Nørresundbys havnefront har gennemgået store forandringer med nybyggeri og gamle fabriksbygninger, der er omdannet til bolig, kultur eller erhverv, så også byen på denne side af Limfjorden åbner sig ud mod vandet. På billedet ses Limfjordsbroen, der forbinder Aalborg og Nørresundby, og til venstre for Limfjordsbroen ligger Nørresundbys hvidpudsede Hotel Royal fra 1907.
.

Nørresundby har tidligere været købstad, men er i dag først og fremmest et boligområde i Aalborg, dog med en stærk selvstændig identitet. Det er den eneste af Aalborgs bydele, der ligger nordenfjords.

Ved Aalborg fremtræder Limfjorden som en bred flod, der slår et sving sydpå og derved danner en halvø. Denne halvø består af en 3‑4 km bred, oval kalkforekomst, dækket af moræne og omgivet af hævet havbund efter Yoldiahavet og Littorinahavet. Herpå ligger Nørresundby.

Da Nørresundby voksede fra mindre handelsby til betydeligt industricenter, blev fabrikkerne placeret nede langs fjorden, mens boligkvartererne lå bagved og højere oppe. Byplanen har været afhængig af forbindelsen over Limfjorden til Aalborg. Den første faste forbindelse, pontonbroen, blev indviet i 1865. I 1933 blev pontonbroen afløst af Limfjordsbroen, i 1938 blev jernbanebroen indviet, i 1969 åbnede Limfjordstunnelen, og siden 2017 har cykel- og fodgængerbroen Kulturbroen forbundet Nørresundby med Aalborgs midtby. Bycenteret ligger for enden af Limfjordsbroen og rummer repræsentativt byggeri, bl.a. i funkisstil, mens arbejdernes Nørresundby byder på mere anonyme karréer og stokhuse fra boomperioderne omkring 1. og efter 2. Verdenskrig, suppleret med parcelhuskvarterer allerede fra ca. år 1900 og i nyere tid også med række- og kædehuse. Et eftertragtet villakvarter optager skråningen syd for den højtbeliggende Skanseparken, men de andre bydele, der ligger omkring de tidligere, nu vandfyldte kridtgrave, har også rekreative muligheder.

Videre læsning

Læs mere om byer i Aalborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byer

Eksterne links