Oldtiden i Randers Kommune

Tidslinje over oldtiden i Randers Kommune

.
Nørreå tæt på sit udløb i Gudenåen ved Fladbro nær Randers. Den 50 km lange å har sit udspring i Hald Sø ved Viborg og løber igennem Nørreådalen frem til Gudenåen. Åen var farbar for fartøjer med lav dybgang i oldtiden.
.
Et fornemt sæt kvindesmykker af bronze fra yngre bronzealder, ca. 900-ca. 700 f.Kr., fundet i Randersforstaden Dronningborg. Sættet består af to spiralsnoede armringe og en bæltedåse. Smykkerne var gravet lidt ned i jorden, armringene var lagt oven på bæltedåsen, og det hele var dækket af en flad sten. De to armringe, der hver består af 20 spiralsnoninger, vejer hver omkring 500 g, og smykkesættet må have repræsenteret en væsentlig værdi.
.
Guldsmykke fra jernalderen, ca. 375-ca. 550, fundet ved Kirkemosegård ved Spentrup. Den pragtfulde rygknapfibula knytter sig til kvindedragten og har formentlig været fæstnet midt på brystet, hvor den holdt en kappe sammen, mens hængesmykkerne var monteret i en halskæde af betydelig størrelse.
.
Spændet, som oprindelig stammer fra De Britiske Øer, blev fundet ved en kvinde fra vikingetiden, der var begravet i Enghøj nord for Randers.
.

Randers Fjord, Gudenåen og de mange mindre vandløb i området har i årtusinder dannet eksistensgrundlaget for menneskene, både som naturressourcer, som livsgrundlag og som kommunikationsveje i landskabet. De store vandveje har desuden udgjort handelsvejene for en rig og varieret kontakt med omverdenen gennem hele oldtiden. Randers Kommune har været et rigt og frugtbart område, og det giver sig udtryk i de mange rige grave, bopladser og offerfund fra oldtiden.

Ældre stenalder

De ældste spor efter mennesker i kommunen er registreret ved Trindsiggård ved Munkdrup, hvor der er fundet flere bopladser, som tilhører den senpalæolitiske federmesserkultur (ca. 12.000-ca. 11.000 f.Kr.). Ved Langå, på en terrassekant oven for Gudenåen, er der konstateret omkring ti bosættelser, der kan knyttes til Brommekulturen (ca. 11.000-ca. 10.500 f.Kr.). En af dem er blevet totalundersøgt, og her fandt man omridset af en teltplads samt et ildsted.

Kommunen er rig på bopladser fra Maglemose-, Kongemose- og Ertebøllekulturerne (ca. 9000-ca. 3950 f.Kr.), hvoraf de fleste lå ved bredderne af åerne og langs Randers Fjord. Enkelte er arkæologisk undersøgte, heriblandt pladserne ved Skovlyst og Amtmand Hoppes Bro, der begge stammer fra Maglemosekulturens tid (ca. 9000-ca. 6400 f.Kr.).

Herudover blev dele af Ertebøllebopladsen Egehøj øst for Romalt ved Randers Fjord undersøgt i 2002.

Yngre stenalder

Der er flere spor af både bebyggelser og begravelser i yngre stenalder, og der er undersøgt en del grave fra perioden. Blandt disse kan nævnes en langhøj på Østergårds Mark ved Langå og et stendyngegravsfelt ved Øster Tørslev fra tragtbægerkulturen (ca. 3950-ca. 2800 f.Kr.).

Der kan siges meget lidt om tragtbægerkulturens forestillingsverden, men fundene peger i retning af, at den rummede et gudeunivers. Således kan de mere end 4.000 ravperler af forskellig form og størrelse, der i efteråret 1837 blev fundet i en eng sydvest for landsbyen Læsten, formodes at have været ofret til guderne. Fundet vejer ca. 8,5 kg og er dermed efter vægten at dømme det største ravfund fra Danmark fra denne tid, dvs. ca. 3500 f.Kr.

Fra den yngre del af enkeltgravskulturen (ca. 2450-ca. 2350 f.Kr.) kendes tillige en gravhøj fra Dalbyneder med et gravkammer med to kvinde- og to mandsbegravelser, og ved Råsted er der undersøgt et område, hvor der i enkeltgravstiden er blevet udvundet flint.

Bronzealder

Der kendes kun få bosættelser fra bronzealderen (ca. 1700-ca. 500 f.Kr.), men til gengæld et stort antal begravelser. Mange af gravhøjene er forsvundet gennem de seneste mange hundrede års dyrkning. Flere er dog fredet, og med deres høje beliggenhed er de et markant indslag i landskabet. Nogle af gravhøjene blev grundlagt i stenalderen, og så har bronzealderfolkene genbrugt dem. Andre er blevet bygget i ældre bronzealder. I yngre bronzealder (ca. 1100- ca. 500 f.Kr.) blev de døde begravet i siden af ældre gravhøje eller under et stentæppe på flad mark.

Kontakten til guderne blev tydeligere i bronzealderen, og man kender til en del ofringer af kvindesmykker og våben. I 1942 fandt man et sådant formodet offer til guderne i Randersforstaden Dronningborg, tæt ved de vidtstrakte engdrag ned til fjorden.

Nord for Øster Velling står der to sten med helleristninger udformet som geometriske cirkelmønstre. De har stået som randsten omkring den udgravede bronzealderhøj Mandbjerghøj.

Jernalder

Landsbyer og grave fra ældre jernalder (ca. 500 f.Kr.-ca. 375 e.Kr.) kendes i stort tal. Omkring Kristi fødsel synes landsbyerne at have ligget med 2‑3 km’s afstand. Der er foretaget en del undersøgelser af bebyggelser fra perioden, især fra den ældre del, fx Frederiksdalvejlandsbyen syd for Randers, som blev undersøgt 1989‑94. Landsbyen lå på en lav bakke og har dækket et areal på ca. 2 ha. Den var beboet i ca. 200 år, fra slutningen af det sidste årh. f.Kr. til ind i 2. årh. e.Kr., og bestod af 5‑6 gårde. Ved de fleste af husene er der konstateret op til fire bebyggelsesfaser. Gårdene har bestået af et hovedhus med stald i øst- og beboelse i vestenden samt 1‑3 mindre økonomibygninger. Hver enkelt gård var omkranset af et hegn. Til tider var to gårde omgivet af et fælleshegn, men adskilt af et tværgående hegn. Hovedhusene i de ældste faser af gårdene var 12‑15 m lange og i de yngste faser op mod 19 m lange. Fund af korn har vist, at byg var en vigtig afgrøde for landsbyen.

Der kendes særlig mange grave fra ældre romersk jernalder (Kristi fødsel-160 e.Kr.), såvel jordfæste- som brandgrave. Gravene fra denne periode, de såkaldte østjyske lerkargrave, er kendetegnet ved at indeholde et stort antal lerkar i forskellige former og størrelser. Jordfæstegravene er, især nord for Randers Fjord, bygget af store granitsten. I denne periode var der våben i gravene, enkelte med sværd produceret i Romerriget. Gravene fra yngre romersk jernalder (ca. 160‑375) er ikke nær så talrige som fra den ældre del af jernalderen. Der er dog de seneste år undersøgt en del. Ved Øster Bjerregrav er der undersøgt en offermose med skelettet af en voksen kvinde og et ca. 6-årigt barn samt skeletter af dyr, heriblandt fugle.

I perioden 2002‑04 foretog det daværende Kulturhistorisk Museum Randers undersøgelser af en mose med ofringer fra sen førromersk jernalder ved Fuglsøgård syd for Mariager Fjord. I jernalderen havde man gravet tørv til brændsel, og de nu tilgroede tørvegrave er op til 3 m brede og 1,7 m dybe. I mange af tørvegravene var der stillet ofre i form af lerkar, sandsynligvis med madgaver. I et af karrene blev der dog fundet et bundt hør. Der blev udgravet omkring 130 lerkar samt en del knogler fra hest, okse, får/ged samt især hestekranier. Der blev også fundet en stor mængde trægenstande som tøjrpæle, køllehoveder samt andre trægenstande, som kan have været selvstændige ofre eller indgået i ritualerne ved dyreofringerne. Det er tydeligt, at der har været tale om en kompleks offerpraksis i det sidste årh. f.Kr., selv om kun ca. 30 % af offerområdet er udgravet.

Der er kun få spor af bebyggelserne fra yngre jernalder (ca. 375-ca. 800) i Randers Kommune, men i løbet af de seneste år har de mange detektorfund gjort, at der er kendskab til flere bosættelser. Ud fra fundene kan man se, at mange af nutidens landsbyer synes at have en rod i yngre jernalder. Ved Enghøj i den nordvestlige del af Randers er der undersøgt en landsby med fem indhegnede gårdsfaser fra ældre germansk jernalder.

Gudsdyrkelsen bliver også tydelig i fundmaterialet fra yngre jernalder. Eksempelvis anses fire brakteater af guld fra Stavnsager og ikke mindre end fem guldbrakteater samt en forgyldt sølvfibula fra Over Hornbæk ved Randers for at være ofre til guderne. Det samme gælder formentlig et unikt guldsmykke fra ældre germansk jernalder fundet ved Kirkemosegård ved Spentrup. Fundet består af en rygknapfibula samt ti hængesmykker, der er ofret i en lille mose.

Gravene fra yngre jernalder er meget fåtallige. Som ved bebyggelserne skal årsagen hertil snarere findes i vanskeligheder med at erkende dem end i en befolkningsmæssig nedgang. På en lille gravplads ved Fårup, kaldet Ved Ålehøj, med 20 grave fra jernalderen kan de seks dateres til ældre og én til yngre germansk jernalder.

Vikingetid

Der kendes et stort antal grave fra vikingetiden (ca. 800‑1050). Her skal især fremhæves gravpladsen Kjølvejen umiddelbart vest for Randers med 112 grave. En mindre del af periodens mandsgrave er udstyret med våben i form af lanser og økser, men kvindegravene er særlig interessante: I Fløjstrup Bakker i kommunens sydøstlige ende er der undersøgt en kvindegrav fra ca. år 800 med bl.a. to skålformede smykker samt rester af kvindens klædning, bl.a. rødt silkestof. Silke var ikke almindeligt i vikingetiden, og rødfarvet silke kendes kun fra en høvdingegrav ved Mammen i Viborg Kommune samt fra kongegraven ved Jelling. Noget senere, ved midten af 900-tallet, blev der umiddelbart nord for Randers bygget en gravhøj over en fornem kvinde. Hun var lagt i en vognfading på dundyner og klædt i en dragt med guldindvirkede bånd og pelsforede kanter, og med sig i graven havde hun bl.a. fået to bronzekar.

Der er ikke mange landsbyer fra perioden, dog er der undersøgt dele af en landsby ved Frederiksdalvej umiddelbart syd for og Enghøj vest for Randers. Sidstnævnte kan sættes i forbindelse med tre mindre gravpladser tæt derved. I en af gravene blev der fundet et smykke, som oprindelig har siddet på et skrin. Formentlig har der været tale om plyndringsgods fra De Britiske Øer. Strontiumanalyser af den gravlagte kvindes tænder viser, at hun var født og opvokset i Sydnorge.

Gudenåen eller Guden, som vandet oprindelig hed, menes at betyde »den til guderne indviede«. Det blev tydeligt, da der i hhv. 1992 og 1998 blev fundet to sværd i Gudenåen. Det ene blev fundet ved ledningsarbejde tæt ved bredden af åen ved Randers, det andet få hundrede meter derfra i selve åen. Det første sværd har indlagte forvanskede latinske bogstaver på den øverste del af den mønstersvejsede klinge. Bogstaverne har nok efterlignet navnet Ulfberht, der kendes fra frankiske sværdklinger. Våbensmeden har sikkert forsøgt at give sværdet fra Gudenåen et kvalitetsstempel, det måske ikke var berettiget til. Sværdet kan dateres til midten af 800-tallet. Det andet sværd stammer fra 900-tallet og blev fundet i en skindforet træskede. Det har kobber- og sølvtrådsindlagt over- og underhjalte og fæsteknap. Begge de kostbare sværd kan have været ofret til krigens gud, Tyr. Fund af stammebåde ved Gudenåen fortæller også om vikingernes daglige liv ved vandet.

Kontakter fra fremmede egne ses ved bl.a. to hele skåle, udskåret af norsk eller svensk klæbersten, fundet ved indsejlingen til Randers Fjord.

Runesten

Randers Kommune er særdeles rig på runesten. Mere end 20 runesten er fundet i bl.a. Langå, Ørum, Grensten, Mejlby, Virring, Øster Bjerregrav og Ålum Kirker, Asferg, Spentrup, Dalbyover, Borup, Lem samt to runesten fra Randers. Langt de fleste er rejst i tiden lige efter kristendommens indførelse, dvs. fra ca. 970 til ca. 1020.

Mejlbystenen fortæller om Eskil, der fandt døden på Øresund. Andre af kommunens runesten er rejst efter nære familiemedlemmer, heriblandt Asfergstenen, fundet i 1795, hvor indskriften lyder: »Thorger Tokes søn rejste denne sten efter sin broder Mule, en meget god thegn«. Thegn er en fribåren mand med store jordbesiddelser. Tilsvarende indskrifter findes på Øster Bjerregrav 1 og 2, der begge er fundet under sydportalen i Øster Bjerregrav Kirke og nu står i kirkens våbenhus. Øster Bjerregrav 1 har indskriften »Tove rejste denne sten efter Tomme, sin mand, en god(?) thegn. Han … Tvegge Hén«, mens Øster Bjerregrav 2’s indskrift er: »Gyda rejste denne sten efter Thorbjørn, sin mand, en meget god thegn. Og Thord ristede disse runer«.

To af de fire runesten ved Ålum Kirke omtaler samme slægt: Ålum 3 har indskriften: »Vigot rejste denne sten efter sin Esge. Gud hjælpe hans sjæl vel«. Ålum 4 har indskriften: »Thyre, Vigots kone, lod rejse denne sten efter Thorbjørn, Sibbes søn, sin søstling, som hun holdt mere af end sin egen søn (eller: end en kær søn)«.

Borupstenen er interessant, da indskriften »Asi rejste denne sten efter Thorgot, sin fader, Boves søn, den bedste(?) thegn« muligvis knytter sig til landsbyens opståen, idet Borups navn oprindelig er »Boves torp«. En sådan mulig skriftlig kilde til vikingetidens torpdannelse er ret unik, og det er således muligt, at den Bove, der er nævnt på runestenen, har grundlagt byen.

Virringstenen bærer indskriften »Germund(?) …søn(?) gjorde disse minder efter Sasser. Star rejste stenen efter den døde. Tor vie disse kumler«. Tor vie-formler kendes også på andre danske runesten. Den nye tro nævnes både på Ålum 3- og Grenstenstenen. Sidstnævnte bærer indskriften »Toke Smed rejste denne sten efter Revle, søn af Esge Bjørns søn. Gud hjælpe deres sjæl«. Samme Toke har rejst Hørningstenen i Skanderborg Kommune.

Sværd og stammebåde i Gudenåen

I Randers Fjord og den del af Gudenåen, som hører til Randers Kommune, er der fundet 14 genstande, der opfattes som våben. Det drejer sig om hhv. tre dolke, tre spydspidser, fire økser samt fire sværd. Våbnene, der både er fremstillet af flint, bronze og jern, stammer fra alle perioder af oldtiden. Nogle af genstandene kan være tabt ved færdsel på vandet, mens andre betragtes som ofringer. Ligeledes er der mellem Piggen og Skarnhagen fundet rester af en stammebåd eller både, der er dateret til vikingetiden.

Videre læsning

Læs mere om historie i Randers Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid

Eksterne links