Kronprinsessegade 30, København

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold – som gik langs Gothersgade – og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40 procent større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade m.fl. Efter branden i 1795 anlagdes Kronprinsessegade efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), hvortil man inddrog 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen. Fra 1869 havde man nedrevet dele af Nyboder, og i 1931 brød man ejendomme ned i Sølvgade, således at Kronprinsessegade blev forlænget helt ud til Øster Voldgade ved Nyboder Skole. Gadens navn henviser til Frederik VIs hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Kronprinsessegade 30 blev opført omkring 1806-07, formodentlig efter tegning af stadskonduktør J.H. Rawert. Bygherren var kommandørkaptajn J.C. Krieger. I 1917 købte sagføreren og kunstsamleren C.L. David (1878-1960) ejendommen. Med denne erhvervelse havde David sørget for en passende bolig til sig selv samt plads til sin voksende kunstsamling. Bygningen havde derudover en særlig betydning for ham, idet den ca. 100 år tidligere havde tilhørt oldefaderen J.N. David. Ved at ændre tagets rejsning skabtes øverst i 1918-1920 to større og et mindre rum til kunstsamlingen på fjerde etage – samt en trappe op dertil – tegnet af arkitekt Carl Petersen (1874-1923). Til den keramiske samling byggedes i 1928 et særligt galleri skabt af Carl Petersens medarbejder, arkitekten Kaare Klint (1888-1954), der i 1950 også stod for indretningen af det, der i dag er det åbne magasin bagerst på samme etage. Der var adgang til kunstsamlingen fra Davids bolig på etagen nedenunder, der også var udsmykket med kunstgenstande. Husets to øvrige etager var udlejede. I de senere år har ejendommen gennemgået en omfattende renovering.

Ejendommen er beliggende i Kronprinsessegade i København, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens husrække over for Kongens Have. Ejendommen rummer Davids Samling, der tillige omfatter naboejendommen Kronprinsessegade 32. Hele Kronprinsessegade 30 er indrettet til museumsformål og til formål, der understøtter denne funktion. Forhuset er grundmuret og i seks fag. Det er opført i tre etager med kælder og har tillige en udnyttet tagetage. Facaden står i røde mursten med hamborgerfuger over en sandstensbeklædt sokkel. Over stueetagen er en kordongesims, og under vinduerne er sålbænke, der på første sal er sammenhængende i de fire midterste fag. Over alle vinduesfag er murstik. Øverst er en hovedgesims med konsoller. I de yderste to fag mod syd er en halvrund portniche, hvor der er en ældre tofløjet fyldningsport, en overligger med rosetter samt gyldne versaler: DAVIDS SAMLING, og herover er et halvrundt overvindue med radiær og koncentrisk opsprosning. Port, overligger og overvinduer er mørkeblå. Portnichen har halvrundt murstik. I kælderetagen er der nyere, opsprossede og gråblå vinduer, og uden på disse er gitre med gyldne rosetter. På hovedetagerne er traditionelt udførte, firerammede og hvidmalede korspostvinduer. Forhuset bærer et højt heltag hængt med røde tegl, og i tagfladen mod gaden er en centralt placeret heltagskvist nærmest tagfoden. I kvisten er et torammet, opsprosset vindue. I rygningen, der er flad, er en skorstenspibe samt en skorstenspibe ved hver gavl. Ejendommen har kobbertagrender og -nedløbsrør. Portrummet er opdelt i to sektioner af et nyere indgangsparti. I den forreste del af portrummet fra gaden er der nedgang til kælderen af en nyere dør. I den anden del er nærmest gården et indgangsparti med en traditionelt udført, tofløjet og hvidmalet fyldningshoveddør. I åbningen til gården er en nyere, tofløjet port med store glaspartier. Portrummet har plankegulv, og på væggene er over en fremspringende, profileret fodliste, en række fladbuede, listebesatte blændingsnicher og rektangulære listeindrammede vægfelter. Bemalingen af vægge er grå med hvide lister og gule felter. Til gårdsiden er forhuset via et afrundet smigfag sammenbygget med et grundmuret sidehus på seks fag af samme etagehøjde som forhus samt kælder. Dog bærer sidehuset et lavere tag, der har