Københavns Vandværk

Københavns første vandværk blev taget i brug i august 1859. Planen til det nye vandværk var udarbejdet af vandinspektør L.A. Colding allerede i 1851-52. Med få ændringer blev opgaven overdraget i samlet entreprise til firmaet Cochrane & Co. i London. Arkitekt på bygningerne var N.S. Nebelong. Som en del af anlægget blev der bygget en højdebeholder i Søndermarken. Anlægget blev placeret på fæstningens glacis, men byen voksede hurtigt ud over fæstningens grænser og hele området blev væsentligt ændret, og vandværket kom til at ligge i Studiestrædes forlængelse. Værket fungerede frem til 1951, mens administrationen forblev i bygningerne i en årrække. Nebelong var arkitekt på flere af de tidlige, store fabriksanlæg i København, f.eks. Gammel Carlsberg. Der var i tiden ikke den store tradition for industriarkitektur. Nebelong var eksponent for senklassicismen og kombinerede i sine industribygninger bygningernes funktion med en udsøgt materialeholdning. Vandværkets første bygninger er alle opført i gule flensborgsten. Københavns Vandværk var desuden et af de første steder, hvor der blev brugt støbejern i konstruktionerne.

Pumpehuset: Maskinhuset er en høj toetages bygning opført i 1859 i gule flensborgsten efter tegning af N.S. Nebelong. Den har lavt heltag med eternitskifer. Under gesimsen et muret bånd og i begge etager er der over de rundbuede vinduer et omløbende profileret bånd i mursten. Vinduerne er støbejernsvinduer. Øverst i hver gavl er der et cirkulært vindue og herunder rundbuede vinduer. Bygningen er udvidet mod syd i to omgange, i 1885-86 og i 1893. Nordgavlen er fra 1859, medens sydgavlen er fra udvidelsen i 1893. Rampen og flugttrapperne i nordgavlen stammer fra ombygningen til musiksted. Indvendig blev maskinhuset efterhånden forsynet med tre dampmaskiner Woolfske Compound balancemaskiner samt pumper. De store maskiners balancer blev båret af en række jernsøjler i klassicistisk udformning og understøttedes samtidig af støbejernsdragere der bar dækket i maskinhallen. I reparations øjemed var der under taget anbragt en skinnekørende traverskran. Støbejernskonstruktionerne kendes kun i ganske få bygningskonstruktioner, idet de valsede stålprofiler kom på markedet i 1860'erne og derved fortrængte støbejernsbjælkerne. I 1980'erne blev bygningen indrettet til møde- og musikstedet Pumpehuset. Ombygningen har medført de lovbestemte foranstaltninger i forhold til brandsikkerheden, som flere trapper og døråbninger. Men samtidig har omdannelsen været tro mod industriarkitekturens rå udtryk. Der er bibeholdt store dele af det oprindelige industrielle udstyr og de tilførte elementer har samme rå og karske udtryk som de oprindelige. Omdannelsen til musiksted må siges at være udført på en både nænsom, kærlig og karakterfuld måde. Fascinationen af den oprindelige industrielle arkitektur har været stor og har på heldig vis ført bygningen ind i nutiden. I Pumpehuset er de bærende fredningsværdier bygningens udvendige udtryk med støbejernsvinduerne og murdekorationerne. I det indre støbejernskonstruktionerne og de bevarede træk fra bygningens funktion som maskinhus, herunder traverskranen, søjlerne, spindeltrapperne og overalt den oprindelige materialeholdning. Hertil kommer musikstedets nyere indretning, som både er nænsomt indpasset i det eksisterende rum, men samtidig også har tilført nye værdier som den nye hovedtrappe mellem stue og 1. sal og den rå bar under traverskranen. Omdannelsen udviser stor forståelse for bygningens karakter.

Kedelhuset: Kedelhuset er sammenbygget med maskinhuset på dettes vestside, men er lavere end dette. Det er opført i 1859 i gule flensborgsten og med rytterlys på taget efter tegning af N.S. Nebelong. Der er i gavlene tre store rundbuede vinduer af støbejern og med et omløbende bånd af mursten. I vestsiden er der en række store rundbuede portåbninger, hvoraf nogle er tilmurede, mens andre er udfyldt med glaspartier. I bygningens nordlige ende er der indskudt en lav etage med sprossevinduer. Bygningen blev udvidet med ca. sin halve længde i 1884 ved en udvidelse mod syd. Bygningen er på det seneste blevet anvendt som garage og har huset caféen Zum Biergarten. Kedelhusets tagkonstruktion er udført som en gitterkonstruktion i jern med ovenlys fra en lanterne. Ovenlyset er i dag tildækket. De bærende fredningsværdier i Kedelhuset ligger i bygningens ydre fremtræden og dens samhørighed med Maskinhuset og Kulhuset. Hertil kommer bygningens tagkonstruktion, tagrytteren og overalt den oprindelige materialeholdning. På sigt bør ovenlyset genåbnes.

