Limfjorden

Den smalle Limfjord strækker sig vestpå mellem Aalborg og Nørresundby, inden den ved øen Egholm åbner sig og fortsætter mod Gjøl og Nibe Bredninger. Fjorden har altid haft stor betydning for Nordjylland og var en vigtig transportvej for handel og fiskeri.
.

I dag ikke længere en fjord, men et ca. 180 km langt, lavvandet sund, som strækker sig fra Vesterhavet i vest tværs over Jylland til Kattegat i øst og adskiller Den Nørrejyske Ø fra det øvrige Jylland. Limfjordens status som fjord var forholdsvis kort og strakte sig fra 1100-tallet frem til 1825, da Vesterhavet under en kraftig vinterstorm brød gennem Agger Tange.

Handel og fiskeri langs Limfjorden

»Der var en frøken eller sådan en fin tingest, hun ønskede, at hun skulde få et barn, der skulde overgå verdens skaber. Det fik hun også, og det var ligesom en stor orne, der voksede og blev så stor, at börsterne ragede over trætoppene. Der var også skov helt nord på den gang, og så blev den ved at gå og rode oppe i den strækning og lavede en hel del huller, og det blev så til Limfjorden

Sådan lyder den version af sagnet om Limfjordens tilblivelse, som kan findes i folkemindesamler Evald Tang Kristensens Danske Sagn II fra 1893. Hvor god en historie den end måtte være, tager virkelighedens Limfjord dog sin begyndelse et andet sted, og fortællingen om fjorden flytter sig snart fra myter og sagn og bliver en historie om saltvand og ferskvand og om fiskeri, søfart, handelsmonopol og krejlere.

Littorinahavet og de første mennesker

For 7.000 år siden, da Littorinahavet nåede sin maksimale udbredelse, var den østlige del af Limfjorden nærmest et ørige. På det tidspunkt var havet varmere og mere næringsrigt end i dag, og stenalderjægerne langs kysten kunne ernære sig ved havjagt og fiskeri. Langs de gamle Littorinakyster er der fundet flere køkkenmøddinger, som bl.a. rummer østersskaller og fiskeknogler. Møddingerne viser, at Limfjorden allerede dengang blev brugt til sejlads og fiskeri. Efterhånden begyndte landet at hæve sig, og med tiden kom Limfjorden til at se ud, som man kender den i dag. Det flade landskab langs Limfjordens kyster udgøres af den gamle, hævede Littorinahavbund og fortæller således om det engang så vidtstrakte hav.

Vikingetidens søfart

Mod slutningen af oldtiden blev Limfjorden et vigtigt farvand for den skibsfart, som forbandt Limfjordsegnene med både det øvrige Danmark og med Vesteuropa og Norge. Foruden den østlige åbning var der også adgang til fjorden fra vest. Åbningen holdt frem til ca. år 1100, hvor Agger Tange sandede til. Sløjkanalen, der i dag er et mindre vandløb nordvest for Fjerritslev, udgjorde en tredje åbning mellem Vesterhavet og Limfjorden. Geologiske undersøgelser tyder på, at denne forbindelse sandede til omkring Kristi fødsel, så vikingerne må have rullet deres både over en smal tange. Da fjordens tre sejlruter mødte hinanden ved Aggersborg, ville trafikken ad den nordlige åbning give den store vikingeborg en strategisk placering. Der mangler dog fortsat arkæologisk dokumentation for forbindelsens karakter og mulige betydning.

I eller nær Aalborg vidner skattefund som brudsølv og arabiske sølvmønter fra vikingetiden om kontakter til og plyndringer mod andre egne og understreger Limfjordens særlige betydning som handelsvej og for flåden. Således nævnes Limfjorden i forbindelse med kong Knud den Stores besøg i 1027.

Hvor Nibe Bredning møder Halkær Bredning, lå der i vikingetiden en handels- og håndværksplads med tilhørende naturhavn. Ved pladsen er fundet en række grave, hvor de gravlagte lå i en stammebåd. Strontiumanalyser viser, at mindst to af disse personer stammer fra Norge eller Vestsverige, hvilket igen vidner om Limfjordens forbindelse med omverdenen. Fund af vægtlodder og vægte fortæller desuden om handelsaktiviteter på pladsen, mens jernslagger, støberester, bronzebarrer og en gulddråbe viser, at der også foregik forskellige typer af metalforarbejdning. Pladsen blev opgivet i begyndelsen af 1100-tallet, måske som følge af at Aalborg fik en mere fremtrædende rolle.

Det vigtige fiskeri

I maleriet Glibfiskere i Limfjorden fra 1915 skildrer Hans Smidth ålefiskeri i den lavvandede fjord. Ordet Glib kommer af redskabet gliben, som er et net, der er udspændt over en prismeformet træramme. Man fiskede to og to, hvor den ene holdt gliben, mens den anden brugte en såkaldt krøje til at skræmme ålene ind i gliben. Denne særlige form for ålefiskeri var udbredt i den vestlige del af Limfjorden og blev ofte varetaget af fattigfolk og ældre koner.

.

Siden stenalderen har fjordbefolkningen været afhængig af Limfjordens fiskerigdom. Fiskeriet fordelte sig på to områder: en snæver østlig del, som strakte sig fra Hals til Løgstør, og en vestlig del, der ved Løgstør åbnede sig som et øhav. Indtil 1825, hvor Vesterhavet gennembrød Agger Tange, var den vestlige del en brakvandsfjord, hvor man fiskede efter ferskvands- og brakvandsfisk som helt, gedde, aborre og ørred. Den østlige del var derimod en saltvandsfjord, hvor fiskeriet var domineret af sild. Ål fandtes i hele fjorden.

Sildefiskeriet i Limfjorden var så givtigt, at der meget tidligt opstod deciderede erhvervsfiskere, hvor fiskerbønder eller bondefiskere ellers var det typiske. Et udtryk for fiskeriets betydning finder man fx i Nibe Kirke, hvor kirkeskibet er en model af egnens undselige, fladbundede fiskefartøj: kågen.

Med stormfloden i 1825 kollapsede ferskvandsfiskeriet, da bestandene af ferskvandsfisk i den vestlige fjord forsvandt i takt med den stigende saltholdighed. Også sildefiskeriet i den østlige del af Limfjorden ophørte få år efter gennembruddet af Agger Tange. Man mente, at det også her var saltvandet fra vest, som forårsagede sildekollapset, men overfiskeri ved Løgstør i årene 1825‑29 har sandsynligvis også spillet en vigtig rolle. Trods sildefiskeriets kollaps i 1830 fortsatte fiskeriet i den østlige del af fjorden som hovederhverv i byer som Hals, Egense og Gjøl. Fangsterne bestod især af ål, fladfisk, torsk og lejlighedsvis sild, men også østers havde indtil 1970’erne stor betydning. I 1980’erne steg fangsten af blåmuslinger kraftigt og nåede op over 100.000 tons om året. Langt op i 1900-tallet var ålefiskeriet dog langt det vigtigste.

En kombination af øget kvælstofudledning, forurening og teknologisering af fiskerierhvervet medførte fra 1950’erne et fald i og fra 1970’erne en decideret afvikling af erhvervsfiskeriet. I dag er muslingefiskeriet og det genopståede østersfiskeri det eneste rentable fiskeri og finder primært sted i den vestlige del af Limfjorden.

Aalborg og Limfjorden

På udsnittet af Jens Sørensens kort over Limfjorden fra 1695 ses de svære besejlingsforhold ved Løgstør Grunde tydeligt. Dybderne er angivet i favne, hvor en favn svarer til ca. 1,88 m. Det var således kun de mest fladbundede både, som kunne gøre sig forhåbninger om at slippe igennem Løgstør Grundes blot en halv favn dybe sejlrende.

.

Allerede i middelalderen indtog Aalborg en nøgleposition i forhold til Limfjordens lukrative sildefiskeri. I 1516 udgik der et kongebrev, hvori det blev bestemt, at ingen af Danmarks Riges indbyggere, der ville salte sild i Limfjorden, måtte gøre det andre steder end i Aalborg og Løgstør. Bestemmelsen medførte, at konkurrerende saltepladser som Nibe, Sebbersund, Gjøl og Klitgårds Fiskerleje blev nedlagt. Allerede i 1552 lykkedes det desuden Aalborg at få nedlagt sildesaltningsstedet i Løgstør, hvorefter byen frem til 1727 havde monopol på sildesaltningen. I kraft af de enorme sildemængder i Nibe Bredning lykkedes det dog Nibe at opnå købstadsrettigheder i 1727, og de næste hundrede år profiterede byen voldsomt af sildefiskeriet.

Det rige sildefiskeri spillede også en vigtig rolle for Aalborgs betydning som Limfjordens førende havn. Fra naturens hånd besad Aalborg nogle klare fordele, idet byen fra øst kan anløbes af skibe med stor dybgang. Byens førende position i forhold til handel og søfart skyldtes dog især de fordelagtige kongelige privilegier, som byen opnåede i 1655, da den som den eneste fik ret til at handle frit og upåtalt i hele Limfjorden. Det var et bemærkelsesværdigt indgreb i rettighederne for købstæder som Thisted, Nykøbing M, Skive, Lemvig og Viborg, der ellers havde haft eneret til at drive handel og håndværk i et område inden for en radius på to mil fra købstaden. Gennem 1700-tallet håndhævede Aalborg privilegierne med stor dygtighed og befæstede desuden monopolet ved at bremse alle forsøg på udenrigshandel fra ladepladser i Limfjorden.

Med undtagelse af Thisted skulle alle købstæder i Limfjorden lade deres skibe anløbe toldstedet i Aalborg for at lade varer klarere. Det medførte, at Aalborg tidligt udviklede sig til den Limfjordshavn, hvor varer blev ladet om mellem mindre fartøjer og store skibe. Helt frem til midten af 1800-tallet betød kombinationen af monopolerne og den naturlige forhindring ved Løgstør Grunde, at Aalborg blev destination for næsten al sejlads og varetransport fra de indre dele af Limfjorden.

Efter 1825 ændrede sejladsmønsteret på Limfjorden sig, og Aalborg mistede sin dominerende status. Gennembruddet af Agger Tange i 1825 gav byerne ved den vestlige Limfjord direkte adgang til Nordsøen og dermed til handel med Norge og England. Samtidig gjorde åbningen af Frederik VII’s Kanal ved Løgstør i 1861 det muligt selv for større skibe at passere Løgstør Grunde uden at skulle omlade. Det gav byerne i den vestlige del af Limfjorden en hurtig, direkte forbindelse til Kattegat.

Der foregår en del containertrafik til og fra Aalborg Østhavn, men ellers er varetransporten på Limfjorden stort set forsvundet. Helt op i 1960’erne var Aalborg dog stadig en af de betydeligste eksporthavne for landbrugsprodukter.

Sejlads og krejlere

I forgrunden ses en krejlerkåg, som ligger til kaj ved Østerå i Aalborg i 1865. Oprindelig var navnet krejler en betegnelse for Limfjordens sejlende handelsmænd, som i små, fladbundede kåge kunne passere de lavvandede Løgstør Grunde. Krejlerne forsvandt så småt fra midten af 1800-tallet.

.

Med sine grunde og smalle sejlløb har området vest for Aalborg været et besværligt farvand at besejle. Særligt Løgstør Grunde har udgjort en massiv forhindring for Limfjordens søfart, og kun fladbundede fartøjer har kunnet passere grundene uden problemer.

Sejladsen mellem den vestlige del af Limfjorden og Aalborg har derfor været præget af ganske små skibe. Selv små fartøjer kunne ikke passere Løgstør Grunde med en last ombord; i stedet blev lasten udlosset til mindre, fladbundede pramme, hvorefter det tomme skib blev slæbt over grundene. På dybt vand kom lasten atter ombord. Den tidskrævende, kostbare og til tider farlige foranstaltning var med til at styrke Aalborgs position som en sikker og let anløbelig havn.

De særlige forhold i fjorden skabte gode betingelser for et særligt handelsfolk: krejlerne. Krejlere, som i dag har fået en nedsættende betydning, var oprindelig betegnelsen for sejlende handelsmænd i Limfjorden. De fandt deres niche og eksistensberettigelse på små, fladbundede og sejlførende krejlerkåge, som fuldt lastede kunne komme over de lumske Løgstør Grunde. På vej til Aalborg opkøbte eller byttede krejlerne sig til landbrugsprodukter og fisk. I Aalborg blev varerne solgt, og kågene i stedet fyldt med købmandsvarer, inden rejsen atter gik ind i Limfjorden.

Takket være Aalborgkøbmændenes ret til at handle frit og upåtalt i Limfjorden opstod et netværk af kommissionærer i fjordens indre dele. Kommissionærerne opkøbte landbrugsprodukter og varetog oplagring af varer, der senere blev afhentet af Aalborgkøbmændenes skibe eller krejlere. Kommissionærerne varetog desuden salget af Aalborgkøbmændenes varer; typisk tømmer, jernvarer, tjære, hamp, hør og salt.

Videre læsning

Læs mere om Kyster i Aalborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster

Eksterne links