Politigården, København

Politigården ligger på Otto Mønsteds Gade 2 (tidl. Polititorvet 14) i Københavns Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Beskrivelse

Politigården ligger i det såkaldte Rysensteens Kvarter, der er bebygget efter en plan udarbejdet af stadsingeniør Charles Ambt og vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation i 1899. Planen er med de korte gadeforløb, det asymmetriske gadenet og den mangekantede plads, Otto Mønsteds Plads, et karakteristisk eksempel på nationalromantisk gadeplanlægning. Politigården udfylder to karréer i den oprindelige gadeplan. Dispositionsplanen er i princippet enkel. Ud til de fire gader, der afgrænser karréen, er lagt fire fløje, der indeholder de oprindeligt offentlig tilgængelige kontorer. I det indre findes tre fløje, to fængselsfløje – én for mænd og én for kvinder – samt en fløj med afhørings- og retslokaler. Mellem fløjene er udsparet fire gårde, den runde søjlegård og den firkantede søjlegård, der begge er repræsentative og hævet over gadeniveau, samt to arbejdsgårde i gadeniveau. Anlægget er opført i grundmur, hvilende på en fundering af jernbeton. Det hæver sig fire etager over de to kælderetager og dækkes af flade tage. Etageadskillelserne er støbt i jernbeton. Under jernbetondragerne er ophængt et monierdække. Mod gader og arbejdsgårde er facaderne pudsede med mørtel iblandet støbesand og afsyret for at gøre fladerne ensartede og modtagelige for kulstøv. Soklerne er af Neksøsandsten. Bånd, gesimser og afdækning er af Faksekalksten. De udvendige vindueslysninger er udført af cementmørtel iblandet ceresit og oliemalet. Ornamenterede zinklister danner ansal for vinduerne. Facaderne opdeles af tre enkle gesimsbånd. Hovedindgangen ved Polititorvet er alene markeret ved et let fremskudt bygningsparti, en arkade i stueetagen som giver adgang til forhallen, og gitrene med kolossal og skarpe forgyldte morgenstjerner, som lukker de to yderste arkadefag. Facaden mod Otto Mønsteds Gade opdeles i stueetagen af en midtstillet arkade over fem fag, hvorfra der er adgang til bygningen. Motivet fortsætter i en blændarkade. To porte fører til arbejdsgårdene og fængslerne. Kælderetagens vinduer er omgivet af voldsomt fremskydende fordakninger. I Aage Rafn's præsentation (Artes 1936) kan man læse: "Det udvendige skulle staa haardt og afvisende over for de frygtelige Omgivelser: Kulbunker, Flæskehal, Godsbanegaard, store forskelligartede, røde Kontorbygninger afvekslende med Skure osv. Selve Strygejernsformen, hvori den ene Indgang og paa en Maade Hovedfacaden skulle være, opfordrede slet ikke til Venlighed af nogen Art ... Men Professor Kampmann ønskede den gamle københavnske Facade fra ca. 1800 lagt til Grund, saa den blev – rimeligvis meget klogt – noget venligere end det, jeg tænkte. Mit Forbillede var Pakhusene ved nogle Dokker i London, store sodede Flader kun afbrudt af regelmæssigt anbragte Luger og nogle vandrette, ganske flade Baand, men helt uden Gesims". I modsætning til det hårde og enkle ydre kommer den klassicistiske arkitekturs elementer til fuld udfoldelse i de to repræsentative gårde. Den store, cirkulære gård har en diameter på ca. 44 m, næsten svarende til Pantheon, og omgives af 44 koblede søjler. De vandrette linier understreges af de tre gesimser og den afsluttende balustrade. Herover hæver sig en tilbagetrukket mur svarende til indermuren i søjlegangen. Søjler, facade og gårdbelægning er i lys kalksten. Opstalten synes at referere til Karl V.s palads i Granada. I den mindre firkantede og overdækkede gård understreger otte kolossale søjler de lodrette linier i kontrast til den foranliggende, runde gård. Tilsvarende oplyses gården kun gennem en åbning i kassetteloftet. I en niche, anbragt i anlæggets midtakse, står Einar Utzon-Franks kolossal statue "Slange-dræberen". Den virker klejn i de vældige omgivelser. For enden af sideskibene ses kvaderindfattede rammer under de uindfattede vinduer. Gården skal ifølge Rafn følge Palladio's projekt til Maria della Carità i Venezia. I den runde gård er facaderne beklædt med Donaukalksten, et materiale som også er anvendt til fliserne i søjlegangen. De koblede søjler er af den hårdere franske kalksten "Vaurion". Til gårdfladen er brugt Faksekalksten. De otte søjler i den firkantede gård er af faksemarmor med kapitæler i Savonnière ligesom vægbeklædning og gesimsen om lysåbningen. Gulvfliserne er af Donaukalksten. I det indre er trappernes trin og vanger af grå Jämtlandssten ligesom dørindfatningerne, hvori der er indfældet Faksemarmor. Jernrækværkernes håndlister bæres af patinerede bronzeholdere. Trappeløbenes vægge – ved bagindgangen – er varmt mørke brune. Det hvide loft dækkes helt af stukkatur i dyb relief, udformet som et ornamentalt geometrisk mønster med svastikamotiv. Dette mønster gentages som bånd på væggene i trapperne ved rotunderne. I gangene er alle blændinger og sokler udført i farvet marmorpuds. Væggene er hvide og gulvene dækkes af terrazzo til dels i mønster. Marmorpudsen er rød i stueetagen; sort på første sal, dog gul i gangene ved rundgården; rød på anden sal og i gangene ved rundgården grøn; på tredje sal er de nymalede karme hvide og væggene lys gule. I rotunderne er marmorpudsen grøn. (Disse farveangivelser er endnu ikke kontrolleret og kan derfor være upræcise.) Systemet minder om farvesætningen i "Stærekassen", hvor det er anvendt mere konsekvent med een farve til hver etage. I de almindelige kontorer er der ud til gangene indbygget garderober og håndvaskerum. Der er lette vægge mellem kontorerne. I undersøgelseskamrene, der i øvrigt svarer til de almindelige kontorer, er garderober og håndvaskerum suppleret med elevatorer til transport af fanger. I de to fængelsfløje fører panoptiske gange til cellerne som indbyrdes er lydisolerede ved dobbelte skillevægge. Mandsfløjen har fem etager celler, kvindefløjen fire. Fra fængselsfløjenes øverste etage er der adgang til tre x tre spadseregårde for fangerne på taget over den firkantede søjlegård. Cellernes højtsiddende vinduer vender ud mod de to arbejdsgårde. Gitrene er af patineret bronze. Fængelsfløjene er udekorerede udover den graffiti, som de indelukkede har skabt. Af særlige repræsentative rum findes politidirektørens kontorer med tilhørende parolesal beliggende på første sal ud til Polititorvet. Adgangen til det kvadratiske forrum, der i dag anvendes som kontor, sker gennem en portal udført af cipollin og hvid stuk med dørindfatning i "bleu belge". Feltet over døren prydes af en ornamental muslingeskal, der er som en forstudie til tilskuerrummets loft i "Stærekassen". Forrummets loft og vægge står i sort marmorstuk med røde og grønne inddelinger. I gulvet er indlagt en mosaik af Agnete Varming. I politidirektørens modtagelsesværelse mod syd er væggene paneleret i fyr med fyldinger kantede med profiler i limstuk. Panelet er inddelt i felter, der i størrelse og antal svarer til de dér ophængte malerier af tidligere politidirektører. I det bagvedliggende private kontor er væggene opdelt i felter betrukket med udspændt lærred, oliemalet og slebet i talkum. Mod nord giver forrummet adgang til parolesalen, hvis loft og vægge er beklædt med brun sleben marmorstuk. Loftets kassetter er hvide. Søjlerne er røde med hvide kapitæler og baser. Gulvet er i gråsort marmor og dør- og kaminindfatninger af "bleu belge". Endevæggene er en studie i kvaderindfatninger. Lysindfaldet fra de tre vinduer i det mørke rum er dramatisk. Salen er frygtindgydende. Retssalen i tværfløjen har gulv af grå Jämtlandsfliser, vægge i marmorstuk som oprindelig var hvid, men i dag er malet gule. Væggene prydes af kvaderbånd. De højtsiddende vinduer er uindrammede. Anlæggets disposition er i princippet enkel og klar. Politidirektørens lokaler findes på første sal over hovedindgangen fra Polititorvet. De forskellige afdelingers kontorer er i gadefløjene, mens fængselsfløjene, retslokale og undersøgelseskamre er samlet i midten af anlægget isoleret fra de offentligt tilgængelige dele. I praksis mister den besøgende hurtigt orienteringen, ligesom det kan ske for den daglige bruger. Denne virkning opstår af flere forhold udover anlæggets størrelse. Selvom bygningen er disponeret omkring en midtakse, som fører fra hovedindgangen over den runde og firkantede gård til den sekundære indgang ved Otto Mønsteds Gade, kan man ikke følge aksen. Fra hovedindgangen føres man ad trapper, der er lagt parallelt med facaden, op til den hævede rundgård og videre til den firkantede. Her tvinges man til siden for at nå trappen, som fører ned til den sekundære indgang. Også denne trappe er lagt parallelt med facaden. Wanscher opfatter den desorienterende virkning (Architekten 1924), som et interessant udtryk for bygningens komposition. "Man føres ind i Bygningen som igennem Zoner, hvilket svarer til, at Bygningen bestaar af Lutter Gange med Rækker af Værelser." Virkningen ses eksempelvis også i de to rotunder nær Politidirektørens lokaler. Her mister den besøgende uvægerlig orienteringen. Virkningen er på et niveau et æstetisk raffinement inspireret af manierismen, på et andet en disciplinær mekanisme, som forbereder borgeren på mødet med sin vogter.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links