ensidig taghældning og er hængt med røde tegl, og heri er tre heltagskviste. For- og sidehuset er derudover forsynet med en nyere, kobberbeklædt receptionsbygning, hvis afrundede form følger smigfagets runding og ligger i hjørnet mellem de ældre bygninger. For- og sidehusets gårdside er, over en lav, sandstensbeklædt sokkel, glatpudset og gulmalet med en profileret, hvidmalet hovedgesims. I det tredje fag fra øst er en fladbuet kældernedgang, og i det yderste fag mod øst er et indgangsparti med en konsolbåren fordakning med en trekantsfronton. Herunder er en ældre, tofløjet fyldningsdør, der er mørkeblå. Vinduerne er ældre og traditionelt udførte, firerammede korspostvinduer med todelte underrammer, samt afrundede, seksrammede vinduer i smigfaget, også med todelte underrammer, og enkelte én- og torammede, opsprossede vinduer, alle hvidmalede. I kvistene er torammede, opsprossede vinduer. Sammenbygget med sidehuset er i dettes forlængelse endnu et sidehus på seks, uregelmæssige fag, der er opført i seks etager. Det er som den øvrige gårdside glatpudset og gulmalet med en profileret, hvidmalet hovedgesims. Dette sidehus bærer et nyere tag med meget lav, ensidig taghældning og beklædt med tagpap. I kælderetagen er en ældre, tofløjet revleport og en fladbuet niche med en traditionelt udført, tofløjet fyldningsdør samt en nyere revledør, alle disse er mørkeblå. Bagerst i gården er et nyere, lavt og afskærmet rum. Gårdrummet, der favnes af bygningerne, er belagt med chaussésten. Kælderetagen er dels indrettet til administrative formål med en fordelingsgang med rum til gaden og til portrummet i forhuset, mens der i den resterende del af forhuset samt i den forreste del af sidehuset er indrettet publikumsfaciliteter i form af en foyer, toiletter samt garderobe. Dertil kommer en elevator. I den bagerste del af sidehuset er varmecentral og teknik samt nedgang til denne del af kælderen fra bagtrappens opgang. Adgangen til kælderen for publikum sker via en nyere trappe fra den i gården tilbyggede runde reception i hjørnet mellem for- og sidehus. Fra entréen er adgang til receptionen, og her er samtidig adgang til hovedtrappen, der forbinder etagerne i museumsområdet. Hovedtrappen er en ældre, treløbet trappe med en stor og afrundet durchsicht, hvidmalede trætrin, drejede og udskårne balustre samt en profileret, lakeret håndliste. Trappeløbet er hvidmalet, mens opgangen har listebesætning og står i hvidt, varmt gul og lysegråt. Indgangsdørene er ældre, lakerede fyldningsdøre, suppleret af nyere glasdøre i en dobbeltkonstruktion. Over indgangen til stueetagen er et halvrundt, opsprosset vindue, hvad der også er på anden sal. Man træder herefter ind i en forstue, hvorfra der samtidig er adgang til et par lukkede, lavloftede depotrum beliggende over portrummet via en kort ligeløbstrappe. Stueetagen omfatter to store stuer til gaden, og herfra er adgang til en stor smigfagsstue mod gården. Herfra er adgang til to mindre stuer beliggende en-suite mod gården i sidehuset. Elevatoren har forbindelse til smigfagsstuen, og adgang til denne er placeret skjult i et nyere, delvist indskudt mellemrum ind mod nr. 32. Dette mellemrum omfatter tillige depot- og teknikrum samt en lukket gang bag sidehusets stuer, og denne giver adgang til bagtrappen. Første sal omfatter ligesom stueetagen en forstue, og denne giver adgang til tre stuer beliggende en-suite mod gaden. Mod gården er en stor smigfagsstue samt, på den anden side af hovedtrappen, yderligere et gårdvendt værelse. Fra smigfagsstuen er adgang til en stor foredragssal, der optager hele sidehuset mod bagtrappen. Fra smigfagsstuen er tillige gennembrud til museumsafsnittet i nr. 32 via en trappe, der forbinder den høje første sal i nr. 30 med den noget lavere første sal i nr. 32. Også fra første sals smigfagsstue er elevator og teknik skjult i et mellemrum ind mod nabohuset. Anden sal ligner i sin grundform første sal, men denne etage er omdannet til et lukket udstillingsforløb uden dagslys med nyere væg- og loftselementer integreret med respekt for de ældre rumforløb. Ligesom på de øvrige etager er der aflukkede mellemrum og gange mod skellet til nr. 32 med teknik og installationer samt elevatortilgang. Der er adgang til nr. 32 via en kort trappe på tværs af gavlskellet i smigfagsstuen. Fra forstuen er endvidere adgang til museumsafsnittet i tageetagen via en stort formet, toløbet trappe, der er bygget i forbindelse med den ældste museumsindretning og udført i mørkt træ med rige udskæringer. Tageetagen, tredje sal, er produktet af flere perioders museumsindretninger, overordnet med en ældre del i forhuset og nogle yngre dele i sidehuset samt i dettes forlængelse, hvilket udgør fjerde sal i det bagerste sidehus. Uden for museumsområdet er flere lukkede mellemrum og skunke, herunder er der adgang til kvisten ved tagfoden over facaden til Kronprinsessegade. Spidsloftet rummer en række tekniske installationer og tilgås via en nyere ståltrappe. Der er tillige forbindelse til loftet via en ældre kvartsvingstrappe og en ligeløbstrappe i sidehusene. Sidehuset inderst i gården, der er opført i forlængelse af det med forhuset sammenbyggede sidehus, har en selvstændig etage- og planløsning af noget mere beskedent format. I den høje kælderetage er værksteder, i stueetagen er langs skellet en fordelingsgang samt et toilet og mod gården er konservatorrum, på første sal er en trappe med gang og mod gården magasiner, på anden sal er magasiner, på tredje sal er toilet og magasiner samt depotrum. På fjerde sal er udstilling i forlængelse af denne museumsetage på for- og sidehusets tredje sal. Bagtrappen placeret i det yderste fag af det forreste sidehus og nærmest dettes forlængelse er en ældre toløbstrappe af enkel udformning med glatte balustre og en profileret håndliste. I beskrivelsen af materialeholdningen i ejendommen må skelnes klart mellem det oprindelige hus på den ene side og skiftende tiders ombygninger og indretninger til museumsformål på den anden. Overvejende rummer for- og sidehus på hovedetagerne for en stor del ældre og traditionelt udførte dele, detaljer og overflader i overensstemmelse med husets oprindelse, mens museet så at sige er integreret i denne kontekst. Kælderen under forhuset er med nyere døre af forskellig art, linoleumsgulve, pladevægge- og lofter samt nyere installationer i forbindelse med drift. Publikumsafdelingen har en nyere og noget mere eksklusiv materialeholdning med marmorgulve, pudsede vægge samt messing- og glasarbejder. I ejendommen er på hovedetagerne i for- og sidehuset traditionelt udførte forsatsvinduer, og i de gamle vinduesrammer er en stor andel ældre stormkroge og anverfere bevaret. I stueetagen er ældre, tofløjede syvfyldningsdøre med indstukne hængsler og både traditionelt udførte og nyere messinggreb. Dertil kommer nyere plade døre i de aflukkede rum. Stuerne mod gaden er særligt rigt udstyrede, herunder med konsolbårne fordakninger over dørene, brystningspaneler, pillepaneler samt dekorerede vægfelter, bemalede felter med antikke motiver samt træ- og marmorimitationer. Også smigfagsstuen og stuerne i sidehuset har brystnings- og pillepaneler samt listefelter. I smigfagsstuen er der en ovnniche. Gulvene er parket i felt- og sildebensmønster, mens der er en ældre, kraftigt profileret stukkatur samt nyere rosetter i lofterne. I de lukkede afsnit af etagen er de ældre paneler bevaret, hvilket er et grundlæggende træk. Også på første sal er stuerne mod gaden rigt udstyrede. Der er ældre, tofløjede syvfyldningsdøre med indstukne hængsler, konsolbårne fordakninger, brystnings- og pillepaneler, listefelter og malede loftsdekorationer. Også i smigfagsstuen er brystningspaneler samt en ovnniche, og i foredragsalen brystningspaneler og listefelter. På gulvene er parket i felter, og i lofterne er en stukkatur med sparrehoved-gesimser og profilerede kantlister samt traditionelt udførte og nyere rosetter. I foredragssalen er et loft af diagonale listeprofiler. På anden sal er de ældre paneler og gerichter bevaret bag de nyere vægge og forskellige museumsindretninger, der her er montrer og skabe med udtræk. Der er parketgulve. På tredje sal i den indrettede tagetage er to udstillingsrum udstyret med pyramidiske loftskonstruktioner med glas, der tidligere havde lysindtag. Omkring disse er en rig stukkatur med perlestave samt indramninger af kassetterede lofter. Den nyere museumsindretning i sidehuset har rige træarbejder i sit nagelfaste inventar samt nyere overflader. Gulvene er i parket. På spidsloftet er skorstenskernerne synlige, og der er tillige en del synlige tømmerkonstruktioner samt nyere undertag og yderligere forstærkninger af etagerne i kraft af den nedre del af tagetagens særlige indretninger til udstillingsrum, herunder en omfattende rørføring og andre tekniske installationer. I det bagerste sidehus er traditionelt udførte fyldningsdøre samt nyere pladedøre. Der er i øvrigt gennemgående nyere overflader i værksteder og magasiner og ingen nævneværdige ældre elementer.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til forhusets beliggenhed som et integreret og markant led i den yderst herskabelige og helstøbte, men samtidig meget varierede husrække i Kronprinsessegade over for Kongens Have. Ejendommen bidrager hermed som et værdifuldt led i rækken af repræsentative og iøjnefaldende forhuse, der såvel vertikalt som horisontalt fastholder den karakterfulde og historiske gade og danner dermed samlet set en elegant arkitektonisk østlig væg til slotsparkens grønne og rekreative område. Hertil kommer gårdsiden og sidehusene, der grundlæggende fremtræder som et afbalanceret møde mellem et moderne museum og et tidstypisk københavnsk gårdmiljø.

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til anlægget som et velbevaret klassicistisk borgerhus bestående af forhus og sidehus samt et sidehus i dettes forlængelse, alle opført i begyndelsen af 1800-tallet. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I særdeleshed efter Københavns anden store brand, i 1795, kom klassicismen til at præge såvel de genrejste kvarterer som nye bebyggelser. Kronprinsessegade er et pragteksempel herpå. Forbilledet for en stor del af de københavnske borgerhuse var arkitekten C. F. Harsdorffs arkitektur, der anviste retningslinjer for højder, gesimser, vinduesudformninger og planløsninger. J. H. Rawert var stadskonduktør og har utvivlsomt skelet til C. F. Harsdorffs arkitektur, da han tegnede husene i Kronprinsessegade. I det ydre ses de klassicistiske træk i den grundmurede ejendom, hvis harmoniske og yderst delikat opbyggede facade er forsynet med hamborgerfuger og har en tidstypisk udformning ved opdelingerne med kordongesimsen mellem stueetagen og første sal samt ved den konsolbårne hovedgesims, der er bygningens største ydre ornament og tydeligt markerer overgangen til taget. Hamborgerfugerne og det blanke murværk er det mere usædvanlige indslag i en periode, hvor de københavnske ejendomme hovedsageligt blev glatpudsede, kalkede eller malede. Korspostvinduerne med todelte underammer er ligeledes af stor kulturhistorisk værdi og meget typiske for perioden, ligesom den rundbuede portniche med den tofløjede port udgør et repræsentativt indslag i den nøgterne, men yderst herskabelige facade. Endvidere kommer for- og sidehusets teglhængte tage. Endelig kommer den traditionelle forskel på den præsentable facade og den mere enkle, brugsorienterede gårdside med de sammenbyggede sidehuse, der er pudsede og kalkede. Der er ingen anden udsmykning end den profilerede hovedgesims, der ud over at danne overgang til taget også tjener til at holde vandet væk fra mursiden. Også gårdsiden med sin helstøbte vinduessætning og sit tidstypiske indgangsparti med konsolbåren fordakning bidrager til oplevelsen af ejendommen som en yderst repræsentativ bebyggelse, hvis karakter gennem omsorgsfulde og respektfulde restaureringer og vedligeholdelse har bibeholdt sin eksklusive og helstøbte karakter. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der på traditionel vis er indrettet med en forstue bag hoveddøren fra den bevarede og stort formede hovedtrappe, hvorfra der er adgang til de herskabelige og meget repræsentative stuer mod gaden samt til spisestuen i smigfaget, hvor herskab, gæster og tjenestefolk således kunne mødes uden at gå i vejen for hinanden. Hertil et funktionelt sidehus med stuer værelser til gården, hvilket er yderst eksemplarisk bevaret i stueetagen, mens de øvre etager har nyere museumsindretninger. Gennemgående er ændringer og tilføjelser til den ældre etage- og planløsning i ejendommen sket med en stor grad af kvalitetssans og under medvirken af flere perioders bedste arkitekter, herunder Carl Petersen, Kaare Klint og Vilhelm Wohlert, hvilket også bidrager ganske positivt til oplevelsen af huset som en ejendom med flere værdifulde lag og en stor grad af sammenhæng i løsningerne. I Kronprinsessegade 30 er de ældre elementer af planerne overordnet set mest velbevarede og synlige i forhuset, men i de mere vidtgående anvendelser af bygningen til udstillingsetager og samlinger har man på konsekvent og respektfuld vis bevaret eller integreret sig smidigt i de ældre interiører og rumforløb, der endnu står som bærende strukturer og tydelige retningsgivere bag de senere tiders forskellige museumsindretninger. Gennembrydningerne af skellet til nr. 32 er udført med samme respekt for husets grundlæggende integritet og oprindelse. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører i forhus og sidehus har meget stor kulturhistorisk værdi, idet de på meget gennemført vis vidner om klassicismens udsmykningsidealer og æstetiske præferencer. Man havde overordnet set symmetrien og det afbalancerede udtryk som ideal, men man opererede også samtidig med en antikt inspireret, fint kalibreret farvesans og en delikat ornamentfylde. Udstyret i forhusets fornemste stuer i stueetagen og på første sal har kun få pendanter i København af samme høje standard. Der er således bevaret en række oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer med en traditionel materialeholdning, herunder pille- og brystningspaneler, bemalede og udsmykkede vægfelter, mange oprindelige og ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter og konsolbårne fordakninger samt en rig og varieret loftsstukkatur, der især understreger stuernes betydning i ejendommen som helhed. Endelig kommer de bevarede trapper i ejendommen, hvor den bevarede hovedtrappe har særlig stor værdi med dens elegante afrundede forløb og alle snedkerdetaljer af meget høj kvalitet. Trappen udgør for så vidt ejendommens største rum og præsenterer sig som et af de absolut fineste ældre indslag i det indre af Kronprinsessegade 30 og er tillige af international klasse for sin tid. Dertil kommer den mere nøgterne, men ligeledes velbevarede bagtrappe, der afspejler datidens klare rollefordeling mellem den herskabelige hovedtrappe i forhuset, der blev brugt af herskab og gæster, og den funktionsbetingede trappe i sidehuset, der var tjenestefolkenes udgangspunkt.

I det ydre knytter ejendommens arkitektoniske værdi sig forhuset, hvor facadens harmoniske og meget sikre proportioner og linjeføringer. Den taktfaste vinduessætning, og den hierarkiske opbygning med kordongesims og hovegesims under det stejle tegltag udgør en rolig og helstøbt løsning. Den markante, blanke murflade med hamborgerfuger udgør tillige en tilfredsstillende sammenstilling af teksturer og dertil en afbalanceret modvægt til den store ubrudte tagflade. Ligeså er der god overensstemmelse mellem skalatrinene og i proportioneringen af facaden med den rundbuede port og vinduesudformningen med de høje korspostvinduer med todelte underammer samt de diskret elegante og mådeholdne ornamenter. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig primært til den elegante og generøse hovedtrappe, der med sin afrundede durchsicht og fine løb giver en meget helstøbt oplevelse af bygningen på tværs af etagerne. Dertil kommer de ældre, meget velproportionerede rumforløb i stueetagen i for- og sidehus samt på første sal i forhuset, hvor der er en klart defineret oplevelse af rummenes placering og sammenhæng i kraft af størrelse, udstyr og brug af materialer, hvilket understøtter det menneskelige velbefindende såvel som glæder den æstetiske sans ved deres proportioner og teksturer. Hertil kommer det overvejende meget vellykkede samspil mellem det ældre borgerhus og de senere tilføjelser ved indretningen til museum.

Læs videre om

• Abel Cathrines Stiftelse, København
• Hedebygade 28 og 28 A, København
• Strandboulevarden 35, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen