Fra 1850 til 1920 oplevede området en kraftig befolkningsvækst. Dette skyldtes den urbanisering og vandring fra land til by, der slog igennem i anden halvdel af 1800-tallet. På landet var landbrug det dominerende erhverv, ligesom der var fiskeri fra byer i Limfjorden og ved Kattegat. En ny bevægelse i perioden var andelsbevægelsen, der bl.a. oprettede en lang række brugsforeninger og andelsmejerier i kommunen. Fra 1870’erne begyndte industrialisering at præge udviklingen i Aalborg og Nørresundby samt i mindre grad i Nibe. Industrialiseringen tog for alvor fart i 1890’erne, og Aalborg blev sammen med Nørresundby i perioden op til 1920 kendt som byerne med de rygende skorstene. En vigtig faktor i udviklingen var jernbanen, der fra 1869 kom til en lang række byer i kommunen, suppleret med private jernbaner fra 1897. Fra 1850 til 1920 blev også havnene i Aalborg, Nørresundby, Nibe og Hals enten anlagt eller udbygget. Nørresundby fik desuden købstadsstatus i perioden. Arbejderbevægelsen begyndte at få fodfæste i kommunens større byer. Efter år 1900 blev en lang række husmandsbrug oprettet i kommunen ved lov.
1850-1920 i Aalborg Kommune
Tidslinje 1850-2007 i Aalborg Kommune
På Aalborg Værft var der flere gange gennem 1900-tallet strejker blandt de ansatte. Særligt i 1960’erne og 1970’erne steg antallet af faglige konflikter på værftet. Her går strejkende hjem fra værftet i marts 1973 som følge af en landsdækkende overenskomstkonflikt.
Administrativ inddeling
I 1850 havde 33 kommuner del i den nuværende Aalborg Kommune, heriblandt to købstæder: Nibe og Aalborg. Ud over en mindre udveksling af områder mellem Aaby-Biersted og Sulsted-Ajstrup Kommuner var perioden kendetegnet ved mindre ændringer af kommunegrænserne. I 1857 udskiltes Nørre Sundby Handelsplads Sognekommune af Sundby-Hvorup Sognekommune. Kommunen blev i år 1900 købstadskommune. En række områder, som hidtil havde været dele af Aalborg Købstadskommune, blev i hhv. 1874 og 1880 indlemmet i Hasseris Sognekommune. I 1886 og i år 1900 gik det den anden vej, da en række områder i Hasseris blev indlemmet i Aalborg Købstadskommune. I 1899 blev det nuværende parkområde Vandværksparken ligeledes indlemmet i købstadskommunen fra Nørre Tranders Sognekommune.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Langt størstedelen af sognene i den nuværende Aalborg Kommune oplevede en befolkningsvækst fra 1850 til 1901. Anlæggelsen af jernbaner førte sammen med større velstand i landbruget til, at der også i de fleste landsbyer skete en befolkningsstigning. Dog var befolkningstallet i enkelte sogne stort set uændret fra 1850 til 1901, og sognene Store Ajstrup, Lundby, Farstrup, Sebber, Bislev, Nørholm, Lillevorde, Klarup, Romdrup og Gudum oplevede efter de første par årtier en tilbagegang i befolkningstallet. Aalborg Kommune oplevede, modsat andre dele af Nordjylland, ikke større udvandring til udlandet. Samlet set steg befolkningstallet inden for den nuværende Aalborg Kommunes grænser fra 34.165 indbyggere i 1850 til 74.961 indbyggere i 1901.
Fra 1901 til 1921 oplevede de fleste sogne også en befolkningsvækst, mens der i enkelte sogne var stagnation eller et fald i befolkningstallet. Særligt byerne oplevede fra 1850 til 1920 en voldsom befolkningsvækst. Stigningen skyldtes både fødselsoverskud og vandring fra landområder i kommunen til byerne, især Aalborg og Nørresundby. Særligt Aalborgs befolkningstal steg i anden halvdel af 1800-tallet. I 1850 boede der i Aalborg 7.745 indbyggere, og i 1880 var tallet steget til 14.152. Derefter gik befolkningsvæksten hurtigt. Fra 1890 til 1901 steg befolkningstallet i Aalborg fra 19.503 til 31.457 indbyggere. I 1921 var befolkningstallet i Aalborg steget til 48.239 indbyggere. I Nørresundby steg befolkningstallet fra 3.544 i 1901 til 9.497 indbyggere i 1921. I 1860 var befolkningstallet i Nørresundby 1.376 indbyggere. Den stigende urbanisering betød, at hvor det i 1850 var 25,5 % af befolkningen, der boede i de to største byer i kommunen, var andelen i 1920 steget til lige under 50 %. Også i Nibe voksede befolkningstallet. I 1850 var befolkningstallet 1.161 indbyggere, og i 1901 var det steget til 1.723 indbyggere. I 1921 var Nibes befolkningstal 1.869. Anlæggelsen af jernbaner i perioden medførte også en befolkningsstigning i de nye stationsbyer, fx i Svenstrup. I 1921 var der 100.646 indbyggere i den nuværende Aalborg Kommune.
Mere om befolkningsudvikling i Aalborg Kommune
Bebyggelse og erhverv på landet
En samling fiskere ved Dokkedal syd for Limfjordens munding. Foto fra ca. 1910.
Herregården Store Restrups jord blev udstykket i perioden 1898‑1912. I 1912 blev der oprettet en husmandskoloni på Store Restrup, og 50 husmandsbrug blev udstykket fra herregården. Husmændenes Udstykningsforening for Aalborg Amt oprettede desuden husmandsskole, friskole og andelsmejeri på Store Restrup. På fotoet ses et tidligere husmandssted ved Restrup Skovvej i 2017.
Gennem hele perioden var landbruget det dominerende erhverv uden for de voksende industribyer. Landsbyernes jorder var udskiftede, og bedre vejforbindelser blev anlagt mellem kommunens byer og landsbyer. En stor del af områderne i kommunens landdistrikter var agerjord. Andre områder var hedearealer, moser og kær samt skov og plantager. En del af arealet var desuden klint og flyvesand. I den vestlige ende af området syd for Lundby var der store uopdyrkede hedearealer, der anvendtes til græsning. Ved hjælp af inddigning og inddæmning blev større arealer langs med Limfjorden til nye landbrugsarealer. Omkring århundredeskiftet blev plantager anlagt flere steder i kommunen, fx i Hammer Bakker nord for Nørresundby og ved Hals. I den østlige del af Aalborg Kommune mod Kattegat lå Lille Vildmose, der gav grundlag for omfattende tørvegravning.
Den mest udbredte kornsort i kommunen var havre. Desuden var rug, byg og kartofler almindelige afgrøder. Hvededyrkningen var yderst begrænset. I 1860’erne og 1870’erne blev kornavl i stigende grad erstattet af produktion af fedevarer som fx kødprodukter og smør. Store dele af kommunens areal blev brugt til afgræsning af kreaturer. Fra 1870’erne var der stor eksport af levende kvæg over Aalborgs kvægtorv. I 1893 blev det opgjort, at der var et meget stort antal får og hornkvæg (især køer og kalve) og desuden en del svin og heste. Indtil århundredeskiftet var fedning af kreaturer til slagtning endnu udbredt. Omkring år 1900 omlagdes landbruget til mælkeproduktion, og antallet af malkekøer i kommunen steg. Også svineopdræt blev mere udbredt, mens antallet af får var faldende. Kvægtorvet i Aalborg blev udvidet flere gange og fik bl.a. nye haller i årene 1913‑15. I slutningen af perioden blev blandsæd og kålrabi mere udbredt som afgrøde.
Størstedelen af gårdene i kommunen var i 1895 selvejergårde, mens et fåtal var fæstegårde. Også inden for husmandsbrug var selveje det mest almindelige; dog fandtes der også en del fæste- og lejehuse. Statshusmandsloven af 1899 og Jordlovene af 1919 medførte, at en lang række husmandsbrug blev oprettet i kommunen. Eksempelvis blev herregården Store Restrups jord udstykket 1898‑1912, og herregården Vang blev delvist udstykket til statshusmandsbrug 1912‑32. Herregården Rødslet blev udstykket efter 1904, og herregården Gammel Vrå blev udstykket i årene fra 1907 til 1950.
Andelsbevægelsen stod stærkt uden for de store byer i kommunen, og en lang række brugsforeninger blev oprettet i landdistrikterne. Desuden blev et større antal andelsmejerier etableret og kun i mindre grad private mejerier. Mejerierne producerede hovedsagelig smør, sødmælk og i mindre grad fløde og ost. I landsbyerne blev der i perioden oprettet nye håndværksvirksomheder og mindre handelsvirksomheder. I Limfjorden var der fra omkring år 1900 et ret stort fiskeri af især fladfisk og ål, centreret omkring Sebbersund og Nibe, mens der ved Kattegatkysten med udgangspunkt særligt i Hals og Hou var et stort fiskeri efter fladfisk, makrel og torsk.
Bebyggelse og erhverv i byerne
Tekstilindustrien i Aalborg opstod i 1850’erne. De Forenede Tekstilfabrikker (stiftet 1897) opførte 1897‑1901 et nyt fabriksanlæg på Kastetvej. I første halvdel af 1900-tallet var De Forenede Tekstilfabrikker en af Aalborgs største industriarbejdspladser. Her ses arbejdere i spinderiet på fabrikken omkring år 1900.
Handel var vigtig for Aalborg og Nørresundby fra 1850 til 1920. Købmændene i Aalborg og senere hen også i Nørresundby eksporterede korn og i stigende grad fedevarer samt solgte en stadig større import af gødnings- og foderstoffer. De drev også engroshandel med kolonialvarer, tømmer eller brændsel.
Flere byer i den nuværende Aalborg Kommune oplevede en industrialisering i anden halvdel af 1800-tallet. Antallet af industrivirksomheder steg, samtidig med at antallet af kommunens indbyggere, der var beskæftiget i industrien, ligeledes blev større. Især industrien i Aalborg og Nørresundby voksede betydeligt fra 1850 til 1920. Aalborg Glasværk fik i 1852 kongelig bevilling til at fremstille glasvarer. Værket fungerede i ca. 50 år. Tekstilindustrien tog sin begyndelse i Aalborg i 1851 med etableringen af Kjærs Mølles Fabrikker. Siden kom flere væverier og spinderier, der i 1897 blev til De Forenede Tekstilfabrikker.
Særligt efter 1870’erne begyndte industrialiseringen af de to byer, som for alvor slog igennem fra 1890’erne og frem. En af de største brancher i Aalborg var nærings- og nydelsesmiddelindustrien, bl.a. brændevinsbrænderierne, der i 1881 blev til De Danske Spritfabrikker. Desuden blev der i perioden oprettet en række bagerier og slagterier i Aalborg, bl.a. Bagermestrenes Rugbrødsfabrik og Aalborg Ny Dampbageri, begge fra 1896, samt Aalborgs offentlige slagtehus fra 1899. Desuden var tobaksindustrien med fabrikken C.W. Obel i spidsen en markant industri med mange ansatte. Efter århundredeskiftet voksede desuden kemisk industri frem; bl.a. åbnede Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik øst for Aalborg ved Rørdal i 1908. En anden industri, der senere kom til at få stor betydning, var jern- og metalindustrien i Aalborg, bl.a. De Smithske Jernstøberier og Maskinværksteder og Poul Buaas Fabrikker. I 1912 blev P. Ph. Stuhrs Maskin- og Skibsbyggeri, der senere blev til Aalborg Værft, anlagt. Under og lige efter 1. Verdenskrig voksede værftet som følge af de gunstige konjunkturer.
I Aalborg var størstedelen af indbyggerne frem til 1890 bosat inden for den gamle købstads grænser, og herefter begyndte byen at brede sig vestpå. Hasseris’ villakvarter opstod i de sidste årtier af 1800-tallet. I 1890’erne begyndte desuden en udflytning af industrivirksomheder fra bykernen til Aalborgs yderområder, havnen eller ved hovedveje.
I Nørresundby skete også en industrialisering. En af de tidligste virksomheder var jern- og metalstøberiet Gabrielsværk stiftet af Julius Galster i 1853. I 1856 fik Nørresundby status som handelsplads. Derefter åbnede flere industrivirksomheder i byen. Bebyggelsen i Nørresundby voksede mod nord og øst og kom mod vest til at omfatte Lindholm. I år 1900 lå der i Nørresundby foruden Gabrielsværk en maskinfabrik og jernstøberi, to dampvæverier og farverier, tre savskærerier og et garveri. Væksten førte i år 1900 til, at Nørresundby fik status som købstad. Efter år 1900 kom en række nye virksomheder til Nørresundby, bl.a. Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrikken Limfjorden (senere Kemira) i 1913. En anden branche, der var markant i både Aalborg og Nørresundby, var cementindustrien. I 1889 begyndte etableringen af cementfabrikker med anlæggelsen af Aalborg Portland-Cement-Fabrik i Rørdal, hurtigt fulgt af fire andre cementfabrikker i Aalborg og Nørresundby.
