Larsbjørnsstræde 18, København

Byen, som oprindeligt blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det var ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter havde København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Sidst i 1700-tallet og først i 1800-tallet var de klassicistiske huse karakteriseret ved velproportionerede facader med pudset underfacade med en kvaderfugning, der danner stik over vinduer og port – som af og til blev modsvaret af en rundblænding for symmetriens skyld. Yderfagene blev accentueret ved konsolbårne frontoner over beletagens vinduer og flade murfelter mellem 2. og 3. etage. Hjørnehusene fik den karakteristiske skrå afskæring, der i så høj grad præger de klassicistiske kvarterer, hvor den dekorative udsmykning ofte blev begrænset til hjørnefaget, som på den måde virkede dobbelt markant. Enkelte af de større bygårde fik en mere monumental udformning med pilasterprydet midterparti. Larsbjørnsstræde er et af Københavns ældste stræder, der allerede opstod kort efter at Absalon grundlagde byen i 1167. Det var en baggade, hvortil mange af de fine ejendomme i Vestergade havde bagudgang. Oprindeligt var der tale om to stræder. Store Larsbjørnsstræde der gik fra Vestergade til Studiestræde, og Lille Larsbjørnsstræde som gik fra Studiestræde til Sankt Peders Stræde, hvor det endte. Grundene i strædet blev efterhånden udstykket i små matrikler, især bygningen Larsbjørnsstræde 14 giver et indtryk af, hvor smalle grundene i strædet var. De små “boder som var bygget her, var kun én-etages bygninger af bindingsværk, oftest med stråtag. Her boede arbejdere, småhåndværkere og deres husdyr. Gaden fik sit nuværende navn efter af Laurids Bjørnson og hans kone Sidse Mikkelsdatter, der i slutningen af 1400-tallet ejede flere matrikler i gaden. I folkemunde blev strædet derfor til Larsbjørnsstræde. Efter Laurids død skænkede Sidsel den ene halvdel af grunden til Sankt Peders Kirke, og sandsynligvis den anden halvdel til et “sjælealter i Vor Frue Kirke, som en forsikring for evigheden. Denne form for forsikring kom til at overgå mange af strædets grunde og gårde. Kirkerne og klostrene lejede dem så ud, og sikrede sig derved betydelige indtægter. Selvom Larsbjørnsstræde er en af Københavns ældste gader, stammer gadens huse næsten alle fra tiden efter bybranden i 1795. Der er mange af de klassicistiske forhuse, der nærmest blev opført på samlebånd af entreprenante murer- og tømrermestre til afløsning af de nedbrændte beboelseshuse. De havde dybe baggårde, hvor der først lå haver, men siden blev de bebygget tæt med baghuse og værksteder. Studiestræde hed oprindeligt Rådhusstræde. Bygningen på hjørnet af Nørregade, der nu er bispegård, var Københavns andet rådhus. Bygningen er brændt flere gange for siden at blive genopført. Gården blev som lån overdraget til det af Christian I stiftede universitet i 1479, og var universitetets hovedbygning, som blev kaldt Studiegården. Efter overdragelsen blev gaden omdøbt til Studiestræde. København fik et nyt rådhus på Gammeltorv, og strædet bagved overtog navnet Rådhusstræde. Larsbjørnsstræde 18 blev opført i 1796-1797 for spækhøker Poul Wolfsback. Siden opførelsen har der ikke været væsentlige ændringer i det ydre, bortset fra butiksindretningen i stueetagen og fjernelsen af en konsolbåren dækplade over kældernedgangen i smigfaget. Facadens oliemaling omtales første gang i 1877. Den nuværende bygning afløste et bindingsværkshus med fem fag til Studiestræde og fire til Larsbjørnsstræde, der nedbrændte i 1795. Før dette hus lå et lignende men mindre enetages beboelseshus af samme udstrækning, der udbrændte fuldstændig under branden i 1728. Guldsmeden Niels Heidenreich boede og havde værksted bygningen. Han blev senere kendt som gerningsmanden bag tyveriet og omsmeltningen af guldhornene i 1802.

Hjørnehuset er fem fag mod Larsbjørnsstræde og fire fag langs Studiestræde. De to facader mødes i et skråt afskåret hjørnefag. Hjørnehuset er tre etager højt over en høj kælder; der er i nyere tid indrettet beboelse i tagetagen. I fjerde fag mod Larsbjørnsstræde er indgangspartiet, hævet over gadeniveau med fem trin, og der er nedgang til en kælder i hjørnefaget. Kælder- og stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger. I stue- og kælder er indrettet café og restaurant med tilhørende industrikøkken. Facaden er muret og pudset. Over en lav sokkel er underetagen glatpudset op til en profileret cordongesims, herover er muren ligeledes glatpudset. Gesimsen under taget er profileret. Farveholdningen er gul på murfladerne og gesimserne er hvidkalkede. Mod gården er muren let pudset og kalket, og gesimsen består af to enkle, retkantede led. Døren fra den gennemgående forstuegang og en kældernedgang til fløjen mod Studiestræde er overdækket med en lille, gråmalet træbygning. Træbygningen har et tagpapbeklædt tag med ensidig hældning. Fra forstuegangen er en sekstrins trappe med nyere træbelægning ned til gården. På gårdsiden er også opsat et større udluftningsanlæg for restauranten i kælder og stueetage samt en varmeveksler. Vinduerne mod gaden har fire rammer med to ruder i underrammerne, dog er store ruder med helglas ind til erhvervslokalerne i stue- og kælderetage undtaget et fag i stueetagen mod Larsbjørnsstræde. Mod gården er der krydspostvinduer med enten store ruder eller seks ruder i hver ramme. De traditionelt udformede vinduer mod gade og gård er alle ældre eller oprindelige. Vinduerne er hvidmalede mod gaden og grønmalede mod gården. Indgangsdøren er en oprindelig mørkegrønmalet revledør med pålagte, dekorativt udformede fyldinger i form af pilastre med cirkelmotiver. Dørens båndbeslag er oprindelige. Den ene dør mod gården er en ældre, tofløjet og hvid malet fyldingsdør med fire fyldinger, hvoraf de to øverste i hver fløj er erstattet med glas. Taget er et heltag med røde vingetegl. I rygningen mod Studiestræde er en blokformet skorsten med fire skorstensrør, og mod endegavlen langs Larsbjørnsstræde er en skorstenspibe med sokkel og krave. I tagfladerne mod gaden ses tre traditionelt udførte kviste med zinkinddækning og i gårdsidens tagflader ses flere nyere tagvinduer. I stuen er en gennemgående forstuegang, der giver adgang til gården samt til trappen, som ligger bagest i huset. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er to på hver etage. Lejlighederne mod Studiestræde har køkken med bevarede ildstedskapper og et lille kammer på et fag samt et lille, i nyere tid indrettet badeværelse mod gaden i faget bag trappen. Mod gaden har disse lejligheder en hjørnestue samt en tofagsstue. Lejlighederne mod Larsbjørnsstræde har entré og køkken mod gården og mod gaden er et lille bad i faget bag hovedtrappen, en tofagsstue og et etfags kabinet. I nogle stuer er der kaminpladser til vindovne, der kantes af en profileret indramning i form af smalle pilastre. I stueetagens restaurationslokaler er bevaret dele af det gamle køkkenildsted mod Studiestræde, den oprindelige planløsning er delvis bevaret, dog har nogle skillevægge større gennembrydninger, så planløsningen er forholdsvis åben. Gæstetoiletterne til restauranten ligger mod gården, og her er en nyere flisebelægning på gulvet og nye glatte døre. Tagetagen er indrettet til bolig, hvor rummene er åbne til kip. Skårvæggene er pladebeklædte, mens hanebåndene og skorstenene er synlige. Der er adgang til tagetagen både via hovedtrappen og via en nyere, intern trappe fra 2.salens lejlighed mod Larsbjørnsstræde. Trappen er en toløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er dekorerede mod lysningen og har kantede balustre sat en profileret, malet håndliste. Der er pudset under løbene. Trappen og størstedelen af hoveddørene ud mod trappen stammer fra opførelsen. På anden og tredje etage er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. I stueetagen mod Studiestræde er yder- og skillevægge beklædt med brystningspaneler, der er lavet i kopi efter ældre forlæg. Væggene over panelerne er pudsede. Lofterne er pudsede og enkelte steder er der profilerede loftgesimser. Vinduerne har poste med flad forkant og trekvartstaf på hjørnerne, en del med tilhørende anverfere og stormkroge. De enfløjede døre har stadig to fyldinger samt indstukne hængsler med rund knop og indstukne låse med aflangt låseskilt og krykgreb af messing. Indfatningerne er samtidige med dørene. Der er dog også enkelte nyere døre med fire fyldinger, hamborghængsler samt greb og låseskilt fra perioden omkring 1900. Lejligheden i tagetagen har nyere, men traditionelt udførte vinduer med kitfals, ligesom dørene er nyere. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret en del ældre bræddegulve med synlig sømning. Kælderen har en enkel indretning med traditionelle materialer, pudsede, kalkede vægge, støbte gulve, hvoraf flere har flisebelægning. Lofterne har synlige bjælker og gipsplader opsat mellem eller er helt pladebeklædte.

Den miljømæssige værdi ved Larsbjørnsstræde 18 knytter sig til bygningens beliggenhed på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnsstræde, hvor den indgår som et vigtigt indslag i gadebilledet. Bygningen indgår i middelalderbyens kompakte bebyggelse, og facaden understøtter samhørigheden med de andre bygninger i gaderne i kraft af de ens bygningshøjder, de gennemgående gesimsbånd, de korte facadelængder og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele. Hjørnehuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, og bag den vinkelformede bygning dannes sammen med naboejendommene tillige et traditionelt og historisk baggårdsmiljø, der viser, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Den kulturhistoriske værdi ved Larsbjørnsstræde 18 knytter sig i det ydre til hjørnehuset med den repræsentative facade i klassicistisk stil.Således viser Larsbjørnsstræde 18 sig med sin glatpudsede facade og få, nedtonede antikke stilelementer, herunder de profilerede cordon- og hovedgesimser, som et repræsentativt eksempel på et mindre københavnsk beboelseshus i klassicistisk stil opført i slutningen af 1700-tallet. Facadens knækkede hjørne, smigfaget, er et fint eksempel på, hvordan man ved opførelsen af Larsbjørnsstræde 18 har fulgt Stadsarkitekten og Stadskonduktørens bygningsreglement for genopbygningen efter Københavns brand i 1795. I kontrast til facaden står den enkle gårdside, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Kontrasten mellem facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den dels af afspejler gårdsidens brugsorienterede oprindelse og dels viser vigtigheden af at bygningen fremstod præsentabel i gadebilledet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved stuer og kabinetter mod gaden, trapperum og køkkener med ildstedskapper mod gården. Bygningens indretning med forholdsvis små lejligheder beregnet på småkøbmænd og håndværkere er karakteristisk for Nørre Kvarter, der blev hårdt ramt af branden i 1795. Efter branden var det af største vigtighed, at få bygget nye boliger til områdets talrige hjemløse familier. Således er den herskende levevis i datiden stadig aflæselig i bygningens indretning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusets velbevarede interiør, hvor den gode håndværksmæssige standard og den enkle detaljering på særligt på panelering afspejler bygningen som en gedigen og prunkløs beboelsesbygning fra klassicismen.

Den arkitektoniske værdi ved Larsbjørnsstræde 18 knytter sig i det ydre til hjørnehusets beliggenhed på hjørnet af Larsbjørnsstræde og Studiestræde, her fremstår hjørnehuset med en enkel monumentalitet i kraft af sit nedtonede klassicistiske udtryk, der kommer udtryk i den fine proportionering, vinduesfagenes taktfaste placering, de få dekorative elementer herunder cordon – og hovedgesims, og de karakteristiske klassicistiske vinduer. I kontrast til den enkle facade står den fornemt udførte hoveddør med pålagte fyldinger i form af pilastre med udsmykkede kapitæler. Endelig knytter den arkitektoniske værdi sig også til den enkle farvesætning i gult og hvidt, der tilføjer bygningen et livfuldt præg, der ligger i tråd med den rige palet af facadefarver i Nørre Kvarters gadebillede. Larsbjørnsstræde 18 fremtræder således som et velbevaret københavnsk beboelseshus opført i slutningen af 1700-tallet. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til interiørets fine snedkerdetaljer i hovedtrappen, panelering og de oprindelige døre, der trods husets lidt beskedne oprindelse, viser at selv i middelklassens boliger var finesse og detaljering en del af tidens smag og æstetiske præferencer. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning, der understøtter interiørets autentiske og stemningsmættede atmosfære.

Læs videre om

• Gitterdragerbroen i Ørstedsparken, København
• Nyhavn 47, København
• Pilestræde 40 og Sværtegade 1, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen