Kunstetagerne

Kunstetagerne, der ligger i det fredede bygningskompleks Bies Gård, blev 2003-04 renoveret og indrettet af Fjorden Arkitekter til udstillingsrum over fire etager. Under udstillingen Sculpture i maj 2017 udstillede bl.a. Suste Bonnén fotografiske fortolkninger af Rudolph Tegners skulpturer. På væggen langs trappen ses fotograf Niels Reiters fotografier af de Tegner-skulpturer, som Bonnén tager afsæt i.
.

Kunstetagerne i Hobro er placeret i byens gamle bryghus, Bies Bryggeri, som stammer fra midten af 1800-tallet. I 1980 lukkede bryggeriet, og den daværende Hobro Kommune købte hele det gamle kompleks, som var den sidste bevarede købmandsgård i byen og et eksempel på den tidlige industrialisering i provinsen.

I årene 2003-04 blev bryghuset renoveret og ombygget til et egentligt kunstmuseum på i alt 1.015 m². I august 2004 fik Hobro Kunstsamling og Mariagerfjord Kunstforening nøglerne til bryghuset. Fremover skulle de dele kunstbygningen og fylde etagerne med moderne kunst, kunsthåndværk og design. Det var også i 2004, at Hobro Kunstsamling erhvervede Jette og Karl-Jacob Ibsens store samling af Hans Henrik Lerfeldts værker. Kunstetagerne har et årligt besøgstal på 11.000-13.000.

Videre læsning

Læs mere om Billedkunst i Mariagerfjord Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Billedkunst

Eksterne links