Hals Skanse af . Begrænset anvendelse

1536-1850 i Aalborg Kommune

Efter udenlandsk forbillede igangsatte Friedrich Buchwald omkring år 1800 flere initiativer for at forbedre godsdriften på Gudumlund, heriblandt opdyrkning af heden, dræning af vådområder og opførelse af fabrikker med tilhørende kanalsystemer. Her ses en af kanalerne ved Gudumholm, nær Gudumlund, som Buchwald fik gravet 1777‑1802 med henblik på at levere vand til vandmøllerne.
.
Akvarellen har titlen Aalborg og Nørresundbye d. 29. july 1819. Tv. ses Aalborg med kirketårne, th. det meget mindre Sundby, senere kaldet Nørresundby. Den er malet af embedsmanden O.J. Rawerts, der på sine mange rejser rundt i Danmark skildrede bl.a. landskaber og bygninger.
.

I perioden 1536‑1850 var der forskel på befolkningsudviklingen nord og syd for Limfjorden i den nuværende Aalborg Kommune. Landsbyerne nordenfjords var meget store, og ved udskiftningen i slutningen af 1700-tallet forblev gårdene som oftest inde i landsbyerne. Søndenfjords lå der derimod overvejende mindre landsbyer, og udskiftningen fik et andet forløb med bl.a. blokudskiftninger. I perioden skete en tidlig industrialisering ved herregården Gudumlund og med papirfabrikken og siden hammerværket Godthaab.

Byerne havde generelt fremgang. Aalborg oplevede frem til begyndelsen af 1700-tallet en blomstrende udvikling, hvorefter en stagnation satte ind. Senere kom der igen økonomisk fremgang, hvilket bl.a. hang sammen med en begyndende industrialisering. Nibe, hvis vækst baserede sig på sildefiskeri, blev købstad i 1727. I Nørresundby, der endnu ikke havde købstadsrettigheder, begyndte industri fra slutningen af 1700-tallet at gøre sig gældende.

Administrativ inddeling

Den nuværende Aalborg Kommune lå fra senmiddelalderen i Aalborghus Len. I 1662 blev området nord for Limfjorden en del af Åstrup og Sejlstrup Amter, mens området syd for fjorden blev en del af Aalborghus Amt. I 1793 oprettedes Aalborg Amt som en udvidelse af Aalborghus Amt, bl.a. med det område nord for fjorden, der i dag er en del af Aalborg Kommune. Ved oprettelsen af kommunalbestyrelser for købstæderne i 1837 blev Nibe og Aalborg Købstadskommuner oprettet, og med etableringen af sogneforstanderskaberne i 1841 blev området derudover fordelt på 30 sognekommuner. I 1844 deltes Veggerby-Bislev Sognekommune i Veggerby og Bislev, hvor førstnævnte lå i det område, der nu er Aalborg Kommune, sidstnævnte i Rebild Kommune. I 1845 deltes Sebber-Store Ajstrup Sognekommune i to.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Befolkningstallet i den nuværende Aalborg Kommune var stabilt eller kun svagt stigende i 1500- og 1600-tallet. Dødeligheden, især for børn, var sikkert stærkt svingende pga. epidemier, misvækst og krige. I løbet af 1700-tallet begyndte befolkningstallet at stige, da udsvingene i dødeligheden blev mindre som følge af et højere og mere stabilt høstudbytte i landbruget, oprettelse af en række nye landbrug, fravær af pest efter 1711 og en lang fredsperiode.

Ved den første sikre folketælling i 1787 var der i alt 21.932 indbyggere i den nuværende Aalborg Kommune, og heraf boede de 4.866 i Aalborg (22 % af den nuværende kommunes befolkning). I den følgende periode steg befolkningstallet på linje med hele landet, og det var i 1850 steget til 34.165 indbyggere. Aalborgs andel steg i 1850 lidt til 23 % (7.745). Den lille købstad Nibe havde i 1787 1.001 indbyggere, men indbyggertallet var i 1850 kun steget til 1.161. Byen havde oplevet faldende konjunkturer, bl.a. som følge af, at fiskeriet svigtede.

Mere om befolkningsudvikling i Aalborg Kommune

Bebyggelse og erhverv på landet

Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde oven på et jordartskort fra GEUS.

.

I den nordenfjordske del af Aalborg Kommune var bebyggelsesmønsteret i 1683 enkelt. Landsbyerne var meget store. I alle sogne var der landsbyer med over ti gårde, i alt 18 landsbyer, og derudover var der også enestegårde. De største landsbyer var Vester Hassing med 39, Sundby med 27 samt Øster Hassing og Hals med hver 23 gårde. Der var mange enestegårde, oftest flere i hvert sogn, men arealmæssigt set havde de ikke den store betydning. Dette var resultatet af en kraftig ekspansion i hele 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet, der primært gav sig udslag i udvidelser af de bestående landsbyer. En del nye enkeltgårde blev ganske vist oprettet, men til gengæld blev andre enkeltgårde inddraget under herregårdene. En særligt karakteristisk bebyggelse var landsbyen Gåser anlagt på en strandvold tæt på Limfjorden; den er et tydeligt eksempel på en rækkelandsby. Derimod var Hals, der havde en regelmæssig bystruktur, antagelig blevet nyanlagt i forbindelse med en tvangsflytning til en beliggenhed tæt på færgeoverfarten.

Området nord for Limfjorden led i mindre grad under sandflugten i perioden fra 1536 til 1850. Tydeligst kan det ses nord for Hals, hvor en klitrække strakte sig nord-syd. Lige overfor, på den anden side af fjorden, var der klitter nord for Egense.

Ved udskiftningen var der en stærk tendens til at lade gårdene blive liggende i landsbyerne, også i de største landsbyer. Da også ressourcer som eng og hede lå spredt, blev den enkelte ejendom splittet op i adskillige lodder med stor sandsynlighed for en senere udstykning. En del bebyggelser var ret langstrakte, og her ses en del steder et kamlignende mønster med rektangulære og meget aflange lodder, fx i Ulsted.

Gennem hele perioden foregik en udparcellering med hensyn til både gårddelinger og frastykning til husmænd, således at antallet af gårde steg lidt, mens antallet af huse voksede meget. Allerede omkring år 1800 var der flere huse end gårde, og omkring 1850 var forholdet en del steder mere end to huse for hver gård. I 1840 var det særligt markant i Sundby (Nørresundby) med over 100 huse og Lindholm med over 50 huse. Hele området omkring færgestedet til Aalborg var domineret af huse. Det var blevet solgt til selveje og udstykket fra 1769. Med de gode konjunkturer for landbruget i de følgende år samt etablering af industrier havde Sundby sin helt særlige udvikling.

Søndenfjords afveg billedet i 1683 lidt fra det nordenfjordske. Ganske vist var der også her mange store landsbyer og næsten altid mindst en landsby med over ti gårde i hvert sogn. I alt var der 37 landsbyer på over ti gårde; størst var Nørholm med 35, Storvorde og Sønderholm med hver 30 og Gudum med 27 gårde. Men i hele området var der mange mindre landsbyer og langt færre enestegårde end nordenfjords.

Udskiftningen forløb her lidt anderledes end i det nordenfjordske. Der forekom en del blokudskiftninger, og selv mange stjerneudskiftninger var rimelige med ret pæne lodder. Dette var særligt i den østlige del, mens der i den vestlige var flere uheldige udskiftninger med mange og skæve lodder til følge.

Det var at forvente, at de mange og skæve lodder ville føre til flere udstykninger til husmandsbrug, men langt den største vækst i antallet af huse skete i området langs Limfjordskysten fra Hasseris og videre øst for Aalborg og langs Kattegatkysten. I disse sogne var der oftest dobbelt så mange huse som gårde, mens der i den sydlige og vestlige del af kommunen var flere gårde end huse. Den kraftige vækst i husenes antal fandt sted både før og efter 1814, så den skyldtes ikke blot udskiftningen. Den største del af udstykningen i den vestlige del var udparcellering af herregårdsjord, så mindre husmandskolonier blev dannet omkring år 1800. Et større fiskerleje lå allerede i 1600-tallet ved Klitgård.

Gudumlund Kanal, som blev gravet 1777‑1802, havde flere formål. Den rettede Lindenborg Å ud, så Vårst Sø kunne tømmes, og flere hundrede hektar enge i Lille Vildmose udtørres, så det var muligt at bruge dem til græsning og høslæt. Udretningen gjorde det også muligt på pramme at transportere store mængder tørv fra Lille Vildmose til Limfjorden. Da vejene indtil første halvdel af 1800-tallet var ret dårlige, var dette et stort fremskridt.

Vigtigt var det også, at åen nu kunne levere drivkraft fra vandmøller ved kanalen. Amtmand Friedrich Buchwald, der ejede herregården Gudumlund, begyndte fra 1770’erne at oprette fabriksvirksomhed omkring herregården, og hertil behøvedes netop drivkraft. Før år 1800 var her anlagt en hel lille fabriksby, som begyndte med en garvefabrik til fremstilling af læder, og herefter kom et kalkværk, en linnedfabrik og endelig i 1790 et hegleri, som forarbejdede hør til linnedfabrikken. Godset blev i 1798 overtaget af Ernst Schimmelmann, som udvidede med et teglværk, et glasværk, et saltværk m.m. og endelig keramisk værksted/stentøjs- og fajancefabrik i begyndelsen af 1800-tallet. Schimmelmann ejede i forvejen Lindenborg, hvor han havde linned- og bomuldsspinderier.

Herregårde og møller

Nøgleskilt på indgangsdøren til Storvorde Kirke. En mand, som antagelig skal forestille en præst, står med et timeglas i den ene hånd og Bibelen i den anden. Et timeglas er traditionelt et symbol på forgængelighed. Skiltet stammer fra omkring 1770.

.

Der lå adskillige herregårde i Aalborg Kommune, men de var ikke så dominerende. Der kendes til 30; enkelte forsvandt i 1500-tallet, og allerede i 1683 fandtes kun 22 herregårde. I 1683 var de største Store Restrup med 109 tønder hartkorn, derefter fulgte Vrå (91 tønder), Filsted (64 tønder), Refsnæs (57 tønder) samt Vår, Vang, Gudumlund, Sønder Elkær, Krastrup og Vester-Ladegård med godt 40 tønder. Der var enkelte rigtig store og mange middelstore herregårde. Som andre steder i landet blev der solgt meget fra i slutningen af 1700-tallet og især i begyndelsen af 1800-tallet, således at der i 1832 kun var otte komplette herregårde (med nok fæstegods til at være skattefri) tilbage. Det var gennemgående de mellemstore, som havde overlevet, fx Restrup, Vang, Gudumlund og Vester-Ladegård.

Levn efter vandmøller i form af dæmninger ses ved flere vandløb i kommunen. Lige nordøst for herregården Store Restrup ved Hasseris Å er der bevaret en dæmning fra en vandmølle. I en lille bygning op til dæmningen er der fundet rester af renæssancens karakteristiske ovnkakler, som viser, at møllen har været i drift i tiden omkring år 1600. Men der kan nemt have været en mølle på stedet tidligere. Langs Binderup Å kendes der en række mølleanlæg, som gennem tiderne har tjent forskellige formål ud over kornmaling. I 1800-tallet har der har bl.a. været en stampemølle, en mølle kaldet »Kradsen« og et filehuggeri. Et andet eksempel på møllevirksomhed ses ved Guldbæk, hvor der ned ad åløbet har ligget en række anlæg. Ved Vester Mølle udviklede der sig i 1800-tallet et egentligt industrianlæg: først en papirmølle og siden et hammerværk drevet ved vandkraft.

Omkring 1787 var der nordenfjords mindst 18 vindmøller, men ingen vandmøller. Søndenfjords var der mindst ni vindmøller og 15 vandmøller. Så godt som alle vandmøller lå i den vestlige del, særligt i tilslutning til Dybvad Å, Vidkær Å, Halkær Å og Binderup Å.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Fra anden halvdel af 1500-tallet var Nibe en forholdsvis blomstrende by med hensyn til handel og håndværk. Alligevel var det først ganske sent, Nibe blev købstad. Det sene tidspunkt skyldtes i høj grad modstand fra Aalborg, som ikke var interesseret i en konkurrent. Der var strid om rettigheder – konsumption, markeder, indkøb af salt og tønder – indtil købstadsrettighederne for Nibe blev fastslået i 1727. Nibes velstand var fuldstændig afhængig af silden; blev den væk, forsvandt velstanden. Således oplevedes slutningen af 1600-tallet som gode år, mens andre købstæder stod stille. Modsat var perioden 1750‑1850 en lang stagnationsperiode, hvor andre købstæder ekspanderede. Aalborg skyldte sin position flere forhold. Byen havde en udmærket havn og var overfartsstedet til Vendsyssel. Der var et stort opland, som ikke alene lå vest, øst og syd for byen, men også omfattede det sydlige Vendsyssel. Sildefiskeriet var en stor indtægtskilde, og endelig udgjorde Agger Tange en barriere for købstæderne længere mod vest, og dette blev yderligere forstærket af Løgstør Grunde, hvor en fordyrende omlastning var nødvendig. Endelig blev Aalborg begunstiget af privilegier, fx manglende fortoldningsmuligheder i en del af købstæderne mod vest, hvorfor skibsladninger måtte fortoldes i Aalborg.

1500-tallet og frem til den første fjerdedel af 1600-tallet var gode år for Aalborg, hvor handel og fiskeri blomstrede. Herefter ramtes byen af brande og stagnation, der varede til den sidste del af 1700-tallet, hvor de gode tider for landbruget i oplandet atter bragte fremgang for byen. Denne blev standset af krig, og efterfølgende ødelagde Vesterhavets gennembrud ved Agger Tange i 1825 Aalborgs monopolstilling. Derudover forsvandt silden. Når der trods alt var fremgang i de følgende år, skyldtes det en spirende industrialisering og de forbedrede landbrugskonjunkturer.

Udviklingen i Nørresundby var præget af byens placering og status. Den fik først sent købstadsrettigheder, så vendelboerne kunne ikke handle her, men skulle til Aalborg eller til en af købstæderne i Vendsyssel for at handle. Derfor opstod i Nørresundby en færgefart til at sætte folk og varer over Limfjorden. Samtidig med dette kom også i mange huse en gæstgiverivirksomhed, som fungerede på privat basis. Allerede i slutningen af 1600-tallet var Nørresundby derfor en by med flere hundrede indbyggere, som ikke alene drev landbrug, fiskeri og færgefart, men også havde mange forskellige slags håndværk fra tømrere til handskemagere. På ét punkt blev byen endda betragtet som købstad: I 1672 blev den pålagt at betale konsumption, en forbrugsskat, som ellers kun betaltes af købstæder.

Herefter kom som for de fleste købstæder en stilstandsperiode, som først ophørte efter 1760 med de forbedrede forhold for landbruget. Industrien kom til Nørresundby. En kridtpibefabrik blev anlagt af Johan Adolph Rømer omkring 1772, og den fungerede til ca. 1816 med storproduktion af piber. Kort tid efter år 1800 etablerede J.G. Galster et linnedvæveri og et hattemageri, og i 1814 fik han eneret på at drive bondehandel (med grovvarer). De forbedrede vejforhold i Vendsyssel og de gode konjunkturer for landbruget stimulerede væksten efter 1830. I 1850 havde Nørresundby et befolkningstal på 950.

Det var bekvemt for vendelboerne, hvis de kunne gøre deres handler i Nørresundby og derved slippe for at tage over Limfjorden, og forbuddet mod ulovlig handel blev gentaget talrige gange, dog uden større held. Galsters bondehandel indeholdt i fuld offentlighed en lang række ulovlige varer. Markeder blev gang på gang bandlyst, men senere tilladt, og i 1768 blev der holdt fire årlige markeder med bondevarer og trævarer. Senere udviklede det ene af markederne sig til mest at omfatte slagtekvæg.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Aalborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850

Eksterne links