Farup Præstegård, Kærbøl

Farup Præstegård blev opført i 1712. Taget var oprindeligt et stråtag, men blev midt i 1900-tallet udskiftet med vingetegl i forbindelse med en større restaurering forestået af arkitekt H.H. Engqvist. Oprindeligt var der yderligere to avlslænger, således at avlsgården var trelænget.

Farup Præstegård ligger i den sydlige del af Farup Kirkeby. Præstegården ligger tilbagetrukket fra indfaldsvejen med en åben mark foran anlægget. Præstegården består af et stuehus med gavlene vendt mod nord og syd samt en fritliggende, vinkelstillet staldlænge mod nord. Mellem de to bygninger er en grusbelagt gårdsplads. Bag stuehuset, mod øst, ligger præstegårdens have.

Stuehuset er et fjorten fag langt, grundmuret længehus i en etage. Bygningen hviler på en sorttjæret sokkel og bærer et trekvartvalmet tag hængt med røde vingetegl. I rygningen sidder to gulkalkede skorstenspiber med hvidkalket sokkel og krave, ligesom der er en kvist og et nyere ovenlysvindue i tagfladen mod henholdsvis gårdspladsen og haven. Syd for bygningens midtakse er en gennemgående, trefags frontkvist i to etager, der bærer et helvalmet tegltag. Murværket er gulkalket og afsluttes under tagudhænget af en muret, hvidkalket gesims, der er ført om hjørnet og følger gavlens overkant. Murværket har dekorativt udformede murankre i bjælkelagshøjde.

Hoveddøren, der sidder i frontkvisten, er en ældre, tofløjet fyldingsdør med et fladbuet, radiært, opsprosset overvindue, der tillige er prydet med et muslingerelief. Døren er blåmalet, mens indramning og overvindue er hvidmalet. Omkring døren er en muret og hvidkalket, pilasterbåren portal med et segmentformet overstykket med årstallet 1712. Foran døren er et granittrappetrin. I facadens nordlige del er en ældre, blåmalet køkkendør i form af en halvdør med flammering og et opsprosset overvindue. Indramning og overvindue er hvidmalet. Mod haven er en nyere, traditionelt udført havedør med ruder i den øverste del. Vinduerne er både ældre og nyere, traditionelt udførte korspostvinduer med opsprossede underrammer eller torammede vinduer med fire eller otte ruder i hver ramme. Alle vinduer er hvidmalede.

Det indre er præget af en ældre planløsning med en delvist intakt, langsgående midterskillevæg, der opdeler grundplanen i rum mod gård- og haveside. Stuehuset er tillige inddelt således, at sekundære funktioner ligger i den nordlige del, og de repræsentative rum ligger i den sydlige del. I den nordlige del ligger køkkenet mod gården med adgang til et værelse og et fadebur mod havesiden. En fordelingsgang med trappe til tagetagen giver adgang til et badeværelse mod haven og vaskerum samt bryggers i den nordlige gavl. I bygningens sydlige del ligger forstuen med hovedtrappe og præstens arbejdsværelse mod gårdsiden, mens et værelse og to stuer, hvoraf den ene er gennemlyst, vender mod haven. Tagetagen er i den sydlige del indrettet med en stor repos, der giver adgang til soveværelserne, og i den nordlige gavl er der også en mindre repos samt et gavlværelse. Den midterste del af tagetagen er indrettet til et stort opbevaringsrum med bræddeloft over hanebåndene og vægge af brædder eller masonitplader.

Stuehusets interiør er præget af ældre bygningsdele og af ældre eller nyere, traditionelt udførte overflader. Lofterne har ældre, synligt bjælkelag med bræddelofter, og gulvene er bræddegulve samt ølandsflisegulve i forstuen og i fordelingsgangen. Bryggers og vaskerum har nyere flisegulv. Begge trapper er ældre, hvoraf hovedtrappen har et ældre værn af træ med udskårne balustre, og trinene er belagt med vinyl. Under begge trapper er opbevaringsrum bag bræddevægge. Dørene er ældre fyldingsdøre, heraf nogle med to fyldinger og bukkehornsbeslag, med ældre gerichter, greb og beslagværk samt ældre revledøre. Der er ældre, indbyggede linnedskabe og skorstenene er bevaret i det indre.

Vinduerne er monteret med koblede rammer. Nordlængen er et ti fag langt, grundmuret længehus i en etage. Bygningen bærer et trekvartvalmet stråtag med lyngmønning, og der sidder en skorstenspibe med sokkel og krave i rygningen. Bygningen er udført i rødt, blankt murværk, som afsluttes øverst af en muret, hvidmalet gesims, der er ført om hjørnerne og følger gavlens overkant. Langsiden mod gården har en let fremhævet, muret sokkel, mens de øvrige sider fremtræder uden synlig sokkel. På nær en indgangsdør mod gårdsiden i form af en nyere, blåmalet bræddedør med overvindue, har længens langsider en ensartet opbygning med en bred, blåmalet revleport og små støbejernsstaldvinduer i den vestlige del, mens der er nyere, traditionelt udførte torammede og opsprossede vinduer i den østlige del. Vestgavlen har fire diagonaltstillede åbninger, mens østgavlen har et enrammet vindue og henover en revleluge. I det indre er den østlige del i nyere tid indrettet til konfirmandstue med tilhørende garderobe og toiletter.

Der er nyere flisegulve, pladebeklædte vægge med efterisolering, og de nyere bræddelofterne har ældre, synligt bjælkelag. Der flere ældre fyldingsdøre med ældre gerichter og beslagværk. Vinduerne har forsatsrammer. Den vestlige del af bygningen er indrettet til garage, opbevaring og værksted. Det tidligere portrum, der fungerer som garage er delvist afblændet mod havesiden. I denne del af længen er der støbte gulve, væggene er skurede og dele af den ældre tømmerkonstruktion er synlig. Lofterne er beklædt med gipsplader.

Den miljømæssige værdi ved Farup Præstegård knytter sig til anlæggets beliggenhed i udkanten af landsbyen, hvor der er visuel tilknytning til det åbne land. Hertil kommer den store gårdsplads, der giver rum og gør det muligt, at se de to lange bygninger i deres fulde udstrækning. Endelig er det store træ og den ældre pigstensbelægning ved nordlængen begge stemningsskabende for omgivelserne.

Den kulturhistoriske værdi ved Farup Præstegård knytter sig i det ydre til det samlede anlæg, hvor præstegårdens fortid både som præstens bolig og som selvstændigt landbrug endnu lader sig aflæse. Hertil kommer det indbyrdes hierarki bygningerne imellem, hvor det lange og farvestrålende stuehus som præstens bolig, kendetegnet ved det stejle heltag, de klassicistiske vinduer og frontgavlene, placerer sig over nordlængen, der har en enkel og funktionspræget udformning med blankt murværk, stråtag, porte, staldvinduer og tætsiddende torammede vinduer.

I stuehusets ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig også til frontgavlen, der med sine to etager, det helvalmede tag og den portalomkransede hoveddør tydeligt markerer bygningens repræsentative karakter og dens primære indgang. Over for står den mere beskedne halvdør, køkkendøren, i bygningens modsatte ende.

I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan, der inddeler bygningen hierarkisk i en repræsentativ og en funktionel del. Således ligger forstuen, præstens arbejdsværelse og de fine stuer fortrinsvis mod havesiden og i den sydlige del, mens de mindre rum og sekundære funktioner ligger i den nordlige ende af huset. Hertil kommer alle de bevarede ældre og traditionelt udførte bygningsdele, herunder fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, herunder bukkehornsbeslag, plankegulve, bemalede bræddelofter med synligt bjælkelag, trapper og indbyggede skabe, der alle vidner om bygningens høje alder og fremtrædende position i lokalsamfundet.

I nordlængens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til længens forskelligartede vinduer, hvor østendens tætsiddende, torammede vinduer og skorstenspiben viser bygningens tidligere funktion, sandsynligvis til beboelse for gårdens tyende, mens vestendens mere lukkede karakter med port og få samt små støbejernsvinduer viser længens oprindelse som lade og stald. Hertil kommer længens udtryk, der knytter bygningen til den vestjyske byggeskik – klitgården. En klitgård kendetegnes ved rødt, blankt murværk uden synlig sokkel, hvidtede gesimsbånd, små staldvinduer, diagonaltstillede glugger, luger i gavlene samt de ubrudte tagflader. Hertil kommer det ubrudte, afvalmede stråtækte tag. I nordlængens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af bygningens ældre grundplan med stald og portrum i vestenden, men østendens enkelte ældre fyldingsdøre og profilerede loftbjælker henviser til en tidligere funktion som beboelse for gårdens tyende.

Den arkitektoniske værdi ved stuehuset knytter sig i det ydre til den lange bygning, hvis anselige længde fremhæves af soklen, de taktfaste vinduesrækker, hovedgesimsen og den store tagflade af røde vingetegl. Mod gårdspladsen opbrydes det lange forløb effektfuldt af den asymmetrisk placerede frontgavl, der med portal og tofløjet hoveddør udgør et af facadens væsentligste dekorative elementer. Endelig knytter den arkitektoniske værdi sig til stuehusets farvesætning i gul, hvid og blå med det røde tag, der giver bygningen et både karakterfuldt og festligt præg.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til de store repræsentative stuer, hvor de traditionelle overflader i form af bræddegulve, bræddelofter, det synlige bjælkelag malet i en afdæmpet grøn- og gyldentonet palet sammen med lysindfaldet fra de store vinduer skaber en varm og stemningsfuld atmosfære. Hertil kommer de fint forarbejdede profileringer på fyldingsdøre og gerichter samt de bevarede bukkehornsbeslag, der understreger den høje håndværksmæssige kvalitet i udførelsen. I nordlængen knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningens velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der former sig omkring portåbninger og gavle. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag. Arkitekturen er uforstilt i sit udtryk i kraft af de enkle materialer og de få dekorationer, der indgår som integrerede elementer og som begrænser sig til bygningselementer som gesims, vinduer, dør og skorstenspibe samt gårdsidens let fremhævede sokkel.

Læs videre om

• Farup Præstegård, Trap Danmark

Læs også om

• Bredeslippe 8, Ribe
• Overdammen 1, Ribe
• Skibbroen 5, Ribe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen