Hjarup Præstegård

Bygningen antages at være opført omkring 1660-70. Det ses på ældre fotografier, at bygningens mure i slutningen af 1800-tallet stod hvidkalkede over stok og sten, det vil sige, uden opstregning af bindingsværket. Ved en betydelig istandsættelse i midten af 1960'erne ved Engqvist og Rønnow Arkitekter, blev en reparation af bindingsværket samt en tilnærmelse til den oprindelige plan gennemført, samtidig med at præsteboligen blev opgraderet med isolering mod terræn samt ydervægge, ligesom der blev isoleret oppe i tagrummet med pladebatts. Dertil kom installation af centralvarme, etablering af toiletter og badeværelse samt nyt køkken.

Den nordre ende af bygningen var gennem årene blevet meget ombygget, mens den søndre del stadig havde gamle skillerum og ældre døre, smat, ikke mindst nogle meget gamle vinduer med rundposte samt med pæreformede og kølformede poste. Det er måske ved denne lejlighed, at den søndre skorsten er etableret. Skorstenspiben er falsk, da den kun består af en pibe og lidt rør, der bæres i tagkonstruktionen ved øverste hanebånd.

Hjarup Præstegård ligger ved byvejen umiddelbart nord for kirken i landsbyen Hjarup på grænsen mellem Sønderjylland og Nørrejylland, sydvest for Kolding. Landsbyen har en bebyggelsesstruktur med mange store og velbyggede gårde. Præstegården ligger som den østlige fløj i et trefløjet anlæg, der med lade og stald lukker om henholdsvis nord og vest, men som åbner sig ud mod bygaden mod syd og mod kirken, der ligger lige overfor.

Den 15 fag lange, en etage høje længe i bindingsværk af kraftigt egetømmer dækkes af et stejlt, strådækket heltag med tre skorstene i rygningen. Der er en tagskægskvist over hver af de to vestvendte indgangsdøre mod gårdspladsen, men ikke over den østvendte dør. Bygningen står på syldsten. Undertavlene opdeles af tætsiddende skråstivere og dokke. De øvre tavl, hvor der ikke er vinduer, opdeles hver af to dokker. Der er ældre, men ikke oprindelige, torammede vinduer med seks ruder i hver ramme, der i øvrigt er hængslet på midterposten. Huset er fire fag dybt. Begge gavle har udkragende og knægtbårne bjælkelag med et affaset profil, skåret i overgangsfoden. Hjørnestolperne er særligt rigt dekoreret med en kraftig base, der efter et profilled smalner ind til almindelig stolpedimension. Stolperne står sortmalede, mens de mønstermurede tavl er hvidkalkede.

I det indre har bygningen en planløsning, som må antages at gå tilbage til opførelsestidspunktet, selvom flere skillevægge er nyere. I nordenden er rummene samlet omkring køkken/bryggers og omkring dagligstue/soveværelse, mens der mod syd er storstue¬/konfirmand-stue/gæsteværelser, foruden forstuer ved de to vestvendte indgange. Der findes traditionelt udformede, gamle og i nogle tilfælde oprindelige tømmerarbejder, som bræddegulve, bræddelofter med synlige bjælker, samt en- og tofyldings-døre med bukkehornshængsling og riflede indfatninger. Vinduesposterne er antagelige fra slutningen af 1700-tallet. Hertil kommer kopbånd med tømmermærker og en bemaling på en loftbjælke antagelig fra opførelsestidspunktet.

Hjarup Præstegårds miljømæssige værdi relaterer sig til bygningens beliggenhed ved landsbygaden, hvor den indgår som en væsentlig del af den relativt velbevarede landsbys bebyggelsesmønster. Hermed er den med til at understøtte den historiske bystruktur.

Den kulturhistoriske værdi ved Hjarup Præstegård knytter sig i det ydre til dens velbevarede, kraftige bindingsværkskonstruktioner, og de stejle, næsten ubrudte tagflader med de tre skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer de opsprossede vinduer og stråtagskviste. Bygningernes udformning minder om de samtidige større bondegårdes, og antyder dermed, at sognepræsten var tæt på de større bønders kultur. De tre skorstene antyder, at ildstederne udover opvarmning også har været anvendt til bearbejdning af afgrøderne og antagelig har tjent som aftræk for bageovn, maltkølle og rørkammer foruden ildstedet.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede, ældre planløsning med dobbelt rumfølge. Det er et af de ældste bevarede eksempler på lande opført til borgelige. Hertil kommer bevarede, ældre bygningsdetaljer som kopbånd, synlige bjælker og gamle loftsbrædder, enkelte gulve, vinduernes rundposte, samt en- og tofyldingsdøre. Hovedbygningen er et vigtigt eksempel på de rigelige mængder af kraftigt tømmer, der blev anvendt til bindingsværk på Koldingegnen. Det kan forklares som videreførelse af en ældre tradition eller lokal byggeskik (Mejborg og Langberg), som et resultat af de relativt omfattende skove ved Haderslev og Kolding (Jerk), eller måske især som en markering af præstens økonomiske betydning og status.

Bygningen er et eksempel på lokal byggeskik og meget dygtigt tømrerhåndværk. Den arkitektoniske værdi knytter sig derfor i det ydre til det taktfaste og kraftige bindingsværk, murflader, stejle taghældning og ubrudte tag¬flader, samt ikke mindst detaljer, som f.eks. knægtene, der bærer gavlenes øverste etage og de dekorativt udskårne hjørnestolper.

I det indre ligger den arkitektoniske værdi i planløsningen, hvor smalle forstuegange på et fag giver adgang til stuer og værelser på tre fags bredde.

Læs videre om

• Enkehuset, Christiansfeld, Kolding
• Gudsageren Kirkegård, Christiansfeld
• Lindegade 22, Christiansfeld

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen