Sandflugtsmonumentet ved Tisvilde er et klassisk barokmonument, udført af billedhuggeren Didrick Gercken i 1738 i sandsten med profileringer, hjørnevolutter, dekorationer, våbenskjolde og muslinger, og øverst oppe ligger kongens krone på en pude.
Området omkring Tisvilde var i 1500- til 1700-tallet hærget af sandflugt, og befolkningen var blevet stærkt forarmet. Men fra og med 1724 blev der under ledelse af tyskeren Johan Ulrich Røhl gennemført et stort arbejde for at bekæmpe sandflugten i dette område. Arbejdet blev udført af lokale bønder og soldater fra København, og det bestod i at grave grøfter, sætte gærder, lægge tang oven på sandet samt plante hjælme og marehalm. Dette arbejde må have betydet meget for Christian 6., eftersom han valgte at bekoste et monument over resultatet. Meget betegnende fik et en værdig placering på en bakkekam og ikke på en af Københavns tomme pladser; på den måde kunne det stå som vidnesbyrd om kongens faderlige omsorg for sine undersåtter ude i selve sandflugtsområdet.
Sandflugtsmonumentet er et af de tidligste eksempler på den moderne tids mindesmærker i kraft af fire forhold: den væsentlige samfundsindsats, som her mindes; den jævne samfundsgruppe, som har fået gavn af indsatsen; placeringen ude på landet langt fra hovedstaden og inskriptioner, hvor dansk fremtræder ligeværdigt med latin og tysk. Christian 6. døde i 1746 og fik ikke anledning til at rejse flere mindesmærker. Men tendensen var klar: Folket, dets levevilkår og kultur var fra midten af 1700-tallet ved at blive en faktor, som også regenter måtte beskæftige sig med.
