Københavns Hovedbanegård (Bygningshistorie)

Københavns Hovedbanegård er den tredje af sin slags og den anden på den nuværende placering. Den første station (kaldet Københavns Station) lå i Dronningens Enghave og blev åbnet 26. juni 1847, da banen til Roskilde blev taget i brug. Den lå på samme område som den nuværende, men sporene var vinkelrette på deres retning i dag, idet banelinjen gik ad nuværende Halmtorvet og Sønder Boulevard. Den nuværende banegård blev indviet 30. november 1911. Den 1. december afgik indvielsestoget fra banegården. Hovedbanegården blev tegnet af Statsbanernes overarkitekt Heinrich Wenck, der bl.a. også har tegnet Østerport Station. Wenck havde i årene mellem 1898 og 1902 udarbejdet flere forskellige forslag til udformningen af banegården, men de blev alle forkastet med henvisning til, at de var unødigt overdådige. Sandstensfigurerne på hovedfacaden udført i sandsten blev lavet af Jens Lund i 1910. Figurerne forestiller ti forskellige folketyper i nationaldragter. Hovedbanegården blev oprindeligt opført med seks perroner for de togrejsende og derudover fem lave perroner til bagage. På ydersiden af spor 1 (mod Tivoli) findes en perron, der giver adgang til de kongelige ventesale. Der er adgang til de kongelige rum fra en særskilt adgang i tårnet på den sydlige fløj mod Bernstorffsgade. De 12 perronspor er gennemgående og mod syd, på den anden side af Tietgensbroen, er der tilføjet yderligere perronanlæg. Trapperne til perronanlæggene fra Tietgensbroen blev opført i 1971 og 1977. Oprindeligt var den store hovedhal opdelt i en ankomst- og afgangshal henholdsvis mod perronerne og Banegårdspladsen. De to haller var adskilt, hvorfra det var muligt at ekspedere rejsegods. Adgang til perronerne skete fra trapper i nærheden af bagageøen, der førte ned til underjordiske ventesale, hvorfra der var adgang til perronerne. Ventesalene var opdelt i 1., 2. og 3. klasse. Der blev skabt gennemgang mellem de to haller i 1934. I perioden 1978-1994 skete en større ombygning af hovedbanegården, hvor blandt andet de to haller blev slået sammen, der blev etableret elevatorer og rulletrapper til perronerne, og den sidste af de oprindelige kiosker i træ forsvandt. I perioden mellem 2004 og 2008 blev banegården igen renoveret og moderniseret, der blandt andet betød en renovering af perrontagene og sænkning af perronerne ved spor 3-6.

