På Vallensbæk Ridecenter finder man en af Danmarks største og mest moderne spring- og dressurbaner. Ud over rideundervisning bliver her afholdt både internationale og nationale stævner, som fx i september 2018, hvor Dansk Ride Forbund holdt Agria DRF-mesterskabet i dressur for klubhold, og hvor den lokale Sportsrideklubben Vallensbæk (SIV) deltog.
.
160 både deltog i VM for katamaraner Formula 18 i 2017 ved Vallensbæk Sejlklub. Bådene stod på stranden og sejlede hver morgen fra stranden hen til baneområdet. Stævnet blev afviklet over otte dage. Det hollandske team Mischa Heemskerk og Stephan Dekker løb med sejren, mens den bedste danske placering blev team Daniel Bjørnholt og Nicolaj Bjørnholt på en samlet 18.-plads. Mere end 80 frivillige sikrede stævnets gennemførelse.
.

I Vallensbæk Kommune findes knap 100 foreninger. Seniorhuset Korsagergård har brugerstyrede aktiviteter. Træning og arrangementer her afholdes bl.a. af frivillige og giver ældre borgere mulighed for at motionere i fællesskab. Café Husk er en forening for ældre med demens, hvor der lægges vægt på den mentale sundhed, bl.a. ved fredagscaféen i Sundhedshuset Nordmarken. De fire Kløverstier i kommunen får tilføjet nye historier en gang om året gennem foreninger og frivilliges engagement. Sports- og idrætsforeninger udnytter faciliteterne i kommunens to svømmehaller på Egholmskolen og Pilehaveskolen samt i Vallensbæk Idrætscenter og spænder over en bred vifte af sportsgrene. Vallensbæk Sportsdykkerklub og Vallensbæk Vandskiklub samt Vallensbæk Sejlklub udnytter nærheden til vandet. Derudover råder kommunen over Vallensbæk Ridecenter, hvor der er rideundervisning, og Sportsrideklubben Vallensbæk (stiftet 1989) afholder ridestævner på nationalt og internationalt niveau her. Vallensbæk Kultur- & Borgerhus har ud over kommunens bibliotek også mange arrangementer, der arrangeres i et samspil mellem kommunen, foreninger, virksomheder og frivillige. Vallensbæk Lokalhistoriske Forening sikrer bevaring af lokalhistorien, og Vallensbæk Amatør Teater har siden 1994 underholdt på de skrå brædder. Kunsten tilgodeses både af den lokale kunstforening og kunstnergruppen Courage, mens den digitale kunsthal DIAS har døgnåbent på stationen.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Vallensbæk Kommune

Læs videre om Læs også om Se alle artikler om Foreninger og frivillige