Gravpladsen ved Højstrup rummer et ukendt antal grave fra vikingetiden. Det er en periode, hvor der var flere forskellige begravelsesskikke, hvilket man også kan se på pladsen. Her er både små, runde gravhøje, enkeltstående sten og store skibssætninger. Sidstnævnte et vidnesbyrd om, hvor vigtig skibsfart var for vikingerne – både som handelsfolk og som erobrer. I vikingetiden stod vandstanden i Limfjorden højere end i dag, og gravpladsen har oprindelig ligget tæt ved vandet.
Rundhøj
Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning. Læs videre her.
Vikingetid
Vikingetiden er en speciel skandinavisk betegnelse for den yngste del af jernalderen. Perioden er navnlig kendt pga. de skandinaver, der drog på plyndrings- og erobringstogter forskellige steder både inden og uden for det europæiske område. I slutningen af vikingetiden skete der en konsolidering af magten, hvilket bl.a. gav sig udslag i opbygningen af store fyrsteanlæg som Jelling og Gl. Lejre, anlæggelsen af flere forsvarsanlæg og dannelsen af en egentlig, samlende kongemagt i det danske område. Blandt de typiske synlige fortidsminder er rundhøje, skibssætninger, forsvarsanlæg, såsom de karakteristiske ringborge, samt runesten med tidens typiske runeindskrifter. Læs videre her.