I den nordenfjordske del af Aalborg Kommune var bebyggelsesmønsteret i 1683 enkelt. Landsbyerne var meget store. I alle sogne var der landsbyer med over ti gårde, i alt 18 landsbyer, og derudover var der også enestegårde. De største landsbyer var Vester Hassing med 39, Sundby med 27 samt Øster Hassing og Hals med hver 23 gårde. Der var mange enestegårde, oftest flere i hvert sogn, men arealmæssigt set havde de ikke den store betydning. Dette var resultatet af en kraftig ekspansion i hele 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet, der primært gav sig udslag i udvidelser af de bestående landsbyer. En del nye enkeltgårde blev ganske vist oprettet, men til gengæld blev andre enkeltgårde inddraget under herregårdene. En særligt karakteristisk bebyggelse var landsbyen Gåser anlagt på en strandvold tæt på Limfjorden; den er et tydeligt eksempel på en rækkelandsby. Derimod var Hals, der havde en regelmæssig bystruktur, antagelig blevet nyanlagt i forbindelse med en tvangsflytning til en beliggenhed tæt på færgeoverfarten.
Området nord for Limfjorden led i mindre grad under sandflugten i perioden fra 1536 til 1850. Tydeligst kan det ses nord for Hals, hvor en klitrække strakte sig nord-syd. Lige overfor, på den anden side af fjorden, var der klitter nord for Egense.
Ved udskiftningen var der en stærk tendens til at lade gårdene blive liggende i landsbyerne, også i de største landsbyer. Da også ressourcer som eng og hede lå spredt, blev den enkelte ejendom splittet op i adskillige lodder med stor sandsynlighed for en senere udstykning. En del bebyggelser var ret langstrakte, og her ses en del steder et kamlignende mønster med rektangulære og meget aflange lodder, fx i Ulsted.
Gennem hele perioden foregik en udparcellering med hensyn til både gårddelinger og frastykning til husmænd, således at antallet af gårde steg lidt, mens antallet af huse voksede meget. Allerede omkring år 1800 var der flere huse end gårde, og omkring 1850 var forholdet en del steder mere end to huse for hver gård. I 1840 var det særligt markant i Sundby (Nørresundby) med over 100 huse og Lindholm med over 50 huse. Hele området omkring færgestedet til Aalborg var domineret af huse. Det var blevet solgt til selveje og udstykket fra 1769. Med de gode konjunkturer for landbruget i de følgende år samt etablering af industrier havde Sundby sin helt særlige udvikling.
Søndenfjords afveg billedet i 1683 lidt fra det nordenfjordske. Ganske vist var der også her mange store landsbyer og næsten altid mindst en landsby med over ti gårde i hvert sogn. I alt var der 37 landsbyer på over ti gårde; størst var Nørholm med 35, Storvorde og Sønderholm med hver 30 og Gudum med 27 gårde. Men i hele området var der mange mindre landsbyer og langt færre enestegårde end nordenfjords.
Udskiftningen forløb her lidt anderledes end i det nordenfjordske. Der forekom en del blokudskiftninger, og selv mange stjerneudskiftninger var rimelige med ret pæne lodder. Dette var særligt i den østlige del, mens der i den vestlige var flere uheldige udskiftninger med mange og skæve lodder til følge.
Det var at forvente, at de mange og skæve lodder ville føre til flere udstykninger til husmandsbrug, men langt den største vækst i antallet af huse skete i området langs Limfjordskysten fra Hasseris og videre øst for Aalborg og langs Kattegatkysten. I disse sogne var der oftest dobbelt så mange huse som gårde, mens der i den sydlige og vestlige del af kommunen var flere gårde end huse. Den kraftige vækst i husenes antal fandt sted både før og efter 1814, så den skyldtes ikke blot udskiftningen. Den største del af udstykningen i den vestlige del var udparcellering af herregårdsjord, så mindre husmandskolonier blev dannet omkring år 1800. Et større fiskerleje lå allerede i 1600-tallet ved Klitgård.
Gudumlund Kanal, som blev gravet 1777‑1802, havde flere formål. Den rettede Lindenborg Å ud, så Vårst Sø kunne tømmes, og flere hundrede hektar enge i Lille Vildmose udtørres, så det var muligt at bruge dem til græsning og høslæt. Udretningen gjorde det også muligt på pramme at transportere store mængder tørv fra Lille Vildmose til Limfjorden. Da vejene indtil første halvdel af 1800-tallet var ret dårlige, var dette et stort fremskridt.
Vigtigt var det også, at åen nu kunne levere drivkraft fra vandmøller ved kanalen. Amtmand Friedrich Buchwald, der ejede herregården Gudumlund, begyndte fra 1770’erne at oprette fabriksvirksomhed omkring herregården, og hertil behøvedes netop drivkraft. Før år 1800 var her anlagt en hel lille fabriksby, som begyndte med en garvefabrik til fremstilling af læder, og herefter kom et kalkværk, en linnedfabrik og endelig i 1790 et hegleri, som forarbejdede hør til linnedfabrikken. Godset blev i 1798 overtaget af Ernst Schimmelmann, som udvidede med et teglværk, et glasværk, et saltværk m.m. og endelig keramisk værksted/stentøjs- og fajancefabrik i begyndelsen af 1800-tallet. Schimmelmann ejede i forvejen Lindenborg, hvor han havde linned- og bomuldsspinderier.
