Sankt Catharinæ Kloster, Ribe

Det første dominikanerkloster i Norden blev grundlagt i Lund i 1222, og i 1228 blev Ribe den næste by, hvor dominikanerne fik lov til at slå sig ned. I Danmark blev dominikanermunkene kaldt Sortebrødrenen på grund af deres sorte munkekutter. Klosterets tidlige grundlæggelse, vidner om byens betydning og store handelspotentiale. Selvom tiggerbrødrene var personligt fattige, ikke måtte eje noget og skulle tigge sig til almisser i byen, betød det ikke at klosteret var fattigt.Munkene gik i gang med at bygge kirken og en fløj til deres ophold. Væsentlige dele af det aktuelle Sankt Cataharinæ Klosterets bygninger går tilbage til 1200-årene.

I senmiddelalderen blev klosteret udbygget til et firfløjet anlæg i to stokværk med korsgang/klostergang. Den første kirke var enskibet med fire fags hvælvinger og boligfløjen lå ved den østlige ende af kirken. Bygningerne var opført af røde munkesten og stilen var overvejende romansk med rundbuer. Kirken blev senere ombygget og fik høje, gotiske vinduer. I senmiddelalderen blev kirken delvist nybygget som en treskibet basilika. Østfløjen blev udvidet og den østre buegang blev tilføjet. Senere blev sydfløjen opført, først i form af en kort del mod øst, senere forlænget. Vestlængen var den sidste der blev opført. Der blev desuden bygget en udløberfløj på sydsiden af sydfløjen, som nu er revet ned, men sporene ses stadig på sydlængens facade. Inde i den nu lukkede klostergård blev der tilføjet buegange hele vejen rundt. Omkring 1480 var klosteret færdigudbygget til det firfløjsanlæg, som i store træk er bevaret i dag.Sydøst for klosteret blev der bygget udhuse til lagerformål.

I 1536 gennemførtes reformationen i Danmark og staten konfiskerede klostrene og deres værdier. Christian den III besluttede i 1543, at sortebrødreklostret som det eneste kloster i Ribe skulle bevares og være almindeligt hospital for Ribe Stift.

I løbet af 1700-tallet var selve østfløjen faldet sammen og kun buegangen bevaret. Ved en stor ombygning i 1825-27 fik bygningerne deres nuværende udseende med afvalmede tage og store vinduer. De tidligere udhuse og udløberfløjene blev revet ned og det lille udhus øst for klostret blev opført.Fra 1865 har klosteret rummet boliger for ældre.

Fra 1918 til 1920 blev klostret restaureret og klostergården med buegangene blev ført tilbage til et udseende, som på daværende tidspunkt mentes at være tæt på det oprindelige.

Sankt Catharinæ Kloster ligger midt i Ribe og består af fire klosterfløje, hvoraf den nordlige er bygget sammen med Sankt Catharinæ Kirken, der ikke er omfattet af fredningen. Herudover indgår den tidl. Graverbolig, som er bygget til sydfløjen samt en fritliggende bygning mod øst.

Klosteranlægget omkranses mod nord og vest af hegnsmure med to sæt portpiller. De fire klosterfløje er grundmurede længer i to etager med delvist kælder og uudnyttede tageetager. Alle murene står i rød, blank mur uden markering af soklen. Murene afsluttes af flerledede gesimser, og mod den indre klostergård er gesimserne blandt andet udstyret med savsnit. Sydfløjens gesims er den eneste der er hvidkalket. I øvrigt præges murværket af friser af formsten, der danner firkløvermotiver, bomhuller og blændinger efter tidligere åbninger. Alle tre fløje afsluttes af teglhængte røde tage, der har forskellig afvalmning. Tagfladerne er friholt for tagvinduer, og i både vest- og nordfløjens tagrykke ses fire skorstenspiber. Tagrender og nedløbsrør er på alle fløje udført i kobber. Langs med den indre klostergård har fløjene i den nederste etage en klostergang med hvidkalkede mure og krydshvælv samt teglstensgulve. Ind mod klostergården ses rækker af spidsbuede, profilerede åbninger, udført af formsten, der er delvist hvidkalkede. Over klostergangen findes rækker af små, etrammede, blysprossede vinduer med mørke rammer, placeret enten i flad- eller spidsbuede åbninger. Fra klostergangen og ind i sydfløjen ses en række hvidmalede, etrammede vinduer i fladbuede nicher og fra klostergangen er der gennem ældre døre adgang til syd- nord- og vestfløjen. Udover disse fællestræk skiller hver af de fire fløje sig lidt ud fra hinanden. Da nordfløjen er bygget sammen med kirkemurens sydside, har denne fløj ingen andre åbninger end dem der vender mod gården. Østfløjens gadefacade er tillige helt lukket, dog er der spor efter tidligere åbninger. På den vestlige fløjs gadefacade ses en ældre bræddedør med kraftige båndbeslag og i den øverste etage findes en række torammede vinduer. Sydfløjens gadefacade har en symmetrisk opbygning med to ens mørkeblå, tofløjede hoveddøre med overvindue og sandstensportal samt hvidmalede korspostvinduer i begge etager.

Alle vinduer er ældre og hvidmalede med mange bevarede anverfere og stormkroge. I sydfløjens facade ses tillige en sandstenstavle med inskription og i østgavlen er en ældre tofløjet bræddedør med kraftige båndbeslag og muret portal. I det indre rummer klosteret i dag en række mindre boliger med nyere badeværelser og køkkener i syd- og vestlængen samt et par fællesrum. I sydlængens østlige del er tillige en større forstanderbolig. I nordlængens førstesal er et langt, repræsentativt lokale. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelt udførte og nyere, herunder ølandssten- eller teglstensgulve i forstuer og i enkelte fordelingsgange, bræddegulve i de øvre fordelingsgange og i alle stuer og værelser samt pudsede vægge og lofter. Enkelte mure fremstår berappede og kalkede med partier af blanke sten og ældre kalkmalerier, ligesom enkelte lofter skiller sig ud ved at have et synligt bjælkelag med brædder eller pudsede felter imellem.

Der er bevaret en hel del ældre bygningsdele, herunder fyldingsdøre med gerichter og øvrige detaljer, forsatsruder ved vinduerne, trapper og i forstanderboligen er både ældre brystningspaneler, indvendige skodder i lysningspanelerne, ildstedsindfatninger samt et ældre kaldesystem. Der er tillige flere ældre indbyggede skabe og i et af fællesrummene findes et ældre støbejernskomfur. Der er kælder under sydlængen med stengulve, ældre murværk og synligt bjælkelag i loftet. De uudnyttede tagetager fremstår med ældre tagkonstruktioner og nyere faste undertage.

Den tidl. graverbolig bolig består af to sammenbyggede énetages længer: Et stuehus mod Klostergade og et udhus der forbinder stuehusets med Klosterets sydlænge. Længerne er opført dels i grundmur og dels i bindingsværk. Træværket er sorttjæret, mens mur og tavl fremstår i rød, blank mur. Begge længer har sorttjærede kampestenssokler og stuehuset har hvidkalkede, murede gesimser. Stuehuset har halvvalmet tag med en skorstenspibe i rygningen, mens den anden længe har heltag. Alle tagflader er hængt med røde vingetegl. De to længer har ældre fyldingsdøre, enkelte med rude i den øverste fylding. Dørene er malet i mørkebrun og røde nuancer med hvide stafferinger. Vinduerne er ældre, etrammede vinduer, der er hvidmalede og har småtopsprossede rammer.

Den tidl. Gartnerbolig har i det indre en delvist bevaret ældre grundplan, traditionelle materialer og flere ældre fyldingsdøre. Den fritliggende længe er opført i grundmur i én etage. Der er ingen sokkel, murene fremstår i rød, blank mur og afsluttes af en hvidkalket gesims og et halvvalmet, teglhængt, rødt tag. I tagfladen har siddet en skorstenspibe, der dog på besigtigelsestidspunktet var styrtet ned. Bygningen har ældre, rødmalede revleporte, døre og luger samt ældre, hvidmalede et- eller torammede vinduer. Den fritliggende længe fungerer som et uopvarmet udhus. Der er bevaret ældre støbte gulve, gulve med teglsten og skillevægge i blank mur. En del af bygningen har bræddeloft over det synlige bjælkelag, mens der i anden del er åbent til kip. Tagstenene er skummede.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Sankt Catharinæ Klosterets beliggenhed i Ribes ældste bykerne. Det samlede anlæg, der omfatter klosterets fløje, kirken, de øvrige bygninger og indhegningen med hegnsmure og portpiller, indgår i et effektfuldt sammenspil, der skaber et enestående kulturmiljø. Hertil kommer de åbne, græsklædte arealer samt brostens- og pigstensbelægningerne, som fuldender det traditionelle og stemningsfulde miljø. Åbenheden omkring klosteret betyder, at bygningerne får en solitær placering, der signalerer magt og indflydelse. Endeligt har det lukkede gårdrum stor miljømæssig værdi i den intime og næsten sydlandske atmosfære.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til hele det fredede klosteranlæg, der sammen med kirken udgør et af Danmarks mest betydningsfulde og bedst bevarede middelalderlige klosteranlæg. Fløjenes traditionelle sammenbygning omkring en indre, lukket gård med buegang underbygger fortællingen om bygningernes oprindelige funktion som kloster.Hertil kommer klosterfløjenes fremtræden i rød, blank mur med bomhuller, murankre og åbninger med spidsbuede eller fladbuede stik samt ubrudte tagflader, der vidner om hvordan gotikken, der især var knyttet til kirke- og klosterbyggeriet, kom til udtryk i dansk arkitektur.

At klosterets bygninger blev opført i grundmur er tillige en vigtig kulturhistorisk værdi, da det på daværende tidspunkt kun være betydningsfulde bygninger med en hvis økonomisk opbakning, der blev opført i grundmur. De mange spor i murværket har stor kulturhistorisk værdi: tidligere åbninger og spor af stik vidner om de mange ombygninger gennem tiden fra middelalderens kloster til det senere hospital. Sporene i murværket viser den tidligere placering af vinduer og døre, hvilket afspejler de rum, der tidligere lå bagved. Hertil kommer at sydfløjens korspostvinduer og tofløjede fyldingsdøre er typiske træk fra klassicismen, hvilket vidner om de store ombygninger i 1820erne. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de øvrige bygninger, gartnerboligen og den fritliggende længe, der ved deres størrelse og gartnerboligens bindingsværk underordner sig klosterets fløje. Tillige er det tydeligt at aflæse, at den fritliggende længes har været anvendt som funktionsbygning, hvilket ses i bygningens revleporte og luger.

I det indre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til de delvist bevarede ældre og oprindelige grundplaner med lange gange og mange døre, der afspejler både indretningen til kloster og til hospital. Forstanderboligens klassicistiske brystningspaneler, skodder i lysningspanelerne og ildstedsindfatninger har sammen med det ældre kaldesystem ligeledes kulturhistorisk værdi.

Klosteret fremstår som et kraftfuldt og sluttet bygningsværk med gedigne teglstensmure og teglhængte, ubrudte tagflader. Den ensartede, enkle materialeholdning gør at bygningerne fremtræder som en helhed med tyngde. Detaljeringen er sparsom, men virkningsfuld, og de enkle murstensdetaljer, herunder friser og indfatninger af formsten samt gesimserne giver et elegant ydre. Endvidere er der arkitektonisk værdi relateret til teglstenens changerende farver, fra lys terrakotta til dybere røde og næsten sorte sten, der skyldes de forskellige lertyper og brændinger, men som visuelt bidrager til et levende facadeudtryk, der har stor betydning for den stoflige virkning. Der er desuden stor arkitektonisk værdi relateret til den velproportionerede klostergård med de fire overhvælvede klostergange med spidsbuede åbninger, der danner et enestående lysindfald i klostergangene og samtidig en naturlig sammenhæng med det åbne gårdrum. De lange sigtelinjer, den ens takt af åbninger og den homogene materialeholdning skaber en formfuldendt arkitektonisk oplevelse, der understreges af det mønsterlagte teglgulv og de hvidkalkede hvælv. De tykke mure glider naturligt over i ribber og hvælv, og lyset skaber kontrastfulde og dramatiske skyggevirkninger. Hertil kommer de i gården bevarede blysprossede vinduer, som virker spinkle og på fornem vis modsvarer de djærve mure.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de ældre materialer og detaljer, der er afstemt med en enkel og behersket stil, hvilket anslår en stemning, som afspejler bygningernes alder.

Den arkitektoniske værdi for den tidligere gartnerbolig relaterer sig til det velproportionerede bygningsvolumen, der indgår i et formfuldendt samspil med de øvrige énetages bygninger i Klostergade. Facaden har et enkelt udtryk med en hvis arkitektonisk kvalitet, der bunder i den overordnede symmetri, de småtopsprossede vinduer og den detaljerige fyldingsdør og markerede gesims.

Læs videre om

• Mellemdammen 16, Ribe
• Ribe gamle Rådhus
• Sønderportsgade 20, Ribe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen