Oldtiden i Aalborg Kommune

De første spor efter stenaldermenneskene i området stammer fra Maglemosekulturen (ca. 9000-ca. 6400 f.Kr.), hvorfra der er registreret flere løsfund, især langs Limfjorden, ligesom der er foretaget enkelte mindre undersøgelser, bl.a. ved Nørholm, hvor der er fundet karakteristisk flintaffald og redskaber, bl.a. mikrolitter.

I de efterfølgende perioder og i særdeleshed i Ertebøllekulturens tid (ca. 5400-ca. 3950 f.Kr.) var Nordjylland et decideret ørige. Havet var varmere, end det er i dag, og mere næringsrigt, hvilket betød, at havjagt, fiskeri og indsamling var vigtige fødekilder. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at der flere steder langs de gamle kystlinjer, fx ved Nørholm Kær i Østerådalen, findes såkaldte køkkenmøddinger, som er affaldsdynger efter stenalderfolkene bestående af østersskaller, fiskeknogler, bålrester, kasserede redskaber mv.

Herudover er der på havbunden på sydsiden af Egholm, ved Nyborg (Nørresundby) og ved Nørholm over for Gjøl fundet hundredvis af flinteoldsager omfattende bl.a. kerneøkser, små topolede blokke, håndtagsblokke, flækker, mikroflækker, stikler og knive. Ved Nørholm er der fundet et ornamenteret ravsmykke og ved Stavn en velbevaret benspids. Vest for Gåser er der opsamlinger af flinteflækker og -afslag, og ved Hals/Bisnap er der fundet et trapezformet ravsmykke. De mange fund fra ældre stenalder peger på, at der på havbunden kan forekomme velbevarede bopladser.

I yngre stenalder (ca. 3950-ca. 1700 f.Kr.) var de samme kystbopladser stadig i brug, og samtidig kom nu også agerdyrkning og husdyrhold til. Desuden blev der taget nye gravskikke i brug, fx langhøje, heriblandt Troldkirken og senere jættestuer.

I forbindelse med de stenbyggede grave opførtes nogle steder såkaldte dødehuse, som formentlig har haft forskellige funktioner i tilknytning til dødekulten. Et eksempel på et dødehus blev fundet i Ferslev og udgravet i 1959.

Dødehuse kendes udelukkende fra Midt- og Nordjylland. I den sidste del af stenalderen, senneolitikum (ca. 2350-ca. 1700 f.Kr.), fremstillede stenalderfolkene flintdolke i stor stil. Mange steder i området udgøres undergrunden af flintførende kridtlag. Dette havde stenalderfolkene kendskab til, da de begyndte at grave efter flinten på Skovbakken nær Aalborg ca. 2400 f.Kr. Et af de steder i Aalborg, hvor man videreforarbejdede flintdolkene, var på bopladsen Bejsebakken, som ligger kun 750 m fra Skovbakken.

• Troldkirken
• Ferslev-dødehuset
• Bejsebakken-bobopladsen

Bronzealderen (ca. 1700-ca. 500 f.Kr.) er først og fremmest karakteriseret ved de mange gravhøje, der ses rundtomkring i landskabet i dag, fx Oddershøj ved Frejlev. Gravhøjene, som typisk var hvilested for stormænd og fornemme kvinder, var store anlægsarbejder, hvis opførelse involverede mange mennesker. Tidens bopladser kendes i særdeleshed fra Sønder Tranders og Svenstrup ved Flødal, hvor der er undersøgt flere karakteristiske langhuse og kogegruber. Herudover er der ved Vår Holm ud for Nibe Bredning i Limfjorden i forbindelse med marinarkæologiske undersøgelser fundet en fladehugget flintdolk fra bronzealderen.

Bebyggelser med langhuse var meget udbredte i ældre jernalder (ca. 500 f.Kr.-ca. 375 e.Kr.) og havde typemæssigt forandret sig lidt siden bronzealderen. Især kan fremhæves byhøjene Nørre Hedegård og Nørre Tranders ved Aalborg.

Nørre Tranders Byhøj fra samme periode som Nørre Hedegård rummer spor af mere end 115 langhuse foruden træ- og stenbyggede kældre. Landsbyen har bestået af 15‑20 samtidige gårde. Fra ca. 200 f.Kr. ændredes husenes konstruktion til at have tørvevægge. Anvendelsen af tørv kædes oftest sammen med skovfattige områder. Detektorfund tyder på, at bebyggelserne fra yngre jernalder (ca. 375-ca. 800) var koncentreret på kridtøerne på begge sider af Limfjorden. Mange af de pladser, der er kendskab til her, har deres oprindelse i 400-tallet og vedblev at være i brug frem til middelalderen. Et eksempel på en af regionens største metalrige pladser er Nørholm-kridtøen.

Til trods for de mange fund er der kun foretaget få arkæologiske undersøgelser. Eksempelvis er der ved Mellemholm undersøgt en lille gravplads fra yngre jernalder, ca. 200‑550. Ved Bejsebakken umiddelbart syd for Aalborg, hvor den nord-sydgående landtrafik i jernalderen krydsede Hasseris-kridtøen for at komme ned til overfartsstedet ved Aalborg, er der fundet væsentlige bebyggelses- og aktivitetsspor, der peger i retning af, at bebyggelsen her har fungeret som håndværks- og centralplads.

Gravpladser fra yngre jernalder findes både ved Postgården, Kildedalsgård og landsbyen Sejlflod. Ved Sejlflod, som ligger omtrent 15 km sydøst for Aalborg, undersøgte Aalborg Historiske Museum fra 1979 til 1985 en gravplads og dele af en boplads fra jernalderen.

Endelig skal Postgården ved Aalborg fremhæves, eftersom Nordjyllands Historiske Museum siden kort efter år 2000 i forbindelse med byggemodninger har gennemført en række undersøgelser rundt om middelalderlandsbyen Sønder Tranders og ved udflyttergården Postgården fra 1804.

Området omkring Sønder Tranders gemmer flere gravpladser fra forskellige tidsperioder. En gravplads fra ældre germansk jernalder, ca. 375-ca. 550, rummede 43 grave, hvoraf de 25 var brandgrave. En af brandgravene skilte sig ud, idet den indeholdt 4 kg brændte knogler fra en mandsperson, en fugleknogle og bjørnekløer fra mindst to bjørneskind.

• Nørre Hedegård-bopladsen
• Bejsebakken-pladsen
• Lindholm Høje
• Postgården-bopladsen
• Sejlflod-bopladsen

Flere opsigtvækkende lokaliteter bidrager til at tegne billedet af vikingetiden (ca. 800‑1050) i området. Her tænkes især på gravpladsen ved Lindholm Høje, der blev anlagt tilbage i jernalderen, samt Sebbersund, der både omfatter sporene efter en tidlig kristen træbygget kirke med tilhørende kirkegård og en handels- og håndværksplads.

I Aalborgs opland er der desuden kendskab til et mindre antal bopladser grundlagt i tidlig vikingetid, der er karakteriseret ved tilstedeværelsen af grubehuse. Nær Sønder Tranders Kirke er der fx undersøgt flere grubehuse og langhuse fra vikingetiden. Her fremkom også en sølvskat med ca. 320 stykker brudsølv, overvejende mønter fra anden halvdel af 900-tallet.

I området mellem Ferslev og Gudum findes en koncentration af runesten, som vidner om områdets betydning i vikingetiden. De fire runesten, der er kendskab til i området, er Gunderupstenene 1 og 2, Ferslev og Gudum, hvoraf Gudumstenen dog gik tabt inden midten af 1800-tallet. De mest interessante er Gunderup 1 og 2, som i dag står i Gunderup Kirkes våbenhus. Gunderup 1 er dateret til ca. 900‑965 og er tidligst omtalt i 1629, hvor den stod på eller ved en lille høj på Fjellerad Mark. Indskriften lyder »Toke rejste disse sten og gjorde disse kumler efter sin måg (stedfar) Ebbe, en god thegn, og Tove, sin moder. De ligger begge i denne høj. Ebbe undte Toke sit gods efter sig«. Indskriften afslører, at monumentet oprindelig har inkluderet flere rejste sten (»disse sten«); dette kendes fra flere andre af tidens runestensmonumenter. Ordet kuml betyder »mindesmærke«, og en thegn er en fribåren mand med store jordbesiddelser. Det er usædvanligt, at indskriften omtaler arveforholdene. Årsagen må være, at Ebbe og Toke ikke var blodsbeslægtede. Gunderup 2 er en af de få danske runesten, som er dateret til 800-tallet. Indskriften lyder: »Østen satte denne sten efter Asulv, sin fader«.

Skattefund fra vikingetiden findes desuden ved Postgården, Frydendal, Blegkilde, Rørdal Mark og Aalborg Klostermark. I fundene, som vidner om kontakter og plyndringer i fjerne egne, indgår typisk brudsølv og arabiske sølvmønter. På den måde fortæller fundene om Limfjordens særlige betydning både som handelsvej og for flåden.

• Sebbersundpladsen

Læs mere om historie i Aalborg Kommune

Læs også om

• Middelalderen i Aalborg Kommune
• 1536-1850 i Aalborg Kommune
• 1850-1920 i Aalborg Kommune
• 1920-1970 i Aalborg Kommune
• 1970-2007 i Aalborg Kommune

Se alle artikler om Oldtid

• Nationalmuseet – Danmarkshistorie
• Slots- og Kulturstyrelsen – Fund og Fortidsminder
• danmarkshistorien.dk