Kulhuset: Kulhuset er en lille enetages bygning i gule flensborgsten beliggende vinkelret på kedelhusets sydside. Det er opført i 1859 og tegnet af N.S. Nebelong. Det har rundbuede støbejernsvinduer. Nord- og sydfacaden domineres af portåbninger med tofløjede, rundbuede porte fra 1930. I 1954 indrettedes der garage i det tidligere kulhus. Som ved de andre oprindelige bygninger fra det første vandværk er den delikate murbehandling en bærende fredningsværdi. Hertil kommer bygningens ydre fremtræden samt indvendig den åbne tagkonstruktion og overalt den oprindelige materialeholdning.

Den høje kontorbygning: Kontorbygningen er opført i 1899-1900 og er i modsætning til de oprindelige bygninger opført i almindelige gule sten. Facaden mod Studiestræde består af fem brede vinduesfag med indgang anbragt midtpå. Vinduerne er fladbuede dannebrogsvinduer. I gavlene er der i tagetagen tre smalle, tætsiddende vinduer, på først sal et enkelt midtplaceret dannebrogsvindue og i stueetagen to vinduer tæt ved hjørnerne, i vestgavlen er det ene ændret til en dør. På østgavlen er bygningen forbundet med inspektørboligen med en lav, smal forbindelsesbygning. Indvendig fremtræder bygningen med nyindrettede kontorlokaler med plade- eller listelofter. Bygningen er i dag tømt og vinduerne er dækket med plader. På det seneste har der været brand i tagetagen. De bærende fredningsværdier ligger i bygningens ydre fremtræden, hvor de trerammede vinduer og de gule maskinsten fortæller om bygningen som 2. generation i vandværkets historie. Bygningens sparrenkopgesims og trappefrise under taget viser den omhu, hvormed bygningen arkitektonisk og materialemæssigt er lagt tæt på de oprindelige bygninger. Hertil kommer overalt den oprindelige materialeholdning.

Portnerbygningen: Portnerbygningen beliggende mod Studiestræde er opført i 1887, efter tegninger af Ludvig Fenger (1833-1905) Den enetages portnerbygning er opført i udmuret bindingsværk med fremspringende tagudhæng med udskæringer og paptag. Hvor de oprindelige bygninger samt kontorbygningen er opført i en nøgtern, funktionsbestemt industriarkitektur skiller portnerbygningen sig ud med sin romantiserende henvisning til det lille hus. Fredningsværdierne ligger i huset ydre fremtoning som eksempel på tidens hang til udsmykning samt i den oprindelige materialeholdning. Den murede skorsten er den tredje på stedet. På de første tegninger af vandværket ses en kvadratisk skorsten. Denne blev senere erstattet af en dampskorsten af jernbeton. I 1929 var den så medtaget at den blev brudt ned og erstattet af den nuværende. Den er opført i hårdtbrændte sten lagt i cementmørtel. Den var 40 meter høj, men blev i 1972 afkortet med 10 meter i forbindelse med opsætning af en radioantennemast. Skorstenen er en integreret del af hele kulturmiljøet, og er fortællemarkøren for et tidligt industrielt anlæg.

Tidligere inspektørbolig: Inspektørbygningen er beliggende syd for maskin- og kedelhuset i en tilsvarende skæv vinkel som boligen for to maskinmestre. Oprindeligt fremtrådte de to bygninger næsten ens i én etage, dog var der kun en risalit midt på inspektørboligens vestside. De to boliger skæve placering var betinget af vandkanten langs Stadsgraven.Inspektørboligens fredningsværdi er dens integrerede del af det samlede kulturmiljø, samt den synlige fortælling om de ændringer, som bygninger i et stort industrianlæg gennemgår gennem en hundredårig periode. Hertil kommer den delikate murbehandling og de oprindelige materialer.

Bolig for tre fyrbødere: Boligen er beliggende vest for kedel- og maskinhuset og parallelt med disse ud mod Axeltorv. Den er opført i 1859 efter tegning af N.S. Nebelong og svarer til de to andre oprindelige boligbygninger. Den er af gule flensborgsten og med et lavt sadeltag. Under taget en omløbende sparrenkopgesims. Gesimsens udformning angiver samtidig hierarkiet mellem boligerne. Inspektørboligen og maskinmesterboligen har såvel sparrenkop som trappefrise, medens fyrbøderne alene har fået sparrenkop. Bygningens vestside har 9 vinduesfag. De to yderste fag er fremhævet i forhold til midterfagene ved lisener. På østsiden er der to risalitter med indgangspartier. Bygningen blev fra 1880'erne og frem anvendt som afdelingsingeniørbolig og senere som kontorbygning. Bygningen er i dag tømt og vinduerne dækket med plader. Fyrbøderboligen er en integreret del af hele kulturmiljøet. Fredningsværdien ligger i bygningens udvendige arkitektoniske fremtræden og i den oprindelige materialeholdning.

Bolig for to maskinmestre: Bolig for to maskinmestre er beliggende nord for maskin- og kedelhuset i en skæv vinkel, der afspejler den daværende fæstningsgravs forløb. Den er opført i 1859 med N.S. Nebelong som arkitekt. Det er en enetages bygning i gule flensborgsten. På vestsiden har den to risalitter, hvor indgangspartierne er anbragt. Midt på østsiden er en tresidet karnap, her er desuden senere tilføjet en retvinklet veranda i bindingsværk. På sydgavlen er der en oprindelig udbygning. Bygningen blev fra 1880'erne og frem anvendt som direktørbolig og senere som kontorbygning. Indvendig er bygningen indrettet til kontorbrug. Bygningen er i dag tømt og vinduer og døre dækket med plader. Maskinmesterboligen er en integreret del af hele kulturmiljøet. Fredningsværdien ligger i bygningens ydre arkitektoniske fremtræden og i den oprindelige materialeholdning.

Industriarkitektur var i midten af 1800-årene en relativ ny disciplin i Danmark. Med opførelsen af først Carlsberg og her Københavns første Vandværk blev N.S. Nebelong en af de førende arkitekter på området. Hvor han på Carlsberg fra 1847 benytter blændings-lisen motivet og mønstermurværk med referencer til senklassicismen er hans brug af rundbuestilen i vandværket mere inspireret at industribygninger i Tyskland med deres reference til romansk bygningskunst. Bemærkelsesværdigt for tiden er maskinhallernes blotlagte loftkonstruktioner. Det peger hen mod en ny nøgtern arkitekturopfattelse. Vandværkets bygninger er tænkt som et samlet hele, som et miljø i sig selv, hvor arkitekturen binder bygningerne sammen. Samtidig udtrykker udsmykningsdetaljerne et spagfærdigt, men dog tydeligt hierarki. Fra maskinhallernes understregning af de rundbuede vinduer med det omløbende profilerede bånd over inspektør- og maskinmesterboligernes gesimsudsmykninger til fyrbøderboligens simple gesimsudsmykning. Brugen af støbejern i søjler og dæk i Maskinhuset er sjældent forekommende. Første gang dette materiale bruges i Danmark er i Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Herudover kendes støbejern fra Gammel Carlsberg, men allerede i 1860erne kommer det mere stabile pladejern i brug og udkonkurrerer støbejernet. Niels Sigfred Nebelong (1806-1871) var medlem af kommissionen til udarbejdelse af en ny byggelov for København 1856 og fra 1863 stadsbygmester i København. Københavns første Vandværk blev indstillet til fredning af Det Særlige Bygningssyn i 1885. Det fremgår ikke af sagen, hvad der var grunden til, at det ikke blev fredet. Der blev i 1999 gennemført en temagennemgang: Københavns Vandforsyning, Bygninger og anlæg. Københavns første Vandværk blev gennemgået her, men blev ikke forelagt som fredningsforslag. Københavns første Vandværk blev i 2006 udpeget som nationalt industriminde. Københavns første Vandværk ligger i dag som en lav, skjult oase midt i et bymiljø hvor store bygninger og voldsom trafik har fået overtaget. På vandværkets område findes der fortsat store brolagte arealer ligesom et par af de store træer kan stamme tilbage fra vandværkets anlæggelse. Mod Hammerichsgade er vandværkets område afgrænset af et højt plankeværk.

Læs videre om

• Det Petersenske Jomfrukloster, København
• Gothersgade 143, København
• Nikolaj Plads 27, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen