Middelalderen i Randers Kommune

Ved Randersbro blev der i 1828 i forbindelse med bortgravning af en lille ø fundet en ca. 27 cm høj bronzefigur, som forestiller Jomfru Maria og nu er kendt som Randersmadonnaen. Oprindelig har Madonnaen holdt Jesusbarnet og jordkloden i sine hænder, begge figurer var dog fraværende ved fremgravningen. Stilistisk dateres figuren, der muligvis er fremstillet i Frankrig, til første halvdel af 1100-tallet.
.
Asferg Kirke er opført af rå kamp og kridt, ca. år 1100. På bl.a. skibets indgangsparti findes arkitektoniske træk af anglo-normannisk oprindelse, hvilket ses på mange af de tidligste danske stenkirker. Det menes at være udtryk for, at der fortsat fandtes kontakter på tværs af Nordsøen en menneskealder efter Nordsøimperiets ophør.
.

Efter perioden 1100‑1300 med fremgang og befolkningsvækst blev området fra 1349 hårdt ramt af pesten. Det førte til et betydeligt fald i befolkningstallet og nedlæggelse af landsbyer. Ved slutningen af senmiddelalderen kan der igen konstateres vækst.

Randers, der lå gunstigt ved Randers Fjord, fik i 1302 sine ældst kendte købstadsprivilegier og udviklede sig til at blive en af de største byer i Jylland med rige handelsforbindelser til bl.a. hansestæderne. Uden for købstaden var landbrug det altdominerende erhverv.

Administrativ inddeling

Den nuværende Randers Kommune består af hele det middelalderlige Støvring Herred samt dele af Nørhald, Middelsom, Sønderlyng, Gjerlev, Galten og Sønderhald Herreder. I den tidlige middelalder lå de fire førstnævnte i administrativ henseende under Ommersyssel, mens de tre sidste lå under Åbosyssel. I senmiddelalderen hørte Støvring og Nørhald til Skanderborg Len, Gjerlev og Galten Herreder til Tordrup Len og Sønderhald til Kalø Len, mens Middelsom sammen med Sønderlyng Herred udgjorde et eget len. I kirkelig henseende lå hele kommunen under Aarhus Stift med undtagelse af sognene fra Middelsom og Sønderlyng Herreder, der lå i Viborg Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Hovedparten af den nuværende Randers Kommune var højst sandsynligt allerede ret tæt bebygget, da sognekirkerne blev anlagt. Langt de fleste blev opført af kalksten eller granit allerede i romansk tid, dvs. 1050‑1275, mens kun få, fx Mellerup, Udbyneder og Øster Tørslev Kirker, blev opført i højgotisk tid (1300‑1400).

Stednavnene viser, at kun få sene bebyggelser blev store nok til at blive udskilt fra deres gamle sogne og danne nye levedygtige sogne. En del af disse »torper«, der blev grundlagt i vækstperioden mellem 1100 og 1300, er siden forsvundet. Dette kan hænge sammen med, at Randers Kommune i senmiddelalderen ser ud til at være blevet hårdt ramt af pesten og den efterfølgende befolkningsnedgang. Alene fra det gamle Støvring Herred kendes således nedlagte kirker i Tjærby (Gimming Sogn), der nævnes sidste gang i 1524, Lindbjerg og Mejlby (Harridslev Sogn) samt Bjergby (Borup Sogn), hvis kirke blev nedrevet i 1553. Fra Nørhald Herred kender man tre nedlagte kirker i Gassum Sogn: Hvidsten (nævnt 1419) samt Randrup og Dyrby, der alle var forsvundne før 1525. I Tvede Sogn var to af de tre middelalderlige torper blevet nedlagt i 1500-tallet.

I Gjerlev Herred er bebyggelserne og kirkerne i Klattrup og Udbyover (sidst nævnt 1549) samt Nødenæs Sogne (sidst nævnt 1487) måske blevet ofre for Jørgen Lykkes herregårdsbyggeri af Overgård, der blev opført 1545‑47. Desuden forsvandt torperne Vesterskov og Østerskov, der kendes fra hhv. 1459 og 1477.

I Ørum Sogn i Galten Herred blev selve kirkelandsbyen (nævnt 1355) samt torperne Tordrup (nævnt 1374) og Nitten (nævnt 1476) nedlagt i senmiddelalderen.

I det hele taget er sognene i Galten Herred præget af en livlig og nu mestendels atter forsvunden torpdannelse, hvilket tyder på en kraftig befolkningsekspansion og nyopdyrkning i højmiddelalderen.

På trods af de mangfoldige vidnesbyrd om den senmiddelalderlige krises omfang viser de endnu stående middelalderlige kirker tydelige tegn på fornyet vækst og ressourceoverskud mod slutningen af middelalderen, idet de blev tilføjet tårne, kor, våbenhuse og nye hvælv i tegl mellem 1450 og 1536. Denne udvikling tyder, sammen med den ret omfangsrige nedlæggelse af kirker og torper i den nuværende kommune, på en befolkningskoncentration på den bedste landbrugsjord i senmiddelalderen.

Krisen ramte ikke kun landsognene, idet kong Hans i 1505 klagede over de mange ubebyggede grunde og gårde i selve Randers. Kongen advarede ejerne om, at hvis ikke de sørgede for at få skatteydere på deres besiddelser, så fik byens råd carte blanche til at konfiskere ejendommene og selv tage sig af dem.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel og infrastruktur

Med udgangspunkt i vikingetidens vejnet udvikledes i middelalderen et finmasket net af hjulspor og hulveje, der forbandt de tætliggende landsbyer på Randersegnens morænejorder. Spor heraf kendes fra bl.a. Mosekær tæt ved Hørning, hvor der er fundet en trælagt vejbane samt et system af hulveje, der var neddybede op til ca. 1,2 m under terræn. Plankevejen, der kunne følges over 18 m, er årringsdateret til ca. år 1100. Den indgik i et vejforløb mellem Mosekær og Krogsager, hvor den bidrog til at skabe en farbar passage gennem et engdrag tæt ved Oksenbækkens udspring.

Bydannelsen i Randers udviklede sig formentlig tidligt til et vejknudepunkt, hvorfra der gik landeveje til Viborg, Hobro, Mariager, Sødring, Grenaa, Aarhus og Ebeltoft. Imidlertid foregik en ikke uvæsentlig del af både person- og varetransporten via Gudenåen og Randers Fjord, hvilket bekræftes af fund af middelalderlige stammebåde omkring Gudenåen ved Langå og Tebbestrup Kær samt af fund af de forskellige effekter, de sejlende har tabt i Gudenåen, heriblandt flere sværd.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Landbebyggelsen menes i løbet af høj- og senmiddelalderen at have udviklet sig til en bebyggelse præget af overvejende større, tætliggende vej-/terrænbyer og fortebyer, som især var koncentreret i det bølgede og kuperede morænelandskab på Randersegnen. Længst mod vest var landsbyerne dog mindre, og afstanden mellem dem var større. Herudover fandtes der også spredte enkeltgårde i hele kommunens område.

De arkæologiske iagttagelser er ret få, hvorfor kendskabet til den middelalderlige landbebyggelses karakter er ret begrænset. Ved Paderup er der fundet rester af et gårdanlæg, der på grundlag af keramikfund vurderes at stamme fra 1300‑1400-tallet, men oftest udgøres fundene fortrinsvis af stolpehuller, grøfter og gruber eller brønde. Ved Frederiksdalvej syd for Randers er der fundet fire meget velbevarede træbrønde, som er årringsdateret til begyndelsen af 1100-tallet. Ingen undersøgelser har hidtil afdækket hele gårde og landsbyer, men mængden af registrerede middelalderlige bebyggelsesspor er jævnt spredt over hele kommunen.

Ved Langvang ikke langt fra Randers’ gamle dragonkaserne har der ligget en større bebyggelse fra middelalderen og renæssancen med mindst tolv sikre hustomter med jordgravede stolper samt enkelte gruber og en mulig kælder. Hertil fire dårligt bevarede huse, der ikke kunne dateres nærmere.

Ved Brusgård Møllebæk er der blevet udgravet fundamentrester og kulturlag fra den vandmølle, som efter kort og skriftlige kilder skal have ligget her. Keramik fra udgravningen er dateret til 1400‑1500-tallet.

Essenbæk Kloster blev stiftet i ca. 1140 og lå da inde i Randers, men flyttede til sin endelige placering i det nuværende Assentoft sydøst for Randers omkring 1179‑80. Klosteret modtog gennem årene en del godsgaver og opbyggede på den måde et stort, men meget spredt gods, som også omfattede en fiskegård i Randers Fjord. Omkring reformationstiden kom klosteret i stigende økonomiske vanskeligheder og blev i 1529 omdannet til et verdsligt kongeligt len.

I Albæk Sogn fandtes fra højmiddelalderen Aarhusbispens herregård Østrup (nævnt første gang i 1205), der var i brug helt op til senmiddelalderen, da der her fandtes et birketing. I Ørum Sogn kom borgen Tordrup i 1374 under kronen og fungerede som kongeligt lensslot fra 1406 til 1661.

Hvor Randers by tog sig af handel og håndværk, var resten af den nuværende kommune i middelalderen domineret af landbrug. Rug, havre og især byg var vigtige afgrøder, ligesom man holdt store mængder får og fjerkræ. Kvæghold og smørproduktion havde også en vis betydning, mens biavl og fiskeri af ål, flynder, sild og torsk supplerede økonomien.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Den eneste middelalderlige købstad i Randers Kommune er Randers. De ældste arkæologiske vidnesbyrd om byen går tilbage til slutningen af 1000-tallet. Byen nævnes som kongelev i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. I 1340 var Randers hovedkvarter for grev Gerhard 3., der blev slået ihjel i byen af den jyske væbner Niels Ebbesen. I 1471 rangerede Randers blandt de allerstørste købstæder i Jylland sammen med Aarhus, Horsens, Aalborg og Ribe. Omkring 1520 anslås Randers til at være på størrelse med Aarhus og Viborg, men lidt mindre end Aalborg og Ribe.

Benediktinernonneklosteret Vor Frue blev anlagt i byen i begyndelsen af 1100-tallet. Frem til århundredets anden halvdel har det muligvis fungeret som dobbeltkloster, indtil munkene flyttede til Essenbæk. Selve klosteret var omkring år 1400 allerede i forfald og blev opløst i 1431, hvorefter dets besiddelser i 1446 blev overført til birgittinerne i Mariagerkloster. I 1236 kom franciskanerne til byen, hvor de blev indtil deres fordrivelse 1530‑31. I 1485 blev der desuden oprettet et helligåndshus, der blev omlagt til hospital i 1532 og nedlagt i 1541.

Borgerne i Randers fik i 1302 tildelt de ældst kendte byprivilegier, idet borgerne blev fritaget for alle toldafgifter i riget – undtaget dog Skånemarkedet – og ret til at handle på alle årsmarkederne og i alle byer i riget. I 1495 fik byen yderligere det privilegium, at borgerne fik eneret til at opkøbe landbrugsvarer i en omkreds af 2 mil, dvs. 15 km, uden om Randers.

Fra 1300-tallet og middelalderen ud er der kildebelæg for omfattende handelsforbindelser mellem købmænd fra Randers og hansekøbmænd fra Holsten, Köln og især Lübeck, der udvekslede klæde og øl. At den uhindrede skibsadgang til byen med handelsvarer var højt prioriteret, ses i 1445 og igen i 1478, da det blev forbudt at sætte fiskeredskaber op i sejlrenden i Randers Fjord, der forhindrede lavtgående pramme i at komme frem. Randers var ved midten af 1400-tallet også centrum for et omfattende opkøb af okser, der siden blev drevet sydpå og solgt videre i Ribe eller Kolding. I 1400-tallet kunne man også finde Randersborgere på selve Skånemarkedet og ved sildefiskeriet i Limfjorden.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Skattefund

Der er gjort en del skattefund omkring Randers. Den klart mest interessante er Øster Bjerregrav-skatten bestående af 33 mønter af samme type fra kong Knud den Helliges regeringstid (1080‑86). Mønterne indeholder kun omkring 75 % af den mængde sølv, som andre samtidige mønttyper gør. Det er formentlig det første bevidste forsøg på at devaluere rigets mønter, måske for at finansiere et planlagt togt til England.

Mordet på den kullede greve

Niels Ebbesens mord på den kullede greve, således som Bjørn Nørgaard har fremstillet begivenheden på sine gobeliner med motiver fra danmarkshistorien. Gobelinerne blev givet til dronning Margrethe til hendes 50-års fødselsdag, men var først færdigvævede og blev officielt indviet til hendes 60-års fødselsdag i år 2000. Scenen med den kullede greve er vist som en fremstilling af Sankt Jørgen og dragen, sådan som den kendes fra kristen kunst.

.

Natten til d. 1. april 1340 trængte den jyske væbner Niels Ebbesen sammen med nogle af sine mænd ind i den holstenske grev Gerts sovekammer i Randers og myrdede ham. Baggrunden for mordet var, at det danske rige siden 1332 havde stået uden konge, og at hele riget var pantsat, bl.a. til de holstenske grever, Gerhard 3. (grev Gert) og Johan 3. Grev Gert, kaldet den kullede (dvs. skaldede) greve, var i besiddelse af Fyn og Jylland, dog undtagen Skanderborg Slot. Der herskede vidtstrakt utilfredshed med det holstenske vælde, og grev Gert stod i foråret 1340 med en hær på 4.000 lejetropper i Jylland, mens han lå i forhandlinger om afståelse af sine pantebesiddelser. En foreløbig aftale blev, at hertug Valdemar af Slesvig skulle overtage grevens besiddelser i Jylland. I bytte skulle grev Gert have hertugdømmet Slesvig på nær Sundeved og Als. I denne situation gik den danske adel, der var stærkt utilfreds med at være sat uden for politisk indflydelse, i aktion.

Attentatet på greven lykkedes, på trods af at det vrimlede med holstenske lejetropper i byen. Efter mordet flygtede Niels Ebbesen med sine ca. 50 følgesvende ud af byen over Randersbro. Inden mordet havde de sørget for, at broens planker let kunne fjernes under flugten, og således undslap de. Niels Ebbesen døde senere på året i kampe ved Skanderborg Slot d. 2. november 1340. Han blev herefter lagt på hjul og stejle af grev Gerts sønner. Begivenhederne skildres bl.a. i folkevisen »Niels Ebbesen«.

Videre læsning

Læs mere om historie i Randers Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder

Eksterne links