Nørregade 12, Løkken ligger på Nørregade 12 i Hjørring Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Bygningen er opført i 1850 af skudeskipper Thomas Grønbech, der fra sine sejladser til blandt andet Norge hjembragte materialer til huset i Nørregade 12. Huset blev overtaget af sønnen, Niels Grønbech, hvis datter Johanne Grønbech boede i huset indtil sin død i 1975.

Løkken Museum købte huset i 1976. De følgende år blev huset, efter opmåling og gennemfotografering, restaureret med stor lokal og frivillig hjælp. Ved restaureringen blev gulve, paneler, fodlister og vindueskarme udskiftet. I bryggerset, hvor der i nyere tid havde været indrettet badeværelse, blev den tidligere gruekedel genopmuret. Vinduerne blev udskiftet med nye, nøjagtige kopier af de gamle. Murværket blev istandsat og vandskuret på ny. Den enfløjede fordør blev udskiftet med en tofløjet dør. Ved restaureringen blev et kammer inddraget i forstuen, der i dag er museets indgang og fadeburet ved siden af køkkenet blev indrettet til toilet. I julen 1977 var huset færdigrestaureret og museet åbnede.

Beskrivelse

Nørregade 12 ligger centralt i Løkken by ved byens hovedstrøg, der er udlagt som gågade. Bag huset er en lille have med et udhus, som ikke er omfattet af fredningen. Udhuset rummer værksted og lokum.

Nørregade 12 er en fuldmuret længebygning, der står på en muret, sortmalet sokkel med groft tilhugne syldsten. Det gulkalkede murværk afsluttes øverst af en enkel profileret, hvidkalket gesims. Alle vinduer er af nyere traditionel type, og disse er ligesom for- og bagdør malet mørkegrønne. Alle lysninger samt de murede sålbænke er hvidkalkede. Det helvalmede tegltag bærer en skorsten med sokkel og krave. Skorstenspibe er gulkalket, og sokkel og krave er ligesom forskællingen hvidkalket.

Bygningen er fem fag lang, og mod gaden sidder den tofløjede fyldingshoveddør i det nordligste fag. På gårdsiden opdeler bagdøren midten af murfladen med to vinduer til højre og et vindue til venstre for døren. Begge gavle har to vinduer i stueetagen og ét vindue i loftsetagen. I det indre er husets plan opdelt af et hovedskillerum med forstue og to stuer mod gaden, mens rummene mod haven udgøres af toilet, køkken, bryggers med udgang til haven samt et værelse. Der er indvendigt bevaret bræddelofter med fritliggende bjælker, fodpaneler, oprindelige døre med messinggreb og et brændekomfur. I toilet, køkken og bryggers er ældre klinkegulve. Loftet er indrettet til arkiv.

Hele huset er indrettet som museum, med en møblering svarende til omkring år 1900. I stuerne og i værelset er tillige ophængt billeder og plancher om Løkkens historie.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Nørregade 12 knytter sig til bygningens beliggenhed centralt i Løkken samt til matriklens helhed med forhus, have og udhus, der medvirker til at skabe en autentisk stemning af, hvordan fiskerlejet Løkken så ud før i tiden.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Nørregade 12 knytter sig i det ydre til bygningens hvide og gule farvesætning, herunder forskællingen, de hvidkalkede lysninger og den tofarvede skorsten, der er karakteristisk for ældre bygninger i Løkken. På bygningens nordgavl er tillige bevaret en krog, som blev brugt til at hejse tørv ind på loftet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til planen med et gennemgående hovedskillerum, der opdeler huset på langs med stuer mod gaden og sekundære rum mod haven.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Nørregade 12 knytter sig til bygningens enkle og regelmæssige opbygning på alle sider, der samles af den ubrudte tagflade og den asymmetrisk placerede skorsten. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til rummenes logiske og traditionelle rækkefølge, samt til bræddelofterne med fritliggende bjælker, plankegulvene, klinkegulvene, de ældre døre med ældre dørgreb samt til fodpanelerne og det ældre nagelfaste inventar, herunder brændeovn, gruekedel og brændekomfur.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links