Faktaboks

Johannes Hofmeister
Født
1. december 1914, Hjørring
Død
26. august 1990, Hjørring
Titel
Maler
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark

Biografi

Johannes Hofmeister var livet igennem tro mod sin fødeegn omkring Hjørring. Han fandt sine motiver i hjemmet eller i landskabet omkring de tre steder, han boede karrieren igennem: Halsagervej, Hjørring 1939-50, Hjørring Bjerge 1950-66 og Vennebjerg Mølle ved Lønstrup på Vendsyssels vestkyst 1966-90. Det var et kunstforedrag af professor Aksel Jørgensen, der i 1939 satte H. igang med at male. Han var vokset op i et religiøst hjem, hvilket hans tidligste værker bærer præg af. Det er alvorsfulde figurbilleder, hvor højtideligheden er lige så udbredt i de verdslige motiver med mennesker på arbejde eller i hjemmet som i de religiøse motiver med bedende figurer. H.s tidlige stil var naturalistisk med tendens til en farvemæssig og lineær forenkling, hvor billedrummet lukkede sig umiddelbart bag figurerne.

Omkring 1952 åbnede motivverdenen sig, og de første billeder fra Hjørring Bjerge dukkede op. Selvom H. nu fandt alle sine motiver udendørs, vedblev de at være lukkede scenerier. Hvor rummet før lukkede sig om sig selv, blev det nu Klonhøj eller Galgebakken, der lukkede af for det store udsyn, og man synes at være konfronteret med en scene, hvor de statuariske figurer er tavse, tænksomme aktører. Med bopæl i Hjørring Bjerge fra 1950 udviklede H. sine udendørsmotiver: Landskab, huse og figurer i et stiliseret formsprog, hvor pastose penselstrøg gav fladen karakter og stoflighed. Det var i denne periode, at billederne for alvor blev præget af den vertikalitet, som blev et af H.s særkender. Perspektivet synes at rejse sig indad i billedrummet, hvor det lodrette fremhæves af f.eks. telefonpæle eller figurer som søjler. Koloritten var, som i H.s tidligere arbejder, landskabets egne jordfarver under en blå eller grå himmel. H.s sommerophold på Læsø i 1950erne og hans ny hjem ved Vennebjerg Mølle bragte havet ind i hans maleri. H. anvendte ikke havet som symbol på udlængsel eller drømme, snarere som det, der lukker af. H.s sidste billeder fra midten af 1980erne er nærmest minimalistiske. Tre vandrette farvebånd i okker, grå og blå danner baggrund for figurer, der strækker sig fra nederste til øverste billedkant. Et motiv skåret ned til færrest mulige elementer, men stadig genkendeligt.

Genealogi

Hofmeister, Johannes, 1914-1990, maler. *1.12.1914 i Hjørring, ?26.8.1990 smst. Forældre: Former Peter H. og Johanne Andersen. ~6.11.1937 i Hjørrring med Sigrid Marie Louise Fyhne Habersaat, *26.4.1915 smst., ?ca.16.9.1997, datter af prokurist Georg H. og komponist Marie Kristoffersen.

Uddannelse

Uddannet murer; som maler autodidakt.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links