Københavns Hovedbanegård ligger centralt i København på grænsen mellem Vesterbo og Indre by med Tivoli som nabo. Komplekset består af en hovedbygning med indgang fra henholdsvis Bernstorffsgade og Banegårdspladsen som indeholder en vestibule, hovedhallen med adgang til de seks perronhaller. Herudover ligger der to fløje mod Bernstorffsgade på hver side af hovedbygningen, der bliver anvendt til henholdsvis kontorer og butikker. Den sydlige fløj er forlænget, og for enden, på hjørnet ved Tietgensgade, ligger en nyere tilbygning, der ikke er omfattet af fredningen. Alle bygninger står på en sokkel af granit og er opført i rød, blank mur med heltage hængt med skifer. I alle tagflader ses adskillige både ældre og nyere tagvinduer, skorstenspiber i rygningen samt murede spir med pyramidetag. Hovedbygningen består af en længe med to heltage over hovedhallen, hvor der i begge rygninger sidder to rækker ovenlysvinduer. Herudover dækker et heltag den resterende del af bygningen mod Banegårdspladsen. Alle facader har mange detaljer, herunder blændinger, gesimser, bånd af sandsten og murstik. I facaden mod nord ligger hovedindgangen i et fremskudt tårn med pyramidetag og flere kobberspir samt to mindre sidetårne ligeledes med pyramidetag. Foran indgangen sidder et halvtag, der bæres af udskårne knægte af træ, over en halvåben buegang med søjler, som står på en sokkel af granit. I buegangen ses hvælvinger, og i facadeflugten sidder døråbninger med ældre fyldingsdøre af ædeltræ, hvorover der er overvinduer. Både døre og vinduer er opsprossede, nogle af dørene er grønmalede, mens andre fremstår lakerede. Facaden på den nordlige fløj mod Bernstorffsgade er opbygget med store halvrunde vinduespartier, som er trukket tilbage fra facadeflugten, og en attika. Mod Bernstorffsgade er indgangspartiet opdelt i to gavle med tre tårne, et i midten og to på hver side af gavlene. I hver gavl ses tre vinduesåbninger med to koblede vinduer i hver. Som på hovedindgangen ses et halvtag, der bæres af udskårne knægte af træ, over en halvåben buegang med søjler, der står på en sokkel af granit. I buegangen ses hvælvinger, og i facadeflugten sidder døråbninger med ældre fyldingsdøre af ædeltræ, hvorover der sidder overvinduer. Både døre og vinduer er opsprossede, nogle af dørene er grønmalede, mens andre fremstår lakerede. Herudover ses vinduesåbninger med ældre, hvidmalede vinduer. Mod Reventlowsgade ses ligeledes en opdeling af facaden i to gavle med tre tårne, et i midten og to på hver side af gavlene. I hver gavl ses tre vinduesåbninger med to koblede vinduer i hver. Den nederste del af facaden har en række vinduesåbninger, der enten er koblede tre og tre eller udgøres af et etrammet vindue med halvrundt overvindue. Herudover en indgang. Over soklen ses natursten. Perronhallernes tag er belagt med tagpap og afsluttes mod Tietgensbroen med halvrunde vinduer, hvorunder der ses nyere overdækninger af perronerne. Nyere trapper fører op til Tietgensbroen. Mellem perronhallerne og den sydlige fløj ses et halvtag af rødmalede trækonstruktioner og belagt med skifer. Herover ses en række vinduer koblede tre og tre i rundbuede blændinger. De to fløje mod Bernstorffsgade er trukket tilbage fra hovedbygningens facadeflugt. Den sydlige fløj mod Bernstorffsgade er blevet forlænget og adskillelsen mellem den nye og ældre tilbygning udgøres af et fremskudt parti og et tårn. De to oprindelige fløje er opført i to etager, hvor de sidste fag udgøres af et fremskudt parti, som afsluttes af et tårn. Facaderne har fem vandrette bånd af natursten og afsluttes af en hovedgesims. Lige under hovedgesimsen strækker et bånd af natursten sig med markerede blændinger over alle vinduerne og under vinduerne ses ligeledes et bånd af sandsten samt sålbænke. Stueetagen er opbygget med store vinduer med halvrunde overvinduer samt to forskellige typer døre. Over den ene type dør sidder en udsmykning af natursten, den anden type er trukket tilbage fra facadeflugten. I den øverste etage sidder en række vinduer, der er koblede enten to eller tre. På den nordlige fløj ses mellem de to etager fem mindre etrammede vinduer. Begge tårne har opskalkede tage, som er behængt med skifer. Begge tårne har de samme facadebånd i sandsten som fløjbygningerne mod Bernstorffsgade. I stueetagen sidder en ældre dør med en udsmykning af natursten. På tårnet tættest på Banegårdspladsen sidder de ældre vinduer forskudt af hinanden, så de følger den indvendige trappe. På tårnet mellem de to sydlige fløje sidder et våbenskjold og på spiret en kongekrone. Den sydlige fløjs forlængelse er opført i tre etager, hvor vinduerne i de to nederste etager er svagt trukket tilbage fra facadeflugten. Facaden afsluttes af en hovedgesims og har derudover to bånd af natursten. Båndene følger underkanten af vinduerne i stueetagen og overkanten af vinduerne på første sal. Alle de ældre vinduer er firerammede, opsprossede og hvidmalede. Sålbænkene er af granit. Derudover ses to ældre fyldingsdøre af ædeltræ med glas og overvindue. Dørene ligger i en niche som har en indfatning af sandsten. I den sydlige fløjs facade mod spor 1 ses to koblede, rundbuede åbninger i facadeflugten. I bagvæggen ses en ældre tofløjet dør af ædeltræ med halvrundt overvindue, hvorfra der er adgang til de kongelige ventesale. Ved siden af ses en trappenedgang til kælderen. Over vinduerne ses murstik og under sålbænke af natursten af varierende størrelse. De oprindelige vinduer er i vid udstrækning bevaret og udgøres af mange forskellige typer; top- og sidehængte, et-, to- og firerammede med opsprosning. Vinduerne er hovedsageligt hvidmalede. Herudover ses ældre grønmalede fyldingsdøre. I det indre er hovedbygningens oprindelige grundplan stort set bevaret. I midten ligger ankomst- og afgangshallen som udgøres af et stort, åbent og centralt rum med seks trappenedgange til perronerne. I dag er rummet delvist bebygget med lave pavilloner grupperet i fire grupper med gangareal imellem samt nyere elevatornedgange til perronhallerne. På den modsatte side af perronnedgangene, mod Banegårdspladsen, ligger vestibulen, der flankeres af kontor- og billetlokaler på den ene side og henholdsvis cafélokale og kontorer samt køkkenfaciliteter på den anden side. Mod Bernstorffsgade ligger en indgang og en nyere pavillon i glas med butikslokaler i stueetagen, mens første sal består af en række rum, der anvendes til tv-studie. På modsatte side mod Reventlowsgade er der ligeledes en mindre indgang, trappenedgang til kælder samt kontor- og opbevaringslokaler. I perronhallerne er der togspor på hver side af perronen, herudover er der adgang til elevator, trappe til Tietgensgade og nedgang med trappe til perrontunnel, der forbinder alle perroner. På perronerne er der ligeledes mindre bygninger med mulighed for salg. I sydfløjene på Bernstorffsgade er den oprindelige grundplan ligeledes i hovedtræk bevaret med gangarealer og kontorlokaler på hver side, to kælderniveauer med opbevaring og omklædningsrum samt den kongelige ventesal med særlig adgang til perron 1. Enkelte vægge er fjernet mellem kontorerne og enkelte nyere, lette skillevægge er opsat. I fløjen mod Banegårdspladsen er dele af den oprindelige grundplan bevaret. En stor del af stueetagen udgøres af et stort butikslokale. De øvrige etager er indrettet med kontorlokaler i forskellig størrelse. Enkelte vægge er fjernet mellem kontorerne og enkelte nyere, lette skillevægge er opsat. Vestibulen med banegårdens hovedindgang vender mod nord og er hvælvet. I loftet ses en vindrose med angivelser af verdenshjørnerne. Vestibulen flankeres af to siderum med båse udsmykket med træskærerarbejder. De seks perronhaller er overdækket af et tag med en synlig delvis rødmalet træbuekonstruktion med seks bueslag, der bæres af synlige støbejernssøjler. For alle bygninger gælder det, at flere ældre bygningsdetaljer er bevaret, herunder den synlige træbuekonstruktion i hovedhallen, trapper med værn og håndliste, stukkatur, pilastre, skorstenskerner, forskellige typer af fyldingsdøre med hængsler, greb i messing med logo og gerichter, vinduesdetaljer, herunder hængsler, anverfere og stormkroge, bænke, lysekroner, skilte i smedejern med sirlig skrift og glasmalerier. I kongerummet er det oprindelige inventar ligeledes bevaret, herunder trappe med håndliste og balustre, kamin, fyldingsdøre med gerichter, greb, hængsler og dørstykker, badeværelser med inventar, stukkatur og paneler. Herudover er der i alle fløje flere nyere glasvægge og glatte døre. I alle bygninger gælder det, at overfladerne er en blanding af ældre, traditionelle og nyere, herunder bræddegulve, terrazzo med mosaik, ølandsfliser, fliser, støbte gulve, parket- og bræddegulve, klinker, linoleum, natursten, mursten, pudsede vægge og lofter, akustik- og gipsplader. I perronhallerne er overfladerne fliser, glaserede formsten og klinker, støbte gulve, støbejern, jernbeton, bjælker og brædder.

Den miljømæssige værdi knytter sig til det store og velbevarede stationsmiljø, der inkluderer hovedbygning med ankomst- og afgangsfaciliteter og perronhallerne samt sidefløje med kontor-, administrations- og indkøbsfaciliteter. Den miljømæssige værdi knytter sig endvidere til stationens beliggenhed med dens centrale placering i København, hvor anlægget bidrager til forståelsen af udviklingen af København og jernbanenettet i Danmark.

Københavns Hovedbanegårds kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til helheden bestående af hovedbygning med hovedhal, vestibule, de seks perronhaller med spor og de to fløje mod Bernstorffsgade, der vidner om stationens funktion og betydning som både lokalt og nationalt transportknudepunkt. Samtidig fortæller Københavns Hovedbanegård om den transportmæssige udvikling, der prægede Danmark fra slutningen af 1800-tallet og frem til slutningen af det 20. århundrede, og som i altovervejende grad var domineret af jernbanenettets udbredelse. Den kulturhistoriske værdi knytter sig derfor i særdeleshed til kompleksets velbevarede ydre og indre, hvor de oprindelige funktioner stadig tydeligt fungerer. I det ydre ses de i facadernes, dørenes, vinduernes og perronernes placering og udformning, mens den næsten intakte planløsning og rumfordeling ligeledes meget klart fortæller om de oprindelige funktioner. Den kulturhistoriske værdi knytter sig derfor også til de mange oprindelige bygningsdele, herunder facadernes detaljer, vinduer og døre, perroner samt kongekronen på tårnets facade, foruden interiørets gulve, døre, gerichter, greb, træskærerarbejder, bænke, lyskilder, trapper. Den kulturhistoriske værdi i Københavns Hovedbanegård knytter sig i det ydre ligeledes til bygningernes og især facadernes udformning, der er et eksempel på samtidens førende arkitektoniske strømning, den nationalromantiske arkitektur. Det kommer blandt andet til udtryk i materialevalget med blandingen af røde mursten og natursten, de dekorative elementer på facaderne, herunder blændede felter, gesimser og murstik. Herudover er anlægget et gesamtkunstwerk, hvor alle detaljer er tegnet af arkitekten Wenck, lige fra detaljerne på facaden til skilte, lysekroner, kiosker, bænke og klinker i det indre. I det indre er der kulturhistorisk værdi knyttet til bygningernes grundplaner, der afspejler de mange forskellige funktioner de skulle rumme, herunder administrations- og kontorbygninger, kælderfunktioner med omklædning- og opbevaringsfunktioner, de kongelige ventesale med særlig udgang til spor 1, hovedhallen med ankomst- og afgangshal, vestibule med billetkontorer samt de overdækkede perronhaller. Funktionerne kommer således til udtryk i de forskellige, men sammensatte bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi knyttet til hovedhallen store åbne rum med en træbuekonstruktion, der er et godt eksempel på, hvordan ingeniørerne kom til at præge arkitekturen fra midten af 1800-tallet med synlige konstruktioner. Rundt om i Europa blev der fra midten af 1800-tallet opført adskillige togstationer i samme stil som Københavns Hovedbanegård, der således er et udtryk for samtidige europæiske strømninger inden for jernbanearkitektur. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi relateret til forskellene mellem kontorbygningernes interiør, hvor detaljeringsgraden i form af paneler, stukkatur og fyldingsdøre viser, at den sydlige fløj og især de kongelige ventesale var de fornemmeste i modsætning til interiøret i den nordlige fløj og tilbygningen til den sydlige fløj, der er mere grov.

Den arkitektoniske værdi ved Københavns Hovedbanegård er i det ydre knyttet til anlæggets samlede fremtræden som en helhed bestående af en række individuelle bygninger, der bindes sammen af materialevalg og murværkets detaljering. Formsproget er varieret med flere tårnbygninger, fremspring, rundbuede vinduer koblede i flere forskellige systemer og utallige niveauspring i de sammensatte bygningskroppe. Arkitektonisk fremstår bygningskomplekset således monumentalt og udtryksfuldt med imposante facader både mod Banegårdspladsen og Tivoli. Hertil kommer, at der er arkitektonisk værdi relateret til især hovedbygningen, der fremstår tung og vægtig med en sokkel af granit og herover murstene, der synes lettere end granitten og dermed løfter bygningen. Murværkets åbninger i form af døre og vinduer markeret ved hjælp af de hvidmalede vinduer medvirker sammen med bånd i sandsten ligeledes til at lette den tunge bygning og skabe variation i den røde flade. Murværkets mange detaljer og blændinger giver tillige liv til facaden. I det indre er den arkitektoniske værdi relateret til hovedbygningens centrale rum, hovedhallen, og perronhallernes træbuekonstruktioner, der har en uovertruffen rumlig virkning og som i denne skala og udformning ikke ses i andre danske stationsbygninger. De elegant forarbejdede trækonstruktioner er tillige et udtryk for en høj kvalitet i håndværket og stor forståelse for konstruktionen. Der er endvidere arkitektonisk værdi relateret til de rumlige virkninger i hele anlægget, hvor rummene skifter mellem at være relativt lave og smalle til store, åbne og brede rum. Variationen i højden understreges med forskellig detaljerings- og bearbejdningsgrad, hvor især de offentligt tilgængelige rum som vestibulen og hovedhallen arkitektonisk adskiller sig fra de private kontorområder med få detaljer. Der er ligeledes arkitektonisk værdi knyttet til de kongelige ventesale, der fremstår markant anderledes end resten af rummene. Samlet set fremtræder rummene på trods af forskellige funktioner som en helstøbt arkitektonisk helhed med elegante og forfinede detaljer heriblandt fyldingsdøre med dørstykker og overvinduer, badeværelser, trapper og trappeforløb, paneler, kaminer og stukkatur.

Læs videre om

• Christian V's rytterstatue, København
• Fredning Teglgårdsstræde 12, København
• Gammel Strand 48 og Læderstræde 15, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen