Lyngbygård (Aarhus Kommune)

Lyngbygårds kælder stammer fra en bygning opført af Anne Skram og Christen Munk, der ejede gården i slutningen af 1500-tallet. De lod opføre et stenhus i én eller to etager, som stod over den vestlige del af den nuværende kælder. Skram og Munks hovedbygning stod indtil 1755, da den yngre Johan Arent Althalt opførte en ny bygning ved siden af det gamle stenhus. Den nye bygning lod han opføre som et selvstændigt bindingsværkshus. Althalts bygning udgør i dag østlængen af den nuværende hovedbygning.Vestlængen af den nuværende hovedbygning blev bygget i 1775, hvor Anne Elisabeth Lassen, der var enke efter Johan Arent Althalt, lod Skram og Munks stenhus rive ned og erstatte af en ny bindingsværksbygning. Vestlængen og østlængen blev bygget sammen på trods af, at vestlængen står lidt højere.I 1827 nedbrændte den gamle bindingsværksladegård og en ny blev opført af teglsten, brændt på gårdens egen mark. I 1876, da den yngre Johannes Friis havde ejet Lyngbygård i to år, lod han på bagsiden af østlængen opføre et firkantet tårn i to etager og i bindingsværk ligesom resten af hovedbygningen.Af ladegården fra 1827 er bevaret de enkle okkergule fløje, der flankerer hovedbygningen, mens de øvrige avlsbygninger blev fornyet i 1906 og 1912. I 1917 blev hovedbygningen restaureret af ejeren H.R. Angelo.Ejer oplyser desuden, at kælderen under den tyske besættelse i 1940-45 blev brugt som skjul for modstandsbevægelsen, som den daværende ejer Aage Søborg var en del af, og derfor er der dasser og udhulede tavl i kælderen samt en forstærket ydermur til beskyttelse af nedgangen mod en sprængning. I 1971 udbrændte den sidste ret af de gamle bindingsværksudbygninger. Hovedbygningen blev restaureret i det ydre i 2005, hvor der blandt andet blev lagt nyt tag forsynet med fast undertag med brædder og pap. I 2009 blev der i sat en ny døråbning i tårnet ind til det nyere køkken, der blev flyttet på samme tid.

Lyngbygård ligger lidt uden for landsbyen Lyngby vest for Aarhus. Nordøst for Lyngbygård, på herregårdens tidligere marker, ligger en golfbane. Nord for hovedbygningen er en stor have, mens der syd for hovedbygningen er en stor, delvist brolagt gårdsplads. Gårdspladsen flankeres af en tidligere forpagterbolig mod øst og en gammel mejeribygning mod vest. Syd for gårdspladsen ligger nyere avlsbygninger. Derudover ligger der en gammel smedje og en vandmølle på grunden. Lyngbygårds hovedbygning består af to i forlængelse af hinanden sammenbyggede længer, hvoraf længen mod vest er bredere, længere og højere end østlængen. Mod haven formidles overgangen mellem de to længer af et tårn i to stokværk bindingsværk med kampestenssokkel og pyramideformet skifertag, der krones af en vejrhane med årstallet 1876. Hovedbygningen er opført i bindingsværk i to stokværk over en høj kælder. Soklen udgøres af sorttjærede kampesten- og munkestensmure, og den vestlige del mod haven er med granitsokkel. Kælderens vestlige endevæg er længere end bygningen og ligger skjult under terræn. De to længer afsluttes hver især af et halvvalmet, rødt tegltag med ubrudte tagflader, og i begge rygninger, der er lidt forskudt i forhold til hinanden, er to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave. I vestlængens gårdside er en bindingsværksgavlkvist med rødt, teglhængt heltag, og i gavltrekanten sidder et ur med tilhørende urværk. Længernes øverste stokværk er let udkragede, og bindingsværket er rigt med fodtømmer, skråbånd, dokker og løsholte. Meget af tømmeret er nyere og tavlene ligeledes. Træværket er sort eller umalet, og tavlene står i blank, rød mur, der flere steder er mønstermuret. I vestlængen afsluttes facaderne af en profileret trægesims, mens gesimsen i østlængen er muret og hvidtet. Mod gårdspladsen er to indgangspartier med høje fritrapper i granit med ældre, sortmalede smedejernsværn. I vestlængen er en ældre, tofløjet fyldingsdør, der sidder i en hvidmalet indfatning med pilastre, som krones af en frontispice. I østlængen er en nyere, enfløjet fyldingsdør med en hvid- og brunmalet indfatning. Ved siden af døren hænger en ældre klokke. I østlængens sokkel er en ældre, tofløjet kælderrevledør med klinkefald og ruder i den øverste del, mens der i vestlængens sokkel er to ældre, lave revledøre til kælderen. I vestlængens haveside er en ældre tofløjet, fyldingsdør med ruder i den øverste del. Døren sidder i en hvidmalet indfatning. I tårnets østside er en nyere, enfløjet fyldingsdør med ruder øverst. Døren sidder i en nyere muråbning, og foran døren er en granittrappe med sortmalet smedejernsværn. I østlængens gavl er tre ældre revleluger i soklen. Samtlige døre og luger er malet brune undtagen den tofløjede hoveddør, der er olieret. Vestlængen har korspostvinduer i stueetagen med ottedelte underrammer og firedelte overrammer. De resterende vinduer i de to længer er et- og torammede vinduer. Alle vinduer er hvidmalede og ældre, og enkelte vinduer er oprindelige og forsynet med 1700-tals rundposte. I det indre er en velbevaret planløsning. Gulvniveauet ligger lidt lavere i vestlængen, men ellers fremstår hovedbygningen som ét hele. Hovedbygningen er disponeret med en hall ud for indgangen i vestlængen. Her er en toløbstrappe med udskårne balustre. Bag hall´en er en havestue og i vestgavlen er en stor, gennemlyst sal. Øst for hall´en er to gennemlyste stuer, et værelse og et trapperum med en ældre kvartsvingstrappe, der danner overgangen til domestikafdelingen i østlængen. Østlængen har et nyt køkken, der ligger i tårnet i det tidligere anretterrum, men som er i åben forbindelse med det gamle køkken mod haven, hvor ildstedet og to støbejernskomfurer er bevaret. I østlængen er ligeledes et spisekammer, en tidligere folkestue, domestikindgangen og en ældre ligeløbstrappe til kælderen. Førstesalen har ligeledes en domestikafdeling i østlængen med en gang mod haven og værelser mod østgavlen og gårdspladsen, værelserne bruges i dag til opbevaring. Der er et nyere badeværelse i tårnet. Vestlængen har primært værelser mod haven og en gang mod gårdspladsen samt på den anden side af hovedtrappens reposrum to værelser mod vestgavlen. Kælderen er inddelt i en række mindre rum, og tagetagen er uudnyttet. Hovedbygningens overflader er overvejende ældre. I hovedetagerne er der bræddegulve, som dog i havestuen er udskiftet til nyere douglasplanker. I hall´en er der mønsterlagte, flerfarvede klinker og i tårnet ligger der nyere ølandsfliser. Væggene er pudsede, flere steder er væggene desuden limfarvede, og to stuer har brystningspaneler og feltinddelte, opspændte lærreder; enkelte steder ses bræddeskillevægge og vægge i bindingsværk. Lofterne er pudsede med hulkehlsstuk, stukkatur og loftsrosetter eller bræddelofter med synligt bjælkelag og synlige kopbånd. Dørene er ældre og oprindelige fyldingsdøre i forskellig udformning med gerichter, hvoraf flere er forkrøppede og forsynet med ældre greb og beslag. Enkelte døre har endvidere indstukne hængsler. Tillige findes der ældre revledøre med bukkehornsbeslag. I trapperummet ved siden af køkkenet ligger en møllesten indmuret i gulvet. Hertil er der i stueetagen bevaret ældre etagevindovne, en kamin i salen med monogram, en bekkasin, flere ovn- og kaminnicher, en nyere porcelænsovn og endelig et dækketøjsskab i det gamle køkken. På første sal er bevaret ældre opbevaringskister. Trapperne til tagetagen er ældre, ligeløbstrapper i bræddeinddækkede loftstrapperum. I den uudnyttede tagetage ses skorstenskernerne samt det nyere faste undertag af brædder og pap. I kælderen er der pigstensgulve samt lerstampede gulve og teglstensgulve, væggene er hvidkalkede, herunder bindingsværksskillevægge og ydervægge, og i loftet er der synlige bjælker og loftbrædder. I den vestligste del er der grathvælv og brede tøndehvælv, der i enkelte rum støttes af synlige dragere og stolper. Over kældervinduerne er der stikkapper, opført af munkesten, over vinduerne. I kælderen er bevaret fire støbte kar med trælåg samt to dasser. I vestgavlen er endvidere resterne af en tilmuret kamin samt en stor skorstenskerne.

Lyngbygårds miljømæssige værdi knytter sig til det samlede herregårdsanlæg bestående af en hovedbygning med en stor have samt avlsgården med forpagterbolig, mejeribygning, smedje og en vandmølle, der sammen med herregårdens solitære placering i landskabet omgivet af marker og skov, udgør et formfuldendt kulturmiljø med stor integritet. Avlsbygningerne, smedjen og vandmøllen er alle med til at understrege herregårdens tidligere betydning og dominans i lokalområdet. Endvidere understøtter landskabet omkring vandmøllen fortællingen om dens funktion, som var vigtig for driften af en større herregård.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til hovedbygningen i både tidstypisk og egnskarakteristisk bindingsværk, der fremstår rigt i kraftigt egetømmer med fodrem, dokker, løsholter og skråbånd, hvilket vidner om, at herregården er fra begyndelsen af 1700-tallet og beliggende i det tømmerrige Østjylland. Tillige knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedbygningens bindingsværks-konstruktion i to stokværk med let udkragning og de ubrudte, halvvalmede tegltage med skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer hovedbygningens oprindelige og ældre dele, herunder kælderetagen i kampe- og munkesten, fyldings- og revledøre, revleluger samt de småsprossede korspost- og firerammede vinduer, der tydeligt markerer, at det er en beboelsesbygning med høj status. Hertil kommer forskellen mellem den repræsentative hovedindgang med bred granittrappe, rigt smedejernsværn, tofløjet hoveddør, pilastre og frontispice, markeret af en gavlkvist med ur, og den sekundære indgang til domestikafdelingen med en mere afdæmpet, enfløjet dør og indfatning samt en mindre bred granittrappe med et enklere smedejernsværn, der tydeligt markerer en forskel i rang og position af de personer, som skulle anvende indgangene. Ligeledes knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedbygningens forskellige dele, herunder den hvælvede kælder, østlængen og vestlængen samt tårnet, der alle vidner om hovedbygningens forskellige ombygninger og tilbygninger gennem tiden. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den velbevarede planløsning med en afdeling for herskabet og en for tjenestefolkene. Herskabsafdelingen har i stueetagen en velbevaret plan med en sal i vestgavlen, en hovedtrappe, repræsentative stuer og en spisestue samt værelser på førstesalen. På tidstypisk vis ligger stuerne en suite forbundet af brede døråbninger placeret en filade, og værelserne på første sal ligger mod haven, mens korridoren er vendt mod gårdspladsen. Både planløsningen og mange af snedkerdetaljerne har barokkens kendetegn. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved de oprindelige og ældre overflader, bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, pudsede lofter med stukkatur og rosetter, feltinddelte lærredsvægge, brystningspaneler, fyldingsdøre med gerichter, hovedtrappen med udskårne balustre samt kaminer og jernovne med tilhørende nicher, der alle understreger rummenes repræsentative funktion og herskabelige udtryk. Hertil kommer vinduerne med hulkehl og rundposte, der understreger længernes høje alder.Også domestikafdelingens velbevarede planløsning har stor kulturhistorisk værdi, idet den sammen med de bevarede ældre bygningsdele beretter om denne del af hovedbygningens anvendelse. Domestikafdelingen har egen trappe, køkken med ildsted og støbejernskomfurer, der beretter om tidligere tiders madlavningsforhold, samt folkestue og spisekammer og pigekamre på førstesalen. Hertil kommer de oprindelige og ældre overflader, bygningsdele og -detaljer, der har et mere enkelt udtryk, herunder bræddegulve, folkestuens brystningspaneler, revledøre med klinkefald, fyldingsdøre samt køkkenet bevarede dækketøjsskab og opbevaringskisterne på første sal. Endvidere knytter der kulturhistorisk værdi ved kælderen med pigstens-, teglstens- og lerstampede gulve, kampestensvægge, bindingsværksskillevægge, grat- og tøndehvælv, der vidner om kælderens høje alder. Desuden har resterne af vestgavlens kamin, dassene og de støbte kar kulturhistorisk værdi.

Hovedbygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til de to aflange, toetages bygningskroppe med halvvalmede tegltage, der på trods af deres forskellige højder og bredder fremstår som ét samlet hele på grund den ensartede materialeholdning. Længerne har klart udformede og velproportionerede facader med let udkragede første etager samt righoldige og taktfaste bindingsværkskonstruktioner, der sammen med vinduernes regelmæssige og rytmiske placering, giver facaderne et afbalanceret og helstøbt udtryk. Ligeledes giver vinduernes aftagende størrelse i vestlængen en visuel rytme og balance i dennes facader. Mønstermurværket i tavlene, de småsprossede vinduer og den lette udkragning tildeler facaderne en levende og sprælsk virkning, der kontrasteres af de store og stejle, ubrudte tagflader og de høje, sorttjærede sokler. Længernes højde, righoldige bindingsværk og ubrudte tagflader giver sammen med de pompøse trapper, hoveddørenes indfatninger og småsprossede vinduer hovedbygningen et yderst herskabeligt udtryk. I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til variationen i grundplanen alt efter funktionen, hvilket bidrager til en meget varieret rumoplevelse. Hertil kommer den solide håndværksmæssige kvalitet af bygningsdelene med en tydelig differentiering mellem de herskabelige overfladers udtryk og domestikafdelingens mere enkle overflader og nedtonede udtryk.

Læs videre om

• Lyngbygård, Trap Danmark

Læs også om

• Centralværkstederne, Aarhus
• Studsgade 29, Aarhus
• Århus Rådhus (tidl.), Aarhus

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen