Lysabild Præstegård

Dele af stuehuset er muligvis opført i 1600-tallet og indgår sandsynligvis i det nuværende stuehus, der fik sit aktuelle udseende i første halvdel af 1800-tallet, hvor bygningen blev forlænget med 11 fag om omsat i grundmur. Stalden er fra midten af 1800-tallet, mens laden sandsynligvis er fra sidst i 1700-tallet. Stuehuset fik tegltag i stedet for det oprindelige stråtag i 1951, og blev ydermere kraftigt ombygget i 1970'erne og igen i begyndelsen af 2000-tallet.

Præstegården ligger umiddelbart øst for Lysabild Kirke på Als. Fredningen omfatter stuehuset, stalden og laden, der ligger samlet omkring en gårdsplads. Stuehuset er en grundmuret og gulkalket bygning i én etage med en lav sokkel af kampesten, en profileret hvidmalet hovedgesims og et teglhængt valmet heltag af røde vingetegl. I tagfladerne sidder flere nyere udluftningshætter og nyere ovenlysvinduer samt i rygningen to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims. Stuehuset har bevaret en del ældre vinduer, som dels er korspostvinduer med tværsprosse, dels torammede vinduer med to eller tre ruder i hver ramme. Rammerne er hvide, mens karme og sålbænke er malet i en mørk, rødbrun nuance. Gårdsiden er kendetegnet ved en let fremtrukket gavlkvist med en kraftig tandsnitsgesims samt kraftige pilastre og gesimsbånd ved hoveddøren, som er en ældre, tofløjet fyldningsdør med dobbelt slagliste og tredelt overvindue. Facaden har yderligere to døre, hvoraf den ene er en ældre tofløjet fyldningsdør med profileret indfatning af træ, dobbelt slagliste og opsprosset overvindue, mens den anden er en traditionel fyldingsdør med opsprosset overvindue.

Havesiden domineres af en fire fag bred, let fremtrukket gavlkvist med profileret hovedgesims, flunker dækket af skifereternit og tilbagetrukne dør- og vinduespartier. Havedøren er nyere. Gavlen der vender mod kirken har kvadrede hjørner, mens gavlen mod vest har en gesims med både savskifte og tandsnit. I det indre er stuehuset kendetegnet ved en delvist opretholdt, traditionel planløsning med gennemgående hovedskillerum, køkken mod gården og stuer mod haven. Der er blændet flere døre, således at bygningen er opdelt på tværs i en beboelsesdel og en offentlig del. I den offentlige del, der vender mod kirken, findes blandet andet en større konfirmandstue. Overfladerne i stuehuset er mestendels traditionelle og nyere i form af linoleums- og plankegulve, nyere døre og gerichter udført i kopi af ældre, pudsede lofter og lofter med systemplader. Hertil kommer en nyere trappe. Den anden af de tidligere to trapper er fjernet. Vinduerne har forsatsrammer og tagetagen er mestendels indrettet til beboelse med ældre bræddegulve, profilerede loftsbjælker samt flere barokke enfyldingsdøre med bukkehornsbeslag. Stalden er grundmuret i én etage af gule teglsten i flensborg-format med opstrøgne fuger, sokkel af kampesten og helvalmet, vandret afskåret stråtag. Langsiderne er kendetegnet ved ældre relvedøre og –port, ældre halvcirkelformede opsprossede vinduer samt tre høgab i tagfladen mod gården. I langsiderne sidder desuden flere ældre, torammede og opsprossede vinduer. I det indre har stalden bevaret en ældre planløsning og der er bevaret staldinteriør. Gulvene er af pigsten eller teglsten, der er flere ældre revledøre med beslåning og pudsede lofter eller bjælkeloft med synlige brædder. Laden, der er en holstensk tærskelade, står i rødtopstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl og afvalmet stråtag. Laden har to døre og en høj port i gavlen, der vender mod gårdspladsen. Hertil kommer flere mindre lysåbninger samt opsprossede vinduer og ældre revledøre. I det indre har laden bevaret store dele af sin oprindelige højremskonstruktion med agerrum og baggulv, lerstampet gulv og synlige bindingsværksvægge. I det ene hjørne findes et mindre, aflukket rum.

Lysabild Præstegårds miljømæssige værdi knytter sig til helheden bestående af stuehus, stald, lade, have, kirke og kirkegård, der sammen med de mange stengærder, alléer og genforeningsstenen, danner et velbevaret og meget helstøbt, kirkeligt kulturmiljø. Helheden understreges af de åbne, grønne arealer, der ligger ud til de omgivende veje, og som på markant vis afgrænser det kirkelige område fra de omkringliggende beboelsesejendomme.

Overordnet set knytter den kulturhistoriske værdi sig til helheden bestående af stuehus, stald og lade, der tilsammen vidner om præsteembedets tidligere anseelige velstand og magtfulde position i lokalsamfundet. I stuehusets ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den over tid udbyggede præstegård med flere senklassicistiske træk i form af korspostvinduer, tofløjede fyldingsdøre, den kraftige tandsnitsgesims i gavltrekanten mod gården og kvadringen af hjørnerne der vender mod kirken. Hertil kommer de markante pilastre ved hoveddøren. Stuehusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre planløsning og rumfordeling med gennemgående hovedskillerum, køkken mod gården og stuer mod haven. I stueplanet et tillige bevaret en enkelt ældre fyldingsdør med tilhørende gericht, og i tagetagen er bevaret flere barokke enfyldingsdøre med bukkehornsbeslag, som sandsynligvis stammer fra 1600-talsbygningen. Hertil kommer de få bevarede, ældre bygningsdele, herunder bræddegulve og profilerede loftsbjælker. I staldens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningen som en velbevaret avlslænge fra midten af 1800-tallet der er opført i lokale gule teglsten i flensborg-format. Hertil kommer det ubrudte stråtag med den egnskarakteristiske vandrette afskæring. Funktionen som avlslænge ses tydeligt i dobbeltporten, revledørene, de halvcirkulære vinduer og ikke mindst i de tre høgab, der vidner om den tidligere opbevaring af foder på loftet. Beslåningen på vinduer, døre og luger er mestendels oprindelig og har, som de enkle murankre, stor kulturhistorisk værdi. I staldens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning og det bevarede staldinventar, herunder gulve af teglsten og pigsten, bræddevægge og kalkede vægge samt bræddelofter med synligt bjælkelag. Hertil kommer den ældre beslåning samt det uudnyttede loft, der begge vidner om bygningens oprindelige funktion og alder.

Ladens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningen som en af få bevarede holstenske tærskelader fra 1700-tallet. Dette ses blandt andet i den brede bindingsværkskonstruktion og det høje og ubrudte stråtag med næsten lodrette valme, samt i gavlens centralt placeret, tofløjede port og to revledøre. Den vandrette afskæring af stråtaget er et egnskarakterisatisk træk, og den murede gesims, den håndsmedede beslåning og de få åbninger vidner desuden om ladens anseelige alder. Hammertræet over den ene dør i gavlen har desuden en oprindelig kølbuesvejfning. I ladens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den bevarede højremskonstruktion med dobbelt bjælkelag, svejfede kopbånd, agerrum og baggulv, samt til de oprindelige, synlige bindingsværksvægge og tagflader. Hertil kommer det stampede gulv, væggenes lersten og de ældre inskriptioner på bræddevæggen ved det aflukkede kammer, hvoraf en er fra 1783. Der knytter sig tillige kulturhistorisk værdi til de mange spor der ses i tømmerkonstruktionen, herunder støjlehuller fra tidligere lerklinede skillevægge.

Stuehusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den 18 fag lange, asymmetriske bygning med de markante gavlkviste og den klare farvesætning med gult murværk, hvide detaljer og rødt tegltag, samt til den mørke opstregning af vinduernes karme og sålbænke, der giver mursiderne en svag reliefvirkning. På gårdsiden samler bygningen sig om gavlkvisten med de markante pilastre, bånd og den kraftfulde gesims. Staldens arkitektoniske værdi relaterer sig i det ydre til det enkle, funktionelt orienterede formsprog med den regelmæssige vinduessætning og det store, ubrudte tag, der hviler tungt over de lave mursider. Staldens udtryk er djærvt, roligt og enkelt. Ladens arkitektoniske værdi relaterer sig i det ydre til det brede bygningsvolumen med det imponerende stråtag, der lægger sig tung over de næsten lukkede langsider og gavle. Hertil kommer bindingsværkets konstruktive enkelhed, der giver bygningen et taktfast og roligt udtryk.

Læs videre om

• Gråsten Slot
• Sandbjerg
• Svenstrup

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen