest København, blev efterhånden førende inden for fjernhandelen. Også kongemagten rykkede ud af byen, og i de følgende århundreder var Ribe en kriseramt by med faldende befolkningstal. Åen sandede til, og havnen mistede sin betydning.

Efter den dansk-tyske krig i 1864 kom den nye grænse til at gå lige syd om Ribe. Byen lå nu i den yderste udkant af kongeriget og havde mistet sit hidtidige opland mod syd og vest. Ved genforeningen i 1920 var Esbjerg for længst blevet landsdelens førende havne- og industriby. Ribes stagnering betød, at Ribe i dag fremstår som en yderst velbevaret middelalderby, hvor de fleste gadeforløb kan følges ubrudt tilbage til 1100-årene. Det nuværende hovedstrøg på Over-, Mellem- og Nederdammen er lidt yngre og ligger på den mølledæmning, der blev lagt over Ribe Å i midten af 1200-tallet.

Til trods for en større bybrand i 1580 findes der flere bevarede middelalderlige stenhuse samt nordens ældst daterede bindingsværkshus fra 1490 og selvfølgelig Ribe Domkirke samt det meste af klosterbygningerne. I tiden efter branden genrejstes byen, og mange bygninger herfra er stadig bevaret blandt andet de herregårdslignende stenhuse Porsborg og Tårnborg, begge fra sidst i 1500-tallet, samt købmandsgårdene i bindingsværk med udkragede stokværk og gavl mod gaden. Op igennem 1700- og 1800-årene blev der udført en del om- og nybygninger, oftest i en enkel og velproportioneret, klassicistisk stil. De mindre gader og slipper var kendetegnet ved langhuse, boder og småhuse, der var tre til fem fag lange og sammenbygget i lange forløb.

Præstegade 4 blev opført i seks fag bindingsværk i 1761. I 1854 blev gadesiden grundmuret og i 1857 blev bygningen forhøjet med en etage mod gaden. Forhuset var tidligere indrettet til to boliger med køkken på begge etager. Præstegade 4 blev senest ombygget i 1988, hvor der blev restaureret og udskiftet vinduer samt etableret badeværelse i et tidligere fadebur mod gården.

Præstegade 4 er beliggende i husrækken på den østre side af Præstegade, lige nord for Ribe Domkirke i Ribes gamle bykerne. Forhuset ligger med facaden i skel ud til gaden. Bag forhuset er en gård og parallelt med forhuset et baghus. Kun forhuset er omfattet af fredningen.

Forhuset er grundmuret, seks fag langt og opført i to etager mod gaden og en etage mod gården. Taget er et heltag hængt med røde vingetegl. I tagfladen mod gården er en skorsten i røde teglsten med sokkel og krave samt to nyere tagvinduer i støbejern. Facaden fremtræder i rødt blankt murværk over en cementpudset sokkel og afsluttes af en hvidpudset hovedgesims. En nyere, hvidmalet hoveddør med firdelt overvindue er tilbagetrukket fra facaden med tilstødende vinduespartier, der går om hjørnet og forsætter i facaden. Over indgangspartiet er et fladbuet stik. Gårdsiden er pudset og kalket i en lys gul farve over en lav sort sokkel. Over de to midterste fag ses en tofags gavlkvist med ensidet taghældning og bræddebeklædte flunker. I gårdsiden er flere sorttjærede murankre. Under kvisten er en nyere dør med skråtstillet vindue. De øvre dele af gavlene ses over husrækken og fremtræder hvidpudsede. Vinduerne er torammede og hvidmalede med tredelte rammer. Mod gaden er et ældre vindue mens de resterende er nyere, men traditionelt udførte. Mod gården er vinduerne udført med koblede rammer. Vinduerne i facadens øverste etage sidder i rundbuede stik, mens de øvrige har flade stik.

Forhuset er indrettet til bolig og er disponeret med en genkendelig ældre grundplan. Der er adgang via en gennemgående forstue (et fremgulv), hvorfra der er adgang til tagetagen via en ældre ligeløbstrappe. I stueetagen er der et værelse og en trefags stue (dørns) mod gaden og køkken, stue og bad mod gården. Den langsgående hovedskillevæg er delvist fjernet mellem de stuen mod gården og stuen mod gaden. På første salen er der ligeledes et værelse og en trefags stue mod gaden og bad og depot mod gården. Stueetagen har nyere brædde-, parket- og klinkegulve og hvide, pudsede vægge. I stuen er der blotlagt bindingsværk i endevæggen. Lofterne har synligt bjælkelag med nyere loftsbrædder imellem. Første salen fremtræder med ældre bræddegulv samt med nyere overflader som parket, tæppe og linoleum. Væggene er tapetserede eller hvidpudsede, mens lofterne dels udgøres af et synligt bjælkelag med ru loftbrædder imellem, dels af nyere pladelofter. I depotet på første sal ses spor af et tidligere køkken. Der er bevaret flere ældre fyldingsdøre af varierende type samt få ældre greb og gerichter. En dør har bukkehornsbeslag.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens beliggenhed i husrækken på den smalle, let svungne og brolagte Præstegade, der er en af de ældste gader i bykernen med oprindelse i det gamle middelalderlige gadenet. Forhuset indgår som en integreret del af Præstegades ældre og varierende række af længehuse, hvor husene flere steder er højere end gaderummet. Grundens disponering med forhuset beliggende i skel til gaden og med en bagvedliggende gård med baghus er kendetegnende for Ribes middelalderlige bebyggelsesmønster og gadestruktur, hvormed Præstegade 4 bidrager væsentligt til det traditionelle og stemningsfulde miljø i Ribes gamle bykerne.

Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig til beliggenheden i Præstegade, som i datiden forbandt Domkirken med Riberhus på Slotsbanken. Hertil kommer de tydelige spor af forhusets udvikling, i kraft af den grundmurede, forhøjede facade med klassicistiske stiltræk i modsætning til den pudsede gårdside i en etage, mens sporene af den oprindelige bindingsværksbygning fra 1761 ses i de bevarede konstruktioner i det indre. Hertil kommer facadens fremtræden i blank rød mur kombineret med den hvidtede hovedgesims, der er tydeligt inspireret af den sydvestjyske købstadsklassicisme.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den genkendelige ældre grundplan med fremgulv og delvist bevaret hovedskillerum samt til den traditionelle placering af dørns og værelse mod gaden og køkken mod gården. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer herunder det ældre bræddegulv, bindingsværkskonstruktionen, de synlige loftsbjælker og de ældre døre der vidner om bygningens alder og udvikling.

Den arkitektoniske værdi for Præstegade 4 knytter sig til facadens taktfaste vinduesplacering og enkle, symmetriske fremtræden i rødt murværk med hvidtet gesims, der kun brydes af den asymmetriske placering indgangspartiet. Det tilbagetrukne indgangsparti med tilstødende vinduer samt variationen af flade og fladbuede stik giver facaden et karakterfuldt udtryk trods den enkle komposition.

Læs videre om

• Esbjerg ting- og arresthus (tidl.)
• Fiskergade 7-9, Ribe
• Grønnegade 30, Ribe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen