Byerne i den nuværende Aalborg Kommune var fra 1920 til 1970 præget af vækst i den industrielle sektor, og et stigende antal indbyggere arbejdede i industrien. De første årtier var kendetegnet af en fortsat urbanisering og tilvandring fra de omkringliggende landkommuner til Aalborg. Områderne uden for de største byer var i stedet domineret af landbrug og fiskeri. Et kendetegn ved perioden var en omfattende udbygning af infrastrukturen. I 1933 åbnede den nye Limfjordsbro, og i 1938 blev både en ny jernbanebro over Limfjorden og den nye Aalborg Lufthavn ved Rødslet indviet. Besættelsestiden 1940‑45 satte sit tydelige præg på kommunen. I årtierne efter 2. Verdenskrig så mange nye kvarterer og forstæder til kommunens byer dagens lys. Et stigende antal indbyggere bosatte sig uden for de centrale dele af Aalborg og Nørresundby. Slutningen af perioden var desuden karakteriseret af en udbygning af velfærdsstaten. En ny tendens var en begyndende afvikling af industrivirksomhederne. I slutningen af 1960’erne lukkede desuden de private jernbaner i den nuværende Aalborg Kommune.
Tidslinje 1850-2007 i Aalborg Kommune
Fabriksgården i De Danske Spritfabrikker, hvor to lastbiler er i færd med at laste flasker. Foto fra 1955.
Administrativ inddeling
I 1931 blev Sebber Sognekommune udvidet på Farstrup Sognekommunes bekostning, ligesom den vestligste del af Ellidshøj-Svenstrup Sognekommune i 1945 blev tillagt Øster Hornum Sognekommune. I 1950 blev Aalborg Købstadskommune udvidet mærkbart, da Nørre Tranders Sognekommune blev indlemmet i kommunen sammen med et mindre område fra Hasseris Sognekommune. I 1968 sammenlagdes Nørresundby Købstadskommune og den omkringliggende Sundby-Hvorup Sognekommune til Nørresundby Sognekommune.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Fra 1920 til 1970 oplevede den nuværende Aalborg Kommune en stor befolkningsvækst. Ifølge folketællingen i 1921 var der 100.646 indbyggere i kommunen. Vandringen fra land til by fortsatte samtidig med et fødselsoverskud. I byerne var der fortsat befolkningsvækst. Fra 1921 til 1970 steg befolkningstallet i Aalborg fra 48.239 til 100.262 indbyggere. Nibe havde i 1921 1.869 indbyggere, mens der i 1970 boede 2.796 indbyggere. Nørresundbys befolkningstal steg fra 9.497 indbyggere i 1921 til 23.150 indbyggere i 1970.
En ny tendens fra 1960’erne var en ændring i bosætningsmønsteret i kommunen. I 1960’erne skete en afvandring fra det centrale Aalborg til de nærmestliggende byer og landområder. Indbyggertallet for de centrale dele af Aalborg uden forstæder faldt fra 85.800 i 1960 til 81.973 i 1970. Byerne Nørresundby, Nibe og Hals oplevede i denne periode mindre stigninger i befolkningstallet. Den største vækst i befolkningstallet fra 1960 til 1970 skete i landdistrikterne. Eksempelvis steg befolkningstallet i Gunderup Nøvling Sognekommune i samme periode fra 3.349 til 5.019, og nord for Limfjorden voksede Horsens-Hammer Sognekommune fra 4.226 til 6.240 indbyggere. Samlet set steg befolkningstallet i den nuværende Aalborg Kommune fra 149.330 indbyggere i 1950 til 177.135 indbyggere i 1970.
Mere om befolkningsudvikling i Aalborg Kommune
Bebyggelse og erhverv på landet
Uden for de fire største byområder, Aalborg, Nørresundby, Nibe og Hals, var landbrug og fiskeri de dominerende erhverv. Landbruget var i den vestlige del centreret omkring svine- og fjerkræproduktion, mens der mod øst i højere grad var kvægavl og svinebrug, men også plante- og kartoffelavl. I 1922 var den mest almindelige afgrøde havre. Desuden blev der dyrket rug, blandsæd, kålrabi og kartofler i kommunen. I 1960 havde dette ændret sig til, at hovedafgrøderne var hvede, byg, blandsæd, kålrabi og foderroer, rug, kartofler og i mindre grad havre. En mindre del af landbrugsarealerne blev brugt til græsning. Antallet af hornkvæg (herunder malkekøer) og svin steg kraftigt fra 1920 til 1970, mens antallet af får og heste faldt.
Fra 1920’erne til 1940’erne blev flere husmandsbrug oprettet. Eksempelvis blev der fra proprietærgården Bjørumgård udstykket til ti husmandsbrug i 1933. Også ved Vår Mark og ved området nord for herregården Krastrup samt området syd for Vokslev ved herregården Pandum blev der udført husmandsudstykninger. En række statshusmandsbrug blev desuden oprettet ved Englandsgårds udstykning. Herregården Lindenborg i Gistrup blev udstykket i 13 parceller ved grevskabets ophævelse i 1923.
De uopdyrkede hedearealer i kommunen blev i stigende grad erstattet af skov og plantager; bl.a. blev dele af Bejsebakken tilplantet. Også antallet af gartnerier og frugtplantager steg. I Nørrekær blev Yder og Inder Enge inddiget og opdyrket i 1940’erne. I Lille Vildmose foregik i større omfang tørvegravning, der tog et stort opsving under Besættelsen, bl.a. pga. Aalborgs cementfabrikkers store behov for brændsel.
Fiskeri var fremherskende i områderne omkring Hals, Nibe, Hou og Sebbersund. I Kattegat, hvor størstedelen af fiskeriet foregik, var rødspætter, makrel, sild og torsk den vigtigste fangst, mens der i Limfjorden mest blev fanget ål.
I 1950’erne begyndte en strukturrationaliseringsproces med nedlæggelse og sammenlægning af mange husmandsbrug. Antallet af indbyggere, der var ansat inden for landbrug og fiskeri, faldt fra 1920 til 1970. Den samme tendens var gældende på landsplan.
Bebyggelse og erhverv i byerne
Håndværk og industri dominerede erhvervsudviklingen i området frem til 1950 på lige fod med andre store byer som Aarhus og Odense. I begyndelsen af perioden var de største virksomheder i Aalborg og Nørresundby inden for skibsbygningsindustrien (bl.a. Aalborg Værft), tobaksindustrien (bl.a. C.W. Obel), tekstilindustrien, olieindustrien, cementindustrien og desuden jern- og metalindustrien. Desuden fandtes en større levnedsmiddelindustri (slagterier, konserves, margarine og spritfabrikkerne). Der eksisterede også en del virksomheder inden for foderproduktion og gødningsindustrien, bl.a. Hedegaard Agro og Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik (senere Superfos/Kemira). Indtil århundredeskiftet var tobaks-, cement- og tekstilindustrien de dominerende industrier. Efter år 1900 var cementfabrikkerne byens største private arbejdsgiver, mens tobaksindustrien dominerede efter 1930 målt på antal ansatte. Industrien var sårbar over for markedsændringer. Flere gange blev maskin- og værftsindustrien støttet økonomisk af Aalborg Kommune for at fundere en mere løntung industri. I begyndelsen af 1960’erne var Aalborg Værft blevet kommunens største private arbejdsgiver, efter at tobaksfabrikken C.W. Obel delvis blev afviklet i 1960’erne. I 1970 var værftet og cementindustrien blevet styrket, men nærings- og nydelsesmiddelindustrien samt tekstilbranchen oplevede tilbagegang.
Der var desuden større industrier i de øvrige byområder i kommunen, som fx i Nibe med IPA, J. Petersens Beslagfabrik og Nibe Andelssvineslagteri. I Hals lå i begyndelsen af perioden bl.a. savværk, røgeri og konservesfabrik. Også i Godthåb og Svenstrup lå flere industrivirksomheder. Kommunens industriområder lå ofte langs Limfjorden grundet muligheden for billig transport ad søvejen eller tæt på jernbanen. På havneområderne i Aalborg og Nørresundby lå en lang række industrivirksomheder. I Aalborg Havn blev de to bassiner Nyhavn og Teglgårdshavn opfyldt i hhv. 1925 og 1956. Aalborg Havn blev løbende udvidet og var Danmarks største provinshavn. Havnens samlede areal udgjorde i 1961 ca. 100 ha. Nibe Havn ophørte med at være trafikhavn i 1940. I fiskerlejet Hou blev en lille havn opført i slutningen af 1940’erne, og i Hals blev en ny havn indviet i 1952.
Erhvervssammensætningen i kommunen ændrede sig fra 1920 til 1970. Antallet af indbyggere, der arbejdede i industrien, steg voldsomt fra 1920’erne til 1970. Samtidig faldt det samlede antal af industrivirksomheder i kommunen betydeligt. Antallet af ansatte i transportsektoren var stort set uændret, og inden for handel steg antallet svagt. Inden for administration og liberale erhverv begyndte antallet af beskæftigede at vokse hurtigt i 1950’erne, især inden for banksektoren. Velfærdsstatens udbygning i anden halvdel af perioden medførte ligeledes, at et stadigt stigende antal indbyggere blev ansat i det offentlige. Fra 1950’erne var Aalborg Kommune den største arbejdsplads i kommunen. Indtil 1960’erne skabte den industrielle sektor størst økonomisk vækst med hensyn til lønkroner og antal ansatte, hvorefter service- og administration begyndte at vinde ind på den tunge industri.
Fra slutningen af 1950’erne blev en række mindre byer og områder udviklet og bebygget, fx Øster Hassing og Gandrup mod nordøst, Vestbjerg og Sulsted mod nord, Storvorde og Klarup mod øst, Sønderholm, Nørholm og Frejlev mod vest samt Svenstrup og Godthåb mod sydvest. Efter at Nørre Tranders Kommune og dele af Hasseris Kommune i 1950 blev lagt sammen med Aalborg Købstad, opstod mange nye kvarterer syd og øst for Aalborg i de følgende årtier. De nye bebyggelser var især karakteriseret af lavere bebyggelse, husblokke og villakvarterer. Også i bynære områder i relation til Nørresundby opstod nye bebyggelser. I periodens sidste årtier skete desuden en udflytning af industri fra Aalborg til nye industrikvarterer øst for byen.
Spritproduktionen
Aalborgs spritindustri havde været førende i Danmark fra 1840’erne og indgik i 1881 som en del af C.F. Tietgens stiftelse af aktieselskabet De Danske Spritfabrikker. I 1923 fik De Danske Spritfabrikker eneret på fremstilling af gær og sprit. Fabrikkens meget karakteristiske arkitektoniske udtryk blev et led i markedsføringen af virksomhedens produkter, herunder Aalborg Akvavit, efter et samlet designprogram omfattende alt fra bygninger og haveanlæg til vogne, cykler og emballage. Hensigten var både en samlet reklamevirkning og en standardisering, der skulle gøre nybyggeri og vedligehold af gamle bygninger lettere og billigere.
Fremstillingen af sprit på fabrikken i Aalborg ophørte i 2014, hvorefter anlægget blev bygningsfredet.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
- Kulturlandskabet efter 1850
- Bebyggelse og erhverv på landet i middelalderen
- Bebyggelse og erhverv i byerne i middelalderen
- Bebyggelse og erhverv på landet 1536-1850
- Bebyggelse og erhverv i byerne 1536-1850
- Bebyggelse og erhverv på landet 1850-1920
- Bebyggelse og erhverv i byerne 1850-1920
- Bebyggelse og erhverv 1970-2007
Infrastruktur
Limfjordstunnelen, der forbinder Aalborg Øst og Nørresundby, blev bygget i årene 1965‑69 og indviet d. 6. maj 1969. Tunnelen blev som Danmarks første motorvejstunnel under vand bygget ved sænketunnelmetoden, hvor præfabrikerede tunnelelementer blev sænket ned i en udgravet rende på Limfjordens bund.
En lang række infrastrukturelle beslutninger og tiltag i denne periode styrkede Aalborg Kommunes centrale placering i Nordjylland. I 1933 blev den nye Limfjordsbro mellem Aalborg og Nørresundby indviet. I 1938 blev også en ny jernbanebro over Limfjorden åbnet.
I 1936 afvikledes luftfarten fra Aalborg fra en landingsbane ved Aalborg Portland-Cement-Fabrik i Rørdal, og i maj 1938 blev Aalborg Lufthavn indviet ved Rødslet nord for Nørresundby. Aalborg Lufthavn var Danmarks første provinslufthavn. Med baggrund i Danmarks medlemskab af NATO blev den militære Flyvestation Aalborg oprettet i 1951 nord for Aalborg Lufthavn.
Et nyt træk i perioden var, at de første rutebiler opstod. Aalborg Omnibus Selskab blev oprettet i 1920, og antallet af rutebiler steg gennem perioden. Fra 1932 lå Aalborg Rutebilstation ved Vesterbro, og i 1961 blev en ny rutebilstation indviet i Jyllandsgade. Rutenettet omfattede i slutningen af perioden området fra kyst til kyst mod øst og vest, mod nord til Frederikshavn-Hjørring-Lønstrup og mod syd til Viborg-Hobro-Mariager. Rutebilerne blev primært drevet af private selskaber og i mindre grad af DSB eller privatbaner. En ny jernbane var privatbanen Vodskov-Østervrå, der åbnede i 1924, men blev nedlagt igen i 1950. En anden infrastrukturel ændring var, at en færgeforbindelse fra Egense Odde over Limfjorden til Hals blev oprettet i 1961.
I 1960’erne var det privatbilismen, der stod i centrum, og en lang række vejarbejder blev udført i kommunen. Det største projekt var Limfjordstunnelen, der blev indviet i 1969. I slutningen af 1960’erne lukkede de private jernbaner i Aalborg Kommune.
Flere forsyningsværker blev oprettet. Nibe fik andelselektricitetsværk i 1921, og Hals et privat vandværk i 1922. De to gasværker i Hasseris og Vejgård blev nedlagt, og to nye blev indviet i Aalborg i hhv. 1950 og 1954. I Nibe og Nørresundby blev gasværkerne nedlagt i 1960’erne. Aalborgværket (Nordkraft) blev indviet i 1947 og udvidet i årene 1954‑59. Elværket i Aalborg udvidede i begyndelsen af 1950’erne sit leveringsområde til også at dække nord for Limfjorden og leverede fra 1954 også fjernvarme.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Uddannelse og social omsorg
I 1934 erhvervede amtsrådet det nedlagte garnisonssygehus og indrettede her tuberkuloseafdeling for Aalborg Amt. Det kommunale sygehus, Aalborg Kommunehospital, blev løbende udvidet gennem perioden. Et afgørende spørgsmål for den daværende Aalborg Købstadskommune var sygehusets relation til Aalborg Amtssygehus. I slutningen af 1960’erne blev Aalborg Amt og Aalborg Købstadskommune enige om en fælles administration og koordineret anvendelse af bygninger.
I efterkrigstiden var velfærdsstaten under udbygning. Flere plejehjem og pensionistboliger blev opført, bl.a. Gundorfslund 1941‑42, Bygholmen 1942‑48, Anneberghus i 1948 og Vejgård Alderdomshjem i 1950.
Flere kommune- og centralskoler blev opført i perioden, fx i Nibe i 1952, Gudum-Lillevorde i 1956 og Storvorde i 1961. I 1948 åbnede Nordjyllands Landbrugsskole i den tidligere herregård Lundbæks bygninger syd for Nibe. I 1950’erne og 1960’erne blev Aalborg en del af de nationale beslutninger om placering af en række ungdoms- og videregående uddannelser. Aalborghus Statsgymnasium (senere Aalborghus Gymnasium) blev oprettet ved lov i 1956 og flyttede ind i de nuværende lokaler på Sohngårdsholmsvej i 1958. I 1960 blev Aalborg Seminarium oprettet. Aalborg Teknikum blev etableret i 1963, og Danmarks Ingeniørakademi Aalborg i 1967. Begge disse institutioner indgik som en del af Aalborg Universitetscenter (AUC), som åbnede i 1974 efter en folketingsbeslutning fire år tidligere.
Mere om politik, uddannelse og social omsorg i kommunen
Politik og religion
I 1921 kunne Det Radikale Venstre tage borgmesterposten i Aalborg, mens der fra 1925 til 1970 alene var socialdemokratiske borgmestre. Socialdemokratiet var det dominerende politiske parti i Aalborg, selv om partiet til tider blev udfordret, især af venstrefløjen. I Nørresundby blev den første socialdemokratiske borgmester valgt i 1921, og partiet var det største i det meste af perioden. Dog måtte Socialdemokratiet afgive borgmesterposten til en lokal borgerliste 1929‑33 og til Det Konservative Folkeparti 1950‑54. I kommunerne Hals, Nibe og Sejlflod var der borgerligt flertal, primært Venstre og forskellige borger- og bylister. Der var dog undtagelser, fx i Nibe, hvor både Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet stod stærkt, og sidstnævnte havde borgmesterposten 1937‑58.
Ved folketingsvalget i 1920 var Venstre det dominerede parti i Aalborg Amtskreds med fire mandater. Socialdemokratiet havde to mandater, og Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti et enkelt hver. Denne fordeling var i store træk gældende frem til 1932, dog med lidt vekslen i mandattallet mellem Venstre og Konservative. Ved folketingsvalget i 1932 blev Socialdemokratiet for første gang det største parti med tre mandater. Senere fik partiet fire mandater, og det var også resultatet ved folketingsvalget i 1968, hvor de øvrige mandater blev fordelt med to til hhv. Venstre og De Konservative og et til Det Radikale Venstre.
I 1920’erne og 1930’erne blev der bygget flere centralt beliggende folkekirker i Aalborg og Nørresundby, som Ansgars Kirken i 1929, Rørdal Kirke i 1930, Sankt Markus Kirke i 1933 og Lindholm Kirke i 1934. Den romerskkatolske menighed i Aalborg indviede Sankt Mariæ Kirke i 1926. På baggrund af lokale initiativer blev Hasseris Kirke indviet i 1956, og Dokkedal Kirke i 1965. Det var også i denne periode, at der blev taget nye initiativer med socialt orienteret kirkearbejde; fx kom Kirkens Korshær til Aalborg i 1924.
Mere om politik og religion i kommunen
Besættelsen
Om morgenen d. 9. april 1940 overtog den tyske besættelsesmagt lufthavnsanlægget i Aalborg ved hjælp af faldskærmstropper. De udbyggede lufthavnen til at blive et af Nordeuropas største militære anlæg og opførte bl.a. startbaner i beton, hangarer, bunkers, løbegrave og batterier med antiluftskyts. Her ses tyske fly i lufthavnen i 1940.
Limfjordsbroen i Aalborg havde strategisk betydning for den tyske besættelsesmagt, og allerede i Besættelsens første timer d. 9. april 1940 blev broen besat af tyske tropper. Her ses soldater fra den tyske besættelsesmagt bevogte Limfjordsbroens sydlige rampe.
Aalborg havde under Besættelsen 1940‑45 stor strategisk betydning for den tyske besættelsesmagt. Allerede d. 9. april 1940 blev Aalborg Lufthavn besat af tyskerne. I begyndelsen af besættelsesperioden var byen og lufthavnen udsat for flere allierede luftangreb. Fra 1940 til 1945 blev en række befæstningsværker opført i kommunen, bl.a. ved landsbyen Bouet. Desuden blev flere lokale modstandsgrupper dannet i Aalborg, Nørresundby og Nibe. En af Danmarks tidligste modstandsgrupper var Churchill-klubben, der blev oprettet i Aalborg i 1941. Modstandsgrupperne udgav bl.a. illegale blade og modtog nedkastninger fra fly, fx ved Sønderholm Hede, Halkær og Ellidshøj. Modstandsbevægelsen udførte en lang række sabotageaktioner mod virksomheder, der arbejdede for besættelsesmagten, bl.a. Nordjysk Skjortefabrik, Aalborg Halmvarefabrik, Aalborg Havn, Aalborg Værft, Dansk Eternit-Fabrik, Dalsgaards Mekaniske Værksted, Dampvaskeriet Solvang og Aalborg Portland, alle i Aalborg, samt cementfabrikker i Rørdal og Aalborg Lufthavn ved Lindholm. Desuden fandt en række jernbanesabotager sted, bl.a. mod Aalborg Privatbaners remise i 1943 og mod Svenstrup Station i 1944.
Henrettelsen af den lokale modstandsmand Poul Edvin Kjær Sørensen førte til gadeuroligheder mellem befolkningen og besættelsesmagten i august 1943. De tyske hævnaktioner schalburgtage blev i Aalborg indledt med et attentat mod Aalborg Stiftstidende i marts 1944. De første år efter 2. Verdenskrigs afslutning var tyske flygtninge indlogeret i midlertidige lejre, på skoler og i lufthavnsbygninger i Aalborg. I 1946 drejede dette sig om 36.333 tyske flygtninge.
Videre læsning
Læs mere om historie i Aalborg Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Aalborg Kommune
- Middelalderen i Aalborg Kommune
- 1536-1850 i Aalborg Kommune
- 1850-1920 i Aalborg Kommune
- 1970-2007 i Aalborg Kommune
Se alle artikler om 1920-1970
