Lerkenfeld ligger på Svingelbjergvej 106 i Vesthimmerlands Kommune. Bygninger og omgivelser er fredet og har en tingslyst bevaringsdeklaration.
Lerkenfeld, Svingelbjerg
Lerkenfeld
Bygningshistorie
Lerkenfeldt, der tidligere gik under navnet Bonderup, har nok eksisteret i 1400-tallet, men historien herfra er sparsom. Det vides dog, at Bonderup blev overdraget til Mariager Kloster i 1554, men allerede få år efter overgik Bonderup til Jørgen Lykke, der ejede flere godser rundt om i Jylland. I 1561-65 gik han i gang med at opbygge herregården med mure langs voldgraven, bastioner i hjørnerne af borgbanken og en vindebro over voldgraven. Hovedbygningen blev bygget i egebindingsværk i to stokværk med den tøndehvælvede kælder under. Sydsidens to grundmurede karnapper blev formentlig opført samtidig med hovedbygningen, mens trappetårnet menes at være tilføjet i slutningen af 1500-tallet. Den østre sidefløj blev senere opført op af den tidligere ringmur.
I 1677 overtog flere kreditorer herregården, og i 1681 blev den ene af disse, Peder Lerche, eneejer og omdøbte i 1685 gården til Lerkenfeldt. Lerkenfeldt blev ophøjet til stamhus i 1695. Senere, i 1743, solgte grev Christian Lerche gården og flyttede stamhusbåndet til Lerchenborg på Sjælland. Den nye ejer Wulff Caspar von Lüttichau og hans søn ejede stedet indtil 1793, hvor brødrene Kjeldsen overtog, og siden er Lerkenfeldt gået i direkte arv i denne familie.
Efter 1865 blev dele af hovedfløjens østgavl og sydside omsat i grundmur.
Avlsbygningerne blev opført efter at, de gamle brændte i 1933, og i 1964 blev endnu en stald opført.
Beskrivelse
Lerkenfeldt ligger på et højt, kvadratisk voldsted omgivet af vandfyldte grave. Den trelængede herregård ligger omkring en pigstensbelagt gårdsplads, der åbner sig mod nord.
Lerkenfeldt består af en lang hovedfløj med et rundt trappetårn mod nord, og vinkelret på hovedfløjen findes to korte sidebygninger. Alle tre fløje er grundmuret og opført i to stokværk, dog er sidefløjene lavere end hovedfløjen, da denne er opført over en høj kælder af kampesten. Store dele af indervæggene er af bindingsværk. På hovedfløjens sydside findes to små, grundmurede karnapper samt en bindingsværkslude mod vest. Gårdsiderne er alle kalket hvide, mens de øvrige sider fremstår i blank mur. Flere steder er murene prydet af murankre, og på sidefløjen findes en arkadefrise, der deler etagerne.
Alle bygninger har røde, teglhængte tage. Hovedfløjen og karnapperne har helvalm, mens de to sidehuse har heltage. Trappetårnet er forsynet med to vandrette, murede, fremspringende bånd, der inddeler tårnet i tre dele og øverst en gesims af små gule sten. Tårnet afsluttes af en blyhat og øverst sidder en vindfløj, hvori initialerne MK og årstallet 1861 ses. Nederst i tårnet findes en bred rundbuet åbning til kælderen. På siden af trappetårnet findes en trappe af marksten og granit med smedejernsgelænder, der fører op til tårnets flammerede hoveddør, der sidder under et kurvehanksbuet stik samt en indmuret sandstensplade med kartoucher. Bygningens øvrige døre udgøres af forskellige typer fyldingsdøre eller revledøre.
Vinduerne i hovedfløjen og størstedelen af den østre sidefløj er korspostvinduer med kurvehanksbuede stik og murede sålbænke. De øvrige vinduer har flere forskellige størrelser, og der er både et- og torammede. Tre vinduer på den vestre sidefløj er rundbuede, hvoraf det ene er placeret i et blændet dørhul. Alle vinduer og døre er ældre, og malet brune. På facaden findes en klokke, udført i kopi, under et lille halvtag.
På voldstedet findes tillige et lerklinet fårehus, og nord for voldstedet ligger en større avlsgård. Disse bygninger er ikke omfattet af fredningen, og er derfor ikke behandlet i det følgende.
Grundet den høje kælder, med tøndehvælv i hovedfløjen, ligger dennes stueetage i plan med sidefløjenes første sal. Hovedfløjen er inddelt med beboelse mod øst, herunder sale og værelser, og funktionsbetingede rum mod vest, så som folkestue, fadebur, das samt nyere køkken og kontor. Den østre sidefløj indeholder på første etage en stor ridderstue, mens den vestre sidefløj indeholder en mindre, ældre lejlighed. I tårnet findes en oprindelig vindeltrappe og i hovedfløjen en nyere, bitrappe. På hovedfløjens første sal findes værelser mod vest, mens den østre del står tom med spor efter pigekamre. Spidsloftet er uudnyttet, og teglene er understrøget. Stueetagen i de to sidefløje indeholder i øst en nyere lejlighed, og mod vest et tidligere mejeri og bageri med store gruekedler og kar.
Miljømæssig værdi
Lerkenfeldts miljømæssige værdi knytter sig til bygningernes placering på borgbanken med de omgivende, vandfyldte grave, der giver bygningen en solitær og magtbetonet placering. Og i det kuperede land indgår bygning sammen med naturen i et slående, idyllisk landskab.
Broen over voldgraven er den eneste adgangsgivende vej til borgbanken, og denne understreger aksen fra avlsgårdens portgennemkørsel til hovedbygningen. Aksen indrammes og tydeliggøres ved den tætte bevoksning og de høje træer omkring voldgraven.
Gårdrummet og aksen, der endvidere markeres af en lige række tilhuggede sten i belægning, fuldendes af gårdspladsens og ankomstvejens intakte pigstensbelægning. Flere tilhuggede sten inddeler gårdspladsen i felter, og indikere hvor herregårdens arbejdere tidligere skulle stille op. Bygningens to stensatte trapper er en naturlig videreførelse af gårdspladsens belægning og fuldender miljøet.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Lerkenfeldts lange historie, der kan aflæses i fløjenes forskellige materialebrug og i særdeleshed i de tøndehvælvede kældre, der stammer fra de første bygninger på stedet. Spindeltrappen i tårnet menes at være den ældst bevarede i Danmark og er tillige enestående ved den store originale konstruktion i egetræ.
Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved den bevarede grundplan med opdeling af bolig og økonomirum. Dette er aflæseligt dels i rummenes interiør og dels i bygningsdetaljerne, hvor bindingsværket mod øst har svungne knægte, mens bindingsværket i den vestre del har lige kopbånd. I denne del er der endvidere, flere steder, brugt genbrugstømmer. Af interiører, der fastholder rummenes tidligere funktion skal nævnes pigekamrene på loftet, den lange bænk i folkestuen, der har indridsede initialer og årstal på tidligere ansatte tjenestefolk, kælderen med bageovn, fangehul og brønd, dasset med ældre interiør samt i vestre sidelænge mejeri og vaskehus med gruekedler og kar.
Værdien tilskrives tillige facadens tilmurede åbninger, som er spor efter tidligere døre og vinduer. På gårdsidens trappetårn og den østlige sidefløj synes at være antydninger af en tidligere svalegang. Endvidere afspejler de rundbuede vinduer og dørhuller i vestre sidefløj, dennes tidligere funktion som kapel. Den østre sidefløjs murværk med frise er bevis på bygningens opførelse som fæstning i 1500-tallet, da muren her stammer fra den tidligere ringmur.
Endvidere tilskrives værdi til de bevarede, personhistoriske tegn efter tidligere ejere. Over kaminen i riddersalen er indgraveret initialer efter Wulf Casper von Luttichaus og hans hustru Lucia Magdalene Ochsens. I vindfløjen på tårnet står endvidere initialerne MK og årstallet 1861 for Mathias Kjeldsen.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi knytter sig først og fremmest til Lerkenfeldts enkle, middelalderlige udtryk, som dannes ved den samlede bygningskrop, der trods sammensætningen af flere elementer fremstår som en sluttet form, grundet den ens materialebrug. Proportioneringen virker let på grund af de smalle gavle og det stejle tag. De mange elementer er afstemt og proportioneret efter en let aflæselig, hierarkisk orden, hvor hovedfløjen markerer sig ved sin længde og store tagflade. Tårnet samler fokus og præciserer det vigtigste sted på bygningen. Tredelingen af tårnet synliggør etagerne, og den murede frise øverst, ophøjer tårnets værdi og er det mest detaljerige element på herregårdens mure. Udtrykket ændres på murene, der står i blank mur, og sammen med de små udskud giver de en større tyngde, da murene fremstår med en særlig patina og et rustikt udtryk. Tillige er murene dækket af efeu, der gør murene grønne og levende, samt sætter dem i samspil med den omkringliggende, frodige have.
I det indre aflæses middelalderarkitekturen særligt i de dybe vinduesnicher, hvor murenes enorme tykkelse især fornemmes i nordfløjens tøndehvælvede kælder. Tillige afslører de mange loftbjælker, der dominerer flere rum, den middelalderlige byggeskik. Detaljeringen er enkel og gennemført med brede fyldningsdøre i næsten alle rum. Hertil kommer ældre greb, låsetøj og flere steder brede, barokke gerichter, der i riddersalen er marmoreret ligesom den store pejseindsats. Plankegulvene og teglstensgulvene er ligeledes med til at understrege det middelalderlige udtryk, der ses ved anvendelsen af enkle materialer og rå overflader, som giver stor dybde og stoflighed.
