Jordemoderhuset, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der – som hollandsk, frisisk påvirkning, i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværks-husenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Jordemoderbygningen udgjorde oprindeligt den østlige del af et 11 fags bindingsværkshus, som første gang blev beskrevet i 1805. I 1813 blev der fra øst udskilt fire fag stald og et fag bolig til en selvstændig fem-fags huslejlighed, som i 1829 blev tilført endnu et fag bolig fra den anden del af bygningen. Denne nu seks fag store huslejlighed i bindingsværk blev således i 1836 takseret og beskrevet med tre vestfag bolig og forstue samt tre østfag lo, stald og foderrum. I 1865 blev bygningen vurderet en del op, hvilket må tilskrives at det på daværende tidspunkt fremstod grundmuret. Reduktionen fra seks fag til de nuværende fire skete tilsyneladende i begyndelsen af 1900-tallet, muligvis i forbindelse med nabolejlighedens nedrivning. Ifølge jordebogen har grunden været bebygget siden 1750´erne. Bygningen kaldes Jordemoderhuset efter jordemoder Maren Thygesen, født Brinch, (1873-1958) som en årrække boede i huset. Siden hendes mand omkom på søen i 1899 virkede hun som jordemoder i Sønderho.

Bygningen ligger på sydsiden af Landevejen, i den centrale del af Sønderho, i en forholdsvis tæt bebeyggelse. Bygningen ligger parallelt med gaden med en lille stenbelagt gårdhave både foran og bagved. Mod syd indhegnes grunden af et lavt, hvidt stakit.

Bygningen er et grundmuret længehus på fire fag opført i én etage. Over en grå, lav sokkel står murværket i rød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger. Undtagen vestgavlen, der står overpudset. Under taget afsluttes murværket af en rødmalet rem og derover af en muret hvid gesims. Gavlene er grundmurede til bjælkelagshøjde, og gavltrekanterne har lodret, grønmalet bræddebeklædning, der under taget afsluttes af vindskeder. Bygningen har et ubrudt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er en skorstenspibe med hvidmalet sokkel og gesims samt et skaft i røde sten. Vinduerne er dels ældre, dels nyere, udført som kopi af de originale, men på indersiden forsynet med optoglas. Vinduerne er et- og torammede med seksrudede rammer. I gavltrekanten mod øst ses tre små rhombeformede vinduer. Vinduerne er hvidmalede ligesom murfalsen. Sydsidens indgangsparti springer en halv sten frem for facaden og afsluttes af en arkengaff med muret front. Begge langsider har en ældre eller traditionelt udført revlehalvdør med en hjørnestillet, firedelt rude i den øverste del. Sydsidens dør sidder bag en kurvehanksbuet døråbning. I arkengaffen er en ældre, tofløjet revleluge med en hjørnestillet rude i hver fløj, og over revlelugen er et smalt, opdelt overvindue. Lugen står meget af tiden åben og bagved er et nyere torammet og todelt vindue. Lugen og dørene er malet grønne med hvid staffering. På langsiderne er vinduerne forsynet med stafferede stik i farverne grøn, sort og hvid. Under samtlige vinduer er malet hvide sålbænke.

I det indre er dele af en ældre grundplan bevaret med en næsten gennemgående hovedskillevæg, to tætsenge og en centralt placeret skorstenspibe. Bag hoveddøren, mod nord, er en forstue, hvorfra en nyere ligeløbstrappe fører op til tagetagen. Fra forstuen er der adgang til et badeværelse i østgavlen og køkkenet, der ligger som en del af den store sydvendte stue, sønder donsk, som vinterstuen kaldes. Tagetagen er ud over en repos indrettet med to værelser. I tagetagen er der åbent til kip og værelserne fremtræder med bræddegulve, pudsede gavlvægge, mens skråvæggene er beklædt med nyere profilbrædder. Materialeholdningen i stueetagen er mestendels ældre med bræddegulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker. Dog er der i badeværelset nyere klinker og væggene er beklædt med nyere profilbrædder. Der er bevaret enfyldingsdøre med klinkefald og gerichter, indbyggede hjørneskabe, tætsenge og tætsengsdøre. I stuen er ydervæggene i brystningshøjde beklædt med en lodret bræddebeklædning, der afsluttes af en vandret liste i flugt med vinduespladerne, og herover er ydervæggen beklædt ældre, blå Fanø-fliser. I forstuen er endvidere en væg, som er delvist beklædt med brune fliser.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave, grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene.Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der ud over at fungere som afvanding, bidrager til opfattelsen af et traditionelt miljø.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her i røde, blanke sten med rester af hvidt, optrukne fuger, rød murrem, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaff med luge til loftet. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med en skorstenspibe, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder i røde sten. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne i langsiderne og den sydvendte dør har de typiske, trefarvede Sønderho-stik, og at de er malet på murremmen, der er et vidnesbyrd om, at bygningen oprindeligt har været en bindingsværksbygning, samt at samtlige vinduer har påmalede hvide sålbænke. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til de ældre og traditionelle hoveddøre, hvor døren mod syd på traditionel vis sidder bag en kurvehanksbuet døråbning med malet stik. Revlelugen i arkengaffen vidner om, at tagetagen oprindeligt blev anvendt som høloft, og at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af en ældre planløsning med en næsten gennemgående hovedskillevæg, en forstue mod nord og en stue mod syd, sønder donsk, hvor man kunne få lys og varme i vinterhalvåret. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder enfyldingsdørene med klinkefaldprofilerede gerichter, og de indbyggede hjørneskabe i henholdsvis forstue og stue, der lokalt kaldes et hugskab, samt de to tætsenge i stuen med tofyldingsdøre. Flisevæggene i forstue og stue fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi knyttet til bygningens beskedne størrelse, der vidner om at denne del af bygningen i 1800-tallet, som det var almindeligt i Sønderho, var en lille selvstændig huslejlighed, hvor enker efter søens folk eksempelvis boede. Hertil kommer stueetagens bjælkelag med det lidt rustikke udseende, som vidner om, at denne del af bygningen oprindeligt rummede stald og lo.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle og velproportionerede volumen med lave mure og det dominerende, store tag med ubrudte tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen mod syd. Placeringen af vinduernes stik på murremmen, helt op mod gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det tunge tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og de særegne grøn-, sort- og hvidmalede stik over langsidens vinduer giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer dørens staffering og skorstenspibens hvide sokkel og krave. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Endvidere kommer facadernes forskellige mursten, der sammen med de delvist optrukne fuger giver murene et levende udtryk med stor stoflighed.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det bevarede snedkerinteriør med bjælker, skabslåger, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historiske fremtræden og tillige tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. De mange bræddeskillevægges høvlspor har en levende overflade af stor æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og efterfølgende kontrastfulde bemalinger. De bevarede ældre fliser er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur.

Læs videre om

• Hovedgaden 55, Nordby
• O.C. Hammersvej 10, Nordby
• Øster Land 30, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen