Aalborg Kommunes landskaber

De prækvartære aflejringer består hovedsagelig af skrivekridt fra Kridttiden, men i den vestligste del af kommunen findes også bryozokalk fra Danien. I store dele af kommunen, men især i Aalborgområdet, udgøres overfladen af kalk, som kun er dækket af et muldlag og et tyndt lag kalkmoræne. Skrivekridtet er blottet i Rørdal og Kongerslev Kalkgrave. Fra udsigtsplatformen ved Rørdal Kalkgrav kan man se, at der er grå mergellag i det hvide skrivekridt. Desuden indeholder skrivekridtet flint, der allerede i yngre stenalder var et vigtigt råmateriale, som man indvandt ved minedrift.

Ved Aalborg, Sejlflod og Kongerslev er kalkoverfladen meget kuperet. Det skyldes en deformationszone, som har været tektonisk aktiv ad flere omgange. Sorgenfrei-Tornquist-zonen løber fra Bornholm over Skåne, nord om Sjælland og hen over den nordlige del af Jylland. Langs denne deformationszone er kalken opsprækket, hvilket har medført, at der er opstået mange forkastninger. Forkastningerne danner et rombeformet mønster, og fordi de er opsprækkede, er de svaghedszoner. Den resulterende erosion langs forkastningerne har skabt dybe dale. Forkastningerne har også medført, at kalklagenes placering varierer meget. Således ligger toppen af lagene nogle steder i en dybde af 50 m under havets overflade, mens den andre steder når helt op til 60 m over havets overflade. Landskabet er således primært dannet af bevægelser i undergrunden.

Et andet fænomen, som knytter sig til sprækker i kalken, er de såkaldte skorstene. Skorstene er opsprækkede partier, hvor overfladevand har opløst kalken. Derved er der opstået jordfaldshuller, som efterfølgende er blevet opfyldt af sand og ler. Skorstene kan være op til 10 m dybe, men når som regel en dybde på blot et par meter.

I området fra Aalborg over Sejlflod til Kongerslev er aflejringerne fra sidste istid, Weichsel, højst ca. 20 m tykke. Kun i de begravede dale bliver aflejringerne tykkere. I overfladen består aflejringerne overvejende af smeltevandssand og -grus, som stedvis overlejres af moræne. Tykkelsen af istidsaflejringerne stiger mod sydvest, hvor også moræneler og -sand bliver mere dominerende i overfladen.

Lindenborg Ådal og Østerådalen er tunneldale, der er dannet af smeltevandsfloder under isen. Begge dale fortsætter i Gravlevdalen. De hører til et system af tunneldale, der er dannet under den sidste istid, og som kan følges ned til hovedstilstandslinjen ved Hald Sø. Under isens tilbagesmeltning efterlod den vigende isrand spor i landskabet i form af randmoræner som Lundby Bakker, Hammer Bakker og Vester Aslund Plantage.

Omkring Hammer Bakker og Hellighøje i den nordlige del af kommunen er der hævet havbund fra Yoldiahavet. Aflejringerne består både af sand og ler. Lerforekomsterne kaldes også Aalborgler og består af vekslende lag af ler og finsand. Aalborgler er et særdeles anvendeligt råstof, som i århundreder har dannet grundlag for en betydelig teglværksindustri. Ved Mulbjerge kan man opleve flere generationer af strandvoldssystemer. Strandvoldene er opbygget af nedbrydningsprodukter fra Mulbjerge, som tidligere strakte sig længere mod øst. De ældste og højeste af disse strandvolde blev bygget ud i Yoldiahavet, som i slutningen af sidste istid dækkede det nordlige Danmark.

På det tidspunkt var landjorden stadig trykket ned af isens vægt. Efterhånden hævede landet sig, og aflejringerne fra Yoldiahavet blev tørlagt. I boringer fra Aalborgområdet støder man af og til på tørv, som blev aflejret i fastlandstiden for ca. 10.000 år siden.

Da Littorinahavet for 9.000 år siden begyndte at trænge ind over området, blev de lavtliggende dele igen oversvømmet. For 7.000 år siden nåede Littorinahavet op til 6 m over nuværende havniveau, og havets mange øer rager i dag op over den gamle, tørlagte Littorinahavbund. Ved Gug, Nørresundby, Hasseris og Sejlflod er øerne kalkøer, mens Mulbjerge, Gudumlundbakken, Nørholm og Gjøl er fossile øer, som består af istidsaflejringer. Yoldiahavet påbegyndte nedbrydningen af Mulbjerge, og nedbrydningen blev fortsat af Littorinahavet. De yderste gamle strandvolde fra Yoldiahavet blev eroderet, og nye strandvolde blev bygget op mellem Mulbjerge og Mou. Det samme gør sig gældende nord for Hals, hvor strandvoldene danner et rimmedoppe- landskab. Hævede aflejringer fra Littorinahavet udgør de store, lavtliggende flader i den østlige del af kommunen og ind langs Limfjorden.

For ca. 2.500 år siden blev Littorinaaflejringerne hævet op over havniveau. Tørvedannelsen i Lille Vildmose begyndte for ca. 2.000 år siden, da området gik fra at være et brakvandstil et ferskvandsområde. Mosen har dækket et areal på op til ca. 55 km², og tørvelagene er nogle steder over 5 m tykke. I forbindelse med de hævede strandvoldssystemer og langs den nuværende kyst er der siden dannet klitter.

Læs mere om natur og landskab i Aalborg Kommune

Læs videre om

• Sejlflod Kridtø
• Mulbjerge
• Nørholm Kridtø

Læs også om

• Aalborg Kommunes geologi
• Aalborg Kommunes klima
• Kulturlandskabet i Aalborg Kommune
• Skove i Aalborg Kommune
• Det åbne land i Aalborg Kommune
• Ferske vande i Aalborg Kommune
• Kyster i Aalborg Kommune
• Natur- og landskabsforvaltning i Aalborg Kommune

Se alle artikler om Landskaber