Hyskenstræde 14, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Størstedelen af Snarens Kvarter brændte både i 1728 og 1795, men i den sydlige del findes adskillige bevarede bygninger. Navnet Hyskenstræde kommer af det tyske das Häuschen, der på dansk kan oversættes til det lille hus, som på dansk er et andet udtryk for toilet, lokum m.v. Bygget på pæle i vandet ud for Hyskenstræde lå det offentligt tilgængelige hus – kaldet Østre Mag – hvor man så kunne forrette sin nødtørft. Forhuset Hyskenstræde 14 er opført 1798 af tømrermester Matthias Casse. Dengang med baghus. Forhøjet omkring 1829-1830 med én etage, der gav den sin nuværende, asymmetriske tagprofil. Facaden oliemalet siden 1878, hvor kælderen i tidernes løb har været hvid og første etage blågrå. I 1972-73 blev en omfattende sanering af ejendommen udført, hvor flere ældre køkkenildsteder og enkelte skillevægge blev fjernet, baghuset nedrevet og nye WC-baderum blev etableret i de små entréer. Alle originale døre og indfatninger gik også tabt. I nyere tid er WC'erne fornyet, nye køkkener etableret, en traditionelt udført materialeholdning implementeret og bræddegulvene renoveret. Husets tag, facader og vinduer er desuden istandsat, og trappen til gården sat i granit, samt en nedgang fra gården til kælderen retableret.

Ejendommen Hyskenstræde 14 er beliggende i Københavns Snarens Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække. I stueetagen er butik, mens de øvrige lejligheder benyttes til beboelse. Det grundmurede forhus i Hyskenstræde 14 er tre fag langt med et bredt midterfag og står i fire etager over en høj kælder. Facaden er glatpudset og blågråmalet op til første etage, hvor en hvidmalet, let profileret kordongesims deler murplanet. Herover er facaden gulmalet og afsluttes øverst af en hvidmalet, profileret hovedgesims. Forhuset har et rødt, teglhængt heltag med to heltagskviste mod gaden og i tagryggen en glatmuret skorestenspibe. Imellem første og anden etage er en fordybning med en antikinspireret frise med ornamenter. Vinduerne fra første til tredje etage er ældre eller traditionelt udførte korpost-, torammede- og trerammede-vinduer med nyere, traditionelt udførte hjørnebånd og stabler. Alle hvidmalede. I stueetagen er større butiksruder. I venstre fag er nedgang til kælderen og i højre fag er over fem trin og i en niche forhusets indgangsparti, hvor en ældre, måske oprindelig revledør med ydre fyldninger og beklædning er placeret. Gårdsiden er to fag bred og fem etager høj og fremstår med en delvist sortkalket sokkel og en facade kalket i jernvitriol op til taget. Gårdsiden har øverst en muret, profileret hovedgesims, hvorover der er et rødt, teglhængt heltag. Vinduerne i gårdsidens facade er nyere, traditionelt udførte korspost- og toramme-vinduer med opsprosning. Alle vinduer er hvidmalede og med smalle sålbænke. Fra gården er en nedgang til kælderen, hvor en nyere, tofløjet og traditionelt udførte bræddedør er placeret. I det venstre fag er desuden tilbygget et sidehus i ét fag med et nyere indgangsparti med en moderne dør. Sidehuset fremstår som resten af gårdsiden, men har ældre bredrammede vinduer med ældre hjørnebånd og stabler mod syd. Sidehuset har et rødt, teglhængt halvtag. Gennem hoveddøren er adgang til husets fordelingsgang, som rummer nyere, traditionelt udførte brystningspaneler og husets ældre ligeløbstrappe med en større repos på hver etage. Dørene til lejlighederne er nyere, traditionelt udførte fyldingsdøre. I det indre har lejlighederne en traditionel plandisposition med gadevendte stuer og køkkener mod gården. Lejlighedernes snedkerudstyr er overvejende nyere og traditionelt udført med enkelte ældre dele. Herunder traditionelt udførte fodlister, fyldingsdøre, hængsler og gerichter, traditionelt udførte lysningspaneler i stuen og ældre perlestaflysningspanelering på første og anden etage. Vinduerne i lejlighederne er overvejende ældre med mange ældre anverfere og stormkroge bevaret, samt med nyere, traditionelt udførte forsatsruder. I lejlighederne er nyrenoverede bræddegulve, i kvistlejligheden gråmalet, hvor materialeholdningen desuden er langt nyere. I kælderen og stueetagen er de ældre ildstedsnicher bevaret.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra omtrent samme periode og i samme stil. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, ligesom gårdsiden samt sidehuset sammen med naboejendommene er med til at opretholde et helstøbt og historisk baggårdsmiljø.

Den kulturhistoriske værdi for Hyskenstræde 14 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Hyskenstræde 14 er opført i 1798, altså kort efter branden, og ejendommen viser, hvordan klassicismens håndværksmestre som Casse med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I det ydre kommer dette til udtryk i den enkle, glatpudsede og bemalede facade med vinduernes regelmæssige takt, lettere tilbagetrukne placering og det brede midterfag. Hertil kommer den enkle, profilerede kordongesims mellem stue- og førsteetagen, den antikinspirerede frise i fordybningen siret med a la grecque lignende mønster og otte rosetter, samt den profilerede hovedgesims under det teglhængte heltag. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til tagets to heltagskviste og skorstenspiben i tagryggen. Ligeledes er hovedetagernes fire- og seksrammede, hvidmalede korspostvinduer kendetegnende for periodens bygninger. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til det bevarede indgangsparti i nichen med den ældre, enfløjede revledør, rigt dekoreret med riflede fyldninger og udskæringer ud mod gaden og med ældre beslag og hængsler. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside. I det indre knytter sig kulturhistorisk værdi til de delvist bevarede planløsninger på beboelsesetagerne, der kendetegnes ved de gadeventer stuer og de gårdvendte køkkener. Der er kulturhistorisk værdi i forhusets ældre snedkerdetaljer og interiører af tidstypisk håndværksmæssig standard, herunder den ældre perlestafpanelering, ældre vinduer og bevarede anverfere og stormkroge. Hertil kommer alle traditionelt udførte detaljer, samt bræddegulvene. Af særlig værdi har den ældre hovedtrappe i fordelingsgangen og sidehuset med dens kantede balustre, indstemte trin, profileret, sortmalet håndliste af træ, samt udsmykkede forvanger med udskårne cirkelfyldinger. Endelig kommer de bevarede ildstedsnicher i kælder- og stueetagen, samt det ældre bjælkelag i kælderetagen. Som det største snedkerarbejde og en herskabelig markør bærer trappen en vigtig kulturhistorisk værdi.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition, der i sin symmetri giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det røde, teglhængte heltag. Den horisontale deling med kordongesimsen skaber en visuel balance mellem den gulmalede overfacade og den blågråmalede underfacade. Ligeledes er den antikinspirerede frise i fordybningen med til at trække horisontale, dekorative linjer, mens den profilerede hovedgesims elegant formidler overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer ydermere rytme og balance i facaden. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket giver facaden en fin reliefvirkning. Dermed repræsenterer ejendommen et helstøbt eksempel på en klassicistisk beboelsesejendom, hvor både praktiske og æstetiske løsninger på fornem vis spiller sammen, og hvor der opleves en sikker fornemmelse for balance mellem bygningsdelenes forskellige skalatrin. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning og den klassiske farvesætning, der tilsammen skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer diskret, men elegant stofliggør og imiterer klassicismens stilmæssige og rummæssige ideal. Den relative enkle materialeholdning og detaljering er endvidere passende til lejlighedernes rumforhold, der i deres størrelse og udformning ikke inspirerer til overdådighed og tæt detaljerighed. Vinduernes lysninger og paneler i stuerne er med til at skabe et rigt og nuanceret lysindfald, der understøtter oplevelsen af bygningens diskrete elegance. Endvidere er der arkitektonisk værdi i placeringen af fordelingsgangen og den ældre ligeløbstrappe, der udgør kernen i det lille borgerhus.

Læs videre om

• Overgaden neden Vandet 9, København
• Søtorvet 1-3, København
• Zøllnerhus, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen