Vikingetiden er en speciel skandinavisk betegnelse for den yngste del af jernalderen. Perioden er navnlig kendt pga. de skandinaver, der drog på plyndrings- og erobringstogter forskellige steder både inden og uden for det europæiske område. Indbyggerne i de skandinaviske lande, der kaldes vikinger, var hovedsagelig bønder, der opdyrkede jorden og passede deres dyr; men i perioden udvikledes også specialiserede håndværk, og mange tog af sted på handels-, plyndrings- og kolonisationsrejser til andre dele af verden. Indbyggerne levede hovedsagelig i landsbyfællesskaber, men i løbet af vikingetiden opstod også handelspladser og nogle ganske få egentlige byer, eksempelvis Ribe og Århus.
I slutningen af vikingetiden skete der en konsolidering af magten, hvilket bl.a. gav sig udslag i opbygningen af store fyrsteanlæg som Jelling og Gl. Lejre, anlæggelsen af flere forsvarsanlæg og dannelsen af en egentlig, samlende kongemagt i det danske område. Blandt de typiske synlige fortidsminder er rundhøje, skibssætninger, forsvarsanlæg, såsom de karakteristiske ringborge, samt runesten med tidens typiske runeindskrifter.
