Heinrich Wenck

Faktaboks

Heinrich Wenck
Født
10. marts 1851, Århus
Død
3. februar 1936, Charlottenlund
Titel
Arkitekt
Virkested
Danmark
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Licens: Materialet er fri af ophavsret
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Licens: Materialet er fri af ophavsret

Artikelstart

Biografi

Heinrich Wencks familie stammede fra Schleswig-Holstein, og i kraft af faderens virke i Vejtjenesten, opholdt man sig i Hertugdømmerne i to omgange, hvoraf den seneste varede fra 1852 til 1863. Fra 1855-63 var Wenck senior kgl. kommissarius for Altona Kiel Jernbanen med tilhørende sidebaner, og da familien flyttede til København i 1864 på grund af krigen, blev faderen indenrigsministeriets tekniske konsulent i jernbanesager samt medlem af direktionen for De Sjællandske Jernbaner. Til 1885 var H.T. Wenck også tilsynsførende ved en række privatbaner øst for Storebælt. Den unge W. voksede således op i et hjem med nære forbindelser til jernbanebyggeriet i Danmark. Alligevel var det ikke et stationsprojekt, men et bibliotek, der i 1878 gav ham Akademiets lille guldmedalje, men samtidig må han have været i fuld gang med bygningerne til Østsjællandske Jernbane, der åbnede i 1879. De velfungerende bygninger, der stilistisk var i slægt med N.P.C. Holsøes stationer på Djursland fra 1876-77, eksisterer alle endnu, og de må have overbevist Gribskovbanens bestyrelse med formanden H.T. Wenck i spidsen om, at den unge arkitekt også skulle tage sig af bygningerne til deres jernbane fra Hillerød til Græsted. Dermed synes banen at være afstukket for W., der blev ansat ved Statsbanerne i 1882.

Efter hjemkomsten fra den store udlandsrejse i 1885, fortsatte W. virket ved etaten, hvor han de første år arbejdede sammen med førstearkitekt Holsøe. Samarbejdet kronedes med den monumentale 2. banegård i Helsingør, der i 1897 skulle blive endestation for Kystbanen, hvis stationer blev W.s endelige gennembrud som arkitekt. Hans stationer på privatbanen mellem Svendborg og Nyborg fra 1897 var dels en videreudvikling af Østsjællandske Jernbanes bygninger i to stokværker, dels pegede de frem mod Kystbanens stationer. Lokalstationen i Svendborg var nærmest Østerport en miniature. De kompakte kystbanebygninger med store centrale forhaller samt en livlig og alligevel harmonisk facadeudsmykning betød, at W. for alvor tog hul på den nationalromantiske periode, der med Vordingborg Slotsstation på Kalvehavebanen fra 1897 skulle præge de næste 10-15 års privatbanebygninger. Bygninger med halv- eller helvalmet tag, dekorative, stiliserede dragehoveder samt kalkede mure med røde bånd spredtes ud over landet i takt med anlæggelsen af 1894-lovens mange jernbaner, hvoraf en del dog forsynedes med en lidt anden type Wenck-bygninger. Det var sadeltagsbygninger med skråtstillet gitterværk, stiliserede dragehoveder samt ofte opført i røde mursten.

Mens privatbanernes mellemstationer prægedes af et malerisk og hyggeligt udseende, skulle hovedstationerne stå mere markant. Her anvendte W. i tre tilfælde, Præstø, Ebeltoft og Varde Vest, den nyklassiske stil, som Holsøe havde brugt i Svendborg station fra 1876. Aså fra 1914 blev den sidste privatbanestation fra W.s hånd. Samtidig med de mange privatbanebygninger arbejdede W. med en række store statsbanestationer, hvor der i modsætning til de afdæmpede privatbanebygninger skulle demonstreres en repræsentativ monumentalitet. Gedsers 2. stationsbygning fra 1903 signalerer middelalderborg med skydeskår og hjørnetårne, en noget krigerigsk velkomst til gæsterne sydfra, hvilket kan hænge sammen med W.s udprægede modvilje mod prøjserne, især på grund af 1864-krigen. Til gengæld var han anglofil, hvad der kan have medvirket til, at Esbjergs 2. stationsbygning fra 1904 sprudler med hele det nationalromantiske formsprog, tilsat et internationalt islæt fra nederlandsk renæssance eller britiske herregårde.

Samme år indledtes arbejdet på W.s hovedværk: Københavns 3. hovedbanegård, der skulle afløse J.D. Herholdts bygning fra 1864. Efter mange bryderier som følge af smålighed og politiske intriger stod banegården endelig klar i 1911 med en bygning, der var stærkt i slægt med Martin Nyrops Københavns Rådhus fra 1905. Planløsningen var stringent med adskillelse af såvel afrejsende og ankommende rejsende som nær- og fjerntrafik. Banegårdshallen var overdækket af en trækonstruktion med inspiration fra perronhallen i Herholdts gamle banegård. I 1906 var Korsørs 2. stationsbygning blevet indviet. Her havde W. arbejdet med nybarokken og med Philip de Langes Hovedvagt på Nyholm i København som direkte forbillede. I tiden efter 1911 var W. virksom ved anlæggelsen af de midtjyske baner, hvor han med stationerne på Give-Herning banen fra 1914 slog ind på den reaktion mod nationalromantikken, som kom frem bl.a. ved Landsudstillingen i Århus i 1909 og senere med Landsforeningen Bedre Byggeskik. Bygningerne skulle nu være enkle, hjemlige, smukke og praktiske. Det var W.s midtjyske stationer til fulde.

W.s virke faldt i en periode, hvor jernbanebyggeriet kulminerede i Danmark. Derfor kom W. mere end nogen anden arkitekt til at sætte sit præg på bygningerne langs banerne, hvilket han gjorde med sans for det funktionelle aspekt og med hensyntagen til tidens stil. I W.s tid var Statsbanernes tegnestue søgt af datidens talenter inden for arkitekturen. Hvis man ville frem i faget, skulle man helst have haft arbejde hos W.

Genealogi

Wenck, Heinrich (Henry) Emil Charles, 1851-1936, arkitekt. *10.3.1851 i Århus, ?3.2.1936 i Charll., begr. i Gent. Forældre: Kaptajn, senere general à la suite Heinrich Theodor W. og Waller (Woller) Jenny Johanne Louise Pacht. ~10.3.1895 i Kbh. med Helga Thyra Fanny Jensen, *29.6.1869 smst., ?31.1.1923 på Fr.berg,datter af kollektør Jens J. (navneskift til Jensen-Gram 1899, til Gram 12.5.1905) og Petrea Anne Marie Olsen.

Uddannelse

Dimitt. fra ark.turmaler Peter Kornbeck, Tekn. Inst. og Chr. V. Nielsen; Kunstakad. Kbh. (Christian Hansen og Ferd. Meldahl) 1869-76, lille guldmed. 1878 (et bibl. i gotisk stil).

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links