Silkeborg Vandtårn

Silkeborg vandtårn er opført 1902 efter tegninger af arkitekt Anton Rosen. Et bemalet felt i tårnets indre fortæller endvidere, at murermester Chr. Nielsen og tømrermester A. Jensen har stået for den fysiske udførelse.Vandtårnet er opført i 1902 til tekstilfabrikken Commichau & Co. Grundet et dårligt vandtryk i byens vandforsyning på opførelsestidspunktet blev brandforsikringen så dyr, at fabrikant Commichau besluttede at opføre et vandtårn på fabrikkens område, for således selv at have adgang til vand ved brandbekæmpelse. Endvidere havde Commichaus en interesse for vand, idet han var tilhænger af den tyske præst Sebastian Kneipps ideer om vands helbredende kræfter.

I vandtårnets indre er indmuret en tavle med teksten Dette vandtaarn er bygget af Aktieselskabet Commichau & Co. Limited 1902 den 17 maj – til minde om Sebastian Kneipp.

I et gårdrum omgivet af boligblokke langs Amaliegade i Silkeborg centrum ligger Silkeborg Vandtårn.

Vandtårnet er cirka 15,5 meter højt og består af en muret, pudset og hvidkalket, cirkulær base over en sokkel af kampestenskvadre, en ottekantet overbygning af rødt opstrøget bindingsværk, båret på konsoller af beton, et lavt opssprosset vinduesbånd under tagfoden og endelig et ottekantet højt tegltag med blødt svungne gavlsammenskæringer. Taget afsluttes af en vindfløj med en høne i kobber, hvori årstallet 1902 indgår. Mellem konsollerne er malet farverige motiver med åkandelignende blomster og vand. På tårnets vestside er et højt smalt og fladbuet vindue med to rammer i rødmalet træ med opsprossede ruder. Indgang til tårnet sker via en østvendt fyldingsdør i rødmalet træ med glasfelter øverst og et fladbuet opsprosset overvindue.

I det indre består tårnet af ét stort og åbent rum, der går op til den ottekantede overbygning. Her findes vandtanken, som er støbt af beton og rummer cirka 23,5 kubikmeter vand. Rundt om tanken er en svalegang, og over denne er der udsigt til spærkonstruktionen, der bærer tegltaget. Adgangen til overbygningen sker via indmurede jerntrin. Gulvet i vandtårnet er et bræddegulv med en støbt kant langs muren. På de hvidkalkede vægge findes en indmuret tavle med inskription samt tre bemalede tekstfelter, hvor der står: Systue, Væveri, Trykrør, Hydranter, Snedkeri, Spinderi, Vaskeri, Pulsator, Privatbolig. Disse kan eventuelt henføre til den tidligere rørføring af sprinkleranlægget. Endvidere ses rester af jernrør, som hænger ned fra tankens underside.

Den miljømæssige værdi er knyttet til vandtårnets placering midt i Silkeborg, hvor det sidenhen er blevet omsluttet af nyere etageboliger. Våndtårnet er således det eneste tilbagestående element fra Commichaus tekstilfabrikker, og fungerer i dag som det visuelle omdrejningspunkt for den nye bebyggelse.

Tårnet står i et gårdrum, der ligger tilbagetrukket fra Amaliegade, og bliver først synligt, når man står umiddelbart foran indkørslen til gårdrummet. Tårnet bliver derved et interessant og overraskende, rumligt indslag i Silkeborg.

For Silkeborg Vandtårn er den kulturhistoriske værdi knyttet til bygningens oprindelse som vandtårn, bygget til at håndtere brandslukning på en tekstilfabrik. Bygningens opførelse er således et resultat af datidens dårlige vandtryk i vandforsyningen i Silkeborg by, og vandtårnet fortæller derved om udviklingen af byens infrastruktur, hvor vandforsyningen omkring år 1900 har været mangelfuld. Endvidere findes kulturhistorisk værdi i selve bygningens konstruktion, der som et tidligt eksempel på byggeri med armeret jernbeton var avanceret byggeteknik på opførelsestidspunktet.

Tillige findes kulturhistorisk værdi i bygningens arkitektoniske udtryk, som er historicisme blandet med indtryk fra skønvirke og jugendstil. Dette ses eksempelvis i udformning af betonkonsollerne under overdelen, frisen med blomster- og vandmotiver på felterne mellem konsollerne, konturstregerne omkring motiverne, overdelen i bindingsværk samt tagets form og afslutningen med en vindfløj udformet som en hane. Tilsammen typiske elementer for Anton Rosens arkitektur i perioden omkring århundredeskiftet. Anton Rosens arkitektur er tillige meget udbredt i Silkeborg, hvor han boede i en periode af sit liv, og fik opført 27 bygninger, hvoraf de 18 findes endnu. Endelig fortæller vandtårnet om Silkeborgs tidligere meget omfattende tekstilindustri og eksistensen af fabrikken Commichau & Co., som var et meget stort og dominerende fabrikskompleks i byen, og hvoraf vandtårnet er den eneste tilbageværende bygning.

For Silkeborg Vandtårn er den arkitektoniske værdi knyttet til den klart aflæselige hovedform med den cirkulære koniske base, den ottekantede overbygning og det ligeledes ottekantede stejle tegltag samt den fint detaljerede afslutning i den irgrønne vindfløj. Ved døren og det vestvendte vindue opleves den massive murtykkelse ved de meget dybe nicher, som bidrager til oplevelsen af bygningens tyngde og massivitet.

Bygningen er tillige et vellykket eksempel på Anton Rosens værker fra perioden omkring år 1900, hvor indflydelse fra nationalromantik og jugendstil blandes sammen til en regional stil, der er umiddelbart genkendelig. Dette ses eksempelvis i brugen af bindingsværk, der blandes med moderne konsoller i beton, som gives en udformning og detaljering som var de skåret i træ. Hertil indgår Silkeborg Vandtårn i en lang række Anton Rosen-byggerier i Silkeborg, og bliver således del af en epoke i byens historie, som er meget synlig i gadebilledet den dag i dag.

Læs videre om

• Fischers Hospital
• Liselund, Sjørslev
• Marsvinslund, Vium

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen