Salling Rooftop indeholder café, restaurant og et parklignende anlæg, som er placeret på toppen af stormagasinet Salling i Søndergade i Aarhus. Den 2.000 m2 store tagterrasse åbnede d. 25. august 2017 og kostede ca. 30 mio. kr.

.

Salling Group A/S er sammen med Coop Danmark A/S de klart største inden for dagligvaresalg i Danmark. I 2018 beskæftigede Salling Group ca. 53.500 medarbejdere i ind- og udland, og den samlede omsætning var med koncernens aktiviteter i udlandet oppe på 59,4 mia. kr.

Salling Group omfattede i 2018 foruden to stormagasiner i Aarhus og Aalborg bl.a. 102 føtex- og føtex food-supermarkeder og 19 Bilka-varehuse samt 507 Netto-butikker i Danmark, 344 i Tyskland og 371 i Polen. Desuden har koncernen en række internetbutikker som bl.a. bilka.dk, føtex.dk, salling.dk, wupti.com, flowr.dk og skagenfood.dk. Seneste tilkøb er BR-legetøjsbutikkerne, som Salling Group købte af boet efter legetøjskoncernens konkurs ved årsskiftet 2018/19.

Koncernen har sit hovedkontor i Årslev i Brabrand og sine historiske rødder i Aarhus, hvor Ferdinand Salling i 1906 grundlagde Aarhus ny kontante Manufakturforretning i Søndergade. Salling flyttede i 1914 sin butik til en anden ejendom i gaden og indledte en hastig udvikling med opkøb af naboejendomme, nyindretning af butiksinteriøret på flere etager og moderne vinduesdekorationer. Virksomheden var baseret på hurtig omsætning af lageret, opsøgende indkøb, afdelingsopdelinger og en ukrukket kundebehandling.

I 1946 indtrådte sønnen, Herman Salling, i forretningen, der indledte en forandring til stormagasin. En stor ombygning fandt sted i 1948, fulgt af en omlægning til aktieselskab i 1952, året før Herman Sallings overtagelse af forretningen.

Herman Salling åbnede i 1960 føtex i Aarhus som selvbetjeningsbutik for både fødevarer og tekstiler efter amerikansk forbillede. I 1964 blev Dansk Supermarked A/S etableret af Salling i samarbejde med A.P. Møller-koncernen, og i 1970 åbnede det første store lavprisvarehus, Bilka, i Tilst i det vestlige Aarhus. Dansk Supermarked udfordrede i 1981 konkurrenterne med at åbne den første danskejede discountkæde, Netto, som fra 1990 ekspanderede i Storbritannien og Tyskland og senere i Polen og Sverige. I 2011 blev de britiske Netto-butikker solgt og i 2019 de svenske.

Da Herman Salling døde i 2006, var ejerskabet til Dansk Supermarked delt mellem A.P. Møller-koncernen og to Salling-fonde stiftet af hhv. Ferdinand Salling og Herman Salling. I 2014 begyndte Salling Fondene at købe aktierne tilbage fra A.P. Møller og var fra 2017 eneejer af virksomheden, der i 2018 fik navnet Salling Group. Virksomheden fremhæver som sit mål at fremme bæredygtige løsninger og nemmere og bedre indkøbsoplevelser. Fondenes støtte til bl.a. kultur, sport og uddannelsesformål er vigtig for Aarhusområdet.

Videre læsning

Læs mere om Handel, service og oplevelseserhverv i Aarhus Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked