Kompagnistræde 12 ligger på Kompagnistræde 12 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Navnet Kompagnistræde har middelalderlig oprindelse. Omkring 1447 blev der opført en bygning til købmændenes mødevirksomhed og denne bygning kaldte de for Det Danske Compagnis Hus. Huset lå ved nuværende nr. 16 og brændte i 1728 eller senest i 1795. Kompagniet ændrede med tiden sit navn til Det kongelige københavnske Skydeselskab og danske Broderskab. I dag hedder det blot Det Kongelige danske Skydeselskab og har sæde på landstedet Sølyst i Klampenborg. Kompagnistræde udgør en del af det populære Strædet (Læderstræde og Kompagnistræde), der med sit pulserende liv rummer en blanding af blandt andet antikvitetshandlere og caféer. Forhuset Kompagnistræde 12 er opført i 1797-98 af bygmester Hans Weile, og bygningen står i det væsentlige som ved opførelsen. Facademalingen stammer fra 1850'erne, og over kældernedgangen var oprindelig en konsolbåren dækplade. I 1942 blev installeret toiletter, i 1945 indrettet bolig i kvistetagen, i 1982 brandsikret, i 1985 skete diverse sammenlægninger og i 1989 blev der installeret toilet i kælder- og stueetagen, samt nedlagt to gårdwcer. I nyere tid er taget blevet renoveret og facaden istandsat.

Beskrivelse

Ejendommen Kompagnistræde 12 er beliggende i Københavns Snarens Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække. I kælder- og stueetagen er butik, mens de øvrige lejligheder benyttes til beboelse. Det grundmurede forhus i Kompagnistræde 12 er seks fag langt og står i fire etager over en høj kælder. Facaden er glatpudset og malet i mørkegrøn op til første etage, hvor en kordongesims af Nexø-sandsten deler murplanet. Herover er facaden malet i lys perlegrå og afsluttes øverst af en profileret sparrenkopgesims. Forhuset har et rødt, teglhængt heltag med tre heltagskviste og to mindre fladbuede kviste, samt to murede og glatte skorstenspiber i tagryggen. Imellem første og anden etage er en fordybning. Vinduerne i facaden er ældre korspost- og toramme-vinduer med opsprosning og ældre hjørnebånd og stabler. Alle er hvidmalede. I stue- og kælderetagen er store butiksruder. I det højre midterfag er nedgang til kælderen, mens der i det venstre midterfag over nogle trin og i en niche er forhusets indgangsparti, samt indgang til stueetagens to sider. Dørpartierne i indgangen er traditionelt udførte, enfløjede butiksdøre. Alle grønmalede og to af dem med opsprosset glasvindue foroven. Kælderdøren er en nyere, hvidmalet butiksdør med glasvindue. Gårdsiden er tre vinduesfag lang med et smigfag og fire etager høj. Gårdsiden har en gråmalet sokkel, en gulkalket facade og øverst er en profileret, hvidmalet hovedgesims. Vinduerne i gårdsidens facade er ældre to- og trerammede korspostvinduer med opsprosninger og ældre hjørnebånd og stabler. Alle hvidmalede. I smigfaget i stuen er en nyere butiksrude. I gården er en ældre, gråmalet fyldingsdør til forhusets fordelingsgang. Døren har ældre greb og et opdelt glasparti og over døren er et ældre, hvidmalet og opsprosset overvindue med ældre hjørnebånd og stabler. I tagfladen er tre mindre heltagskviste og enkelte skorstenspiber af metal. Sidehuset er sammenbygget med forhuset og er i ét fag plus smigfaget, og fremstår som resten af gårdsiden. I sidehusets tagryg er en muret skorstenspibe. Baghuset er sammenbygget med sidehuset og er fire fag langt. I det yderste venstre fag er over nogle trin og i en niche et ældre indgangsparti til baghusets trapperum. Baghuset har også et rødt, teglhængt halvtag. I det indre har lejlighederne bevaret en traditionel plandisposition med gadevendte stuer og gårdvendte badeværelser, kamre og køkkener. Gennem hoveddøren er adgang til husets gennemgående fordelingsgang, hvor husets ældre, måske oprindelige reposetrappe med tre løb er placeret bagtil omkring et smalt durchsicht. Dørene til lejlighederne er nyere, enfløjede branddøre eller traditionelt udførte med ældre gerichter og indstukne hængsler. Lejlighedernes snedkerudstyr fra stuen til tredje etage er ældre eller traditionelt udført med helpanelerede vægge mod gaden, lysningspaneler, ældre fyldingsdøre med ældre eller traditionelt udførte gerichter, greb, låseskilte og hængsler samt brystnings- og fodpaneler langs væggene i stuerne, på førsteetagen afbrudt ved de tidligere kakkelovnspladser af de typiske ildstedspilastre. Hertil ses en lettere profileret loftsgesims i stuerne og i stueetagen en stuk med palmetteudsmykning. Vinduerne i lejlighederne er ældre med nyere forsatsruder og med mange ældre anverfere og stormkroge bevaret. Mod gårdsiden og i smigfagsstuen er en enklere panelering, men med tilsvarende materialeholdning i stueetagen har enkelte af de ældre fyldingsdøre kighul. I lejlighederne er både ældre og traditionelt udført bræddegulve, nogle steder hvidmalede. I stueetagen er en nyere gulvbelægning, og etagen bærer desuden præg af butiksbrug. Køkkener og toiletter på etagerne er generelt nyere. I kvistetagen er materialeholdningen nyere og traditionelt udført og derfor mere enkel uden de samme deltaljer. I sidehuset er foruden køkkenerne overvejende en ældre materialeholdning med ældre fyldings- og revledøre, samt ældre vinduer. Mellem sidehuset og baghuset er bevaret en ældre, måske oprindelig bagtrappe med tre korte løb, rundstokke, hovedstykker, indstemte trin med mæanderbortliste i metal, samt en profileret håndliste af træ. Baghuset har ældre vinduer, bræddegulv og fyldingsdøre med ældre gerichter. Ilstedsnicherne er tillige bevaret.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra omtrent samme periode og i samme stil. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, ligesom gårdsiden med sidehuset og baghuset sammen med naboejendommene er med til at opretholde et helstøbt og historisk baggårdsmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Kompagnistræde 12 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed store dele af København. Kompagnistræde 12 er opført i 1797-98, altså kort efter branden, og ejendommen viser, hvordan klassicismens håndværksmestre som Weile med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I det ydre kommer dette til udtryk i den enkle, glatpudsede og malede facade med vinduernes regelmæssige takt og lettere tilbagetrukne placering. Hertil kommer den profilerede kordongesims mellem stue- og førsteetagen, fordybningen mellem første og anden etage, samt den profilerede sparrenkopgesims under det teglhængte heltag. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til kvistene mod gaden og gården, de bevarede indgangsnicher og nedgange. Endvidere er der værdi i facadens hvidmalede korspostvinduer med opsprosninger, på samme måde som den karakteristiske gårdvendte vinduessætning med småtopsprossede vinduer er kendetegnende for perioden, hvor man af økonomiske hensyn prioriterede at have store ruder til gaden. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. I Kompagnistræde 12 ses det i de velbevarede etage- og planløsninger med ældre eller traditionelt udført bræddegulv, der giver en stemningsfuld og klart defineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggeri. I lejlighederne ligger de repræsentative stuer mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som toilet, kammer og køkken er placeret mod gården eller i sidehuset. De bevarede ældre dele og traditionelt udførte interiører har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette ses særligt af hovedtrappens detaljer med indstemte trin, udskårne rundstokke, riflede og kannelerede hovedstykker og forvanger, en profileret håndliste af træ og gelænderets vangesnirkel. Herudover er der værdi i den bevarede bagtrappe, som i kraft af dennes relative detaljegrad indikerer hierarkiet mellem trapperne med hovedtrappen som den fineste. Endvidere kommer stuernes helpanelering mod gaden, brystningspaneler langs væggen, lysningspaneler med riflede, cirkel udskårne fyldninger, loftsgesimserne, samt de ældre fyldingsdøre med klassicistiske gerichter, hængsler, greb og låseskilte specielt stueetagens med kighuller. Ydermere har en del af dørene bevarede, ældre indstukne hængsler, ligesom der ved vinduerne er bevarede mange ældre anverfere og stormkroge. Der er tillige værdi i de bevarede skorstenskerner og i baghuset de ældre ildstedsnicher, hvilket igen påviser bygningens alder. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved ildstedspilastrene på førsteetagen, der indikerer placeringen af de oprindelige ovne, der var datidens eneste opvarmningskilde.

Arkitektonisk værdi

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en profileret kordongesims og sparrenkopgesims, der tilsammen giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det røde, teglhængte heltag. Den horisontale deling af murplanet i kraft af kordongesimsen skaber en visuel balance mellem den lyse, perlegrå overfacade og den mørkegrønne underfacade, mens den profilerede sparrenkopgesims elegant formidler overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer ydermere rytme og balance i facaden. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket sammen med fordybningen giver facaden en fin reliefvirkning. Dermed repræsenterer ejendommen et helstøbt eksempel på en klassicistisk beboelsesejendom, hvor både praktiske og æstetiske løsninger på fornem vis spiller sammen, og hvor der opleves en sikker fornemmelse for balancen mellem bygningsdelenes forskellige skalatrin. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk og den enkle vinduessætning med smigfaget, der sammen med sidehuset og baghuset skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer diskret, men elegant stofliggører klassicismens stilmæssige og rummæssige ideal. Vinduernes lysninger og paneler i stuerne er med til at skabe et rigt og nuanceret lysindfald, der understøtter oplevelsen af bygningens diskrete elegance. Endvidere er der arkitektonisk værdi i placeringen af fordelingsgangen og den ældre reposetrappe med tre løb, der udgør kernen i det lille borgerhus og giver et herskabeligt præg.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links