Faktaboks

Lis Hooge-Hansen
Født
3. august 1931, Locarno
Død
17. april 1981
Titel
Billedhugger, grafiker
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark

Biografi

Lis Hooge-Hansens portrætbuster Min mor og Karen Blixen er eksempler på hendes tidlige, forenklede formfølelse, udtrykt i traditionsbunden portrætkunst. H.-H. begyndte med at arbejde i ler, men gik hurtigt over til træ og sten, fordi materialets modstand og klumpens massivitet tiltalte hende og opfyldte hendes ønske om at nærme sig formen udefra. Påvirket af Jean Arp og Henry Moore arbejdede H.-H. mod et mere abstrakt formsprog i spændte, organisk rundede former. Under mange rejser i Europa og et flerårigt ophold i Central- og Sydamerika gav mødet med fremmede kulturer hendes kunst en ny dimension, der efterhånden viste et naturligt slægtskab med den sydamerikanske verdensdels billedudtryk. Skulpturens bundne kraft og alvor, samt formens helhed bringer også den klassiske, græske skulpturs patos i erindring. I forbindelse med rejserne arbejdede H-H. med grafik, som en slags dagbogsblade, der i enkle linier beskriver rejseoplevelserne. H.-H. tog oftest udgangspunkt i menneskefiguren, og mor og barn temaet blev et tilbagevendende skulpturelt motiv, udformet i stiliseret enkelhed eller helt abstrakt udtrykt i en livgivende nærhed mellem en stor og en lille form. I relieffet Lader de små børn komme til mig udtrykkes livsbekræftende poesi i rækker af børn bærende på deres dyr og legetøj frem mod Kristus. H.-H.s skulptur, hvor det monumentale, uanset værkets størrelse, var en uadskillelig del af det kunstneriske udtryk, betød et fremmedartet islæt i dansk kunstliv.

Genealogi

Hooge-Hansen, Lis Stahl, 1931-1981, billedhugger og grafiker. *3.8.1931 i Locarno, Schweiz, ?17.4.1981. Forældre: Tandlæge Povl Hansen og fysioterapeut Else Hooge. Ugift.

Uddannelse

Kunstakad. Kbh. (Johannes Bjerg) 1952- 54.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links