Risø

I 1954 nedsatte ATV (Akademiet for de Tekniske Videnskaber) et Atomenergiudvalg, der skulle undersøge, om Danmark kunne få en forsøgsreaktor og blive en del af den internationale forskning i kernekraftens fredelige anvendelse. ATV er en selvejende institution til fremme af nye forskningsresultater til fordel for dansk industri. Den store grad af hemmeligholdelse vedrørende atomkraft, der eksisterede under og efter 2. Verdenskrig, begyndte fra 1953 at gå fløjten. Vigtig i den sammenhæng var den amerikanske præsident D. Eisenhowers tale, Atoms for Peace, ved FN’s Generalforsamling i december 1953. USA havde ikke kunnet fastholde sit monopol på atombomben og ønskede nu en amerikansk offensiv for udbredelse af atomenergi til fredelige formål.

Med dette udgangspunkt begyndte det danske Atomenergiudvalg med Niels Bohr i spidsen at undersøge de danske muligheder for at få både forsøgsreaktorer og nukleart materiale til en kommende forsøgsstation. På trods af Eisenhowers tale var det ikke nogen let sag, men med Niels Bohrs gode renommé lykkedes det. Problemet var dog, at Atomenergiudvalget formelt ikke havde beføjelse til at indgå aftaler med fremmede magters statskontrollerede atomorganisationer. Den socialdemokratiske regering fattede dog interesse for sagen, ikke mindst pga. af et håb om, at Danmark i fremtiden kunne fremstille billig elektricitet ved hjælp af atomkraft. Der blev derfor i 1955 nedsat en forberedende Atomenergikommission, der skulle genoptage Atomenergiudvalgets forhandlinger med Storbritannien og USA. Opgaven lykkedes så godt, at der allerede i 1955 var tilsagn om atombrændsel, tungt vand og forsøgsreaktorer.

Næste opgave blev at finde en egnet lokalitet til atomforsøgsstationen. Kommissionen opstillede to kriterier: Den måtte ikke ligge for langt fra København, og der skulle være en sikker afstand til tæt bebyggelse. Med for stor afstand til København mente man, at det ville blive svært at tiltrække kvalificeret personale og holde kontakt til Niels Bohr Institutet og kommissionens administration i hovedstaden. Blandt atomeksperter var der usikkerhed om, hvorvidt der skulle være en sikkerhedszone, og hvor stor den i så fald skulle være. Kommissionen ønskede dog en vis sikkerhed, og efter undersøgelser af forskellige lokaliteter blev halvøen Risø indstillet som det rette sted. Folketingets Finansudvalg sagde ja til, at staten kunne erhverve de knap 300 ha. Umiddelbart efter, i efteråret 1955, blev Den forberedende Atomenergikommission afløst af den egentlige Atomenergikommission, der nu begyndte planlægning og projektering af den kommende forsøgsstation.

Forslaget om oprettelse af Atomenergikommissionen og dermed Risø blev vedtaget enstemmigt af Folketinget d. 21. december 1956. Både pga. Bohrs ønsker om en bred videnskabelig dagsorden og for at få den brede politiske opbakning var argumentet for Risø nu ikke kun at udvikle atomkraft til elproduktion.

Den oprindelige opgave med at skaffe atomenergi til danskernes elforsyning i løbet af en kort årrække var nu afløst af en lidt bredere dagsorden. Ud over reaktorudvikling skulle der bl.a. også arbejdes med radioaktive isotopers betydning i medicinsk og landbrugsmæssig sammenhæng, uddannes teknikere til en kommende dansk atomkraftværksindustri og arbejdes med sundheds- og beskyttelsesmæssige bestemmelser for den fredelige anvendelse af atomenergi. Det blev besluttet at oprette følgende forskningsafdelinger: fysik, kemi, elektronik, landbrug, reaktor, konstruktion, strålingskontrol, helsefysik, metallurgi, reaktorfysik og acceleratoranlæg.

Med stor fart blev forsøgsstationen opbygget, og mange nye forskere og teknikere blev ansat, så Risø kunne indvies i 1958. Den statslige investering i Risø var på det tidspunkt Danmarks største enkeltstående investering i forskning. Det store beløb skyldtes ikke mindst købet af tre reaktorer, en elektronaccelerator og et anlæg til håndtering af radioaktivt materiale. Den mindste reaktor, beregnet til undervisningsbrug, fik navnet DR1 (Dansk Reaktor 1), den mellemstore, DR2, skulle bruges til isotopfremstilling, og DR3 primært til reaktorforskning. DR3 blev med årene også brugt til neutronfysisk grundforskning, materialeforskning og fremstilling af isotoper. DR3 var kendt for at være yderst driftsstabil og tiltrak forskere fra hele verden.

I 1958 var der ansat omkring 150 på Risø, et tal, der dog i løbet af få år steg til omkring det firdobbelte. Flest var ansat i reaktorafdelingen, som bl.a. arbejdede med udvikling af en dansk reaktortype. Elsektor og industri, der helhjertet havde støttet Risø i opstartsfasen, blev fra omkring 1963 mere og mere kritisk over for Risø – især reaktorudviklingen. For det første troede de ikke længere på en selvstændig dansk reaktorindustri, og for det andet havde elsektoren pga. billig olie til elproduktion ikke hastværk med at introducere atomkraft i Danmark. Da elsektoren fra 1972 igen begyndte at interessere sig for atomkraft, ønskede de at satse på udenlandske reaktorer af en helt anden type end den, Risø havde fokus på. Sammenlignet med lignende atomforsøgsstationer i udlandet blev Risø derfor i højere grad præget af grundforskning.

Det politiske holdningsskifte til atomkraft i årene 1974‑76 og fjernelsen af atomkraft fra energiplanlægningen i 1985 betød, at Risø i højere grad overgik til at forske i vedvarende energi. Mange af de grundvidenskabelige kompetencer, der var blevet udviklet, viste sig i høj grad anvendelige for den nye dagsorden. Risøs forskning i vindkraft blev en væsentlig faktor i udviklingen af den danske vindmølleindustri. Det begyndte med en prøvestation for mindre vindmøller i 1978 og udviklede sig til verdens største offentlige forskningsinstitution for vindkraft.

Ved udgangen af 2020 var der knap 400 medarbejdere (beregnet i fuldtidsstillinger) på DTU Risø Campus i Roskilde, som nu er den samlede betegnelse. Heraf arbejdede lidt over halvdelen (218) for DTU Vindenergi, mens 47 var under DTU Fysik, 35 under DTU Sundhedsteknologi og 14 under DTU Miljø.

DR2 blev taget ud af drift i 1975, DR3 i år 2000 og DR1 i 2001. I 2003 blev Dansk Dekommissionering oprettet som en selvstændig statslig virksomhed, der overtog ansvaret for at demontere de nukleare anlæg fra Risø samt at sørge for slutdeponi af radioaktivt materiale. Arbejdet med DR3 pågår stadig, og midt i 2020’erne forventes en bygning på Risø at være færdig til opbevaring af det radioaktive materiale, der er tilbage fra de mange års forskning med reaktorerne.

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Roskilde Kommune

Læs videre om

• Midt- og Vestsjællands Politi

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked