Reformert Kirkes Præstegård, København

Den fransk-reformerte præstegårds historie hænger tæt sammen med Den Reformerte kirke, som kunne opføres, da menigheden i 1687 fik overladt en grund mellem Gothersgade og Åbenrå til opførelse af en kirkebygning. Grunden blev delt, således at kirken skulle opføres på den ene halvdel, mens den anden blev forbeholdt opførelsen af residenser for kirkens to franske og to tyske præster. Omkring midten af 1690'erne stod de reformerte bygninger færdige.Københavns brand 1728 lagde imidlertid præstegårdene i aske. Den franske menighed valgte at genopføre de to præsteresidenser i 1730-32 som et dobbelthus med en lang sammenhængende gadefacade og et sidehus, der gav bygningens grundplan form som et T. En svær mur strakte sig tværs gennem for- og sidehus og udgjorde adskillelsen mellem de to helt symmetrisk indrettede boliger. Rummene i forhuset blev indrettet med tre rum på henholdsvis tre, to og et fag mod gaden, samt to rum mod gården. I hver gavl var en skorsten, som kunne opvarme de to værelser, som lå der henholdsvis mod gaden og gården, mens de øvrige rum har været opvarmet fra centralt placerede skorstene. Fra forhuset var der adgang til sidehuset, hvor køkkenet lå i stueetagen og var på fire fag med en stor køkkenskorsten i tredje fag. Herfra var en udgang til gården og bagest i sidehuset var en vognport. På første etage var sidehuset indrettet i to rum på henholdsvis to og fire fag. Huset stod oprindeligt hvidkalket med sortglaserede tegl på taget. Det blev siden overpudset og kalket og stod således, i hvert fald til frem til 1945. Indtil 1948 var huset i brug som fransk præsteresidens, og ti år senere købtes det med henblik på at indrette musikhistorisk museum på stedet. Bygningen var da vedligeholdelsesmæssigt forsømt, sidehusets næstsidste fag havde sat sig kraftigt, og en stor istandsættelse og genopretning var nødvendig. Præstegården gennemgik derfor i 1963-65 en større restaurering under ledelse af arkitekterne Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert i forbindelse med ombygningen til Musikhistorisk Museum. Ejendommen blev for dette præmieret af Københavns Kommune i 1967. Indretningen til museum medførte, at skillevæggen mellem de to selvstændige boliger i forhuset blev fjernet mod gaden i begge etager og en del døråbninger blev flyttet og formentlig gjort højere. Der er dog stadig en del af de oprindelige gulve og paneler bevaret, ligesom de oprindelige vinduer (dog ikke rammerne) er bevarede i stor udstrækning. Skodderne og panelerne på vinduesvæggene vurderes at være oprindelige. Der er muligvis også bevaret en række en- og tofyldingsdøre: således vurderes det, at dørene ud til de senbarokke trapper, som er oprindelige, også kan være fra opførelsen. I sidehuset er alle spor efter køkken og kamre borte i dag, mens vinduerne fortsat kan være af ældre dato. I sidehuset blev etagedækkene erstattet af jernbetondæk og næsten alle muråbninger mod Reformert kirke tilmuret, ligesom den store køkkenskorsten og kældergulvet blev fjernet. Arkitekten Philip de Lange (1704-1766) har været sat i forbindelse med opførelsen af præstegården, men muligvis er ophavsmanden til bygningen, arkitekten Felix du Sart, som Philip de Lange af og til anvendte som arkitekt. Du Sart havde netop i sit hjemland, Nederlandene, arbejdet med det motiv, som findes ved yderfagenes vinduer – hvor akantusløv forneden går over i volutter, et træk der genfindes på Møinichens Palæ i Købmagergade og Zieglers hus i Nybrogade.

Midt i København ligger den statelige præstegård med den brede gavlkvist i facaden ud til Åbenrå, hvor den i dag er omgivet af bygninger, der er meget højere end det ellers ganske store barokhus. Den visuelle samhørighed med Den Reformerte kirke er dog uforandret siden opførelsen.Selvom det ikke kan ses udefra, så er bygningen opført som to helt symmetrisk opbyggede præsteboliger med stuer og kamre i forhuset og med et køkken og vognskur i sidehuset på bagsiden. En svær mur har oprindeligt strakt sig tværs gennem for- og sidehus, for at adskille de to præsteboliger. Bygningen består af et grundmuret forhus på tolv fag, med de fire midterste fag let fremhævet i en risalit, der fortsætter i en gavlkvist. Der er kælder og to etager samt en udnyttet etage i taget. På gårdsiden går sidehuset ud midt på bygningen. Murene er en mørk rød sten i krydsforbandt, som har en tynd berapning, der er dækket af blågrå kalkning. Op mod taget er en kraftigt profileret, hvidkalket gesims, som gentages i en lidt mindre udgave over gavlkvistens vinduer og flunker. Taget er et heltag med bruntonede vingetegl med fire tømmerkviste i tagfladen mod gaden og to mod gården, hvor der yderligere er tre tagvinduer. I gavlene er to blokformede skorstene i nye sten. Gavlen mod Reformert kirke har strømskifter. Alle vinduer på etagerne har en profileret overkant og sålbænk af sandsten. Vinduerne er hvidmalede, har fire rammer med seks ruder i hver ramme, dog torammede i kælder og kvist. Mod gaden er alle vinduer fornyede, mens gårdsidens vinduer har de oprindelige karme og rundposte og til dels beslåning. De to porte mod gaden er nyere revleporte, forsynet med lodrette dæklister, men med en traditionel båndjernsbeslåning på bagsiden. I cirkelslaget over porten er formentlig oprindelige vinduer med radiære sprosser. Portrummene fremstår hvidkalkede med fladbuede spareblændinger og glatte lofter med en trukken, profileret gesims. Portrummenes gulve er brolagt med kørespor af bordoursten. Sidehuset er ligeledes grundmuret, vandskuret og kalket mørkgrå, fem fag langt og med kælder og to etager. Den store gesims fra forhuset er ført over på sidehuset og taget er et teglhængt heltag med enkelte ovale jerntagvinduer. På siden mod Reformert kirke er næsten alle vinduesåbninger blændede. Det samme gælder portbuen i faget længst væk fra forhuset. Midt på sidebygningen er en måske oprindelig, fladbuet muråbning til kælderen, mens selve nedgangen til kælderen er en støbt betontrappe. I forhuset foregår adgangen til de symmetrisk indrettede boliger fra portrummene ad nye hoveddøre (fra ombygningen 1963-65). Dørene fører ind til senbarokke, italienske treløbstrapper, hvor løb og reposer samles af retkantede mæglere i hvert hjørne af den rektangulære durchsicht. De brede og høje håndlister bæres af kraftige, barokke dokkebalustre, der på øverste repos bliver til brædder i balusterprofil. Under løbene er opsat trærammer med fyldinger. Trapperne må være fra opførelsen. Huset blev indrettet som to boliger med spejlvendt plan, og der går, son nævnt, en kraftig muret skillevæg midt gennem forhuset, der dog i 1963-ombygningen er fjernet fra midtskillevæggen og ud til gaden. Alle rum i forhuset har brystnings- og lysningspaneler, mod gaden suppleret med skodder. Alle lofter er pudsede og alle rum har markante, trukne loftgesimser. Dørene, som overvejende er måske oprindelige en- og tofyldingsdøre (eller meget perfekt udførte kopier) – dog alle omhængslede – sidder i stærkt svungne, underskårne barokindfatninger med fodklodser. Vinduerne er mod gården de oprindelige og er naturligvis rundpostvinduer, hvor den gamle beslåning er bevaret, selvom rammerne nok er fornyede. Det samme gælder muligvis vinduerne mod gaden, som i en periode har haft tværposten flyttet op, men som ved 1963-istandsættelsen fik lige store rammer igen. En stor del af gulvene er ældre, måske oprindelige bræddegulve, men der er også bræddegulve fra 1963-ombygningen. Kælderen under forhuset står som en moderne, støbt kælder, hvor alle døre og vinduer er fra istandsættelsen i 1963-65. Tagetagen er delvis indrettet med skråvægge af gips og nye gulvbrædder og øvrigt inventar; det samme gælder værelserne i gavlkvisten. Tagværket har bevaret nogle af de oprindelige spær med fin tømmernummerering og taget er understrøget. Sidehuset står i det indre med helt nye overflader, blandt andet er der indskudt et dæk mellem kælderen, første og anden sal og næsten alle vinduer og døre til det fri er tilmurede. Dertil kommer, at den store køkkenskorsten er borte, så sidehuset fremstår som et stort rum på hver etage. Tagværket er helt fornyet.

Præstegårdens placering lige op ad arbejdspladsen, Den Reformerte Kirke, indgår som en del af en miljømæssige værdi. Bygningens facade og størrelse er med til at danne overgang til kirkegårdens åbenhed i gaderummet. Præstegårdens åbne omgivelser og gårdrum, der er bestemt af den grundstørrelse, som menigheden i sin tid fik forærende af kongen, er også en væsentlig, miljømæssig værdi. Endvidere er det måske den ældste bevarede eller i hvert fald en af de ældste præstegårde i København.

Gadenavnet, Åbenrå, skulle stamme fra udtrykket åbne vråer, som hentyder til åbne handelsboder, der handlede med alskens varer. Det var her ved udkanten af byen den udenlandske menighed fik en grund til deres kirke forærende af kongen, og det var derfor her, deres præster skulle bo. Sammenhængen mellem kirke og tidligere præstebolig er derfor af stor kulturhistorisk værdi. Husets funktion som præstebolig, hvor mange generationer af franske, reformerte præster har haft hjemme, gør bygningen til et vigtigt minde i den stadig aktive menighed. Midt på huset til gaden er der således ophængt en mindeplade for Adolphe Monod (1802-1856), der blev født i huset og her senere virkede som reformert præst. Den tidligere præstegård er med sin umiskendelige senbarokke udformning med til at minde om de størrelsesforhold, som var i byen i sin tid og er derfor med til at holde de få andre bevarede huse i nabolaget, som ikke er blevet forhøjet igen og igen, med selskab.

Bygningens klare proportioner, dens tyngde med den store gavlkvist, de kraftige gesimser og de elegant markerede portfag i begge ender, er en af stor arkitektonisk værdi. Symmetrien og det smalle sidehus i gården, der deler grunden op i to lysåbne arealer er også en del af den arkitektoniske værdi. De prunkløse portlåger har også arkitektonisk værdi. I det indre ligger en væsentlig del af de arkitektoniske værdier i de oprindelige trapper, i de velproportionerede rum med det enkle, men elegante og for en stor del oprindelige snedkerudstyr i form af brystnings- og lysningspaneler, senbarokke fyldingsdøre med indfatninger og – på gårdsiden de gamle vinduer med rundposte – samt loftgesimserne. Det tæller også som arkitektonisk værdi, at det kan være et værk af Philip de Lange, muligvis under medvirken af den nederlandske arkitekt Felix du Sart.

Læs videre om

• Fredericiagade 88, København
• Købmagergade 5, København
• Rosenborg, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen