Stavnsagerpladsen

Den store jernalderlokalitet Stavnsager giver et godt indtryk af samfundets øgede kompleksitet i løbet af yngre jernalder. Øst for landsbyen Mosekær, 10 km sydøst for Randers, lå i tiden ca. 400‑1100 en bebyggelse ned til en sejlbar forgrening af Kolindsund, der gav direkte adgang til havet. Det har formentlig i de første århundreder været en almindelig landbebyggelse med agerbrug og kvægavl som de primære erhverv. I yngre jernalder viser både husene, værkstedsbygningerne og især fundmaterialet, at landsbyen har ændret karakter hen mod et mere hierarkiseret samfund med en våbenførende elite – et samfund, hvor der blev drevet forskellige håndværk og handelsvirksomhed med fjerne områder. Landsbyen har sin storhedstid i yngre germansk jernalder (ca. 550-ca. 800), men også i vikingetiden er der fundet spor efter omfattende handels- og håndværksvirksomhed. I tidlig middelalder forsvandt bebyggelsen, der ellers havde været et sted med internationale forbindelser og af stor regional betydning. Årsagen til pladsens ophør kan være, at den ikke længere kunne besejles, idet sejlrenden har været groet til. Stormandsslægten og den øvrige landsby kan derefter være flyttet til Hørningområdet kun 2 km vest for, hvor der omkring år 1000 begraves en fornem kvinde. På stedet, hvor hun blev begravet, blev der et par generationer senere rejst en trækirke.