Slusegårds Vandmølle og Ørredhus, Hasle

Slusegårdens Vandmølle er formentlig opført i begyndelsen af 1800-tallet, mens ørredhuset er opført omkring 1850 af Slusegårdens daværende ejer efter inspiration fra lignende franske anlæg. Foruden de fredede bygninger vandmøllen og ørredhuset, omfatter anlægget også et klækkehus og et kildehus, der forsynede klækkehuset med frisk vand. Hele anlægget med damme og huse blev grundigt istandsat af Nationalmuseet i 1950'erne og – 60'erne. Møllen er tæt på tag og fag. Vandmøllehjulet og kværnbesætning er fornyet inden for de senere år.

Slusegårdens vandmølle og ørredhus ligger ved Øle Å umiddelbart før dennes udløb i Østersøen. Nær ved over ådalens skrænt mod øst ligger Slusegården. På skrænten ned til Øle Å ligger tillige et kildehus og et klækkehus. Alle bygninger indgår i et større system af mølledamme og omløb. Både vandmølle og Ørredhus har et tilhørende stigbord til at regulere vandtilførslen. Gård, kilde- og klækkehus er ikke omfattet af fredningen.

Møllebygningen er en fire fag lang enetages bygning opført i sort opstolpet bindingsværk med løsholter og gennemstukne bjælkehoveder. Vandmøllen hviler på et fundament af kampesten, taget er tækket med rughalm og har lyngmønning. Gavlene er bræddebeklædte, sorttjærede og afsluttes øverst af husbrande. Det sidste fag over vandhjulet er under tag og er i øvrigt åbent. Bindingsværkets tavl er hvidkalkede og er udført dels af balkasandsten og dels af lerklinede tavl. Vandhjulet er et underfaldshjul med direkte træk. I bygningens sydlige langside sidder et ældre, torammet vindue med små ruder. Vandmøllens indre er et åbent rum og med et sandstensbelagt gulv og kalkede, lerklinede vægge. Det ydre møllehjul har direkte træk til en lille kværn, der er placeret på tagetagen. Der er desuden træk til en rebskive, som har trukket et tærskeværk ved Slusegården oppe af skrænten. Via en simpel ligeløbstrappe er der adgang til tagetagen, hvor tagkonstruktionen og stråtagets underside er synlig. Dele af tagkonstruktionens tømmer er udskiftet, ligesom dele af kværnens træværk er fornyet. Loftet over vandhjulet består af rafter.

Vest for vandmøllen ligger Ørredhuset, der er opført i en etage i sort opstolpet bindingsværk med løsholter og gennemstukne bjælkehoveder. Ørredhuset hviler på et fundament af kampesten, taget er tækket med rughalm og har lyngmønning. Gavlene er bræddebeklædte, sorttjærede, og afsluttes øverst af husbrande. Bindingsværkets nederste tavl består af store balkasandsten, mens de øverste tavl lukkes af træskodder. Mod bygningens nord- og sydgavl er tilbygget to, små lave huse, der er grundmuret af balkasandsten og begge bærer stråtækte tage af rughalm med mønning af lyng. De sorttjærede, bræddebeklædte gavle afsluttes øverst af husbrande. I begge gavle er tillige sorttjærede revledøre. I det indre er et omløb af Øle Å ført gennem bygningen og man går på murede bænke langs vandløbet. I den ene side er der indbygget et hyttefad i bænken, der er lukket øverst med en brædderist, der kan åbnes. Vægoverfladerne er ubehandlede og tagkonstruktionen og stråtagets underside er synlige. Dele af tagkonstruktionens tømmer er udskiftet.

Den miljømæssige værdi ved Slusegårdens Vandmølle og Ørredhus knytter sig til bygningernes placering i ådalen nær Øle Åens udløb i Østersøen. Bygningerne indgår harmonisk i anlægget, der omfatter kildehus, klækkehus, mølledam, omløb, broer, stensætninger og stier, der sammen med det omgivende, frodige landskab danner et unikt kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Slusegårdens Vandmølle og Ørredhus knytter sig til deres beliggenhed ved Øle Å, hvor de indgår i systemet af mølledam, omløb, broer stensætninger samt kildehus og klækkehusog de udgør et for Danmark enestående anlæg. I ørredhuset fangede man ørrederne om efteråret og satte dem i hyttefadet, hvor man lod dem gå indtil fredningstidens udløb 31. januar. Mens de gik her, blev de strøget for æg, som herefter blev klækket i klækkehuset. Fra kildehuset løb frisk vand til ynglen, som senere blev sat ud i åløbet.

Tidligere fandtes der mange små vandmøller af lignende type på Bornholm. Da mølleprivilegiet ikke fandtes på Bornholm kunne enhver opføre en mølle og drive forretning, og herved kom møllerne til at ligge med kort afstand. Derfor havde de fleste møllere en supplerende indtægt fra et andet erhverv, eksempelvis landbrug. De små vand- og stubmøller blev i løbet af 1800-tallet udkonkurreret af de hollandske møller, der var langt mere driftssikre og havde en større kapacitet. Slusegårdens Vandmølle er et sjældent eksempel på en Bornholmsk vandmølle, da den er en af de tre vandmøller, der endnu findes bevaret på Bornholm. Vandmøllen er funktionsdygtig men ikke i brug. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til bygningernes tavl bestående af enten hele balkasandsten eller tavl opmuret med balkasandsten, der ligesom tagenes rughalm vidner om, hvordan man i byggeriet anvendte de materialer, der var tilgængelige i lokalområdet.

Endelig knytter der sig kultushistorisk værdi til bygningernes konstruktion i traditionelt bornholmsk bindingsværk fra en periode, hvor der var en vis træmangel på Bornholm, Bindingsværket er derfor sparsomt uden skråstivere og fodrem, men med gennemstukne bjælkeender, som blev brugt på Bornholm langt op i 1800-årene.

Den arkitektoniske værdi i Slusegårdens Vandmølle og Ørredhus knytter sig i det ydre til de to små bygningers enkle og sluttede form, hvor særligt de sorttjærede bræddegavle og de ubrudte tagflader af strå giver bygningerne karakter, og hvor dekorationen begrænser sig til gavlenes husbrande. Hertil kommer bindingsværkets balkasandsten og Ørredhusets træskodder, hvis stoflighed får bygningerne til at indpasse sig i den omgivende natur.

Læs videre om

• Hafniahus, Rønne
• Karnaphuset, Rønne
• Toldbodgade 2, Rønne, Nexø

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen