Lynderupgård (Viborg Kommune)

Lynderupgård hører til blandt Danmarks ældste bindingsværksherregårde og er, ifølge en indvielsestavle, opført i 1556 af adelsmanden Christoffer Rosenkrantz. Den ældste del af anlægget findes imidlertid i den midterste del af den vestre fløj, et stenhus, som ifølge kilderne kan dateres til 1300-tallet. Bygningens historie rækker tilbage til middelalderen, hvor gården tilhørte biskoppen af Viborg. Kilderne nævner at Lynderupgård i 1416 kom i Viborg bispestolens besiddelse, da Bisp Lave købte gården af Jep Kirt. En mindre del af vestfløjen, der kaldes stenhuset, stammer antageligt fra den tid.

Anlægget var i Viborg-bispens eje frem til reformationen, og i 1544 blev gården overtaget af adelsmanden Christoffer Rosenkrantz, der ejede gården indtil 1565, hvor hovedgården fungerede som adelsgård. I den periode blev den nordre fløj opført i bindingsværk. Østfløjen, tillige i bindingsværk, er antageligt fra slutningen af 1600-tallet. Vestfløjens øvrige del er fra omkring år 1700. Herregården tilhørte i generationer Rosenkrantz-slægten og sidenhen Skram-slægten. I borggården ses Danmarks formentlig første eksempel på en vandkunst.

I årene 1828-1981 tilhørte Lynderupgård den kendte himmerlandske slægt Kjeldsen og fungerede herefter som slægtsgård i 150 år.

Bygningsanlægget blev gennemgribende restaureret i 1978 og i 1995 af Erik Einar Holms Tegnestue og fungerer i dag som privat bolig. Det omkringliggende anlæg danner endvidere rammerne for kulturelle arrangementer.

Lynderupgård ligger ved Skals nord for Viborg og er mod syd omgivet af et fladt landskab ved Hjarbæk Fjord og et kuperet landskab mod nordøst. Ankomsten til bygningen er markeret af en nordvendt allé og avlsbygninger, som ikke er omfattet af fredningen.

Lynderupgård udgøres af et bindingsværksanlæg i tre fløje med et stenhus beliggende på et middelalderligt, firkantet voldsted med omgivende, vandfyldte grave. Mod syd åbner de tre fløje sig med en pigstensbelagt gårdsplads mod voldgraven og et parkanlæg. Midt på gårdspladsen står en springbrønd, som tillige er omfattet af fredningen. Springbrønden er et vandfyldt trækar med en træstolpe smykket med fire bronzestøbte malmhoveder, fra hvis mundtude vandet springer.

Lynderupgård er opført i rigt bindingsværk i to stokværk med vestfløjens senmiddelalderlige stenhus som kerne. Fløjene hviler på en sokkel af kampesten og granitkvadre, og under vestfløjen er en kælder. De tre fløje har røde, teglhængte heltage, og i rygningerne ses syv murede, pudsede og hvidkalkede skorstenspiber. I vestfløjen er en ældre hejsekvist med en nyere, rundbuet træluge samt små, ældre, gårdvendte støbejernsvinduer.

Den midterste fløj og østfløjen har udkraget andet stokværk med gennemstukne bjælkeender båret af knægte. Der er krydsende skråbånd i både første og andet stokværk. Bindingsværket er malet i en løvgrøn farve på en baggrund af hvidpudsede mønstertavl, mens østfløjens østside har sort, opstolpet bindingsværk med tavl i blank mur prydet med mønstertavl. Vestfløjen er opført i tre dele: En sydlig del i bindingsværk, et centralt middelalderligt stenhus med murankre og en nordlig del tillige muret med overpudsede og kalkede hamborgfuger. De murede bygningssider afsluttes mod tagfoden af en muret, pudset og profileret gesims, mens bindingsværkssiderne afsluttes af gennemstukne bjælkeender. Øst- og vestfløjens gavle er i bindingsværk uden udkragning og med en gavltrekant med en nyere, lodretstillet bræddebeklædning. I østfløjens gårdside er en nyere, traditionelt udført svalegang med trappe.

Vinduerne er overvejende et-, to- og firerammede vinduer, småtopsprossede med fire-, seks-, otte- og ni-delte ruder. I den centrale del af vestfløjen ses torammede vinduer med ottedelte ruder. Vinduerne er placeret dels i rundbuede, dels i fladbuede åbninger. Kældervinduerne er brede, lave et-rammede vinduer. Alle vinduer er hvidmalede, bortset fra anlæggets tre ældste vinduer der sidder i vestfløjens haveside og udgøres af to blyopsprossede vinduer og et trævindue.

Ankomsten til Lynderupgård sker via den midterste fløj og en træindfattet portåbning smykket med udskårne trædekorationer. I portåbningen er på hver side en ældre fyldingsdør, der er markeret af en kraftig træindfatning, smykket med træudskæringer og en profileret base. I portens pigstensbelægning er nedfældet granittrin, der går på tværs af de to indgange.

Hovedindgangen mod gårdsiden er placeret i vestfløjen og er en nyere fyldingsdør med en foranliggende granittrappe. Endvidere er der en ældre revledør med en granittrappe samt en nyere revledør med trætrappe. I vestfløjens haveside er en nyere, dobbeltfløjet havedør med småtopsprossede glaspartier. Dørene i østfløjen er nyere fyldingsdøre samt ældre revledøre med klinkefald. I østfløjen er en nyere, traditionelt udført træsvalegang med overdækning.

Lynderupgård danner ramme om en bolig, og fløjenes lange udviklingshistorie afspejles i deres planløsninger og interiører, hvor det trefløjede anlægs indre er overvejende karakteriseret ved en ældre og traditionel grundplan.

Den midterste fløjs nederste stokværk er på hver side af portgennemgangen indrettet med en forstue. Mod vest er et gennemgående værelse, der anvendes til kontor med en ældre jernovn. I forlængelse heraf et hjørnevendt repræsentativt rum, med knægtbårne loftsbjælker, der står med velbevaret renæssanceudsmykning i gule, hvide, sorte, brunlige og orange toner med en række motiver, herunder dyr, landskaber og jagtmotiver samt portrætter. Loftsbrædderne er smykket med motiver af fjer i en mørkerød, orange og violet tone, og knægtene med en rød og orange ådring. Det hjørnevendte rum har ældre samt nyere, traditionelt udførte brystningspaneler samt en ældre jernovn.

Den midterste fløjs andet stokværk har elementer af en velbevaret renæssanceplan og er indrettet med en lang, gårdvendt korridor med havevendte værelser med tilhørende badeværelser. Korridoren afsluttes for enden af en repræsentativ gennemlyst sal, en mellemgang samt et gavlvendt billardværelse. Værelserne, korridoren samt den mellemliggende gang har ældre bræddelofter med synlige loftsbjælker, rigt smykket med renæssancebemaling med indrammede felter af mønstre udført i hvide, orange og rødlige toner. Den repræsentative sal har en ældre jernovn, og billardværelset en fajanceovn. Det mellemliggende værelse har jernovn, bindingsværksskillevægge med mønstermurværk, kalket over stok og sten.

Østfløjen er i stueetagen indrettet med smal, lang forstue, en ældre spisesal med jernovn samt et ældre køkken og et lille toilet. Gulvene er ældre teglstens- og pigstensgulve. Dørene er ældre revledøre med beslagværk, hængsler, greb og låseværk. Der er bindingsværksvægge kalket over stok og sten, nyere bræddeloft med et ældre, synligt loftsbjælkelag. Der er et ældre køkkeninventar, herunder en gruekedel og en bageovn. Den øvrige del af østfløjens nederste stokværk har en nyere indretning med kontorer, værelser, tekøkken samt toilet og bad.

Østfløjens andet stokværk er indrettet med en korridor, soveværelser, med et nyere interiør badeværelse og et trapperum med en nyere trætrappe fra stueetagen. Hertil kommer en gavlvendt sal med bindingsværksvægge kalket over stok og sten og en revledør med adgang til svalegangen. Adgangen til bygningens tagetage sker via en nyere ligeløbstrappe i den vestre fløj. Lofterne over alle fløje er uudnyttede med ældre skorstenskerner, synlig tagkonstruktion og et nyere undertag. Gulvene er nyere bræddegulve. Kælderen under den vestre fløj, hvorfra der er adgang via en nyere toløbstrappe, har et ældre flise- og teglgulv samt pudsede og kalkede vægge og nyere bræddelofter med synligt bjælkelag.

Vestfløjen er i nederste stokværk indrettet med to forstuer, et nyere køkken, et gårdvendt værelse, et spiserum samt et opbevaringsrum. Fløjen rummer endvidere en hall med en nyere trætrappe, der fører til bygningens førstesal. Fra hovedindgangens hall er en garderobe, et toilet, en spisestue med en nyere adgang til haven samt en nyere kamin. Fra vestfløjens søndre del er der adgang til en del af førstesalen, loftet og kælderen.

Vestfløjens andet stokværk er indrettet med en repræsentativ stue med dybe rundbuede vinduesåbninger, en muret kamin rester af bygningens hemmelighed, der i dag er bevaret som murblænding. Herudover er der en stue, et soveværelse samt et badeværelse. I soveværelset og i den repræsentative stue findes anlæggets to ældste vinduer: Det ene med blyindfattede sprosser og ramme og smykket med poste med sirlige træudskæringer, det andet er en vinduesåbning uden glas med en ældre træramme med rundbuet overside.

Karakteristisk for Lynderupgård er interiører, der er prægede af traditionelle materialer samt ældre eller traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer. Herunder revledøre, fyldingsdøre med gerichter, beslagværk, greb, hængsler og låsetøj, vinduer med håndsmedede beslag, anverfere og stormkroge, bindingsværksskillevægge med mønstermurværk kalket over stok og sten, murblændinger, kaminer, jernovne og skorstenskerner, muret ildsted, ældre køkkeninventar, herunder gruekedel og bageovn, fod-, brystnings- og lysningspaneler, synligt ældre loftsbjælkelag, med rige renæssancebemalinger, ældre flise-og pigstensgulve samt nyere traditionelt udførte bræddegulve. Gulvene er ældre pigstens- og bræddegulve. Væggene er dels i bindingsværk kalket over stok og sten, dels pudsede og malede. Lofterne er dels ældre, dels nyere med synligt loftsbjælkelag med mellemliggende brædder. Af nyere overflader, bygningsdele og -detaljer kan nævnes nyere trappeløb, køkkener og badeværelser med nyere overflader samt nyere fyldingsdøre, flise-, tæppebeklædte- og bræddegulve.

Lynderupgårds miljømæssige værdi knytter sig til hovedbygningens naturskønne placering ved de inderste vige af Limfjordens forgreninger mellem Salling og Himmerland. Anlægget er placeret yderst på det næs, der rager ud i Hjarbæk Fjord, hvor en nordvendt allé med en pigstensopkørsel elegant leder op til bygningsanlægget.

Hertil kommer, at der er miljømæssig værdi relateret til det trefløjede anlæg placeret på et voldsted omkranset af et større haveanlæg, der sammen med de tilhørende jorde og avlslænger skaber et rigt herregårdsmiljø.

Lynderupgårds kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningen som en velbevaret repræsentant for et omfattende bindingsværks- herregårdsanlæg fra 1500-tallet beliggende på et middelalderligt voldsted omgivet af vandfyldte grave. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til det udkragede stokværk, der er karakteristisk for tidens købstadshuse og herregårde. Ligeledes knytter der sig kulturhistorisk værdi til bygningens udviklingshistorie fra middelalderen og frem til i dag, der blandt andet kan aflæses i bygningens bindingsværks- og mursider.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forskellen mellem de repræsentative rum med rige loftsbemalinger, som findes i stueetagens hjørneværelse, i den midterste fløjs andet stokværk og i en del af østfløjen samt de betjenende rum i første stokværk, som er ydmyge og funktionsprægede, med enkle, slidstærke overflader med kalkede vægge og lofter, flise-, og pigstensbelagt gulve. Hertil kommer det ældre køkkeninventar med gruekedel og bageovn. Den rigt detaljerede renæssancebemaling i anlæggets bræddelofter og bjælkelag afspejler endvidere adlens liv og stand som den herskende klasse i datidens samfund.

Den kulturhistoriske værdi ved springbrønden knytter sig til brønden som et af de første eksempler på vandkunst i Danmark, hvor den udover at være et dekorativt element desuden har forsynet gården med vand.

Den arkitektoniske værdi ved Lynderupgård knytter sig til det samlede anlæg, med voldsted og voldgrave og de tre fløje, der indrammer et pigstensbelagt gårdrum med en centralt placeret vandkunst, og som åbner sig mod et stort parkanlæg med ældre beplantning, træer og bede, der tilsammen danner et helstøbt og særdeles stemningsfyldt herregårdsmiljø.

Den arkitektoniske værdi ved Lynderupgård knytter sig i det ydre til det samlede trefløjede anlæg med de elegante, smalle høje bygningsfløje i rigt opstolpet bindingsværk med røde, delvist ubrudte teglhængte heltage og skorstenspiber som rolig afslutning på bygningskroppene. Hertil kommer bindingsværkssidernes detaljer, herunder det udkragede stokværks reliefdannende virkning, samt mønstertavlenes delikate mønstre, der sammen skaber et varieret spil i bygningsfløjenes sider.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de bevarede træk fra renæssancegrundplanen med en gårdvendt korridor med døre en filade, til de havevendte værelser, og til de bevarede renæssancedekorationer i interiørerne på bræddelofter og bjælkelag i første og i andet stokværk, der er med til at give anlæggets indre en herskabelig fremtræden med et rigt renæssanceinteriør.

Den arkitektoniske værdi ved springbrønden knytter sig til brøndens udformning og centrale placering i gårdrummet, hvor den fungerer som et elegant og visuelt samlingspunkt for gårdrummet.

Læs videre om

• Lynderupgård, Trap Danmark

Læs også om

• Det Zahrtmannske Hus, Viborg
• Sankt Mogensgade 28-30
• Skolestræde 2, Viborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen