Saltø, Karrebæk

Den første kendte ejer af Saltøs jorde var Jakob Fleb, der i 1351 videresolgte til Nicolaus af Jura. Omfanget af godset var dengang meget stort og i 1646 beskrives omfanget af bygninger som hørte under Saltø således: 8 gårde i Saltø by, 2 i Jenstrup, 24 i Fodby, 8 i Stenbæksholm 7 i Skraverup, 15 i Bistrup, 27 i Karrebæk, 8 på Enø, 11 i Torp, 10 i Gumperup, 8 i Menstrup samt nogle møller og et stort skovareal. Hovedbygningen beskrives i 1666 med et Fruerstuehus og et firkantet tårn, der utvivlsomt var Middelalderborgens centrale parti. Godset bestod endvidere af et bryggerhus og en brandmur mellem denne og fruerstuehuset, samt et borgestuehus og et lille stenhus. Dele af det tidligere Fruerstuehus indgår i dag i den østlige del af hovedbygningens nordfløj, med de senmiddelalderlige hvælvede lofter af otte fag gotiske krydshvælvinger. I 1668 overtog kronen Saltø Hovedgaard og ladegård samt flere bygninger, som senere i 1681 ved pantebrev blev overdraget til Knud Thott. Saltø blev i de næste år genforhandlet mange gange. Istandsættelser på hovedbygningen er registreret i 1694 og i 1724. I 1715 er det tillige noteret at det gamle tårn styrtede sammen og er aldrig siden genopført. Der har tidligere været brande på Saltø og i ca. 1810 brændte en bindingsværksfløj i borggården. De to bindingsværksbygninger der i dag findes på Saltø stammer fra omkring 1800. Under ejerskab af baron Wulf Christian August von Plessen blev flere ombygninger gennemført under arkitekt A. Clemmensen. I 1899-1900 fik Hovedbygningen tilført et firkantet trappetårn på østfløjen, og i sydgavlen af sammen fløj, erstattedes den afvalmede gavl af en fuldmuret gavl. På sydgavlen blev endvidere opført et indgangsparti til stueetagen, hvor der i gavlen indrettedes en Hall med svært bjælkeloft. Dette blev udsmykket af maleren Thorvald Niss, der også malede billeder til flere af Saltøs rum. De fleste overflader er ændret til nyere materialer op igennem 1900-tallet.

Saltøs hovedbygninger udgør sammen med en vestvendt bindingsværkslænge, et trelænget anlæg omkring en brolagt gårdsplads. Nord for hovedbygningen ligger en hestestald i form af en mindre bindingsværkslænge. Omkring Saltø ligger marker, en mindre sø og flere større beplantede arealer samt en større avlsgård. Hovedbygningen består af to længer vinkelret på hinanden, en nordfløj og en østfløj. Begge er grundmuret i to etager over en høj kælder og har en kampestenssokkel, der er særligt tydelig på nordfløjens østvendte side. Alle mure er hvidkalkede og afsluttet af en enkel muret gesims. Flere steder på nordfløjen findes murankre. Taget er et heltag, helvalmet ved nordgavlen, og belagt med røde vingetegl. Østfløjen har mod gårdspladsen et fremskudt trappetårn med gavlkvist. Heri sidder nederst et dørparti og øverst i gavltrekanten et ur og en klokke. På østfløjens sydgavl findes et rigt dekoreret dørparti med en sandstensportal omkring en fyldingsdør af mørkt træ. Fra døren går en fritrappe med dobbeltløb ned til terræn. Bygningens øvrige døre er en variation af ældre og nyere fyldings- og revledøre, nogle malet mørkegrønne andre hvide. Alle vinduer er ældre, småsprossede, korspostvinduer med hvide rammer og mørkegrønne karme. På den nordlige gavl findes en ny, hævet, træterrasse, og på østfacaden er to bevarede hemmeligheder. I tagfladen er enkelte nyere tagvinduer over det udvendige sydøstlige hjørne samt en ældre kvist på hver side af østlængens tagflade. I tagryggen findes to murede skorstene på nordfløjen og fire på østfløjen. Indvendigt rummer østfløjens høje stueetage de finere stuer og et nyere køkken mod haven. Rummene har alle forbindelse til en fordelingsgang, der løber langs gårdsiden. Ved sydgavlen findes en stor gennemgående stue med synligt bjælkeloft. Førstesalen er indrettet med værelser, badeværelser og kontorer. Begge etager hænger sammen med den østligste del af nordfløjen, der indeholder flere værelser. De to etager er forbundet af hovedtrappen, der løber i østfløjens fremskudte trappetårn. Den nordlige del af nordfløjen er indrettet til en separat lejlighed i to etager. Lejligheden har egen indgang fra nordfløjens vestside, og til lejligheden hører et uudnyttet loft og en fuldudnyttet kælder. Overfladerne i hovedbygningen er generelt nyere med gulvtæpper eller parketgulve. Over alt findes ældre bevarede dele i form af fyldingsdøre med gerichter og greb gennem alle rum. Loftet er indrettet med gæsteværelser i hjørnet mellem de to længer, men står ellers uudnyttet med fast undertag. Kælderen under østfløjen har et ældre forrammekøkken med ældre flisegulv. Den sydligste del af nordfløjens kælder, der er den ældste og bedst bevarede del, fremstår med hvælvede lofter. Den midterste del indeholder et ældre vaskerum, og den sidste del er indrettet med nye overflader overalt. De to bindingsværkslænger ligger er begge opført i ét stokværk, med sortmalet træværk og hvidkalkede tavl. Tagene er halvvalmede belagt med røde vingetegl. Længen mod gårdspladsen har to hvide skorstenspiber i tagryggen. Denne længes facade indeholder flere store grønmalede vognporte. Vinduerne er ældre, hvidmalede og småsprossede, og der er nyere, grønmalede døre. Hestestaldens facade udgøres af porte, nogle røde andre hvide, samt flere ældre, småsprossede, rødmalede vinduer.

Saltøs miljømæssige værdi knytter sig til det samlede herregårdsanlæg, og de gårdrum der optræder mellem bygningerne. Avlsbygningerne sydøst for hovedbygningen inddrages naturligt i den samlede oplevelse af anlægget, da indkørslen til hovedbygningen sker langs den længste af avlsgårdens længer. Gårdpladsen mellem hovedbygningens fløje optræder som et helstøbt, privat og lukket rum. Helheden understøttes af den bevarede pigstensbelægning og gårdspladsens midte, der optages af en grøn plæne, der omkring sig danner naturlige forbindelser mellem bygningerne. På gårdspladsen findes endvidere en ældre vandpumpe, der fuldender det autentiske og historieprægede herregårdsanlæg. Endnu et gårdmiljø skabes mellem den mindre bindingsværksbygning mod nord og hovedbygningens nordfløj. Dette gårdrum afgrænses på klassisk, landlig vis med et ældre, lavt stengærde mod øst. Herved skabes liv og rum på begge sider af hovedbygningen.

Saltøs kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningernes indbyrdes placering omkring gårdspladsen, samt til den tydelige aflæsselighed af bygningernes tilblivelse over længere tid, og det liv der er levet gennem tiden. De kulturhistoriske værdier træder frem i spor, der afspejler de tidligere opdelinger mellem herskab og tjenestefolk, herunder køkkenet i kælderen med tilhørende madelevator, pigeværelserne på loftet og de mange bitrapper. Et særligt kulturhistorisk element ses på østfløjen, hvor de let fremspringende partier tidligere fungerede som en form for faldstammer til datidens toiletter, Hemmeligheder som de også blev kaldt. På 1.sal er bevaret tre små døre, der stadig giver adgang til skakten. Ombygningerne, der er sket omkring 1900-tallet, har kulturhistorisk værdi ved det historicistiske præg, der tydeligt kan aflæses. Eksempler på dette er tilføjelserne af det fremtrædende gavlparti med ur og klokke, dørpartiet på sydgavlen, der med det Plessenske våbenskjold præciserer denne families historie på godset. Tillige den historicistiske stue mod syd med det synlige bjælkeloft, dekoreret af Maleren Thorvald Niss, dateret 1900 på en af bjælkerne, samt placeringen af avlsgården let adskilt fra hovedbygningen. Dertil kommer de værdier, der kan aflæses i bygningernes ældre materialer. Især knytter disse sig til den ældste del af kælderen, der er kampestenssat med hvælvede lofter og de bevarede bindingsværksskillevægge, samt i bindingsværkslængerne bræddelofter og pigstensgulve.

Karakteristisk for Saltøs arkitektur er den gennemgående asymmetri, som vidner om de mange om- og tilbygninger, hovedbygningen har været igennem, og som giver bygningen sin særlige fremtræden. Trods de mange tilføjelser fremstår bygningens proportioner stadig afstemt som en homogen bygningskrop, der mest er præget af senmiddelalderen.Asymmetrien ses også på gårdsiden ved det tilføjede, fremskudte parti på østfløjen, der på enkel og raffineret vis har en frise, på linje med hovedgesimsen, der inddeler den høje murflade. På gårdsiden fastholdes de to længers homogenitet specielt ved den taktfaste vinduessætning, der ligeledes holdes på østfløjens haveside, og kun brydes af de to smalle hemmeligheder. På nordfløjens haveside brydes vinduestakten og muren fremstår asymmetrisk med synlige kampesten i en del af facaden. Et andet karakteristisk træk er sydgavlens asymmetrisk placerede dørparti, der er det mest fremtrædende på hovedbygningen med den kraftige sandstensportal og brede fritappe. Indvendigt skabes en sammenhængende detaljering i bygningen med de mange bevarede brede fyldingsdøre, gerichter og ældre greb. Flere steder i østfløjen er lofterne prydet med bjælker i overdimensionerede inddækninger, der giver et virkefuldt og markant udseende. I den historicistiske stue er bjælkerne endvidere dekoreret med forskellige frugt- og blomstermotiver. Kælderens rum har ligeledes arkitektonisk værdi. Rummene virker helstøbte med de tykke mure, der glider over i krydshvælvene, som igen markerer loftets inddelinger og bevirker sammen med de dybe vinduesnicher at lysforholdene i kælderen bliver kontrastfulde og dramatiske. Gulvets belægning med teglsten fuldender rummenes gennemførte materialeholdning.

Læs videre om

• Bækkeskov, Everdrup
• Hotel Vinhuset, Næstved
• Kompagnistræde 3, Næstved

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen