At det blev i Nordjylland, der skulle blive etableret en nationalpark, der mindes den amerikanske forbindelse, er ingen tilfældighed. De danske udvandrerprotokoller for perioden 1868-1900 viser, at emigrationen fra Nordjylland lå blandt de højeste i landet med 11 % (af middelfolketallet 1870-1901) i Hjørring Amt, 10 % i Aalborg Amt og 9 % i Thisted Amt.
Størst var emigrationen på Bornholm, Lolland og Falster, hvor næsten 14 % rejste til USA. Andelen var også høj i København med 11 %, 10 % i Præstø og Vejle Amter og 8 % i Aarhus og Svendborg Amter. Derimod var den kun 2,6-3,2 % i Roskilde, Frederiksborg, Viborg og Ringkøbing Amter.
Der kunne imidlertid være store forskelle fra sogn til sogn, hvilket afspejler det personlige netværks ofte helt afgørende rolle for, om en person valgte at udvandre eller ej. Mange emigranter var flittige brevskrivere, og deres breve til hjemlandet bidrog i høj grad til at få familiemedlemmer, venner og naboer til at rejse ud. En stor del af udvandrerne fik også tilsendt deres rejsebilletter fra familie i USA. Man taler derfor om kædeemigration og om udvandringens »selvaccelererende« karakter.
Ifølge amerikansk indvandrerstatistik har USA i alt modtaget ca. 380.000 danskere fra 1820 til 2000, men det reelle antal menes at være over 400.000. Fra 1820 til 1860 blev der dog kun registreret 5.540 indvandringer, men herefter skete der en kraftig vækst, og i 1882 kom det absolutte højdepunkt med næsten 12.000 migrationer. Selv om der ofte var store udsving fra år til år, blev der i næsten alle årene 1870-1930 noteret mindst 2.000 tilflytninger. I de følgende årtier nåede niveauet aldrig over ca. 1.500.
Mens der var mange familier blandt emigranterne i 1860’erne og 1870’-erne, var udvandringen senere i 1800-tallet domineret af enlige personer, især mænd, og de fleste af dem var under 30 år. Da hovedparten af de 15-30-årige i denne periode var i en form for tjenesteforhold, er det ikke mærkeligt, at hele 69 % af personerne i udvandrerprotokollerne var tyende eller arbejdere. Faglærte inden for industri og håndværk udgjorde 18,5 %, og de handlende 8 %. Derimod var kun 4 % selvstændige inden for landbrug, dvs. gårdmænd eller husmænd. Men der er næppe tvivl om, at en meget stor del af udvandrerne ønskede at »få foden under eget bord«, og det kunne være svært for mange unge at realisere denne drøm i Danmark, hvor befolkningstallet i 1800-tallet voksede meget kraftigere end antallet af jordbrug. En anden af de mulige faktorer bag den store udvandring er, at de danske industrier endnu i slutningen af 1800-tallet kun formåede at opsuge en mindre del af arbejdskraften i byerne.