Også i andre af kommunens byer opstod der nye industrivirksomheder. I Nibe blev havnen anlagt 1865‑66, hvorefter byen voksede mod havnen og mod syd. Desuden blev J. Petersens Beslagfabrik etableret i Nibe i 1869. I år 1900 lå der i Nibe en spritfabrik, et dampvæveri, et savskæreri, et cementstøberi, en kalk- og teglfabrik samt et ølbryggeri. I Svenstrup blev Flødal Kridtværk etableret i 1876. I Godthåb tæt derpå lå den tidligere papirfabrik og fra 1858 Godthaab Hammerværk (Zincks Fabrikker), grundlagt i 1797. A. Andersens Stålvarefabrik blev grundlagt i Godthåb i 1920. Et kendetegn for perioden var den øgede brug af damp i industrien. Eksempelvis blev den første dampmølle i Nordjylland, Aalborg Dampmølle, grundlagt i Aalborg af Poul Pagh i 1858. En række andre lokale virksomheder indførte dampmaskiner i perioden, bl.a. væverier og fabrikken C.W. Obel. Omkring århundredeskiftet steg i stedet industriens brug af elektricitet i produktionen.
Andelsbevægelsen markerede sig i de fleste af byerne i kommunen. Eksempelvis åbnede Kooperationen Forbrugs- og Spareforeningen af 1872’s bageri i Aalborg i 1887, der blev Aalborgs største rugbrødsbageri. I Nørresundby åbnede Aalborg Amts Andelssvineslagteri i 1891. Og allerede i 1866 åbnede Julius Galster en af landets første brugsforeninger, Nørresundby Indkjøbsforening, nogle måneder før Thisted Arbejderforening, der ellers senere blev kendt som Danmarks første brugsforening. En lang række andelsmejerier blev oprettet i kommunen, bl.a. i Svenstrup i 1890, Hou i 1893 og Hals i 1894.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
- Kulturlandskabet efter 1850
- Bebyggelse og erhverv på landet i middelalderen
- Bebyggelse og erhverv i byerne i middelalderen
- Bebyggelse og erhverv på landet 1536-1850
- Bebyggelse og erhverv i byerne 1536-1850
- Bebyggelse og erhverv på landet 1920-1970
- Bebyggelse og erhverv i byerne 1920-1970
- Bebyggelse og erhverv 1970-2007
Infrastruktur
Dampskibsforbindelser fra Aalborg til byer i ind- og udland blev udbygget i perioden, efter at den første dampskibsforbindelse mellem Aalborg og København var blevet oprettet i 1843. I anden halvdel af 1800-tallet blev mange af landevejene i kommunen forbedret. Renoverede veje fra Nørresundby skabte fx bedre forbindelser med oplandet. I 1865 blev den første broforbindelse åbnet mellem Aalborg og Nørresundby. Pontonbroen kunne bruges af personer og hestekøretøjer. I 1869 kom den første jernbane til Aalborg, da den statsbetalte jernbane Randers-Aalborg blev indviet af Christian 9. d. 18. september 1869. På den 81 km lange jernbane blev der anlagt såvel stationer som trinbrætter; bl.a. Svenstrup opstod som ny stationsby. Fra 1871 fik jernbanen forbindelse fra Nørresundby videre til Frederikshavn. De første år skete overfarten over Limfjorden ved hjælp af dampbåd til passagerer og gods. I 1879 åbnede den første jernbanebro mellem Aalborg og Nørresundby, hvilket bandt de to byer tættere sammen.
Den stigende transportmængde og øgede persontrafik som følge af jernbanernes anlæggelse bidrog til industrialiseringen af især Aalborg og Nørresundby. Det var en tendens, der blev forstærket i 1885, da Aalborg Havnekommission etablerede en sejlrende gennem Hals Barre. Aalborg Havn blev derefter udvidet flere gange. De to ældre havnebassiner, Nyhavn fra 1820 og Teglgårdshavnen fra 1869, blev suppleret med Østre Havn i 1903. Samtidig udførtes omfattende uddybninger langs de stadigt flere bolværker ved fjorden, så Aalborg Havn udviklede sig til den største provinshavn. Udviklingen gavnede også Hals, hvor en ny havn blev indviet i 1899.
I slutningen af 1890’erne blev en række private jernbaner bygget, alle med Aalborg som centrum: mod nord til Frederikshavn og Fjerritslev, taget i brug i hhv. 1899 og 1897, mod syd til Hadsund i år 1900 og fra Svenstrup til Aars i år 1899, senere Hvalpsund i 1910. Langs de nye baner udviklede sig hurtigt efter deres etablering omkring år 1900 en række mindre stationsbyer, særligt mod nordøst og sydøst. Ved Aalborg-Hadsund-banen var det især Gudumholm og Kongerslev, der voksede sig større, og ved Nørresundby-Frederikshavnbanen var det Vodskov, Langholt og Gandrup mellem Øster Hassing og Vester Hassing. Svenstrup havde været stationsby siden 1869, men blev som udgangspunkt for Aarsbanen nu områdets største stationsby.
Et andet vigtigt træk ved perioden var også oprettelsen af forsyningsværker. I 1854 blev en kommunal vandforsyning i Aalborg etableret, og der kom gasværk samme år, som blev erstattet af et nyt gasværk i 1903. I 1896 blev et privat elværk anlagt i Aalborg, som i 1909 flyttede til den østlige del af byen og blev overtaget af kommunen. I Vejgård blev et vandværk oprettet i 1894. I Hasseris blev både et gasværk og et vandværk anlagt i 1906. Nørresundby fik gasværk i 1897, vandværk i 1898 og elværk i 1911. I 1903 fik Nibe gasværk, og i Hals blev et andelselektricitetsværk indviet i 1913.
Privatbanernes storhedstid
Nørresundby Station blev åbnet i 1871 og var udgangspunkt for Vendsysselbanen til Frederikshavn. Fjerritslev-Frederikshavn-jernbanen havde tilslutning på stationen i årene 1897‑1969. I 1907 blev der opført en ny, pompøs stationsbygning tegnet af Heinrich Wenck. Her ses interiør og ventende passagerer på Nørresundby Station i 1910.
Aalborg Banegård er beliggende på John F. Kennedys Plads i den sydlige del af det centrale Aalborg. Banegården åbnede i 1869. Den nuværende bygning er fra 1902 og tegnet af Thomas Arboe. Bygningen blev fredet i 1992.
Den store jernbanelov af 8. maj 1894 medførte flere nyanlæg af private jernbaner i Aalborgområdet. En af de første var strækningen Nørresundby-Fjerritslev (åbnet 1897), fulgt af forlængelsen til Sæby og Frederikshavn i 1899. Privatbanen Aars-Nibe-Svenstrup (åbnet 1899) blev i 1902 forlænget til den nye banegård i Aalborg og til Hvalpsund i den anden ende i 1910. Privatbanen til Hadsund blev åbnet i år 1900. Privatbanerne blev i 1902 samlet i Nordjyllands Forenede Privatbaner (ændret til Aalborg Privatbaner i 1915). Alle privatbaner i Aalborg og Nørresundby havde forbindelse til andre baner ved endestationerne eller ved lokale knudepunkter undervejs. De mange nye privatbaner i Aalborg og Nørresundby betød, at Aalborgs første banegård fra 1869 blev nedrevet, og en ny opført i 1902, som var fælles personbanegård for både DSB og privatbanerne. Samme år blev endvidere opført en ny lokomotiv- og godsbanegård for privatbanerne, kaldet Triumfbuen.
Fra 1890’erne og frem til 1970’erne prægede industrijernbaner også Aalborg og Nørresundby, bl.a. til cementfabrikkerne og svovlsyrefabrikkerne i Aalborg og Nørresundby samt tegl- og kalkværkerne i Lindholm, Gug og Hvorupgård. Nørresundbys havn (åbnet 1874) fik havnebane i 1899, mens Aalborgs havnebane (åbnet 1875) blev forlænget fra 700 m til 8,3 km 1904‑05. Mange firmaer havde private sidespor på de to havnebaner, bl.a. Aalborg Portland, Aalborg Værft, De Danske Spritfabrikker, FDB, Jydsk Andels-Foderstofforretning, Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik (senere Superfos og Kemira) og Kosangas.
1957‑59 blev Triumfbuen overtaget af DSB og erstattet af en ny rutebilstation. En ny fælles godsbaneterminal blev opført i 1959 og brugt af både DSB og privatbanerne. I 1960’erne blev mange privatbaner i Danmark lukket pga. faldende passagertal. Strækningen Nørresundby-Sæby lukkede i 1968, og Fjerritslev-Frederikshavn, Aalborg-Hvalpsund og Aalborg-Hadsund Jernbaner lukkede alle i 1969. 7‑8 km af Hadsundbanen nærmest Aalborg eksisterer i dag, hvor sporet siden 1972 har indgået i godsbanen til Grønlandshavnen. De øvrige havnebaner i Nørresundby og Aalborg er nedlagt.
Ejnar Packness' stationsbygninger
Stationsbygningerne, der blev opført med etableringen af jernbanen Hvalpsund-Aars ved indgangen til 1900-tallet, er alle tegnet af Ejnar Packness (1879‑1952). Packness blev født i Næstved og var uddannet murer og siden arkitekt fra 1908. Hans virke førte ham til Aalborg, hvor han praktiserede fra 1910 og blev kongelig bygningsinspektør fra 1921. Det er også i det nordjyske, man finder langt de fleste af hans værker. Helt i tidens ånd lod Packness sig inspirere af tidligere tiders arkitekturstrømninger, især den danske barok. En af hans første opgaver i Aalborg var stationsbygningerne til Aars-Hvalpsund-banen, hvor han bl.a. tegnede stationsbygningerne Havbro, Farsø, Fandrup, Ullits og Hvalpsund med tilhørende lagerbygninger og i Hvalpsund desuden en remise og et logihus til togpersonalet. Banen blev indviet i 1910 og nedlagt i 1969. Stationsbygningen i Farsø er i dag nedrevet, og kun portalen står tilbage.
Stationsbygningerne er pudsede og kalkede, og Packness’ forkærlighed for det barokke formsprog kan ses i de kraftige gesimser, frontispicer, gavlkviste og de småsprossede vinduer. Stationsbygningerne er endvidere kendetegnet ved Packness’ næsten legende tilgang til formsproget, hvor hver stationsbygning fik sine egne karakteristika.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Uddannelse og social omsorg
Den voksende befolkning og byernes vækst i perioden medførte et øget behov for institutioner inden for uddannelses- og sundhedsvæsenet. 1879‑81 byggede Aalborg Købstad og Aalborg Amt et fælles sygehus på Vester-Ladegårds grund i den vestlige del af byen. I 1908 gik amtet ud af samarbejdet og byggede et nyt amtssygehus syd for byen ved Hobrovej. Aalborg Amtssygehus blev taget i brug i 1911. Det tidligere hospital blev kommunalt som Aalborg Kommunehospital og udvidet 1912‑16. I 1910 opførtes sygehus i Nibe. Aalborg Alderdomshjem på Annebergvej blev opført i 1901. Forsorgshjemmet Sankt Jørgensgård blev opført på Hasserisgade 1911‑12. Flere stiftelser og asylforeninger blev desuden oprettet i Aalborg i perioden.
I perioden blev også det kommunale skolevæsen udbygget, og en lang række nye skoler blev opført i byerne og landsbyerne. I Aalborg lå foruden en teknisk skole, der var oprettet i 1807, to privatdrevne handelsskoler fra hhv. 1875 og 1901. I Nørresundby blev der opført en kommuneskole i 1895, en privat mellem- og realskole i 1902 og i 1901 en handelsskole. I Nibe blev en teknisk skole oprettet i 1877, en realskole i 1890 og en borgerskole i 1904. Også højskolebevægelsen etablerede sig i perioden, og bl.a. blev en folkehøjskole oprettet i Sønderholm. I 1912 oprettede Husmændenes Udstykningsforening for Aalborg Amt husmandsskole og friskole på herregården Store Restrup vest for Aalborg.
Mere om politik, uddannelse og social omsorg i kommunen
Politik
Ændringen af Aalborg fra handelsdomineret købstad til industriby medførte et skred i vælgerbefolkningen. De dominerende borgerlige partier, særligt Højre og den moderate del af Venstre, blev især fra 1890’erne og frem i stigende grad udfordret af Socialdemokratiet. Dette parti havde rod i den stærkt voksende arbejder- og fagbevægelse, der opstod i takt med industrialiseringen. Fra 1898 tog Socialdemokratiet folketingspladsen for Aalborg, men kunne endnu ikke overtage bystyret. Områderne uden for Aalborg og Nørresundby var politisk domineret af forskellige venstregrupperinger og siden Venstre.
Faglige kampe
I takt med industrialiseringen i Aalborg i perioden fra 1850 til 1920 opstod behovet for en arbejderbevægelse i byen. Arbejdersammenslutningen Første Internationale (IAA) fik en markant start i Aalborg, hvor socialisten Paul Geleff d. 2. november 1871 talte for 700‑800 mennesker. To af de første faglige konflikter i Aalborg var strejker blandt skomagere i november 1871 og skibstømrerne i februar 1872. Det var dog først midt i 1880’erne, at arbejderbevægelsen for alvor brød igennem i Aalborg. I 1884 blev der dannet en politisk forening, Socialdemokratisk Forbund. Fra 1885 fulgte flere fagforeninger, og i 1886 blev De Kontraherede Foreninger grundlagt, senere kaldet Fællesorganisationen og i dag LO, Aalborg. I 1887 udkom den første socialdemokratiske avis, Nordjyllands Arbejderblad.
På samme tidspunkt blev der også skabt en række mesterforeninger og en lokal, koordinerende arbejdsgiverforening. Snedkermestrene var de første, der organiserede sig i 1884, murer- og tømrermestrene i 1885, og de øvrige faggrupper fulgte hurtigt efter. Den socialdemokratiske bevægelse fik sit gennembrud i Aalborg senere end fagforeningerne. I 1925 lykkedes det at få absolut flertal i byrådet, og lige siden har der været en ubrudt række af socialdemokratiske borgmestre.
I midten af 1890’erne var der flere store lokale konflikter inden for jern-, tekstil- og cementindustrien. En lockout i jernindustrien i Aalborg i 1897 fik en central rolle i forløbet op til Septemberforliget i 1899. Dermed var fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningerne i byen for alvor på banen. Op gennem 1900-tallet var arbejdspladserne i Aalborg generelt præget af mange ufaglærte med lave lønninger, hvilket også prægede de faglige konflikter og forlig. De største faglige kampe i Aalborg op gennem 1900-tallet var i forbindelse med nationale konflikter som fx storkonflikterne i 1925 og 1956. Desuden var der lokale kampe som de banebrydende lockouter/strejker på cementfabrikkerne Aalborg Portland, Norden og Danmark i 1910 og 1912 samt på Aalborg Værft 1971‑72.
Religion
Godthåb Kirke, der ligger på Volstrupvej lige øst for Svenstrup, blev indviet i 1912. Kirken er tegnet af arkitekt Hother Paludan og var en del af Øster Hornum Sogn indtil 1978, hvor den blev udskilt. På billedet ses en gruppe præster i procession ved indvielsen.
Den generelle befolkningsvækst betød, at der blev bygget otte nye folkekirker i Aalborg Kommune fra 1850 til 1920. I det bynære Aalborg-og Nørresundbyområde blev Vor Frue Kirke indviet i 1878, Vor Frelsers Kirke i 1902, Vejgaard Kirke i 1904 og Vodskov Kirke i 1909. Der kom også nye kirker i Øster Hassing i 1880, i Hou i år 1900, i Gåser i 1903 og i Godthåb i 1912. I den nuværende Aalborg Kommune var der fra 1850 til 1920 en lang række religiøse bevægelser, bl.a. grundtvigianismen, den katolsk-apostolske kirke, Mosaisk Troessamfund, Indre Mission, baptister og mormoner. Frelsens Hær og KFUM etablerede sig i Aalborg. Baptisterne, metodisterne og Indre Mission stod stærkest i området omkring Sejlflod. Omkring Nibe samlede interessen sig om lokale bibelbevægelser.
Mere om politik og religion i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Aalborg Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Aalborg Kommune
- Middelalderen i Aalborg Kommune
- 1536-1850 i Aalborg Kommune
- 1920-1970 i Aalborg Kommune
- 1970-2007 i Aalborg Kommune
Se alle artikler om 1850-1920
