Solrød Opera afholdt under corona nedlukningen i 2021 koncert i et privat hjem. Her ses koloratursopran Nina Clausen og hendes far, Thomas Clausen, ved flyglet.
.

Solrød Kommune har et rigt og aktivt musikliv, og kommunen har været hjemsted for talrige orkestre og kor, bl.a. Solrød Harmoniorkester, som fejrede 50-års jubilæum i 2016, gospelkoret Joyful Noise, hvis 25-års jubilæum faldt i 2020, og harmonikaorkesteret Sydkystens Rynkeholdere, der blev grundlagt i 1999.

Også på arrangørsiden har Solrød Kommune markeret sig. I 1976 begyndte Kunstforeningen Køge Bugt at arrangere koncerter med jazz og viser. Foreningens formand var lægen Jens Nielsen, også kaldet »jazzdoktoren«, som via sine kontakter i musiklivet fik store navne til at indlede deres turnéer i Solrød, bl.a. Gasolin’, som nævner ham i sangen »Pas på svinget i Solrød«. Kunstforeningen indstillede sin koncertvirksomhed i slutningen af 2010’erne. Aktuelt findes Solrød Opera, der arrangerer koncerter med store navne inden for klassisk og jazz.

Sangskriveren og produceren Remee voksede op i Solrød Kommune, hvor også Helmer Olesen, kapelmester i bl.a. Tivoli og i dansktopsammenhænge, havde sin bopæl.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Solrød Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans