Landbebyggelsen menes i løbet af høj- og senmiddelalderen at have udviklet sig til en bebyggelse præget af overvejende større, tætliggende vej-/terrænbyer og fortebyer, som især var koncentreret i det bølgede og kuperede morænelandskab på Randersegnen. Længst mod vest var landsbyerne dog mindre, og afstanden mellem dem var større. Herudover fandtes der også spredte enkeltgårde i hele kommunens område.
De arkæologiske iagttagelser er ret få, hvorfor kendskabet til den middelalderlige landbebyggelses karakter er ret begrænset. Ved Paderup er der fundet rester af et gårdanlæg, der på grundlag af keramikfund vurderes at stamme fra 1300‑1400-tallet, men oftest udgøres fundene fortrinsvis af stolpehuller, grøfter og gruber eller brønde. Ved Frederiksdalvej syd for Randers er der fundet fire meget velbevarede træbrønde, som er årringsdateret til begyndelsen af 1100-tallet. Ingen undersøgelser har hidtil afdækket hele gårde og landsbyer, men mængden af registrerede middelalderlige bebyggelsesspor er jævnt spredt over hele kommunen.
Ved Langvang ikke langt fra Randers’ gamle dragonkaserne har der ligget en større bebyggelse fra middelalderen og renæssancen med mindst tolv sikre hustomter med jordgravede stolper samt enkelte gruber og en mulig kælder. Hertil fire dårligt bevarede huse, der ikke kunne dateres nærmere.
Ved Brusgård Møllebæk er der blevet udgravet fundamentrester og kulturlag fra den vandmølle, som efter kort og skriftlige kilder skal have ligget her. Keramik fra udgravningen er dateret til 1400‑1500-tallet.
Essenbæk Kloster blev stiftet i ca. 1140 og lå da inde i Randers, men flyttede til sin endelige placering i det nuværende Assentoft sydøst for Randers omkring 1179‑80. Klosteret modtog gennem årene en del godsgaver og opbyggede på den måde et stort, men meget spredt gods, som også omfattede en fiskegård i Randers Fjord. Omkring reformationstiden kom klosteret i stigende økonomiske vanskeligheder og blev i 1529 omdannet til et verdsligt kongeligt len.
I Albæk Sogn fandtes fra højmiddelalderen Aarhusbispens herregård Østrup (nævnt første gang i 1205), der var i brug helt op til senmiddelalderen, da der her fandtes et birketing. I Ørum Sogn kom borgen Tordrup i 1374 under kronen og fungerede som kongeligt lensslot fra 1406 til 1661.
Hvor Randers by tog sig af handel og håndværk, var resten af den nuværende kommune i middelalderen domineret af landbrug. Rug, havre og især byg var vigtige afgrøder, ligesom man holdt store mængder får og fjerkræ. Kvæghold og smørproduktion havde også en vis betydning, mens biavl og fiskeri af ål, flynder, sild og torsk supplerede økonomien.