Stauning Præstegård (Ringkøbing-Skjern Kommune)

Stauning Præstegård er opført i 1789 for præsten Lars Gravesen Brøllund, men der har formentlig været præstegård længe før. De første matrikelopmålinger fra 1680erne viser, at præstegårdens jorder strakte sig ned til kirken. Den nuværende præstegård var oprindeligt et firelænget anlæg, hvor kun stuehuset er bevaret idag. Præstegården er muligvis den ældste, grundmurede bygning på egnen.

I Vestjylland var der mangel på tømmer og ved Skjern fandtes der ler, der kunne bruges til fremstilling af brændte teglsten, hvorfor man hurtigt overgik til teglsten ved større byggerier og Stauning præstegård er således det første eksempel herpå.

Stuehuset var i midten af 1900-tallet i forfald og gennemgik en gennemgående restaurering i 1985-86 under arkitekt Gunnar Thorup Rasmussen, hvor der blandt andet blev muret nye indermure op, hvilket betød en fortykkelse af ydermurerne. Et ældre udhus i haven blev i samme ombæring revet ned og de gamle sten blev brugt til den nyere sidelænge. Konfirmandstuen lå tidligere i den nuværende spisestue, ligesom der i den vestre gavlende var mælkekælder, som nu er et kammer, men ellers er planløsningen tilnærmelsesvis intakt.

Stauning Præstegård ligger i udkanten af Stauning lige ved Ringkøbing Fjord vest for Skjern. Stauning præstegård er omgivet af en stor have, gårdspladsen har perlegrus og en græsplane i midten. Grunden afgrænses af høje træer. På grunden er desuden en nyere bygning, der ikke er omfattet af fredningen.

Stauning Præstegård er en 13 fag lang, grundmuret bygning i én etage og hvilende på en lav sokkel af granit. Bygningen afsluttes af et halvvalmet stråtag, hvor der i mønningen er fire murede skorstenspiber med sokkel og krave. Facaden er rød, blank mur med optrukne fuger og afsluttes af en hvidtet gesims. Hoveddørene markeres af båndfugede risalitter og krones af en kurvehanksbuet frontkvist, hvor der et rundbuet, halvcirkulært vindue med dekorative sprosser. Hoveddørene er nyere, traditionelt udførte, tofløjede og grønmalede fyldingsdøre. Mod gårdsiden sidder to nyere, grønmalede døre. Vinduerne er nyere, traditionelt udførte, torammede og hvidmalede vinduer. Både døre og vinduer sidder i fladbuede og hvidtede stik. Vinduerne i sydgavlen har murede, hvidtede sålbænke. Ligeledes i sydgavlen har gavlfoden et hvidtet bånd og der er murankre udført som årstallet 1789 og initialerne LB CK. I frontkvistene ses liljeformede murankre.

I det indre er en traditionel planløsning med en forstue ud fra hver hoveddør og med en langsgående hovedskillevæg, der inddeler bygningen med stuer primært mod gårdsiden og køkken samt mindre værelser og rum mod havesiden. I den østlige del er embedsfunktionerne med en hall ud fra den østre hoveddør til en forstue, hvorfra der er adgang til præstens studereværelse, gæstetoilet og en konfirmandstue. I den vestlige ende er privatboligen med egen indgang fra den vestre hoveddør til bryggers og køkken samt stue og spisestue. Det indre er præget af nyere, men traditionelt udførte overflader, herunder brædde- og flisegulve, pudsede vægge og synlige, ældre loftsbjælker mellem nyere loftsbrædder. Dørene er traditionelt udførte fyldingsdøre og vinduerne er koblede. I den østlige hall er en nyere ligeløbstrappe til den uudnyttede tagetage, hvor den delvist ældre og delvist nyere tømmerkonstruktionen er synlig.

Den miljømæssige værdi knytter sig til præstegårdens lidt tilbagetrukne placering fra vejen, hvor den store gårdsplads foran bygningen sikrer en præsentabel ankomst. Hertil kommer præstegårdens høje placering. Sammen med kirken har præstegården den højeste placering i det flade marskland ud til fjorden og vidner derved om præstens position i lokalsamfundet. Tillige har de bevarede pigstenskanter omkring bygningen miljømæssig værdi, idet det bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø samt stenen foran den østre hoveddør, hvor præsten eller hans gæster nemt kunne stige til hest. Endelig har den nyere sidebygning miljømæssig værdi, idet den markerer, at præstegården tidligere var et trelænget anlæg.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til stuehuset som et repræsentativt eksempel på en tidlig vestjysk præstegård fra 1700 årene med en lang bygningskrop med egnskarakteristiske træk, herunder murenes uensartede, mørkbrændte sten med hvidtede detaljer, herunder gesims, risalitter og indfatninger, det halvvalmede stråtækte tag med skorstenspiber i mønningen samt de to tofløjede fyldingsdøre under kurvehanksbuede frontkviste. De to indgangspartier vidner om funktionen som præstebolig, hvor der er en indgang til embedsdelen med præstens studerekammer og en indgang til den private del med køkken, bryggers og stue. Hertil kommer den ubrudte tagflade, der vidner om tagrummets funktion til opbevaring. Endelig har murstikkene og murankrene kulturhistorisk værdi, idet de vidner den første præst og hans kone i den da nyopførte præstegård. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den traditionelle planløsning med en langsgående skillevæg, en embedsdel med præstens kontor i østenden, og en privat del med stue og køkken og bryggers mod havesiden i vestenden. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning, der vidner om bygningens udvikling.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til bygningens enkle. Fristående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring frontkvistene. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag. Hertil kommer de uensartede, mørkbrændte sten, der sammen med de hvidtede detaljer, herunder risalitterne, gesims, bånd og indfatninger giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

Læs videre om

• Stauning Præstegård, Trap Danmark

Læs også om

• Bankgård (tidl. fejlagtigt Fjordgården), Husby
• Strandgården, Husby
• Åregab Båke, Hvide Sande

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen