Nørholm, Thorstrup

Herregården Nørholms historie strækker sig tilbage til 1300-tallet, da adelsslægten Lange ejede gården. Gennem mageskifte skiftede Nørholm ejer flere gange og fik også betydeligt større jordbesiddelser. I 1647 fik den daværende ejer Iver Vind birkeret til godset og lod en hovedbygning opføre med omtrent samme placering som den nuværende hovedbygning. Efter Vinds død gik godset videre til hans arving og sidst i 1600-tallet mistede Nørholm igen birkeretten og skattefrihed grundet arvingernes store gæld. Begge dele blev dog generhvervet få år senere, da en af arvingernes tidligere kreditor havde gjort udlæg i gården og overtaget og fået godset på ret køl. Nørholm gik dog igen konkurs, og blev købt af Christian Hans Teilmann og blev i slægtens eje i mange år frem. Det var især C. H. Teilmanns søn Andreas Charles Teilmann, der satte sit fingeraftryk på gården. Mellem 1759 og 1766 opførte han store ladegårdsbygninger, og fra 1776 opførte han den nuværende hovedbygning med Varde bygmesteren Peder Friisvad. Teilmann var en innovativ mand og optaget af oplysningstidens idealer om lærdom og fornuft. Han skrev politiske tekster og var fortaler for stavnsbåndets ophævelse og anvendte hurtigt ny viden indenfor landbruget til at forbedre produktionen. Landbruget blev dog aldrig hovederhvervet, men derimod fremstillingen af jydepotter, da undergrunden havde et rigt indhold af ler. Desuden eksporterede Teilmann stude til Holland og som ballast blev vægfliserne hjembragt. Teilmann blev adlet i 1751 og oprettede ved sin død i 1790 et stamhus bestående af Lunderup, Nørholm og Agerkrog til fordel for sin eneste arving og niece Christine Marie Rosenørn-Teilmann. Teilmann og hans slægt har sat sit præg på området og Nørholms tilhørende kirker, Thorstrup, Hodde, Tistrup, Horne og Ansager . Således skuer den Teilmannske trane på toppen af kirkespirerne i Thorstrup, Tistrup, Horne og Ansager og på selve Nørholm. Dertil kommer de mange fæstegårde, der hørte til godset og endelig teglgravene, der stadig er synlige i det omkringliggende landskab, hvor de særlige Nørholm tegl eller Teilmann sten er udgravet fra. De er kendetegnet ved to streger i stenen. Udover på Nørholm er de brugt på Lunderup, Den Schultzske gård i Varde samt Quedens Gaard i Ribe. Som en del af lensafløsningen overgik Nørholm til fri ejendom i 1922, men gården forblev i slægtens eje frem til 1979, hvor de nuværende ejere købte godset. Vandmøllen blev første gang nævnt i skriftlige kilder i 1406, men den nuværende blev opført i 1792 af Christine Rosenørn-Teilmann. Vandmøllen var i drift som kornmølle frem til omkring 1945, da vandtilførelsen stoppede i forbindelse med etableringen af Ansager Kanal. Ud over mølledriften fandtes et bageri, der blev nedlagt i 1900 og en smedje, der er nedrevet. I 2005-2009 gennemførte Ribe Amt og Skov- og Naturstyrelsen et naturgenopretningsprojekt for Varde Å med henblik på at forbedre levevilkårene for den truede fiskeart snæbel. Dette muliggjorde også at genetablere møllemiljøet ved Nørholm. I 2008-2010 gennemgik møllen en omfattede restaurering ved arkitekt Steffen M. Søndergaard. Projektet indeholdt blandt andet en retablering af vandhjul, stogbord og malekarm ved møllebygger Jens Jørgensen. Lysthuset er formentlig opført i 1800-tallet i forbindelse med en udbygning af haven i engelsk stil. Lysthuset er restaureret inden for de sidste par år. Det samme er ligeledes østlængen og nordfløjen, der begge er restaureret hovedsageligt i det indre. Avlsladen nedbrændte i 1954, dog er rester af laden og noget murværk bevaret. Den nye avlsgård af A. Wagner Smitt blev kort tid efter opført nord for den tidligere.

Nørholm gods ligger mellem Tistrup og Varde. Varde Å slynger sig nord og vest om herregården mellem hovedbygning og avlsgården. Åen dannes i nordøst ved sammenløb af Ansager Å og Grindsted Å. Sydøst for herregårdsanlægget er Nørholm Hede og mod nord og sydvest, Nørholm skov. Både heden og skoven er naturfredet. En brand ødelagde i 1954 avlsgården fra 1766, således at kun en del af den tidligere lade og murene fra den søndre og nordre længe er tilbage. Nord herfor er en nyere avlsgård, og mod vest fører en bro over åen og en lindeallé til hovedbygningen med sidelænger, der forlænger hovedbygningen i hver ende. Den nordre sidebygning er sammenbygget med endnu en længe mod øst, der igen er sammenbygget med en vinkelbygning, der ikke er omfattet af fredningen. Mod syd er en ældre garage, der ej heller er fredet. Bag hovedbygningen er en større parklignende have med en række mindesmærker samt et lysthus. Bag lysthuset er en sø, der adskiller haven og lysthuset fra vandmøllen med tilhørende stuehus. Hovedbygningen er elleve fag lang, en etage høj over en høj kælder. Bygningen er grundmuret i de karakteristiske, gule Teilmann-sten og står på en sokkel af granitkvadre. Overgangen mellem sokkel og mursten er markeret af et fremspringende, rødt sandstensbånd. Hovedbygningen afsluttes af et blåsort, glaseret mansardtag med tre skorstenspiber i rygningen med sokkel og krave og mod haven, dvs. mod øst er i mansarden otte fladbuede kviste. Facaderne inddeles af siderisalitter samt mod vest af en midtrisalit. Risalitterne indrammes af båndfugede pilastre med dukatdekorerede kapitæler. Midtrisalitten krones af en stor trekantsfronton, hvori der sidder et våbenskjold af sandsten med grenornamentik samt indskriften Opført 1780 af Andreas Charles Teilmann. Over indgangspartiet mod vest er en konsolbåret fordakning. Mellem fordakningen og hoveddørens indfatning er en løbende hund frise. Over fordakningen er en muret kordongesims, hvis øverste tegl er malet hvide. En ældre havedør mod øst indrammes af en sandstensportal, hvori der sidder en inskriptionstavle af sandsten med teksten Andreas Charles Teilmann. Hele facaden afsluttes af en hvidmalet, profileret hovedgesims. Hoveddøren er en klassicistisk, tofløjet fyldingsdør med Louis Seize træk med kanneleret slagliste, guirlande og kranse. Trækkene, sammen med det for 1700-årerne tidstypiske T-formede dørgreb, indikerer at døren formentlig er oprindelig. Foran hoveddøren er en ældre trappe af granit med tre løb og vaser på granitværnet. I hver af siderisalitterne sidder ældre kælderdøre, der har flere af de samme dekorationer som hoveddøren. Vinduerne er ældre, barokke krydspostvinduer med seks ruder i hver ramme. Vinduerne i midtrisalitten har røde indfatninger. I kvistene er ældre, torammede vinduer. Kældervinduerne er ældre, to-rammede vinduer. Alle vinduerne er hvidmalede på nær kældervinduerne, der er brune. På taget er en vindfløj udført som en trane. I det indre er den ældre planløsning bevaret med en langsgående midtskillevæg. Mod syd er hallen med en stue på hver side samt et badeværelse og anretterværelse og mod nord en havestue, der er flankeret af to stuer på hver side. I hallen gemmer sig bag to vinkelformede vægge og paneldøre to trapperum, hvoraf det nordre er med kvadermalede vægge og hvor en ældre, toløbs trappe fører til den udnyttede mansardetage. Trappen har balustre af jern og en rundbuet håndliste af træ. I det søndre er en ældre trappe til kælderen. Tillige i hallen er to marmorerede søjler. Fra hovedbygningen er mod syd adgang til den søndre længe. Mod nord fører en ældre stentrappe til kælderen, og ligeledes mod nord leder en ældre trappe med balustre af jern til nordfløjen. Mansardetagen er disponeret med en større repos, der er udgangspunktet for en fordelingsgang til hver side, der fører ind til værelser mod øst. Mod vest er tagrummet uudnyttet bortset fra et par uisolerede kamre, hvor der i bræddeskillevæggene er to cirkulære vinduer med jernsprosser. En ældre ligeløbstrappe fører til den uudnyttede tagetage med fast undertag og ældre tagkonstruktion og fritstående skorstene. Der er bevaret et imponerende interiør med ølandsfliser i hallen og ellers bræddegulve eller parketgulve, lys- og brystningspaneler, stukkatur, dekorerede og bemalede ovnnicher, kakkel- og jernovne i de fleste stuer samt på mansardetagen, ældre vinduer med anverfere, stormkroge og endelig pryder vægfliser stort set alle stuer. De fleste fliser er ensfarvede grålighvide, men fremhævet ved en staffering af fugerne eller er bemalede med forskellige motiver. I havesalen og i biblioteket er fliserne et sammenhængende mønster i en blå farve. Dørene er ældre og oprindelige revle-, panel-, fyldings- og fløjdøre med gerichter, greb og gangtøj. Have- og hoveddør er med ældre bukkehornsbeslag. I en dør ved hallen er fløjdøren omkranset af en bred indfatning med bemalede søjler. I en stue mod sydøst, er i lysningen ved en mindre kvadratisk rude indbygget et solur. Lofterne er ældre bræddelofter mellem synlige profilerede bjælker. I de store stuer er bjælkelofter med panelfyldinger. I anretterværelset ses indbyggede skabe. Kælderen er indrettet med flere mindre rum og et stort mod vest, der er det tidligere folkekøkken med et langbord, bænke og et stort åbent ildsted med inskriptioner i granit. I rummet er desuden to marmorerede søjler. Der er krydshvælv, ølandsfliser, teglgulv, ældre revle- og fyldingsdøre – enkelte har ældre beslåning og låsekasser samt bemaling og endelig ses saltkar af granit og en vinkælder med vinreoler. Den søndre længe er elleve fag lang, grundmuret i en etage i rød blankmur på en lav granitsokkel og afsluttes af et rødt, teglhængt og halvvalmet tag. I rygningen er tre skorstenspiber med sokkel og krave. Facaden afsluttes af en hvid hovedgesims, der mod vest er med tandsnit. Mod vest er to ældre, rødmalede og tofløjede fyldingsdøre med en rude i den øverste fylding. Dørene indrammes af sandstensindfatninger. Mod øst er en nyere, hvidmalet havedør. I sydgavlen er en nyere garageport med en nyere, flammeret revleport foran. Vinduerne er ældre, hvidmalede korspostvinduer med småsprossede ruder. Over vinduerne ses rundbuede stik. I det indre er en garage længst mod syd med støbt gulv og nyere overflader, men ellers er sydfløjen velbevaret med køkken med tilhørende spisekammer, rullestue, strygestue samt mindre værelser. I køkkenet er et stort, åbent ildsted med en ældre ildstedskappe, der bæres af granitpiller. Køkkenet og rummene i den nordlige ende har nyere flisegulve, endvidere findes ældre brædde- eller teglgulve og hvidkalkede eller hvidpudsede vægge. Der er bevaret bageovn, gruekedel, rulle samt fordelingsskabe i spisekammeret og foran de ældre vinduer er ældre jerntremmer. Tillige ældre bræddelofter mellem synlige bjælker samt ældre fyldingsdøre med gerichter, beslåning, låsekasser og greb og på yderdørene bukkehornsbeslag. Nordfløjen er otte fag lang, men fremtræder ellers som sydfløjen, dog kun med to skorstenspiber i rygningen og med traditionelt udførte jernvinduer i den østlige tagflade. I det indre fremtræder bygningen med en traditionel grundplan og indrettet som en selvstændig bolig med en fordelingsgang, der inddeler bygningen med en forstue med trappe, køkken mod vest og stuer en suite med døre placeret en filade mod øst. Den nordlige ende har nyere plankegulve, mens den sydlige har nyere og ældre ølandsflisegulve. I to stuer er nyere kaminer. Dørene er dels ældre og dels nyere, men traditionelt udførte fyldingsdøre, og yderdørene har bukkehornsbeslag. I stuerne er ældre panellofter med synlige, profilerede bjælker samt traditionelt udførte brystningspaneler. I et rum længst mod syd, hvor der gennemgang til hovedfløjen, er et større, indbygget arkivskab til blandt andet fæstebreve. Den traditionelt udførte ligeløbstrappe fører til den udnyttede tagetage, hvor der findes flere værelser med nyere overflader. Den østre længe, der er sammenbygget med nordfløjen, er en ni fag lang, grundmuret bygning i én etage. Bygningen står på en lav granitsokkel og har et rødt, opskalket tegltag med tre skorstenspiber i rygningen med sokkel og krave. Mod nord er tre traditionelt udførte, rundbuede og rødmalede revledøre siddende i rundbuede stik. Vinduerne er overvejende ældre, torammede vinduer med tolv ruder i hver ramme. Over vinduerne ses segmentbuede stik. Den østre længe er indrettet til erhverv og har en nyere planløsning. Der er et køkken i den vestlige ende og ellers rum i forlængelse af hinanden. I den østlige ende er en stue, der hører til en lejlighed, der fortsætter om i den ikke fredede vinkelbygning. Der er traditionelt udførte bræddegulve og nyere flisegulve samt nyere revledøre. I lejligheden mod øst er enkelte ældre fyldingsdøre med gerichter og væg-til-væg-tæpper på gulvene. Laden, der ligger i den østlige ende af anlægget, har formentlig været opført symmetrisk omkring et portrum i midten, men nu er kun portrummet og den sydlige del tilbage. Bygningen er i rød, blank mur med et tag af bølgeeternit. Over portrummet mod øst er en høj, segmentbuet fronton, hvori der er en større inskriptionstavle, et ur, murblændinger, murankre og øverst en klokke. Frontonen er inddækket med zink. Der er en lav frontispice over portrummet. Mod øst er en ældre revledør med smedejernshængsler og over døren et rundbuet jernvindue med dekorative sprosser. Mod vest er en nyere bræddedør med et nyere, rundbuet overvindue. Vinduerne, der alle på nær et sidder mod øst, er ældre, rundbuede jernvinduer. I nordgavlen er en nyere, tofløjet revleluge. Den sydlige gavltrekant har klinkbræddebeklædning, og resten af gavlen udgøres af en bræddeport. Udfra sydgavlen er på hver side resterne af ladens mure. I portrummet er bræddeloft med synligt bjælkelag. I den sydlige murflade ses en murblænding. I det indre er laden et stort rum, der er åbent til tagryggen. Der er støbt gulv og nyere tagkonstruktionen. Lysthuset er en mindre, kvadratisk bygning opført i gule mursten med et helvalmet stråtag med et kraftigt tagudhæng. Der er traditionelt udførte, torammede vinduer på alle sider på nær nordsiden. Mod vest er en nyere havedør med glasruder. Både vinduer og døre er hvidmalede. I det indre er et rum med nyere teglgulv, pudsede vægge og bræddeloft. Møllebygningen er opført i sorttjæret bindingsværk med murede tavl i gule sten. Bygningen står på en høj, muret sokkel og er i to stokværk med halvvalmet stråtag. Mod vandsiden har bygningen bræddebeklædning, ligeså har gavltrekanterne sortmalet, lodretstillet bræddebeklædning, der afsluttes med vindskeder. Vinduerne er nyere, hvidmalede og etrammede. På østsiden er en traditionelt udført, tofløjet revledør, hvorover der er en traditionelt udført revleluge. Både dør og luge er rødmalet. I dørhammeren er indgraveret Opført i 1792 af C. Rosenørn-Teilmann. På sydsiden er to nyere underfaldshjul. Vandet ledes frem til vandhjulene ad en betonstøbt malekarm, der ligesom stigbordet og den overliggende bro er rekonstrueret. Stigbordet er i begge sider forankret i betonkanter. I møllens indre er mølleinventaret bevaret med to kværne. En elmotor sikrer, at hjulene kan køre regelmæssigt og bliver opfugtet uden opstemning af kanalen. Der er delvist ældre stengulv og ellers støbt gulv i den nederste etage. På de resterende etager er der traditionelt udførte bræddegulve med lemme samt bræddelofter med synligt bjælkelag. Ældre ligeløbstrapper af træ forbinder etagerne. Mod nord er møllebygningen sammenbygget med stuehuset, der er grundmuret i en etage med halvvalmet stråtag, hvor der i mønningen sidder to skorstenspiber med sokkel og krave. Facaden står i gul, blank mur og afsluttes med sugfjæl. Mod øst er tre traditionelt udførte bræddedøre. Vinduerne er nyere, torammede og hvidmalede. I yderfaget mod øst er et ældre jernvindue. På nordgavlen er to murankre udført som initialerne P T. I stuehusets indre er bevaret en traditionel grundplan med en langsgående skillevæg. Der er tre indgange mod øst, hvoraf den sydligste førte ind til den tidligere møllestue, den fine i midten og den nordre udgjorde indgangen til køkken mod vest. Fra køkkenet er der adgang til et fadebur. Der ældre bræddegulve, ældre bræddeloft mellem synlige bjælker samt ældre fyldings- og revledøre med greb og gerichter.

Den miljømæssige værdi knytter sig overordnet til hele herregårdsanlægget med hovedbygningen med sidelænger, østlænge og hestestald samt garage liggende på et voldsted adskilt fra avlsgården mod vest og vandmøllen mod øst. Hovedbygningen, lysthuset og vandmøllen danner tilsammen et aksialt forløb og der kan opleves under et. Tillige den parklignende have med lysthuset, mindesmærker og ældre træer af avnbøg, platan- og egetræer samt fortorvet foran hovedbygningen af ældre røde og blå ølandsfliser er medvirkende til at binde anlægget sammen og skabe en samlet helhed. Endelig forstærker de omkringliggende arealer med hede, skov og åløb fortællingen om herregårdens store jordbesiddelser samt begrundelsen for placeringen af herregården, hvor den med vandmøllen kunne udnytte naturens ressourcer optimalt. Endelig knytter den miljømæssige værdi sig til Nørholms tætte placering på Lunderup herregård, som Nørholm tidligere var i stamhus med, samt til den tætte beliggenhed på teglgraven ved Rosengårdsvej, hvor leret til teglstenene blev gravet ud af godsets fæstebønder og brugt til de karakteristiske Nørholm tegl, der er blevet brugt på flere bygningsværker i Varde og Ribe.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til Nørholms sammenhæng med den nærliggende og formmæssigt beslægtede herregård Lunderup. Begge er i den karakteristiske Teilmann sten, med bred midtrisalit med portal og smallere siderisalitter, hvorved det tydeligt fremgår at herregårdene, som tidligere var under samme stamhus, er opført af samme ejer med samme bygmester, men hvor Lunderup i størrelse underligger sig det tidligere stamhus hovedsæde Nørholm. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi til det samlede anlæg bestående af hovedbygning med sidbygninger og længer, lade, lysthus, park med åløb, vandmølle med tilhørende stuehus, gårdsplads samt bevarede mure og granitpiller, der tilsammen udgør en velbevaret helhed. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige i det ydre til hovedbygningen, som en repræsentant for den sydvestjyske klassicisme, der var en del af den europæiske strømning, hvor man dyrkede de klassiske arkitekturidealer i perioden fra slutningen af I700-tallet til sidste halvdel af 1800-tallet. Stilidealet gav sig i Varde særligt til udtryk under Peder Frisvad ved de blanke mure under teglhængte tage. Den kulturhistoriske værdi knytter sig således til hovedbygningen, der er et eksempel på Frivads arbejder ved sit ordnede, symmetriske facadeskema med fremhævet midterparti og fronton og siderisalitter. Tillige de øvrige ældre bygningsdele og detaljer, der afspejler det klassicistiske ideal og hovedbygningens alder, herunder portalen og hoveddøren med Louis Seize træk, samt murværket med to streger i hver sten, der er karakteristisk for Teilmann sten. Desuden kældernedgangene i yderfagene, der blev anvendt af tyende og vidner om den klare opdeling mellem herskabet og tyendet. Endelig har skorstenspiberne i rygningen kulturhistorisk værdi, da ildsteder og ovne tidligere var den eneste kilde til varme og madlavning. Hertil kommer vindfløjen på taget, der skuer ud over herregårdens jorder og som ligeledes knejser på flere lokale kirker, der tidligere hørte under Nørholm. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for hovedbygningens indre til den traditionelle planløsning med hallen, stuerne og kabinetter en suite med dørene placeret enfilade, de mindre trapperum til henholdsvis kælder og den delvist udnyttede mansardeetage samt til anretteværelset, der ligger i direkte forlængelse af domestikfløjen mod syd. De mange bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder fyldings- og fløjdøre, hvoraf enkelte er bemalede eller ådrede, lofterne, hvoraf enkelte ligeledes er bemalede, søjlerne i hallen, panelerne, trapperummet med kvadermalede vægge, de bemalede ovnnicher med kakkel- eller jernovne og ikke mindst de mange vægfliser, understreger Teilmanns velstand og status. Fliserne blev bragt hjem med sømændene som ballast og er særdeles karakteristiske for Nørholm gods. Hertil kommer kælderen, der med folkekøkken omkring det store ildsted og granitkarrerne samt den mere robuste materialeholdning med teglgulv og kalkede kampestensvægge vidner om, at her holdt tyendet til. Det indre anskueliggør således i et vist omfang de fysiske rammer for datidens herreskab og tjenestefolk. Endelig er soluret i lysningen på det ene vindue et vidnesbyrd om Teilmanns interesse for videnskab og oplysning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for nord- og sidefløjens ydre til deres sammenhæng med hovedbygningen, hvor de utraditionelt for et trelænget anlæg ligger i forlængelse af hovedbygningen og ikke vinkelret på, som ellers var det tidstypiske for datidens herregård. Sidelængerne er som hovedbygningen i en etage, men grundet hovedbygningens højre kælderetage, fremstår sidebygningerne lavere. De lavere sidefløje, der ligeledes adskiller sig fra hovedbygningen med røde sten, røde halvvalmede tage samt begrænsede udsmykning, vidner om, at sidefløjene, der overvejende var tyendets afdeling eller aftægtsbolig, underordnede sig herskabets gemakker. Fyldingsdørene, vinduerne med stik samt tandsnitsgesimsen giver dog bygningerne en strejf af herskabelighed, således at herskabets rigdom ikke betvivles. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for sydfløjens indre til dens tidligere funktion som domestikafdeling med det store køkken, der domineres af det store ildsted samt de bagvedliggende rum, hvor der er gruekedel, bageovn og rulle. Hertil kommer de bevarede og traditionelt udførte bygningsdele, herunder døre med gerichter, de ældre vinduer, hvoraf enkelte har tremmer samt de robuste træ- eller stengulve, der understreger fløjens funktion som tyendets område. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for nordfløjens indre til dens tidligere funktion som aftægtsbolig samt til de bevarede dele af en traditionel grundplan med en langsgående skillevæg, der inddeler hallen mod vest fra havestuerne, der ligger en suite mod øst. Hertil kommer de bevarede og traditionelt udførte bygningsdele og detaljer, herunder døre, vinduer, bræddegulve og kaminerne i stuerne, der vidner om bygningens alder og udvikling. Endelig har det store arkivskab kulturhistorisk betydning, idet her kunne fæstebreve og andre vigtige dokumenter opbevares, hvilket vidner om herremandens store beføjelser og ejerskab over bygninger og landskab. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for østlængens ydre som en del af det samlede herregårdsanlæg, hvor den vidner om den tidligere herregård, der lå på grunden og således om Nørholms lange historie. Desuden har skorstenspiberne kulturhistorisk værdi, da disse var en nødvendighed til opvarmning af bygningen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den traditionelle materialeholdning, der er robust uden unødig dekoration, hvilket vidner om fløjens funktionelle betydning i anlægget. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for laden som vidnesbyrd om den tidligere avlsgård, hvor den udgjorde den markante ankomst til herregården. Adgangen gennem portrummet indledte således det aksiale forløb, der strakte sig fra avlsgården til hovedbygningen til lysthust og videre til vandmøllen. Hertil kommer ladens få vinduesåbninger, der understreger bygningens funktion som lade samt frontonen med indskriptionsfelt, klokke og ur, der skulle manifesterer herremandens status og imponere besøgende allerede ved ankomsten. Endelig har den lange mur mod syd og resterne af muren mod nord ned til voldgraven kulturhistoriske værdi, idet murerne viser den tidligere avlsgårds udstrækning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til ladens volumen og synlige konstruktioner, hvorved bygningens funktion som lade nemt lader sig aflæse i det indre til trods for nyere overflader. Den kulturhistoriske værdi for lysthuset knytter sig i det ydre til dens frie og solitære beliggenhed i parken, hvor den med frit udsyn over åløbet, til vandmøllen, heden og skov til den ene side og hovedbygningen med sidelænger til den anden udgør et punkt i den store parklignende have og repræsenterer adelens idealer om tilbagesøgen til naturen og rekreation i fredfyldte omgivelser. Det understreges af lysthuset overskuelige, kvadratiske form, der ligesom hovedbygningen er opført i gule Teilmann-sten samt det store stråtag, der helt intentionelt er i et naturmateriale og står i kontrast til hovedbygningens blålige mansardtag. Det store udhæng sikrer læ fra regnen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den enkle planløsning uden skillevægge samt til de traditionelle overflader, herunder bræddegulv og -loft, der understreger bygningens rekreative funktion. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til vandmøllen med bro, stigbord, malekarm og vandhjul som en repræsentant for en stor vandmølle i tæt tilknytning til en herregård. Tillige konstruktionen med underfaldshjul repræsenterer den typiske vestjyske parallelløbsvandmølle i åer med stor vandføring og ringe fald. Hertil kommer den praktiske og funktionsbestemte lodrette bræddebeklædning på gavlen, der vender ud til møllehjulet, lugerne og bindingsværket hvilende på den høje sokkel, der følger det skrånende terræn. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i møllens indre til det bevarede og rekonstruerede mølleinventar og den oprindelige og ældre bygningskonstruktion samt til alle de for møllen nødvendige maskinelle funktionsdele og detaljer. Hertil kommer, at mølleværket med alle tilhørende dele er af stor kulturhistorisk værdi, idet maskinen i fysisk form fortæller historien om det lokalt orienterede og af vejret afhængige, før-industrielle danske landbrug. Stuehusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til dets sammenhæng med vandmøllen, som bolig for mølleren. Den grundmurede bygning i én etage med skorstenspibe i rygningen, den taktfaste vinduessætning og afvalmede tag signalerer, at bygningen er til beboelse. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den delvist bevarede planløsning med stue mod gårdspladsen adskilt fra køkkenet og fadeburet, der ligger væk fra gårdspladsen. Hertil kommer de ældre bygningsdele, herunder dørene, der vidner om bygningens alder. Ydermere udgør vandmøllen og stuehuset i sammenhæng et stærkt kulturhistorisk miljø, hvor møllen var nødvendig for de mange fæstegårde, der lå under Nørholm.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til kompositionen af hovedfløjen, der sammenbygget med sidelængerne giver den samlede hovedfløj en usædvanlig langstrakt form, hvor hovedfløjen markeres af det kraftige mansardtag, den høje kælder, midt- og siderisalitter og trekantsfrontonen samt facadens mange dekorationer. Teglstenenes materialevirkning giver facaden en karakterfuld stoflighed grundet stenenes brænding og den varierede anvendelse af flere materialer, herunder den høje kampestenskvadring og de forskellige typer sandsten. De enkle sidefløje i røde sten med afvalmede tage, der flankerer hovedbygningen, fungerer som en harmonisk afslutning og indramning af den markante hovedfløj. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, der enten fremhæves ved staffering af fugerne eller som et sammenhængende mønster. Hertil kommer de højloftede stuer med døre placeret enfilade, der sikrer lange kig gennem bygningen. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og gerichter. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi. Den arkitektoniske værdi knytter sig for østlængen i det ydre til dens langstrakte form og enkle fremtræden. Det lange ubrudte, opskalkede tegltag fremhæver bygningens horisontale snit, som understøttes visuelt af murfladernes få åbninger. På nær murstik, står bygningen uden detaljer og dekoration, hvilket tydeligt signalerer, at der er tale om en funktionsbygning underlagt et pragmatisk regelsæt. Den arkitektoniske værdi knytter sig for laden til dens asymmetriske form, hvor den segmentformede fronton med inskriptionstavle over udgør en markant ankomst til herregården. Frontonen er desuden et vertikalt brud på laden, der domineres af horisontale linjer med ubrudt tag og få åbninger langs mursiderne. Den arkitektoniske værdi knytter sig for lysthuset til dens kvadratiske form med stråtag med kraftigt udhæng, der skaber en markant afslutning på den beskedne bygning. Teglstenens brænding giver facaden en karakterfuld stoflighed og de mange vinduesåbninger bidrager til, at bygningen fremstår lys og imødekommende. Den arkitektoniske værdi knytter sig for vandmøllens ydre til det store, kubiske volumen med den enkle fremtræden, der tydeligt signalerer, at bygningens funktionelle oprindelse. Det ubrudte, udkragede stråtag giver bygningen et stærkt og solidt udtryk, som understøttes visuelt af murfladernes mindre åbninger. Bygningen står uden detaljer og dekoration, men det høje, regulære bindingsværk giver bygningen et reelt og robust udtryk, som understreges af den enkle materialebrug i form af tegl, træ og strå. I vandmøllens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det maskinelle udstyr og den gennemgående brug af træ, som sikrer et helstøbt interiør. Den arkitektoniske værdi knytter sig for stuehuset til den lange, grundmurede bygningskrop med det ubrudte og afvalmede stråtag, der lægger sig tungt over den brede bygningskrop. Udtrykket er enkelt, robust og ærligt, uden anden udsmykning end gavlenes murankre. Den enkle materialeholdning og farvesætning giver desuden bygningen en rolig og prunkløs fremtræden.

Læs videre om

• Nørholm, Trap Danmark

Læs også om

• Den tidl. toldkammerbygning, Varde
• Kærgård Båke
• Reginevej 1, Blåvandshuk

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen