VIA University College på Svinget i Nissum Seminarieby. Her kan studerende læse en 4-årig professionsbachelor som lærer.
.

Nissum Seminarieby er en bebyggelse, der sammen med bebyggelserne Nissum By og Nissum Kirkeby tilsammen danner byen Nørre Nissum. Byen, der har 1.000 indbyggere, ligger 6 km øst for Lemvig.

I 1887 og 1892 grundlagde Adolf Laurits Hansen, kaldet Glade Hansen, hhv. Nørre Nissum Højskole og Nørre Nissum Seminarium. Hansen tilhørte Indre Mission og var præst i Nørre Nissum, og hans uddannelsesinstitutioner kom til at danne grundlag for en velbevaret seminarieby.

Flere af bygningerne i Nissum Seminarieby er opført samtidig med højskole og seminarium og danner kernen i seminariebyen. Det gælder eksempelvis »Athen«, »Sparta« og »Theben«, Hellasvej 5‑9, som er opført 1892‑94. I 1911 opførtes Hellasvej 2, »Den Gule«, tegnet af seminariets tegnelærer, J.N. Helligsøe.

I 1906 overgik højskolen og seminariet fra privateje til aktieselskab. I 1922 blev de adskilt og gjort til selvejende institutioner. I 1968 blev HF-kurset oprettet. Seminariet har siden 2008 været en del af VIA University College. I seminariebyen finder man også Seniorhøjskolen, som er en folkehøjskole bygget og oprettet i 1971. Den oprindelige højskole er nu omdannet til Nørre Nissum Efterskole og ligger i Nissum Kirkeby.

Videre læsning

Læs mere om byer i Lemvig Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Bydele og byområder