Gyldensteen (Slots- og Kulturstyrelsen)

Gyldensteens ejerforhold kan spores tilbage til 1409, hvor gården var ejet af den danske adelsmand Niels Thomesen. Gården, som måske oprindeligt var af bindingsværk, bar navnet Enggaard indtil 1720, hvor daværende ejer, Jean Henri Huguetan d'Odyck Gyldensteen, gav den sit nuværende navn.

Den nu stående hovedfløj blev opført i 1640 af den daværende ejer, Gregers Krabbe, som et toetagers hus med tegltag over en kælder, hvis hvælvinger blev båret af kraftige granitsøjler. Huset blev bygget i røde mursten med svungne gavle og på sydsiden blev bygningen udstyret med to smalle karnapagtige udbygninger. Der er dog spor, både på sydsiden mod haven og på nordsiden mod gårdspladsen, efter tidligere karnapudbygninger med kegleformede tage, der dog kun har gået op i højde med stueetagen. Ud over hovedbygningen, byggede Gregers Krabbe også en meget stor ladegård, hvorfra broen over voldgraven fører op til hovedbygningen.

I 1724 var avlsgården blevet udvidet med en længe mod øst, og i 1737 opførte daværende ejer Jean Henri de lave, vinkelformede sidefløje i én etage, der omslutter borggården. Omkring år 1800 blev hovedbygningen udstyret med en frontspids, ligesom hovedfløj og de lave sidefløje blev forbundet via to forbindelsesbygninger, der begge var lidt højere end sidefløjene. Hermed blev gårdspladsen foran hovedbygningen helt omsluttet af bygninger. En gouache fra 1825 på Nationalmuseet viser Gyldensteen mod gårdspladsen. Her ses det, at facaden var kalket og sandstenene i skifterne fremhævet med hvidt, ligesom frontkvisten spændte over næsten tre fag og havde et ur i toppen som eneste dekoration. Gårdpladsens lave bygninger var kantet af en klippet trærække.

Hovedfløjens frontispice blev kort før århundredskiftet ombygget ved arkitekt Alfred Petersen i overensstemmelse med hovedbygningens gavle. Herudover blev hovedbygningen restaureret i 1926 ved arkitekt Mogens Clemmensen, som flyttede renæssanceportalen fra kælderniveau under trappen til sin nuværende position. Ved restaureringen blev der tilføjet en skjold- og spejlkartouche i kunststen. Skjoldet er Bernstorff-Gyldensteens våben, flankeret af en løve og ørn. Det nederste, ovale spejlfelt er flankeret af våbener fra Rud og Krabbe familierne. Da den stråtækte avlsgård med en nordlænge på 128 meter lang lade nedbrændte i oktober 1960, blev de to tilbageværende (port)bygninger bevaret, den ene fra 1636, den anden fra 1724. På næsten samme tid blev hovedbygningen efter projekt af arkitekt H.H. Engqvist forsynet med en brandtrappe i den vestre gavlskorsten, udført som en spindeltrappe med færdigstøbte betontrin fra kælderen op til første sal, hvorfra en trætrappe forsætter op til tagetagen. Samtidig blev de sanitære forhold nyindrettet og moderniseret. Med dette projekt fik den vestre del af bygningen en mere praktisk indretning i beboelsesdelen, mens den østre del mere uforstyrret bevarede de store, fornemt udstyrede sale og stuer. I 1977 blev en mindre, moderne beboelse indrettet i vestre portfløj ved arkitekterne Hans Ludvigsen og Bo Cock-Clausen.

Endelig blev de svungne gavles dekorationer i sandsten- og kridtsten istandsat og fornyet i 1998 ved arkitekt Erik Einar Holm, samtidig med en omlægning af de store tagflader af røde vingetegl ved ingeniør Jørgen Braad.

Gyldensteen er opført på et ældre voldsted, som gør, at hovedbygningen er omgivet af vandfyldte grave på fire sider. Voldstedet og den murede bro med fire brobuer, der fører ind til hovedbygningens gård, er fredede. Herudover hører en have på ca. syv hektar til Gyldensteen. Den var oprindeligt anlagt i barok stil, men fremtræder i dag landskabelig. Den er prydet af kastanje- og lindealléer samt den sjældne træsort hængebøg.

Den store hovedbygning ligger på et gammelt voldsted, omgivet af en bred voldgrav, men bygningen kan kun anes fra vejen, da haven er omgivet af store træer. En brolagt kørevej leder gennem et porthus og herefter vinkelret over den fredede stenbro, som fører ind til borggården foran den to etager høje hovedbygning, der omsluttes af lavere sidefløje. Bygningsanlægget anvendes til beboelse.

Den store hovedbygning på elleve fags længde og to fags bredde står over en høj kælderetage, bestående af kampesten og tre skifter tilhugne granitkvadre med to fulde etager og afsluttes med en muret, hvidskuret og profileret gesims under et højt, næsten ubrudt heltag af røde vingetegl. I rygningen er fire høje skorstene i blankmur med en pynteudkragning på skaftet og en enkel udkragning øverst. Murværket består af røde teglsten i krydsforbandt, hvor særligt kopperne er mørkbrændte. Mellem første og anden etage ses en række lige murankre. De murede, svungne renæssancegavle med toptrekant og kugler er afdækket med sandsten og prydet med hvide kridtsten i et kvadermønster, der understreger det horisontale.

På langsiden mod haven står to murede tårnagtige bygninger ud; det er tidligere hemmeligheder. Begge tårne står på et muret fundament, hvorover er to skifter granitkvadre. Tårnene er afsluttet i højde med taget med en svungen gavl samt små murede pinakler, afsluttet af en toptrekant og med vandrette profilerede gesimsbånd. I østenden af bygningen ses i murværket spor efter endnu en hemmelighed, der dog kun har haft en højde til første etage. På gårdsiden er midterfaget markeret med endnu en gavl med svungen kant. Her findes, ud over fem nedgange til kælderen, hovedindgangen, centralt placeret for oven af en bred toløbstrappe af sandsten. Døren er indrammet af en fornem sandstensportal med helfigurer, forstillende krigere i romersk harnisk, omgivet af renæssancens beslagværksudsmykning og grotesker, iblandet barokkens slyngede dekorationer. Hoveddøren er udført som en kopi af den egetræsdør, som tidligere var på stedet med en overdådighed af slyngede båndjernshængsler og nagler. Dørene til kælderetagen er revledøre med kraftige håndsmedede båndhængsler. Nogle af kælderdørene er udført som halvdøre.

Alle muråbninger til vinduer og døre har kurvehankbuede helstensstik, som på gårdsiden og i gavlene er dekoreret med stiksten af sandsten med bosser og i topstenen med vrængemasker, grotesker. Vinduerne er i hovedetagerne firerammede 1700-talsvinduer med seks ruder i underste ramme og fire i øverste ramme. Alle vinduer er hvidmalede. På havesiden er i vestenden en ældre støbejernstrappe, der går fra hemmelighedens stueetage ned til holmen. På havesiden midt for bygningen er i niveau med voldgraven et muret afløb, formentlig fra hemmelighederne.

Kælderen er opdelt i en række overhvælvede rum. Bemærkelsesværdige er rummene i den vestlige ende, hvor store, affasede granitpiller med koniske kapitæler bærer kapperne, både omkring det store køkkenildsted og de hvidkalkede grathvælv. Disse stenpiller er givetvis meget ældre end den øvrige bygning, men kan måske have indgået i en tidligere bygning på stedet. Kælderrummene er meget høje, har stengulve eller støbte gulve og er alle med grathvælv igennem hele hovedbygningen. Der er adskillige meget gamle og måske oprindelige revledøre med håndsmedet hængsling i kælderen.

I stueetagen er plandispositionen således, at der mod gården er en gang på fire fag mod øst, hvorfra der blandt andet er adgang til toløbshovedtrappen og i de sidste to fag i vestenden til et tværgående rum og to mindre hjørneværelser i gavlen. I østenden er de mere repræsentative rum, blandt andet en stor sal. Første etages plan har en endnu længere gang mod gårdspladsen end stueetagen. Gangen giver adgang til stuer og værelser i gavlene og mod havesiden. Mod haven ligger da værelse på værelse, adskilt af skorstenskernerne. I begge ender af hovedbygningen er der adgang til de to korte, toetages sidefløje.

Interiørerne på de to etager er præget af snedkerinventar fra senbarokken og rokokoen i første halvdel af 1700-årene. Væg- og lysningspaneler med indfældede skodder i vinduerne har således de karakteristiske fyldinger med konkave hjørneafskæringer, og ramtræets profil har den for perioden yndede fladstaf. Vinduernes rundposte med anverfere svarer fint hertil. Fløjdørene, som er anbragt en suite ved vinduesvæggene, har tre fyldinger, indstukne hængsler med tilhørende indfatninger, og må være fra perioden omkring 1740. Lofterne har særligt fornemme stukdekorationer, således en stor, oval krans af løv, der yderligere er indrammet af en egebladskrans. I hjørnerne er grene med forskellige løvtyper holdt sammen af mindre kranse. Detaljerne i stuklofterne har en finhed og detaljerigdom i udførelsen, som giver mindelser om de naturalistiske blomsterdekorationer, som arkitekten Jardin foretrak. Således er en rosenrankedekoration udført med usædvanligt fine rosenblade. Ovnpladser og kaminer er også fornemt udsmykket, særligt er den åbne kamin i den store sal i stueetagen et pragtfuldt eksempel på 1600-årenes manieristiske slyngninger og bruskbarokagtige former. Andre ovnnicher er tydeligvis klassicistiske fra 1700-tallets sidste halvdel med riflede felter, blomsterfestoner og kranse i sammenhæng med tandsnitborter langs loftgesimsen. Hovedtrappen, som har to brede løb med en kvadratisk mægler, slyngede, udskårne sceptre samt en bred, profileret håndliste, har dybe, indstemte egetræstrin med lav stigning. Trappen kan meget vel være fra slutningen af 1600-årene eller ligefrem være oprindelig; den kan i hovedanslaget sammenlignes med den italienske trappe på Charlottenborg (opført 1672) og hovedtrappen på Frederiksberg Slot (opført 1699-1704).

Det store tagrum på hovedbygningen står som en åbent rum, kun i østenden er et værelse indrettet, hvor trappen kommer op, med synlig tagkonstruktion og understrøgne vingetegl på nyere lægter. Kun ved tagfoden er der lagt fast undertag. Tagkonstruktionen er oprindelig, med to sæt hanebånd på de mægtige spær. Det nederste sæt hanebånd har kraftige skråstivere og ved spærfoden er der spærsko, som formentlig er bladet på de tætliggende, kraftige bjælker. En gammel vertikal vinde står i østenden. På sydsiden, mod gården, sidder to ovale tagvinduer. Den store toløbshovedtrappe af eg fører helt op til tagrummet.

De to sidefløje nærmest hovedbygningen er næsten ens, den vestre har dog en indrykket overetage. De er begge grundmurede med røde sten i normalformat, krydsforbandt, to etager høje, med tre fag vinduer, heltage med røde tegl og skorsten i gavlene. Vinduerne er torammede hovedsagelig med otte ruder i hver ramme. I den østre sidebygnings øverste etage er indrettet et luftigt og lyst værelse med gennemført interiør i Louis-Seizestil: vægpanelernes fyldingsspejle har de for perioden så karakteristiske knækkede hjørner med små beslagknopper, vinduerne glatte lodposte med trekvartstaffer på hjørnerne.

De vinkelformede, lave sidebygninger, som indhegner gårdspladsen er i en etage, med helvalmede tegltage, hvori der er en række skorstene i blank mur med sokkel og udkragning. Murene er over en lav granitstenssokkel opført i røde tegl, krydsforbandt og afsluttet med en rundet gesims af røde mursten, tagene har en stor, blødt svungen opskalkning. Vindueshullerne har tofarvede helstensstik med ringe pilhøjde og er placeret med ganske stor afstand. Vinduerne er torammede med otte ruder i rammerne. Der er også enkelte, kvadratiske kældervinduer i den vestre fløjbygning. Den østre bygning står med en ældre indretning med en lang gang mod gårdspladsen og en række stuer og værelser mod voldgraven. Bygningerne har været anvendt til domestikboliger.

De er indrettet med ældre, tofarvede flisegulve, lagt i sand på gangarealerne, pudsede, kalkede vægge og gråmalede, synlige bjælkelofter med brædder imellem. Vinduerne er rundpostvinduer. Tagværkerne er ældre og af fyrretræ med hanebånd og understrøgne tegl. Fra gården er der adgang til fløjene ad tofløjede fyldingsdøre med fire kvadratiske fyldinger og med en enkelt slagliste. Dørene kan stilistisk dateres til omkring 1800.

En muret bro med tre rundbuer fører fra en stensat rampe over voldgraven til borgholmen. Broens sider er beklædt med granitkvadre og er på det sidste stykke inden de lave sidefløje lukket, bortset fra en lille fladbuet gennemgang. Broens dæk er lagt med brosten med en rende og skrånende kant op mod en tilhugget række granitsten. Heri står de kraftige poste, som det gennembrudte støbejernsgitter er fastholdt til.

De to tiloversblevne bygninger fungerer i dag som port-gennemkørsler og oplagsrum. Vestlængen står på sorttjæret syld af store kampesten med gavlen ud i voldgraven. Herover er de hvidkalkede mure med stående gavle, der er opdelt af vandrette, murede profilbånd. I sydgavlen viser murankre teksten, "ANNO 1636" og initialerne "GKHR", efter bygherren, Gregers Krabbe og Helvig Rud. Det stejle tag er stråtækt med kragtræer i mønningen. Der er en gennemgående, rundbuet port med blotlagt bjælkeloft nærmest voldgraven og en nyere fladbuet åbning nord for. Gavlen har vinduer og luger. Bygningen er indrettet i enkelt udstyrede rum.

Den østligste har hvidkalkede mure over en sorttjæret sokkel samt et heltag, nyligt tækket med strå med kragtræer i mønningen. På østsiden over indgangen løber den murede gesims op i en trekantfronton-lignende spids. Her er indmuret en kronet sandstenstavle med Gyldensteens våbenskjold. I bygningen er to rum på hver side af den gennemgående, fladbuede portåbning, som mod vejen har profilerede vederlags- samt topsten af sandsten. På ældre fotografier ses det, at der tidligere har været kraftige, flammerede portfløje.

Den miljømæssige værdi knytter sig til hele anlæggets samspil mellem park og have, voldgrav og kanaler, samt broen over til holmen med de lave røde bygninger, som hegner gårdspladsen ind, og hvor den høje bygning rejser sig bagved. De to portbygninger står som vagtposter ved indgangen til anlægget, og markerer, hvor den store avlsgård tidligere omgav den usædvanligt store gårdsplads.

Gyldensteens placering i det flade landskab med enge øst for Bogense og inddæmninger mod Kattegat skaber et stemningsfuldt herregårdsbillede, der helt svarer til ejendommens tidligere navn, Enggård.

Den kulturhistoriske værdi for Gyldensteen knytter sig til hovedbygningen som del af et samlet herregårdsanlæg med have, gårdsplads, den tilbageværende del af avlsgården og omgivende agerjord. Hertil kommer den traditionelle byggeskik, som findes blandt andet i kælderens store grathvælv og ildsted, som bæres af store granitsøjler. Den traditionelle byggeskik findes også i tagværket, der er velbevaret og endnu har en vinde stående, som vidner om tidligere tiders behov for at kunne hejse ting og sager op på det store loftrum, der blev anvendt til opmagasinering.

Indretningen afspejler også tidligere tiders forhold med det store kælderkøkken og de mange rum med nedgange fra gården til kældrenes kølighed. På etagerne er rummenes hierarki og pragtrummenes repræsentativitet en kulturhistorisk værdi.

Den arkitektoniske værdi ligger for hovedbygningens vedkommende i den høje murstensbygnings markante hovedform med stejle, ubrudte tegltage og de opadstræbende fire skorstene. Gavlene, som næsten alene bærer husets udsmykning, giver med det kraftige, horisontale kvadermotiv af kridtsten op mod de svungne, såkaldte vælske, gavle, der er kantet af sandsten, et usædvanlig stærkt virkende motiv. På gårdsiden er den mere traditionelle markering af alle murede stik med bosserede stiksten og topsten med til at give gårdfacaden liv, men stærkest virker dog den pragtfuldt dekorerede sandstensportal omkring hoveddøren. På havesiden giver de høje karnapudbygninger med hemmelighederne bygningen et mere afmålt udseende, men de er samtidig med til at bryde den store langside op.

I det indre ligger den arkitektoniske værdi for en stor del i den velbevarede grundplan, dels i kælderens imponerende granitsøjler og hvælv, dels i etagerne, som er overordentlig høje. Hertil kommer, at skorstenene med tilhørende ildsteder og kaminer danner naturlige skel ned gennem bygningen, hvor skillevæggene er sat. Interiørerne er af høj kvalitet og gennemført arkitektonisk værdi, særligt skal fremhæves de overdådige stuklofter, men også ovnnicher og kaminer er af særlig rig detaljering og udformning. De lave vinkelfløje, hvis enkle arkitektur og afvalmede tagflader over en kraftfuldt profileret gesims indrammer gårdspladsen foran det store hus så fint. Gårdspladsens sluttede rumvirkning blev tidligere fremhævet ved stynede lindetræer.

De to portbygninger har, skønt de er opført med næsten 100 års mellemrum, samme stærke og enkle karakter i kraft af deres sorte sokkel, hvide murværk og stejle, grå stråtag. Portbuerne er et stærkt arkitektonisk motiv, som både visuelt og fysisk markerer en overgang og tager imod den besøgende.

Læs videre om

• Jerstrup, Grindløse
• Røde Mølle, Savmølle ved Langesø, Vigerslev
• Særslev Præstegård

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen