Gråbrødretorv 4, København

Gråbrødretorvs historie begynder, da Gråbrødrekloster i 1238 oprettedes her. Til klosteret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Klosteret var indviet til Skt. Katharina, og dets hovedbygning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmagergade. Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af deres angivelige vellevned og udskejelser. Da man opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række økonomibygninger, således sakristi, bryggers, maltkølle, stegers, svendeherberge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistratens besiddelse, men i 1532 blev de delvist nedrevet. Endnu er rester dog bevaret: Under ejendommene Gråbrødretorv 11 og Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren middelalderlig. Det er et levn fra munkenes fængsel, i 1530 omtalt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet i 1968 foretog bygningsarkæologiske undersøgelser af ejendommen på Gråbrødretorv 13. Man fandt her rester af middelalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige økonomibygninger, måske gæsteherberget. Wiingardt, som var Hans Tausens bogtrykker, nedsatte sig i 1532 i København, og i 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Indkørslen dertil skete ad en slippe mellem nuværende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht, som var en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og indførte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehæfter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted. På en del af klostergrunden byggede den rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han kendtes skyldig i landsforræderi og frakendtes liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet udlagdes til en offentlig plads, det nuværende torv. I dets midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse. I 1842 blev den nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støtten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I 1841 skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde heddet, til det nuværende navn, Gråbrødretorv. Ved bybranden i 1728 blev næsten hele bebyggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række særdeles fine eksempler på de såkaldte ildebrandshuse, som er bygget efter J.C. Kriegers forskrifter og i tidens solide og sprøde barokstil, der kom til at præge den genrejste hovedstad. På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv 1 læses således: "Hvad Ilden har fortæret har Gud igen beskiert". Efter branden bevarede det middelalderlige gadenet har sin krogede karakter, men der findes i dag næsten ingen bygninger fra denne periode. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombning af København i 1807. Branden i 1728 var størst: Omkring 1600 af byens 4100 huse brændte; hertil kom 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede ilden over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne, men det var svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grunde. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Dette bevirkede, at ejerne opførte baghusene, flyttede ind i dem og lod grunden henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Men bygningstypen ændrede sig efter branden. Man havde tidligere hovedsagelig boet i enfamiliehuse: De velstående boede på gårde og småfolk i boder, som de hovedsagelig ejede selv. Efter branden blev størsteparten af de nye huse opført som etagehuse med en eller flere lejligheder med selvstændige køkkener i hver etage. Karakteristisk for ildebrandshusene var, at de høje og smalle firefagshuse med den murede kvist var forsynet med en trekantgavl og kraftige, profilerede gesimser. Farveholdningen var grå- eller hvidkalkede gesimser som kontrast til den dybrøde murflade. Stikkene over vinduerne blev omhyggeligt udformet, og over porte og indgangsdøre blev der muret runde eller kurvehanksbuede stik, ofte med profileret vederlag og slutsten og undertiden med oval glug over. Foran kældernedgange i facaden var der oprindeligt ofte et træskur, og for vinduerne i stueetagen var der udvendige træskodder.Gavlkvisthuset blev anbefalet af bygningskommissionen, og det var også den bygningstype, der gik igen i landsbygmesteren Johan Cornelius Kriegers mønsterbog, der udkom i 1729. Krieger anbefalede kvaderlisener, knækkede vinduesrammer og ophængte guirlander. Det ses anvendt visse steder, men slog ikke fuldkommen igennem, for det har nok været for kostbart med alle dekorationstyperne på en og samme facade for den almindelige bygherre. I Gråbrødretorv 4 blev forhuset opført i 1765 for kommissær ved politivæsenet Thomas Bulle. Facaden var af grundmur, og resten var i bindingsværk. Huset indeholder rester af et to etagers bindingsværkshus, som tidligere stod på grunden, og som var opført i 1730'erne.

Forhuset er otte fag bredt og tre etager højt med en gennemgående firefags gavlkvist. Huset er bygget over en høj kælder, og der er i senere tid indrettet en lejlighed i tagetagen og på spidsloftet. I fjerde fag er indgangspartiet, hævet over gadeniveau med en firetrins sandstenstrappe, ligesom der er nedgang til en kælder i ottende fag. Kælderetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er boliger. Facaden er muret og pudset, de fire midterste fag er let fremhævet og sidefagene er indrammet med ørelisener. Der ses enkelte dekorative led, såsom en oval oculus i gavlkvisten, og murfladerne afsluttes af en trukket og kraftigt profileret gesims, der gentages i den høje gavlkvist. Farveholdningen er en lys grøn nuance på murfladerne, mens gesims og de øvrige dekorative led er hvidkalkede. Soklen er sortmalet. Mod gården er forhuset sammenbygget med et trefags sidehuse, der er igen er sammenbygget med et femfags baghus. Side og baghuse er begge fire etager høje. Mod gården er murfladerne pudset, og gesimsen består af to enkle, retkantede led. Murflader og gesims er malet i en lys rosa nuance. Der er udgang fra den gennemgående forstuegang til gårdrummet og en indgang til baghuset samt en nedgang til kælder under baghuset. Vinduerne mod gaden er firerammede med to ruder i underrammerne, mens tagetagens og gavlkvistens vinduer er torammede. Mod gården er ligeledes firerammede med opdelte nederste rammer, mens vinduerne i øverste etage er torammede med to ruder i hver ramme. Vinduerne øverst i gavlkvisten både mod gade og gård har diagonal blyopsprosning i det midterste vindue mod gården rundbuet. Alle er hvidmalede. Mod gaden er indgangsdøren en ældre tofløjet og hvidmalet dør med pålagte, gråmalede fyldinger og et diagonalt, opsprosset overvindue. Døren til butikken i kælderen er en nyere fyldingsdør med en stor rude øverst og fast sidestykke, og foran denne er en ældre, tofløjet fordør med enkle fyldinger, der er grønmalet. Der er udgang fra forhuset til gården gennem en ældre fyldingsdør med mindre ruder øverst. Baghusets dør mod gården er en ældre, grønmalet dør med dekorative fyldinger i form af blandt andet en tyr. Forhusets tag er et stejlt mansardtag hængt med røde vingetegl. Det samme gælder gavlkvistens heltag. Side- og baghus har teglhængte tage med ensidig hældning. I rygningen over side- og baghus er store, ældre skorstenspiber. I forhusets mansard ses fladbuede kviste både mod gård og gade, og i tagfladerne ses enkelte tagvinduer og en tagterrasse i baghusets tagflade. I stuen er en gennemgående forstuegang, der giver adgang til gården samt til trappen, som ligger i forstuegangen. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er to på hver etage. Dem til højre strækker sig gennem sidehuset til bagtrappen, og enkelte inddrager også baghuset. I baghuset fører døren ind til en trappe, der udover at være bagtrappe for lejlighederne i for- og sidehus, også giver adgang til mindre separate lejligheder i baghuset. Lejlighederne i forhuset har bevarede ildstedskapper i rummene mod gården. I de store lejligheder er de nyere køkkener placeret i sidehuset. Badeværelserne er ligeledes placeret mod gården. Mod gaden er der enten en trefags stue eller to tofagsstuer. I baghusets mindre lejligheder er også bevaret ildstedskapper på flere etager. Disse lejligheder har tilknyttet stue og kammer samt et mindre badeværelse. Mansardetagen og spidsloftet er indrettet til to store lejligheder. Trappen er en kvartsvingstrappe med indstemte trin og på nederste løb flade, profiludskårne balustre og malet håndliste. De øvrige løb har enkle, runde balustre og profileret, malet håndliste. Der er pudset under løbene. Trappen er ældre, men sandsynligvis ikke oprindelig. Trappen i baghuset er en enkel ligeløbstrappe med indstemte trin i vanger, gelænderet har enkle firkantede balustre og malet, profileret håndliste. I stueetage og på tredje sal er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. I stueetagen ses tillige indfældede skodder i lysningerne mod gaden og feltinddelte vægge. Stueetagens rum i sidehuset har ligeledes fuldpanelerede ydervægge. I baghuset ses også brystningspaneler, hvoraf nogle er af stafbrædder. De øvrige rum har lave fodpaneler. Væggene over panelerne er pudsede. Panelernes spejle svarer til fyldingsdørenes spejle. Lofterne er pudsede. I forhusets stuer ses tillige ovnpladser indrammet af en kanneleret liste med rombeformet kapitæl. Flere vinduer mod gården har oprindelige rundposte, enkelte med tilhørende anverfere og stormkroge. Vinduerne er dog primært udført med fladposte med trekvartstaf på hjørnerne. Flere døre er fra opførelsen og er enfløjede med tre fyldinger, heraf har enkelte konkave hjørner samt indstukne hængsler. Indfatningerne er primært samtidige som dørene og har let underskårne profiler. Der er dog også nyere tofløjede døre fra 1800-tallets midte med tre eller fem fyldinger, ligesom enkelte døre har moderne hængsling. I sidehuset på tredje sal er bevaret et ældre forrammekøkken med fliser udført af kunstneren Bjørn Wiinblad, og samtlige vægge på hovedtrappen er ligeledes udsmykket af Bjørn Wiinblad, der boede i huset i en årrække. Gulvene er generelt fornyet i hele huset og er udført som parketgulve. Lejligheden i mansarden og på spidsloftet har nyere, men traditionelt udførte vinduer med kitfals, ligesom dørene er nyere. I disse lejligheder er vægge og skråvægge beklædt med glatte plader. De ældre hanbånd er synlige på spidsloftet. Kælderen i forhuset er indrettet til butikslokaler med pudsede vægge, nyere gulvbeklædning og pladebeklædte lofter. I baghuset er kælderen karakteriseret ved murede, pudsede vægge og synlige bjælker, hvorimellem der er pudset. Gulvene er støbte.

Den miljømæssige værdi ved Gråbrødretorv 4 knytter sig til forhusets placering helt ud til Gråbrødretorv, hvor den indgår som et væsentligt led i middelalderbyens kompakte bebyggelse. Forhusenes facader understøtter på fornem vis samhørigheden med de andre bygninger i det enestående og særdeles stemningsfulde og historisk prægnante byrum omkring Gråbrødretorv med de mange forskellige og velbevarede ejendomme fra 1700- og 1800-tallet. Hertil er ejendommen præget af ildebrandshusenes karakteristika, hvor forhusets facade med sin markante gavlkvist og lyst grønne facadefarve indgår i samspillet med de øvrige ildebrandshuse på torvet, der tilsammen skaber en enestående fortælling og sammenhæng i byrummet.

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi i Gråbrødretorv 4 sig til det samlede anlæg bestående af for-, side- og baghus som et velbevaret eksempel på et af de store ildebrandshuse, som blev opført efter Københavns store brand i 1728. Karakteristisk for ildebrandshusene var de høje og smalle firefagshuse med den murede gavlkvist forsynet med kraftige, profilerede gesimser. Farveholdningen var grå- eller hvidkalkede gesimser som kontrast til den oftest dybrøde murflade. Den smalle facadebredde, skyldes at de fleste ildebrandshuse er opført på smalle grunde, hvor der inden Københavns brand i 1728 lå boder med én- eller toetagers huse. Grundplanen opretholdtes, men grundejerne benyttede lejligheden til at bygge i højden. Gavlkvisthuset blev anbefalet af bygningskommissionen, og det var også den bygningstype, der gik igen i landsbygmesteren Johan Cornelius Kriegers mønsterbog. En række af ildebrandshusene opført efter Københavns brand i 1728, gik til under Københavns brand i 1795 og i bombardementet i 1807, men netop Gråbrødretorv er endnu domineret af ildebrandshusenes oftest smalle, høje bygninger med frontispice og de kraftige facadefarver. Gråbrødretorv 4 adskiller sig ved at være ekstraordinært bredt for et ildebrandshus, men er karakteriseret ved den markante, gennemgående gavlkvist. Mod gården viser det rundbuede vindue øverst i gavlkvisten, at det oprindelig var en luge, og at denne etage anvendtes til opbevaring. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige planløsning med en gennemgående forstue og traditionelle lejlighedsplaner med stuer mod gaden og kammer og køkken til gårdsiden. De bevarede, oprindelige bygningselementer, herunder de panelerede rum, døre med kraftige fyldinger og vinduernes rundposte samt det tilhørende beslagværk stammer fra opførelsen og vidner således om bygningens oprindelse i 1700-tallets midte. Hertil kommer de senere tilføjede fyldingsdøre og vinduesrammer med fladposte og trekvartstaf, der stammer fra senere indre ombygninger efter klassicismens indtog i det københavnske byggeri. Gråbrødretorv 4 er et velbevaret eksempel på et at de bredere ildebrandshuse, hvor der ofte blev indrettet to lejligheder med samme ruminddeling som i firefagshusene, blot spejlvendt om trapperummet. På dybere grunde byggede man baghuse, der blev forbundet med forhuset med et fælles trappehus. Baghusene indeholdt selvstændige lejligheder, som oftest kun bestående af stue og køkken, hvilket også karakteriserer Gråbrødretorv 4. De bevarede køkkenildsteder og skorstene vidner ligeledes om datidens mulighed for madlavning og opvarmning. Som en mindelse om bodernes stueetage som den egentlige beboelse blev stueetagen i ildebrandshusene regnet for at være den fineste. Samtidig med at den franskprægede symmetriske rumsuite vandt indpas i borgerhusene, ændredes dette, så anden etagen nu fik den største højde og det bedste udstyr. Først med rokokotidens udprægede fremhævelse af beletagen som den fornemste, blev denne udvikling afsluttet.

Den arkitektoniske værdi ved Gråbrødretorv 4 knytter sig til forhusets høje bygningskrop med en udpræget symmetrisk opbygning omkring den markante gavlkvist med trekantsfrontispice og de lisenindrammede sidefag. Hertil kommer facadens sarte grønne farveholdning, som lader bygningen indgå som et fint indslag blandt de mange og farverige facader omkring Gråbrødretorv. Forhusets taktfaste vinduessætning med de traditionelle korspostvinduer giver facaden et roligt udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den smalle gennemgående forstue og hovedtrappens fine detaljering, og hvor det dybe trapperum bringer lys ind i bygningskroppen. Hertil kommer lejlighedernes panelering og fyldningsdøre, der er med til at give interiørerne det herskabelige præg, der stemmer overens med bygningens oprindelse som bolig for 1700-tallets holdne borgere. Endelig knytter der sig arkitektonisk værdi til Bjørn Wiinblads karakteristiske eventyrlige og fantasifulde udsmykning både i trapperum og i køkkenet, der giver disse rum en særlig atmosfære.

Læs videre om

• Dronningens Tværgade 56, København
• Ny Carlsberg Glyptotek, København
• Reformert Kirkes Præstegård, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen