Der er sol og glade dage på Langelandsfestivalen i 2019. Langelandsfestivalen, der er kendt som »Danmarks største familiefestival«, blev grundlagt i 1991. Den har udviklet sig til at have op mod 25.000 gæster og frivillige og har stor betydning for økonomien i mange lokale foreninger, især inden for idræt.
.

Langeland er de 100 harmonikaers land, hvor der i de små hjem er blevet spillet på harmonika, suppleret med violin og klaver. Harmonikaen var en del af havne- og fiskerimiljøet, men den blev efterhånden fortrængt af pigtråd og rock. Omkring 1980 opstod der igen foreninger, der henvendte sig til det modne publikum med plads til harmonikaen. Musikværkstedet i Bagenkop, grundlagt i 2006, og Langelands Harmonika Klub sikrer socialt samvær og har stor tilslutning.

I 1960’erne var der lokale popklubber, hvor der blev spillet musik af såvel lokale grupper som store danske og udenlandske bands, hvilket er beskrevet i Doris Rasmussens Pigtråd, pop og strømpeballer på Langeland (2014). Disko overtog gennem 1990’erne dele af musikscenen, og livemusikken kom lidt i baggrunden. I dag er der livemusik i Ørstedspavillonen, i daglig tale ØP, ved H.C. Ørstedsparken i Rudkøbing, øens største faste musikscene. Hvert år siden 1991 har Langelandsfestivalen i Rudkøbing tiltrukket et stort antal gæster under sloganet »Danmarks største familiefestival«. Festivalen startede som en lille havefest, men har siden udviklet sig til en moderne festival med flere scener, temabarer, madboder og et børneland. Repertoiret er pop og rock med både danske og internationale navne.

Langelands Efterskole og Musikefterskolen i Humble har fokus på musik og teater og et aktivt musikmiljø. Musikforeningerne og Langeland Musikskole er centreret omkring øens skoler. Der er også et aktivt korliv på Langeland, og øens kirker fungerer som koncertsteder. På Nordlangeland har Steensgård Gods siden 1977 arrangeret klassiske sommerkoncerter, fra 2019 også Open Air-koncerter i parken.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Langeland Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans